Analyse af 
Claus Kragh

EU er vigtigt for Løkke

Lars Løkke Rasmussen går til EP-valget på en langt mere EU-positiv dagsorden og retorik, end man har hørt fra ham i flere år. Venstre vil styrke EU's skatte- og klimapolitik. Løkke kan drage nytte af et sent folketingsvalg til at sikre sig et EU-job, selvom han skulle tabe statsministerposten.

Lars Løkke Rasmussen taler om ‘den blå tråd’ i Venstres euro­papolitik
med Uffe Ellemann-Jensen og statsminister Anders Fogh Rasmussen ved partiets
EU-landsmøde i marts 2019.
Lars Løkke Rasmussen taler om ‘den blå tråd’ i Venstres euro­papolitik med Uffe Ellemann-Jensen og statsminister Anders Fogh Rasmussen ved partiets EU-landsmøde i marts 2019.Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

MM Special: Et valg om Europas fremtid

  • Fire ud af ti vælgere har mistet tilliden til EU og deres nationale politikere
  • Hver fjerde vil have flere fælles løsninger i EU
  • Hver syvende vil have magten tilbage til nationalstaterne
  • Den sidste fjerdedel er nogenlunde tilfredse med systemet, som det er.

Nu rykker danskerne sammen om EU

Frederiksen står alene blandt EU's socialdemokrater

EU er vigtigt for Løkke

Norden er ved at blive en europæisk magtfaktor

Lars Løkke Rasmussen fremstår i maj 2019 som en langt mere EU-positiv politiker, end man tidligere har oplevet ham. Samtidig har statsministeren både på det politiske plan, og hvad angår Venstres hold af kandidater til europaparlamentsvalget klart markeret, at det er ham, der lægger linjen i Venstre EU-politik i 2019.

Løkkes engagement i EP-valgkampen, der nu er i fuld gang, bygger uden tvivl på en grundlæggende analyse, der går ud på, at Danmark både økonomisk og politisk har store fordele af EU-samarbejdet i en tid, hvor Brexit og Trump har gjort det nødvendigt for Danmarks statsminister at foretage en hurtig nyorientering af Danmarks udenrigspolitik. Men samtidig står også klart, at den kalendermæssige nærhed mellem EP-valget 26. maj og valget til Folketinget, der senest skal finde sted 17. juni, har givet statsministeren en usædvanlig mulighed for at skabe en hidtil uset sammenhæng mellem valget til først EU’s parlament og derefter til det danske.

Samtidig vil statsministeren, hvis han vælger at lægge folketingsvalget 17. juni, få en unik mulighed for at spille sig selv på banen i forhold til sommerens store europæiske jobkabale. Sådan er det, fordi denne proces tager sin begyndelse ved et todages EU-topmøde, der begynder 20. juni, hvor Løkke – uanset udfaldet af et folketingsvalg tre dage tidligere – fortsat vil være statsminister. Eftersom Løkke i alle meningsmålinger står til at tabe folketingsvalget, må det anses for givet, at statsministeren også forholder sig til sine egne fremtidige jobmuligheder.

EU-positiv kurs slået fast

Løkkes kalendermæssige overvejelser ændrer intet ved, at statsministeren over det seneste år reelt har ændret tonen i Venstres EU- og europapolitik. Den nye kurs blev slået fast med syvtommersøm ved Venstres EU-landsmøde 2. marts, hvor Løkke med klar adresse til Dansk Folkeparti gjorde det klart, at Venstre med ham som formand aldrig vil gå med til en dansk folkeafstemning om medlemskab.

Det kan forekomme af mindre betydning, eftersom EU-medlemskabet aldrig tidligere har haft så stor opbakning, som det har i dag. Men det er ikke desto mindre vigtigt i forhold til den helt aktuelle debat frem til EP-valget, fordi statsministeren dermed får lukket ned for den for-eller-imod-debat, der har præget Danmarks europapolitiske debat i mange år.

Løkke og Venstre har også på det realpolitiske plan markeret, at man i dag ønsker at være mere proaktiv i EU, end man tidligere har set. Således vakte det furore i de to andre regeringspartier, Liberal Alliance og Konservative, da Løkke ved Venstres EU-landsmøde også annoncerede, at Venstre var klar til i EU at stemme for en bund under selskabsskatten i EU. Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen, udtalte, at Venstre ”springer ud som fuldtonende socialdemokrater”, mens de Konservatives spidskandidat til Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, kaldte Løkkes udspil ”planøkonomisk”. Løkkes EU-positive linje er i øvrigt blevet understreget af, at Venstre også på klimaområdet har været fremme med en – for partiet – usædvanlig melding om, at man nu går ind for obligatorisk klimapolitisk screening af al kommende EU-lovgivning. Endelig er det opsigtsvækkende, at den fremtrædende Venstre-politiker Søren Gade kun blev stemt ind som nummer fire på Venstres liste.

Den liberale gruppe kan få mere magt

Mens ingen politiske analytikere tror på, at Venstres nye EU-positive linje vil ændre ved, at Lars Løkke inden sommerferien må afgive Statsministeriet til Mette Frederiksen, passer den nye Løkke-linje perfekt til den europæiske politiske virkelighed, som Lars Løkke Rasmussen i kraft af sit medlemskab af Det Europæiske Råd også er del af.

Det Europæiske Råd består af de 28 EU-landes ledere, og det er i dette forum, at man 20. og 21. juni tager hul på debatten om, hvem der skal være formand for EU-Kommissionen, og hvordan en række andre europæiske topposter skal besættes.

Traditionelt har de liberale regeringschefer været i mindretal i denne gruppe, ligesom den liberale ALDE-gruppe har været markant svagere i Europa-Parlamentet, hvor den konservative EPP-gruppe og socialdemokratierne i S&D-gruppen traditionelt har været dominerende. I år står ALDE-gruppen til at vokse og ikke mindst i kraft af partiets meget tætte alliance med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er det givet, at ALDE-gruppen og de liberale regeringsledere i Det Europæiske Råd vil stå langt stærkere i år.

Uanset om den jurauddannede statsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste ende vil forsøge at bruge denne mulighed til at skaffe sig selv posten som Danmark EU-kommissær i de kommende fem år, synes det at stå klart, at Lars Løkke Rasmussen vil bruge valgkampen forud for Europa-Parlamentet til at træde frem på scenen som en europæisk midtsøgende og ansvarlig statsmand. I den forbindelse er det givet, at Løkke vil slå på, at hans politiske hovedmodstander, Mette Frederiksen, har bevæget sig i den modsatte retning og i dag indtager en klart mere EU-kritisk position, end det tidligere har været tilfældet.

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu