Erhvervsguru: Blockchain er vores opgør med mellemmændene

Alt forandres, når vi ikke behøver mellemmænd til at facilitere tilliden i samfundet, mener den canadiske erhvervsguru Don Tapscott. Det bliver muligt med blockchain-teknologien, som dog stadig har lang vej igen.

Foto: dontapscott.com
Peter Hesseldahl

MM Special: Har du brug for en blockchain?

  • Der er stor hype om blockchain, men også udbredt mangel på viden hos beslutningstagere
  • Teknologien er velegnet til at udveksle værdi og information mellem mange skiftende parter, som ikke nødvendigvis har tillid til hinanden
  • Global transport og logistik er oplagte områder, og ”det blå Danmark” er langt fremme med udviklingen af løsninger
  • Vores veldigitaliserede offentlige sektor kan være spydspids for dansk frontløberrolle, mener Deloitte

Op og ned i blockchain-bonanzaen

Erhvervsguru: Blockchain er vores opgør med mellemmændene

Det blå Danmark satser på blockchain

Deloitte: Store gevinster at høste, hvis det offentlige går forrest

Don Tapscott er ikke typen, der taler med små, forsigtige bogstaver. Han tilhører en lille gruppe af tænkere, som nærmest konstant flyver rundt i verden og holder taler til dyre konferencer og eksklusive lederseminarer.

Og med god grund. Gennem de seneste 25 år har han formået at spotte vigtige skift i den måde, vi organiserer erhvervslivet og samfundet på. Tapscott var i 1994 tidligt ude med bogen ’The Digital Economy’, der ret præcist forudså, hvordan internettet ville forandre verden. Og allerede i bogen ’Wikinomics’ fra 2006 beskrev han platformsøkonomien og mulighederne i at inddrage kunder og forbrugere i værdiskabelsen.

Hans seneste bog, ’Blockchain Revolution’, 2016, som er skrevet sammen med sønnen Alex Tapscott, beskriver, hvordan blockchain kan vende op og ned på etablerede institutioner og magtforhold. I 2017 grundlagde han 'Blockchain Research Institute', som studerer strategier, anvendelsesmuligheder, implementeringsudfordringer og organisatoriske påvirkninger.

”Blockchain-teknologien er revolutionerende, for den gør det muligt for os at stole på hinanden i et digitaliseret samfund, ikke ved at gå gennem en mellemmand, men takket være kryptografi, smart kode og nye måder at samarbejde på,” siger Don Tapscott med en vis rutine, da Mandag Morgen møder ham.

”I dag er måden, vi håndterer transaktioner og skaber tillid mellem hinanden i den digitale verden, noget, som går gennem mellemmænd. Jeg kan give dig kontanter direkte hen over bordet, men jeg kan ikke sende dem direkte til dig fra min mobil til din mobil. Det er nødt til at gå gennem en lang række selskaber inden. Hvis man bruger sit betalingskort på en Starbucks, går beskederne gennem seks forskellige selskaber, før betalingen er afregnet og bogført, og hver af de seks mellemmænd har deres egne forsinkelser, omkostninger og risici.”

Tag dine data tilbage

Modellen har hidtil fungeret ganske godt, men der er mange og voksende problemer med, at alle vores værdier skal håndteres af mellemmænd, mener Tapscott.

”Mellemmændene kan hackes, de udelukker et par milliarder mennesker fra den globale økonomi, som eksempelvis ikke er i stand til at få en bankkonto, og så skaber mellemmændene forsinkelser. Det burde ikke tage en uge at sende penge mellem kontinenterne. De tager også alt for mange penge for det – det burde ikke koste 10 procent af beløbet at sende penge fra København til Toronto med Western Union,” siger han.

For Don Tapscott er det største problem dog, at mellemmændene indsamler og bruger vores data.

”Personlige data er det nye økonomiske aktiv i den digitale tidsalder. Vi har skabt en form for værdi, og mellemmændene rager det til sig – de beslaglægger et økonomisk aktiv – og resultatet er, at vi ikke selv har adgang til at bruge vores data til at håndtere og forbedre vores liv – vi kan ikke selv tjene på dem, og vores privatliv undermineres,” sier ham.

Don Tapscott understreger, at det ikke bare er en dramatisk påstand, når han siger, at den traditionelle form for mellemmænd er problematisk.

”I 2008, da finanssystemet gik ned og var tæt på totalt sammenbrud, viste det sig, at alle de mellemmænd, vi troede, vi kunne stole på, var insolvente og overbelånte.”

Det er her, blockchain kommer ind i billedet, siger Tapscott.

”Hvad nu, hvis der ikke bare var et internet for informationer, men et internet for udveksling af værdi? Et net, hvor alt af værdi – fra penge til intellektuelle rettigheder, aktier, carbon credits, musik, stemmer til valg – kunne blive håndteret, gemt og udvekslet på en sikker og privat måde. Well, det er det, blockchain repræsenterer,” siger Don Tapscott.

Disrupterne skal disruptes

Tapscott mener, at små programmer, der lever på blockchains – kaldet decentraliserede apps, eller ’dapps’ – kan overtage og udføre det meste af det, som platforme som Airbnb eller Uber tager sig af i dag.

”Tænk på Uber. Hvad laver de egentlig?” spørger han og svarer selv:

”De identificerer, hvem parterne er – men det kan en blockchain også gøre. De laver søgninger for at finde den rette bil til kunden – men blockchain er jo netop en database. De tager sig af transaktioner og betalinger, men det kan man gøre gennem kreditkortselskaber eller i sidste ende direkte mellem parterne. De håndterer parternes omdømme, du rater chaufføren og han rater dig, men det er bare en databasefunktion. Så i grunden kunne alt, hvad vi i dag betaler en platform for at gøre, udføres af nogle smarte kontrakter og en distribueret app på en blockchain,” mener Tapscott.

Men det er meget bekvemt at bruge Uber eller Airbnb, det hele er samlet i en app, der er nem at forstå og bruge. Vil de fleste ikke foretrække, at platformene tager sig af koordinationen – selv om det koster noget?

”Blockchain-teknologien er på det stadie, internettet var i 1984,” svarer Tapscott og uddyber:

”Dengang var det uvant, svært at forstå, langsomt og besværligt. I dag kan vi ikke forestille os at leve uden. Det er den samme tilvænning med alle former for teknologi. Førhen var boghandler behagelige og trygge steder at gå hen. Hvorfor skulle man dog købe bøger online? Man risikerede jo alt muligt besvær med betalingen og leveringen,” siger han.

”Men teknologien modnes, og folks vaner og forståelse for nye muligheder ændrer sig – og det gælder især for de unge. Den decentrale og direkte måde at udveksle information og værdi vil præge den måde, vi samarbejder på i hele den næste digitale bølge af kunstig intelligens, robotter, Internet of Things, selvkørende biler osv.,” siger Don Tapscott.

Se også Don Tapscots TED-talk 'How the blockchain is changing money and business':


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu