300 dage der afgør Løkkes fremtid

Midtvejs i valgperioden står de fire partier i blå blok langt stærkere, end SR-regeringen gjorde på samme tidspunkt i sidste valgperiode. Hvad kan vi forvente af den kommende politiske sæson? Hvordan er formen i blå og rød blok? Mandag Morgen tager temperaturen på den parlamentariske situation forud for Folketingets åbning.

Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Løkkes to do-liste

Den kommende folketingssamling byder på store og økonomisk tunge reformer, der vil give Løkke mulighed for at sætte retningen for samfundets udvikling i de næste mange år.

Mandag Morgen tager i dette tema temperaturen på den parlamentarisk situation og udpeger 10 områder og begivenheder, som kommer til at spille en hovedrolle i den kommende folketingssæson.

300 dage der afgør Løkkes fremtid

Her er Løkkes to do-liste - den vil ændre Danmark markant

MM MENER: Det vigtige - og så det vi taler om

Nøglerne til Statsministeriet bliver som oftest ikke vundet under en tre uger kort intensiv valgkamp. De bliver vundet i perioden mellem to valg. De næste 300 dage kan derfor komme til at afgøre Lars Løkke Rasmussens skæbne som landets statsminister.

Når Løkke går på talerstolen i morgen ved Folketingets åbning, indleder han en ny politisk sæson fyldt med store reformer og politiske initiativer, der kommer til at række mange år ud i fremtiden og vil få omfattende konsekvenser for danskernes hverdag.

På Løkkes politiske to do-liste står der bl.a. skattelettelser, forsvarsforlig, modernisering af den offentlige sektor, et nyt voksen- og efteruddannelsessystem og et energiforlig. Se illustration.

 

De enkelte reformer kommer ikke til at afgøre, om Løkke kan fortsætte som statsminister. Det gør derimod summen af de mange politiske initiativer, hans handlekraft og evne til at samle partierne i blå blok.

Her, midt i valgperioden, står Lars Løkke Rasmussen og de fire partier i blå blok tilsammen langt stærkere, end SR-regeringen gjorde på samme tidspunkt i valgperioden 2011-2015.

Hvis han formår at skabe et indtryk af en regering med styr på tingene, og at han leder landet med et sikkert greb om roret, kan det bane vej for fire år mere i Statsministeriet. Det har dog ikke været tilfældet indtil nu. 

Fin lille aftale, Løkke

Siden valget for over to år siden har blå blok været ramt af strid og ballade, som har været tæt på at koste Løkke magten. Venstre og DF har længe kæmpet om de samme vælgere og om at være det største parti i blå blok. Først på det seneste er det personlige forhold mellem Lars Løkke Rasmussen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl blevet bedre og mere fortroligt. Thulesen Dahl diskuterer nu åbent muligheden for, at han og Dansk Folkeparti deltager i en mulig Venstre-regering efter valget. Samtidig afviser han, at Dansk Folkeparti kan blive parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk ledet regering.

Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er fortsat som nat og dag. Når Liberal Alliance jubler over nye afgiftslettelser på dyre biler, vrider DF sig. Og når DF sætter barren for, hvor mange penge der skal bruges på velfærd, fnyser LA. Det er Løkkes skæbne, at han konstant må leve i denne klemme mellem de to borgerlige partier.

Den seneste aftale om lavere afgifter på biler kan derfor blive en generalprøve på, hvad der kommer til at ske længere fremme i den kommende folketingssæson. Regeringen ønskede bl.a. at sænke registreringsafgiften fra 150 pct. til 100. Men det ville DF ikke være med til, og aftalen blev væsentlig mindre, end regeringen havde håbet på. Det samme vil ske på andre områder. Regeringen vil lægge en masse liberale sager på bordet, som så vil blive delvis pillet fra hinanden af DF og andre partier.

Skattereformen bliver formentlig det næste projekt. Her må regeringen også give store indrømmelser til DF for at samle et flertal. I regeringens oprindelige udspil står direktøren sammenlignet med HK’eren til at få de største skattelettelser både i pct. af lønnen og i kroner og ører – stik imod Venstres løfter fra før valget.

Men reformen vil med stor sandsynlighed blive væsentligt amputeret og med en helt anden profil, når DF har fået sat sit fingeraftryk. Så vil det være folk med de laveste indkomster, som vil få de største skattelettelser. Reformens erklærede mål – at øge arbejdsudbuddet – bliver endnu sværere at nå. Og i forvejen har Løkke store problemer med konkret at fortælle, hvordan han vil nå sit mål om at øge arbejdsudbuddet med 55.000-60.000 personer frem mod 2025. 

Forholdet til DF

Selv om blå blok i perioder har været ramt af intern strid og ballade siden det seneste valg, er der dog fortsat dødt løb mellem de to blokke i meningsmålingerne. Intet er afgjort. 300 dage er en evighed i dansk politik, og med de mange reformer og tiltag, som det næste år byder på, kan tusinder af vælgere flyttes henover midten i begge retninger. Se figur 2.

Næsten dødt løb mellem blokke

Figur 2 | Forstør   Luk

Midtvejs i sidste valgperioden førte blå blok med 58 pct. mod 42 til rød blok. Ved det efterfølgende valg i juni 2015 var blå bloks føring reduceret til godt 52 pct. mod rød bloks 48. Nu er blå blok bagud – men ikke afgørende.

Kilde: Berlingske Barometer

Derfor vil Løkke også slå den positive tone an under sin trontale ved Folketingets åbning. Her vil han slå på, at det går godt i Danmark, og at økonomien har det det fint. Der er skabt 100.000 private arbejdspladser siden sidste valg. Vi har det laveste antal personer på offentlig forsørgelse i 10 år og den laveste ledighed i 40 år, hvis man ser bort fra et par år op til krisen. Og der er aldrig blevet behandlet så mange patienter på sygehusene som nu.

Derfor vil det ikke blive en krigerisk partipolitisk tale, hvor han vil angribe de røde partier. Det vil mere blive en statsmandstale, hvor Løkke kigger frem og lancerer nogle af de mange initiativer i regeringens politiske støbeske. På mange måder synes Løkke også at være blevet bedre til at aflæse valgresultatet og indstille kompasset efter, hvad han kan komme igennem med. Det har ellers knebet, siden han vandt valget i 2015.

Her fik de fire velfærdsreformpartier – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og De Radikale – en gevaldig fælles lussing. Fra en samlet opbakning på 46 pct. ved 2011-valget – og over 50 pct. i det meste af 2012 – fik de fire partier sammenlagt blot 35 pct. af stemmerne ved valget i 2015. Alligevel har Løkke længe forsøgt at holde fast i sine strukturelle reformer. Og det har kostet dyrt.

Talrige gange er han løbet ind i nederlag, og han er kommet i mindretal på en perlerække af politiske sager. Som da han f.eks. måtte droppe lettelserne af topskatten, og da han måtte opgive planerne om at hæve pensionsalderen yderligere, så folk skal blive på arbejdsmarkedet i længere tid. De planer blev fejet af bordet af et flertal anført af DF og Socialdemokratiet.

DF har mildest talt ikke været tilfreds med den måde, som Løkke dannede sin VLAK-regering på for knap et år siden og ikke inviterede dem ind i varmen. Både at det skete, måden det skete på og samarbejdet de første måneder skabte stor frustration i hans vigtigste støtteparti. Men siden foråret er forholdet mellem Løkke og Kristian Thulesen Dahl blevet bedre, og Løkke har brugt meget tid på at forbedre relationen. DF kommer nu mere med på råd, før nye udspil bliver fremlagt, og når det næste store udspil fra regeringen – forsvarsudspillet – bliver lanceret om få dage, har DF da også været inde over i forberedelserne. 

Mette og Kristian

Kristian Thulesen Dahl har med succes trukket Dansk Folkeparti ind på midten af dansk politik. I stedet for at være et parti, som kun kunne få indflydelse i et samarbejde med en borgerlig regering, viser han nu i praksis, at DF også kan få indflydelse i et samarbejde med Socialdemokratiet.

De to partiledere, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, får også et mere og mere tillidsfuldt forhold. Senest spiste de to toppolitikere middag sammen torsdag aften på Brdr. Price i Rosenborggade i det centrale København.

For Dansk Folkeparti er der tale om en bevidst strategi. Som Thulesen Dahl tidligere har forklaret i et interview med Mandag Morgen.

