Der hviler et gigantisk ansvar på EUs politiske ledere, når de på torsdag samles i Bruxelles til uformelt topmøde.

I sidste uge påtog EU sig reelt rollen som garant for, at Grækenland får bragt orden i sin økonomi. Og da økonomierne i Spanien og Portugal nu er på en tilsvarende katastrofekurs, er det europæiske samarbejde havnet i en situation uden historiske fortilfælde. De næste måneder vil det være EU-samarbejdet og EUs institutioner, der afgør middelhavslandenes økonomiske overlevelse.

EU kunne have bedt Grækenland om at søge hjælp fra Den Internationale Valutafond (IMF) til at håndtere sine økonomiske problemer. IMF ville kunne hjælpe med lån, samtidig med at fonden og Grækenland i fællesskab udarbejdede en strategi for at bringe landet ud af den økonomiske krise. Det ville i givet fald være IMFs opgave at overvåge, at den økonomiske kriseplan blev gennemført – og i modsat fald stoppe kreditterne.

Det var den model, der blev anvendt, da den økonomiske krise for alvor brød ud i Letland, Ungarn og Rumænien. Her var det frem for alt IMF, der skulle håndtere situationen, mens EU spillede en supplerende rolle, bl.a. med betalingsbalancelån. Men onsdag i sidste uge besluttede EU-Kommissionen altså at tage hånd om den græske krise selv.

Grækenland adskiller sig fra Letland, Ungarn og Rumænien ved at være medlem af euroen. Formelt er der intet i vejen for, at det er IMF, der bringer et euroland ud af krisen. Men Kommissionens beslutning vidner om, at den græske krise ses som et potentielt problem for alle landene i eurozonen. 

Grækenland er blevet EUs hovedpine

Da Kommissionen i onsdags stillede sig som garant for den græske regerings økonomiske redningsplan, blev håndteringen af de spanske og portugisiske problemer til et europæisk anliggende. Og beslutningen har vendt op og ned på dagsordenen for det uformelle EU-topmøde i Bruxelles på torsdag.

EUs stats- og regeringschefer mødes normalt fire gange om året, og møderne kører efter en ganske fast skabelon. Drøftelserne er forholdsvis generelle, og topmødet afsluttes med, at stats- og regeringscheferne nikker godkendende til et sæt forberedte konklusioner, som sagtens kan løbe op i 20 eller 30 sider. Topmødet i næste uge kommer ikke til at følge dette mønster.

Topmødet i marts er normalt fokuseret på europæisk økonomi – de seneste år med vægten på den såkaldte Lissabon-proces. Og da EUs nye faste formand, belgieren Herman van Rompuy, i december annoncerede et ekstra-topmøde i februar, var det da også primært for at få lidt ekstra tid til at forberede 2020-strategien, der efter planen skal afløse Lissabon-strategien. Men intet tyder på, at planen kommer til at sluge mange minutter af topmødets tid. Det gør til gengæld EUs nye rolle som garant for de nationale redningsplaner, som Grækenland og andre betrængte økonomier har fremlagt.

I Danmark og andre EU-lande fokuserede den forgangne uges offentlige debat på, hvilke krav Europa-Kommissionen og de øvrige medlemslande vil stille til Grækenland og den græske økonomi. Store overskrifter fortalte om, hvordan EU f.eks. forlanger, at Grækenland fyrer offentlige ansatte. For de græske politikere er det en bekvem udlægning: De kan præsentere upopulære reformer med henvisning til krav fra Bruxelles. Men realiteten er, den modsatte: Det er den græske regering selv, der præsenterer EU-Kommissionen for en plan, der skal bringe orden i Grækenlands økonomi. Kommissionens økonomer skal så vurdere, om den græske plan er realistisk.

Når Grækenland diskuterer med EU, sker det med udgangspunkt i en græsk plan, og her kan Kommissionen så spille ind med alternative og mere realistiske forslag til, hvordan udgifter kan nedbringes. F.eks. om kun at besætte hver femte offentlige stillingm der de kommende år bliver ledig ved naturlig afgang .

I løbet af januar måtte den græske stat udstede statsobligationer for 8 milliarder euro for at finansiere statens udgifter – dels på de løbende poster, dels til refinansiering af statsgælden. Inden 30. juni skal Grækenland have solgt statsobligationer for yderligere 50 milliarder euro. Hvis ikke det sker, har landet kun én mulighed: statsbankerot.

Den store udfordring er at finde købere. De statsobligationer, som Grækenland solgte i januar, blev udstedt til en rente, der ligger 4 pct. over tilsvarende tyske statsobligationer. Dette slagtilbud afspejler den risiko, køberne løber. Sagt på en anden måde: Hvis ikke den græske stat skal begraves yderligere i renteudgifter, kræver det tillid til, at der faktisk kommer orden i den græske økonomi. Og hvis der er den mindste mistanke om statsbankerot, vil selv nok så højtforrentede papirer være svære at afsætte. Det mest afgørende overhovedet for Grækenland er at overbevise markedet  om, at man har en troværdig plan for at bringe landets økonomi på fode igen.

Grækenlands egen økonomiske troværdighed er for længst dykket under nulpunktet. De seneste år er det kommet frem, hvordan den græske stat manipulerede sine egne statistikker for at komme med i euroen. Senest måtte Georgious Papandreous nye regering erkende, at de økonomiske nøgletal, som florerede inden valget sidste år, var en illusion. Den græske økonomi har vist sig at være i langt dårligere stand end antaget.

Der er kort og godt ingen investorer, der har tillid til Grækenlands statistiske kontor eller offentlige myndigheder. Regeringen er 100 pct. afhængig af, at nogen vil lægge hovedet på blokken og garantere for de økonomiske løfter, Grækenland har afgivet.

EU som redningskorps

At yde økonomisk støtte og kautionere for en økonomisk genopretningsplan er netop, hvad IMF er sat i verden for at gøre. Men af forskellige årsager ønsker EU og Grækenland ikke at benytte IMF. Alene det faktum, at det ville være “Washington”, der skulle redde trådene ud, når der var økonomiske problemer i eurozonen, anses for ualmindeligt politisk problematisk. Samtidig er den almindelige opfattelse, at IMF primært hjælper lande, der i forvejen har været forholdsvis økonomisk tilbagestående. Ét er, at IMF træder til, når det gælder Letland, Ungarn eller Rumænien. Men hvis fonden skulle agere redningsplanke for et land i euro-området, ville det være et stort imagetab. Derfor er det nu EU selv, der skal garantere troværdigheden af den græske regerings økonomiske redningsplan.

Den fremlagte græske handlingsplan er på papiret en brutal sparekur, som på bare tre år skal bringe det offentlige underskud ned fra over 12 pct. af BNP til under 3 pct. i 2012. Planen indeholder en række drastiske tiltag. Blandt andet skal kun hver femte offentlige stilling genbesættes, når de ansatte går på pension. Samtidig skal pensionssystemet reformeres, og 10 pct. af landets offentlige udgifter skal hensættes til en særlig reserve. Det var den plan, Europa-Kommissionen blåstemplede onsdag, og som i næste uge ventes godkendt af EU-landenes finansministre. Herefter skal den græske regering melde tilbage om planens gennemførelse hvert kvartal – første gang allerede i marts.

EUs blå stempel er altafgørende for græsk økonomi. Dels er der de 50 milliarder euro, som salget af statsobligationer skal indbringe. Dels er der risikoen for, at de nuværende obligationsholdere begynder at sælge ud i panik. Den seneste opgørelse viser, at der i 2009 var 216 milliarder euro græske statsobligationer ejet af investorer uden for Grækenland – en fordobling i forhold til 2004.

Grækerne og andre gældsatte EU-lande risikerer at havne i samme situation, som USA længe har befundet sig i: Kina sidder i dag på amerikanske valuta- og værdipapirreserver for 2.400 milliarder dollar. I USA afføder det løbende diskussioner om, hvorvidt det kinesiske ejerskab udgør et sikkerhedspolitisk problem. Kina er en oplagt aftager af europæiske statsobligationer. Der var allerede i januar udbredte spekulationer og rygter om en græsk-kinesisk aftale om et samlet obligationskøb. 

Nye trængsler i vente

Hvis den græske økonomi var det eneste problem for eurolandene, ville det være til at overskue. Hvis man forudsætter, at omkostninger til en genopretning ligger et sted mellem 5 og 10 pct. af det græske BNP (dvs. 12-24 milliarder euro), ville det koste de øvrige eurolande under en kvart pct. af BNP, hvis de delte regningen mellem sig. Ikke småpenge, men heller ikke uoverkommeligt.

Desværre er Spanien i en situation, som ligner Grækenlands. Det budget, som finansminister Elena Salgado i sidste uge præsenterede, viser et underskud af græske dimensioner – tæt på 12 pct. Og hvad der er mere alvorligt: Hun gav ingen redegørelse for, hvordan underskuddet i de kommende år skal bringes ned under de 3 pct. af BNP, som er acceptable for et land i euro-området. Forklaringen er især, at regionerne i Spanien har så stor autonomi – også økonomisk – at det reelt er svært for regeringen i Madrid at tvinge dem til at gennemføre besparelser og økonomiske stramninger.

Som udgangspunkt er situationen knap så slem som i Grækenland, da Spaniens offentlige gæld er noget lavere. Men samtidig kæmper landet med en galopperende arbejdsløshed, som nu er oppe på 20 pct. En række store bygherrer har stoppet deres byggerier, og på grund af erhvervsstrukturen rammer det beskæftigelsen hårdt. Også en række banker er truet af store potentielle problemer.

Situationen i Portugal er ikke meget bedre. Her anslås statsunderskuddet at blive over 9 pct. af BNP. 

De økonomiske trængsler i Spanien, Portugal og for den sags skyld også Italien er nu blevet EUs problem.

Behovet for at dække de store underskud og samtidig refinansiere den offentlige gæld betyder, at en stribe EU-lande har et betydeligt behov for at låne penge. For at holde renten så lav som muligt har de alle behov for at kunne præsentere nationale handlingsplaner, som viser, at landet er på vej til at bringe orden i økonomien. Lande med det, der i EU kaldes for et “uforholdsmæssigt stort underskud”, skal udarbejde handlingsplaner, som skal tjekkes grundigt af Kommissionen og derefter godkendes af EU-finansministrene. Også Danmark har udarbejdet en sådan plan.

For EU-landenes stats- og regeringschefer bliver topmødet på torsdag noget ud over det sædvanlige. Herman van Rompuy har allerede signaleret dette klart ved at flytte topmødet fra de sædvanlige omgivelser i rådsbygningen til det lille Bibliothéque Solvay i Leopold-parken. Her vil stats- og regeringscheferne, van Rompuy og Barroso have lokalet for sig selv – helt uden embedsmænd.

I pokertermer er EU gået “all in”. Unionens nye rolle som garant for de økonomiske redningsplaner har især forbundet eurolandene i et endnu tættere skæbnefællesskab. Det betyder også, at business as usual –herunder topmødernes sædvanlige gemytlighed og diplomatiske høflighed – er suspenderet. Forbundskansler Angela Merkel og de andre EU-ledere vil på torsdag se Papandreou, Zapatero og Socrates dybt i øjnene og i skarpe vendinger gøre det klart for dem, hvad der er på spil.

Markedet – fra europæiske investorer til kinesiske statstjenestemænd – vil efter topmødet granske europæisk økonomi med helt nye briller. Det vil være den første syretest på, hvor troværdig EU er i sin nye rolle som øknomisk redningskorps.
 

• Print/PDF
• Del artikel
• Kommentarer

Ole Vigant Ryborg (or@mm.dk)