Af Noa Redington

Dansk politik står foran et dramatisk sporskifte, der vil sætte sit præg på det næste årti. Hvorfor? Fordi virkeligheden ændrer sig med voldsom hastighed. Den verden, vi kender, er under forandring. Teknologisk, socialt, demografisk, økonomisk, kulturelt. Og politisk.

Vi vil i løbet af de kommende ti år se nye politiske brudflader, der vil teste rammerne for, hvordan vores demokrati fungerer.

Det kan synes som et paradoksalt udsagn. For ret beset var folketingsvalget 5. juni en understregning af, hvor stabilt det politiske system i Danmark er. Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og De Radikale, altså de fire såkaldt gamle partier, gik 24 mandater frem. Men med over 60 år på bagen og konstant repræsentation i Folketinget synes det rimeligt at flytte SF fra børnebordet til voksenbordet. Således fik de gamle partier hele 31 nye mandater. Belønnet for at tage ansvar og opføre sig som det, de er: professionelle politiske maskiner.

Oprørerne fra Liberal Alliance og Alternativet fik slag af vælgerne. Straffet for at latterliggøre sig selv, fældet af inkompetence. Væsentligere er den skæbne, der ramte dansk politiks wonderboys, Dansk Folkeparti. Partiet smed 12,4 procentpoint, den største tilbagegang, der er registreret ved et folketingsvalg. Et kataklysmisk nederlag. Det gule Danmark er visket af landkortet. Dybere stak det politiske opbrud fra 2015 ikke.

Ved indgangen til det nye årti står de etablerede partier således stærkt. Ikke bare mandatmæssigt, men også og vigtigere, politisk. De er klar til at gå i arbejdstøjet, og 2020’erne kan derfor meget vel blive en periode, der vil forandre Danmark i et omfang, vi ikke har set længe. For på tre afgørende politiske udfordringer har de bærende politiske partier fået placeret sig på en måde, hvor summen af strategisk enighed langt overstiger den rationelle uenighed. Der er blevet skabt det, jeg kalder ”Den Nye Konsensus”.

Kernen er en fælles analyse af den fremtid, Danmark står overfor, og hvilke opgaver der skal prioriteres. Der er skabt et fælles sprog og en fælles spillebane, der vil drive de store partier – og dermed Danmark – i samme retning. Helt konkret består Den Nye Konsensus af tre substantielle delmængder, der har defineret de politiske kampe de seneste 20 år.

For det første er der opstået en ny udlændingepolitisk konsensus. Flygtningekrisen i 2015 viste sig at være et politisk digebrud. Ingen partier på Christiansborg – bortset måske fra Alternativet – ønskede svenske eller tyske tilstande.

For det andet er der opstået en ny grøn konsensus. Folketingsvalget blev et klimavalg. Bare uden klimapolitik. Hvilket debatten om, hvorvidt vi skal have tre, fem, seks eller ti havvindmølleparker, illustrerede.

For det tredje er der opstået en velfærdspolitisk konsensus. På valgkampens første dag udstedte Venstre et løfte om at bruge hele det økonomiske råderum frem mod 2025 på velfærd – ”velfærdsløftet”. Dermed blev der sat to fede streger under, at det borgerlige Danmark helhjertet tilslutter sig udbygningen af velfærdssamfundet – også selv om det betyder færre penge til skattelettelser.

Hvor både den nye konsensus om udlændinge og klima giver mulighed for at accelerere forandringer, betyder velfærdskonsensussen først og fremmest, at den offentlige sektor om ti år vil ligne sig selv. Hvilket i en international kontekst dog er ganske ambitiøst.

Ved indgangen til 2020’erne står vi altså i en situation, hvor de gamle magtpartier er styrket, og Den Nye Konsensus skaber fremdrift om at nå de vigtigste samfundsmæssige mål. Der er naturligvis forskelle i valg af politiske værktøjer, men også her konvergerer aktørerne. Alt andet lige peger pilen i dansk politik på stabilitet.

Alligevel vil jeg hævde, at jorden ulmer under de etablerede strukturer på en måde, som i løbet af ganske få år kan skabe nye og afgørende brudflader i dansk politik. Det skyldes tre centrale dynamikker:

Det multilaterale opbrud: Brexit, Trumps handelskrige med Kina og det knirkende Nato-samarbejde har bragt den multilaterale verdensorden i defensiven. Det sker sammenfaldende med, at behovet for grænseoverskridende samarbejde mellem nationalstaterne formentligt ikke har været større siden Anden Verdenskrig. Reguleringen af tech-giganterne, det ændrede trusselsbillede, reguleringen af den finansielle sektor, migrantkrisen, ikkespredning af atomvåben og særligt klimakrisen kan objektivt set kun løses gennem internationalt samarbejde, der indeholder elementer af suverænitetsafgivelse – eller suverænitetsdelegation for at være mere præcis.

Vi ser internationaliseringsskismaet overalt i de moderne demokratier. Nationalstat kontra samarbejde. I den danske kontekst vil særligt to spørgsmål præge dagsordenen. Forsvarsudgifterne vil være under et pres for at stige, så vi når Nato-målsætningen om to procent.

Mere betændt er vores placering i det europæiske samarbejde, der vil blive genaktualiseret, når Brexit er gennemført.

Den bio-datalogiske revolution: Den eksponentielle udvikling af AI og nye banebrydende

metoder inden for genforskning og medico, såsom CRISPR, fører til fremkomsten af en lang række nye politiske spørgsmål. Hvem tilhører data? Hvor meget må vi manipulere med genmateriale? Hvor meget må data samkøres? Kan borgerne nægte at indgå i offentlige databanker?

Danmark er formentlig det land i verden, der står stærkest i forhold til at forløse potentialerne i den bio-datalogiske revolution. Med oprettelsen af CPR-registret i 1969 er der enestående mulighed for tidsforløbsanalyser. Mængden af viden er enorm. It-penetrationen næsten 100 procent. Og mulighederne for anvendelse er voksende.

Det politiske system er imidlertid slet ikke gearet til at håndtere spørgsmål, der kan synes tekniske, men som i sin essens er etiske, økonomiske og dybt politiske. Tag bare den aktuelle debat om, hvem der skal have adgang til data i Skoleintras afløser, Aula. 

Der er groft sagt to udfaldsrum. Det ene er, at der sker en udbygning af den teknokratiske tilgang. Eksempelvis med udbygningen af et dataetisk råd, der ligger i forlængelse af det tandløse Etiske Råd. Sker det, risikerer partierne at miste kontrollen over en af fremtidens vigtigste dagsordner og dermed fremstå mindre relevante for store vælgergrupper.

Det andet udfald er, at partierne tager dagsordenen til sig og lukker den politiske kamp ind i Folketinget. Eksempelvis giver anvendelsen af AI helt nye muligheder for forebyggelse i sundhedsvæsnet og dermed store besparelser og bedre sundhed. De politiske kampe i slipstrømmen af den bio-datalogiske revolution kan meget vel blive startskuddet på en ny liberal renæssance over for venstrefløjens kollektivisme og indbyggede tro på staten.

Flydende legitimitet: Det danske demokrati er stabilt. Og i den forstand i topform. Men det seneste folketingsvalg viste, hvordan nye teknologier på kort tid kan sikre to nye partier adgang til valgkampen – Stram Kurs og Partiet Klaus Riskær Pedersen.

Den udvikling vil uden tvivl fortsætte. Adgangsbarrieren til at deltage i politik på et højt niveau er forbløffende lav i det danske demokrati.

Samtidig er offentligheden under et massivt pres fra ekkokamre på sociale medier, hvor selve den fælles demokratiske samtale er ved at blive omformet.

Den teknologiske udvikling stopper ikke ved de sociale medier. Deep-fakes og virtual reality vil i løbet af få år blive en del af den politiske kommunikation og fastholde det politiske system i en dobbeltkamp. En kamp om legitimitet: Sat helt på spidsen, hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Og en evig valgkamp, fordi behovet for aggressiv tilstedeværelse på de sociale medier stiger, hvilket muliggøres af faldende priser.

Samtidig opstår nye demokratiske former og ideer. Eksempelvis liquid-democracy-bevægelsen, der forsøger at redefinere forholdet mellem vælgere og valgte fra repræsentation til delegation, hvor mandatet hele tiden kan ændres eller deles mellem flere.

I en dansk sammenhæng ser vi flere og flere kommuner udvikle nye metoder til borgerinddragelse, der går uden om partierne, eksempelvis i Gentofte Kommune. Og med muligheden for, at borgerforslag kan ende på Folketingets dagsorden, er der skabt et nybrud i vores repræsentative demokrati. Det politiske system, ikke mindst partierne, skal med andre ord forholde sig til, at legitimiteten konstant bliver udfordret.

Vi står således foran et nyt årti, hvor stabilitet og Den Nye Konsensus på den ene side giver muligheder for markante samfundsforandringer ført an af de gamle partier.

På den anden side presser nye og komplekse dagsordener sig på. De udfordrer de vante aktører på deres rolle i vores demokrati. Og deres ageren i forhold til det multilaterale opbrud, den bio-datalogiske revolution og den flydende legitimitet vil være helt afgørende for, i hvilket omfang vi formår at indfri det enorme potentiale, der er bygget op i Danmark gennem de seneste års reformpolitik.