”Når vi kan samarbejde med Socialdemokratiet, står vi stærkere, end hvis vi kun kunne gå til regeringen for at få et flertal for vores politik. Hvis vi føler, vi støder lidt på grund i samarbejdet med regeringen, så kan vi gå til Socialdemokratiet. Det gælder selvfølgelig også omvendt. Den position åbner flere døre for os.”

Også Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kan notere store fordele ved samarbejdet. Sammen med Thulesen Dahl har hun været med til at bringe regeringen i mindretal over 20 gange siden valget. Hun har forhindret, at pensionsalderen blev sat op med et halvt år. De to partier står skulder ved skulder om at bruge flere penge på velfærd, og de ligger på flere områder på linje i deres tilgang til udlændingepolitikken.

Antallet betyder noget,” har Mette Frederiksen sagt igen og igen om indvandringen.

Når hun samtidig erkender, at socialdemokraterne skulle have lyttet til de S-borgmestre i Ishøj og Brøndby, der allerede i 1990’erne påpegede meget store problemer med integrationen af ikke-vestlige indvandrere, har hun skabt en helt anden socialdemokratisk fortælling om udlændingepolitikken end sine forgængere.

Mette Frederiksens linje afspejles i meningsmålingerne. For første gang i mange år bevæger vælgere i titusindvis sig fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet. Den omvendte bevægelse har indtil nu været Socialdemokratiets politiske mareridt og en vigtig forklaring på, at partiet har tabt fire ud af de seneste fem folketingsvalg.

Ind til nu har samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Kristian Thulesen Dahl først og fremmest forhindret regeringen i at gennemføre enkelte, særligt borgerlige eller liberale udspil. De to partier har ikke formuleret politiske initiativer i fællesskab, de har ikke skabt et politisk fundament. Kristian Thulesen Dahl har da også slået fast, at samarbejdet ikke betyder, at Dansk Folkeparti kan blive parlamentarisk grundlag for en S-ledet regering. Der er, endnu ikke, tale om en strategisk alliance, men mere om et samarbejde, der lige nu er til fordel for begge parter.

Socialdemokratiets klart mere indvandrerskeptiske linje betyder sammen med samarbejdet med DF, at partiet som noget nær det eneste socialdemokrati i Vesteuropa placerer sig stærkt i meningsmålinger og dermed udgør et realistisk alternativ til den siddende regering.

Det er et særsyn i Europa, hvor den historiske tilbagegang for Tysklands socialdemokrater fulgte efter en tilsvarende tilbagegang for Norges. En forklaring er i begge tilfælde en manglende adressering af de norske og de tyske vælgeres bekymring for indvandringens omfang. Den bekymring har Socialdemokratiet under Mette Frederiksen taget til sig og integreret den i den klassiske socialdemokratiske fortælling.

Lykkes det for hende at vælte Løkke af pinden ved næste valg, kan hun blive en politisk rollemodel for de øvrige socialdemokratiske ledere i Europa for, hvordan de kan generobre magten. 

De radikale og udlændingene

Der er dog en stor ubekendt i den ligning, der kan ende med en socialdemokratisk valgsejr. Socialdemokratiet leverer på nuværende tidspunkt selv kun godt halvdelen af de stemmer, der skal til for at overtage magten og er derfor afhængig af de andre partier i rød blok. Og vejen tilbage til magten kræver opbakning fra de radikale, der på visse områder nærmest er mere udlændingevenlige end selv Enhedslisten.

Når Mette Frederiksen strammer udlændingepolitikken og stopper vælgernes vandring til Dansk Folkeparti, udfordrer hun dermed samtidig sine politiske venner i Det Radikale Venstre. Og de radikale gør ikke noget for at hjælpe Socialdemokratiet ud af den klemme. Forholdet mellem de to partier kan derfor på mange måder virke temmelig anstrengt her ved indgangen til den kommende politiske sæson.

Socialdemokratiet mener, at ligesom de måtte bøje sig for det politiske flertal bag den omstridte efterlønsreform – som de radikale var en del af – efter valget i 2011, må de radikale denne gang bøje sig for det store flertal bag de mange stramninger af udlændingepolitikken. Sådan ser de radikale imidlertid ikke på det. De hæfter sig ved, at der dengang var et forlig om efterlønnen, mens de mange udlændingestramninger beror på aftaler, som Socialdemokratiet bare kan springe fra efter et valg.

