Med denne uge er den politiske sæson for alvor skudt i gang. Økonomien har det generelt godt, så det burde være tidspunktet til at sætte det lange lys på inde i det politiske værksted på Christiansborg og sikre, at de gode tider kan komme til at vare lidt længere.

Mandag Morgens gennemgang af Lars Løkke Rasmussens to do-liste for det nye folketingsår kan godt give sved på panden hos selv trænede folk. Men der mangler noget. Noget, der giver Danmark en klar vision. Det er præcis otte år siden, at Lars Løkke Rasmussen holdt sin berømte tale på Venstres landsmøde om den danske drøm. En drøm om lige muligheder for alle. Og en drøm om 10 ambitiøse mål for Danmark frem mod 2020.

Han drømte bl.a. om, at Danmark skulle være et af de 10 rigeste lande i verden, de danske skolebørn skulle være i top-5 internationalt, og danskernes gennemsnitlige levetid skulle være blandt de 10 længste i verden. Desværre har næsten alle glemt de smukke visioner fra dengang. Også Løkke selv. 

LÆS OGSÅ: Løkkes drøm for Danmark skranter

De 10 mål står i skærende kontrast til Løkkes nuværende regeringsgrundlag. Det er skrællet for den slags visioner om Danmark som international ledestjerne. Da Løkke gik til valg for godt to år siden, ville han da også blot måles på fire ukonkrete pejlemærker: Flere i arbejde, færre asylansøgere, bedre kernevelfærd og flere private job. Fire pejlemærker, hvoraf det er svært at være uenig i mindst tre.

Tænk, hvis Folketinget kunne samles om 10 mål for Danmark frem mod 2030. 10 mål, som skiftende regeringer kunne styre efter. 10 mål, som kunne gøre Danmark til en global ledestjerne. 10 mål, som kunne få os til at rette ryggen, gøre os stolte som nation og inspirere andre lande. Det kunne styrke den politiske debat. Det kunne betyde, at politikere – og journalister – måske ikke længere rangerende på linje med brugtvognsforhandlere i bunden på danskernes liste over de mest troværdige befolkningsgrupper.

Sådan en vision for Danmark er det, der burde tales om, når Folketinget holder åbningsdebat på torsdag. Hvad det er for en udvikling af kernevelfærd, uddannelses- og forskningspolitik, erhvervspolitik og politik for grøn omstilling, vi gerne vil have. Går samfundet i retning af større eller mindre ulighed? Bevæger vi os i den rigtige retning i forhold til at håndtere den globale og digitale udvikling? Har vi de rigtige kompetencer og et uddannelsessystem, som modsvarer fremtidens krav og behov?

Sagen er bare, at det i alt for ringe grad er de store og væsentlige spørgsmål, der fylder i det offentlige rum. Til gengæld kan integrationsminister Inger Støjbergs iPad med en Muhammed-tegning fylde medierne i flere dage. Det samme kan dag efter dag bandekonflikten og politiets ressourcemangel, selv om alle kender både spørgsmålene og svarene fra den faste kreds af retspolitiske gengangere. Det kan de afledte konsekvenser af forskellige tv-dokumentarprogrammer om anbragte børn og vold mod børn, der kalder på masser af empati og akut handling.

Det er alt sammen relevante og vigtige emner drevet af en aktuel kunstudstilling om blasfemi på Skovgaard Museet, af en ny skudepisode på Nørrebro i København eller af en forfærdelig, tragisk sag om omsorgssvigt i en kommune. Det handler om følelser, og der er værdier på højkant. Den slags har mediemæssig og folkelig gennemslagskraft.

Den samme entusiasme og passion i debatten kan ikke rigtigt manifestere sig omkring en virkelig vigtig og længe ventet efteruddannelsesreform, omkring en skattereform, et satspuljeforlig, et flerårigt forsvarsforlig eller et energiforlig. For slet ikke at tale om EU's fremtid. Det går måske lige an at fyre op under passionen og følelserne i forbindelse med et medieforlig, når det handler om DR's fremtid, som alle kan have en mening om.

Der er blevet en tendens til, at politikerne på begge sider af midten – belært af Foghs meget udfordrende kontraktpolitik og Thornings kamp mod løftebrudsanklager – ikke tør love vælgerne noget konkret og ikke tør tale højt om de ønskede langsigtede mål og visioner. Vi bliver hængende i det daglige værksted.

Løftebrudsdiskussionen er blevet en spærrebom for politisk nytænkning og en forhindring for den frie og åbne politiske debat. Alle er bange for at havne i presseinkvisitionen, når medie-Danmark går i gang med at kølhale den partiformand, der ikke kan levere på egne forslag og løfter, fordi der nu engang ikke altid kan samles 90 mandater til selv de mest geniale ideer. Og derfor ender det med, at ingen tør love noget.

Demokrati er kompromiser. I hvert fald i vores udgave af det med mange partier og usikre mindretalsregeringer. Vi er kommet ind på et galt spor, hvis partierne og regeringen ikke kan lægge forslag frem til debat, uden at blive klandret for ikke at få dem 100 procent igennem, og uden at blive udstillet som tabere eller dårlige politiske håndværkere, hvis noget må ændres undervejs. Det er jo netop vilkårene.

Vi har brug for et folketingsår, som kan blive et demokratisk vendepunkt. Hvor de store spørgsmål tager pladsen i stedet for kunsten at indkalde endnu en minister i samråd på baggrund af en eller anden sag, som det er nemt at rejse forargelse over. Hvor medierne nedlægger inkvisitionen og lægger jagten på tabere og vindere til side til fordel for at granske og virkelig kritisk trykprøve politikernes evne til at have visioner for Danmark.