De radikales leder, Morten Østergaard, synes dermed klar til at gentage den politik, der har bidraget til flere socialdemokratiske valgnederlag. Han har flere gange sagt, at Socialdemokratiet ikke bare kan tælle de radikale mandater med efter en eventuel valgsejr. De radikale skal have indrømmelser på alle områder. Det gælder også, siger partiformanden, på udlændingeområdet.

Dette pokerspil mellem S og R bliver derfor et stort tema i den kommende politiske sæson, som både medier og blå blok vil bore i, og Mette Frederiksen ser ud til at sidde med den klart bedste hånd.

Ny front om uddannelse

De radikale fastholder også behovet for at fortsætte de reformer, som Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl ellers gør alt for at lægge døde. Det kan føre til nye sammenstød det kommende år.

De radikale vil f.eks. rulle regeringens milliardbesparelser på uddannelsesområdet tilbage. Det vil koste 13 milliarder kr., og pengene skal findes ved at sætte pensionsalderen op tidligere end aftalt. Men eftersom S og DF lige har fået modsat sig en fremrykning af pensionsalderen, virker det som en blind vej. Socialdemokratiet deler ganske vist ønsket om en oprustning af uddannelser og forskning, der også udgør en af partiets store angrebsflanker mod Løkke. Men de radikale vil gøre alt, hvad de kan for at hæve barren og være det parti, der kæmper hårdest for bedre uddannelser. Det er hjerteblod for partiet.

Så de radikale bliver ikke til at komme uden om. Og det vil partiet benytte det kommende folketingsår til at minde Socialdemokratiet om. Sat lidt på spidsen er de radikale i opposition – i oppositionen.

”Socialdemokratiet skal nok ikke placere de radikale i et hjørne. For Socialdemokratiet får ikke regeringsmagten uden dem,” siger Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet.

Område for område trækker de to partier i hver sin retning, men indtil nu ændrer det ikke ved, at de radikale i sidste ende vil pege på Mette Frederiksen som statsminister. Og i den situation er det helt sikkert et aktiv, at Morten Østergaard og Mette Frederiksen kender hinanden særdeles godt fra fire års regeringssamarbejde, hvor det ofte var dem, som skulle føre deres politiske chefers visioner ud i livet. De er jævnaldrende, har gode personlige relationer og mødes personligt et par gange om måneden.

Unges partier versus de ældres

Nu er der formentlig lang tid til et folketingsvalg. Men da valg som bekendt ofte ikke bliver vundet under tre ugers valgkampe men i årene mellem valgene, er det værd at notere sig afstanden mellem de fem partier i opposition. Lige så lidt som tilfældet er i blå ’blok’, er der her tale om en samlet rød ’blok’. I sidste ende har de fem røde partier kun én kandidat til statsministerposten, og det er Socialdemokratiets formand. Men indtil da er der tale om fem partier med en stigende selvbevidsthed om betydningen af at markere sin egen profil.

Unge vælgere går uden om S, DF og V

Figur 3 | Forstør   Luk

De tre største partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, har godt fat i de ældre vælgere, men stort set ikke i de unge.

Kilde: Altinget

Ser vi på meningsmålingerne, aftegner der sig derudover et ret specielt mønster. Folketingets tre største partier – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – henter først og fremmest deres stemmer blandt den ældre del af befolkningen. Omvendt henter de fire små røde partier samt Liberal Alliance primært deres mandater med stemmer fra den yngste halvdel af befolkningen. Se figur 3.

”De tre store partier appellerer tydeligvis ikke ret meget til de unge. Det tyder på, at de unge ikke er helt så nationalistiske som de ældre vælgere,” siger Jørgen Goul Andersen.

De næste godt 300 dage frem til sommeren 2018 kan derfor give et klart fingerpeg om, hvem der skal lede Danmark efter næste valg. Derefter vil de politiske partier tænke valgkamp og taktisk positionering før alt andet.

LÆS OGSÅ: Her er Løkkes to do-liste - den vil ændre Danmark markant


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu