Forskningsdirektør: Vi stikker hinanden blår i øjnene, hvis vi tror, alle kommer i arbejde

De mest udsatte borgere skal hjælpes i arbejde. Det har været udgangspunktet for mange årtiers bekostelige indsatser. Men der er brug for en erkendelse af, at ikke alle borgere har mulighed for at arbejde, mener forskningsdirektør Torben Tranæs. Kommunerne Guldborgsund og Lolland har succes med et nyt program, der først øger de udsatte borgeres trivsel – næste skridt kan blive et job.

Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Lavtuddannede fanget på bunden

Lavtuddannede borgere driver længere og længere væk fra arbejdsmarkedet, selv om der årligt bruges milliarder på netop den gruppe. Flere kommuner har gode erfaringer med at opgive det ensidige fokus på at få ledige i arbejde.

  • Gruppen af lavtuddannede borgere uden for arbejdsmarkedet er blevet mindre, men også markant svagere gennem de seneste 20 år.
  • En femtedel af den voksne befolkning lever et liv med sociale eller helbredsmæssige problemer.
  • Den nye formand for regeringens ydelseskommission efterlyser en erkendelse af, at ikke alle kan komme i arbejde.

Lavtuddannede er fanget på bunden

Beskæftigelsesministeren: Alle skal have retten til at kunne bidrage med noget

Forskningsdirektør: Vi stikker hinanden blår i øjnene, hvis vi tror, alle kommer i arbejde

Når en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere har mere end svært ved at finde et arbejde, kan en forklaring være, at de har så mange andre problemer i deres liv, at de – sat på spidsen – ikke har plads i deres liv til at arbejde.

De har travlt med at kæmpe med misbrug, psykiske lidelser og andre tunge problemer. Se figur 1.

Det lyder selvfølgelig som noget af en påstand. Men det er Torben Tranæs, tidligere økonomisk vismand, forskningsdirektør for VIVE, Viden om Velfærd, og nyudnævnt formand for Ydelseskommissionen, der sætter tingene på spidsen.

Og så plejer man at lytte.

Her er dilemmaet.

Som økonom ved Torben Tranæs, at økonomiske incitamenter virker og kan påvirke borgernes adfærd. Men han ved også, at det ikke gælder alle dele af befolkningen.

I sommer dokumenterede en analyse fra Rockwool Fonden således, at lavere kontanthjælp kun får meget, meget få modtagere af kontanthjælp i arbejde.

Økonomiske incitamenter virker, men altså ikke i samme grad for alle. Det er den ene side af dilemmaet.

På den anden side bruger Velfærdsdanmark særdeles mange ressourcer på at hjælpe udsatte borgere i job. Selv om arbejdsløsheden lige nu er meget lav, lykkes det ikke.

”Den mest udsatte gruppe består af 22.000 personer og koster det offentlige cirka seks milliarder kroner om året. Vi kan kun spare nogle af de penge, hvis vi kan hjælpe den gruppe borgere til et bedre liv. De bruger deres tid på at blive behandlet på et sygehus, på at få hjælp til deres psykiske lidelser, nogle af dem kommer i fængsel, bor på herberg og mange har et misbrug. En stor del af dem har ikke plads i deres liv til at gå på arbejde,” siger Torben Tranæs. Se figur 2.

På den baggrund efterlyser han en ny diskussion af, hvad der skal til for at løfte udsatte borgere, og hvordan man måske – med streg under måske – kan få dem i arbejde.

”Vi mangler et sprog for, hvad der skal blive bedre for dem. Men vi stikker hinanden blår i øjnene, hvis vi tror, at alle kommer i arbejde,” siger han.

”Vi skal lytte til de udsatte borgere”

Guldborgund Kommune er en af de kommuner i landet, hvor flest borgere tilhører gruppen af socialt udsatte.

Nogle af de borgere møder Mette Neumann og Pia Nørgaard hver eneste dag. De er socialsygeplejersker og ansatte i en særlig, nyoprettet enhed i Guldborgsund Kommune. De deler Torben Tranæs’ vurdering og siger, at mange af deres borgere er så dårlige, at de ikke kan komme i job.

Men de ønsker heller ikke at hænge fast i behandlingssystemet.

”De fleste af vores borgere ønsker sig et helt almindeligt liv, hvor det hele ikke handler om deres sygdom eller deres misbrug,” siger Mette Neumann.

Hun og Pia Nørgaard siger igen og igen, at netop de borgere skal mødes på en helt anden måde, end man har gjort hidtil.

”Hvis vi skal hjælpe borgerne, er vi nødt til at lytte til dem. Vi har ikke en bestemt ting for øje og kommer ikke, fordi vi vil have borgeren i arbejde eller måske i behandling for et misbrug,” siger Pia Nørgaard.

Mette Neumann og Pia Nørgaard skal altså ikke sende borgerne i praktik, eller hvad det nu kunne være ifølge lov om aktiv beskæftigelse eller en af de andre love, der er rettet mod blandt andet udsatte borgere. For de to socialsygeplejersker er dagsordenen helt åben.

”Vi skal skabe en god relation til vores borgere. De føler ofte, at de gennem hele deres liv er blevet afvist af andre. Hvis de igen oplever, at de skal trækkes i en bestemt retning, så er der modstand,” siger Mette Neumann.

Ønske nummer et

Når Mette Neumann og Pia Nørgaard siger, at de begynder med at lytte, når de møder deres borgere, så handler det ikke så tit om ønsker og drømme, men om frustrationer og ærgrelser.

Det sker også – og oftest – i et sprog, der ligger meget langt fra de fleste danskeres kammertone.

”Borgerne siger tingene på en anden måde end de fleste af os andre. De har mange gange hørt, at hvis ikke de kan tale ordentligt, så må de gå. Men vi er lidt mere hårdhudede. De taler et gadesprog, og i misbrugsmiljøer er sproget benhårdt, men det er ikke vores opgave at lære dem at være dannede mennesker,” siger Pia Nørgaard.

Men hvis ikke Mette Neumann og Pia Nørgaard på forhånd har en plan for, hvor de vil hen med deres borgere, og hvis ikke de vil lære dem at være dannede borgere, hvad er så succeskriteriet for deres arbejde?

”Det er en succes, når borgeren får opfyldt sit ønske,” siger Mette Neumann.

Og det første ønske kan være, at borgeren gerne vil ud at gå en tur. Nu kunne man sige, at de sådan set har rigeligt med tid til at gå ture. Men borgerne får bare sjældent åbnet døren og gået den tur. Måske fordi de ikke har nogen at gå sammen med. Se figur 3.

”Deres netværk eksisterer stort set ikke. De har ofte mange brudte relationer, og hos os i Guldborgsund Kommune bor de ofte ude på landet i en af de billige boliger. Og så kan det være svært at holde fast i sit netværk,” siger Mette Neumann.

Den fælles gåtur med en borger kan være den første succesoplevelse. Den næste kan være, at borgeren selv begynder at tale om et misbrug eller en anden af de problemstillinger, der tynger i livet.

”Det er en stor succes, hvis de ønsker at stoppe med et misbrug, og vi følger dem op på et misbrugscenter, og de kommer i gang med en behandling. Det er også en succes, hvis de har været alkoholfri i nogle måneder, eller at de begynder at møde op til deres samtaler på et jobcenter,” siger Mette Neumann.

Det er altså ikke sådan, at Mette Neumann og Pia Nørgaard slet ikke taler om job, arbejde eller uddannelse. Det er bare meget sjældent der, de begynder.

De to socialsygelejersker indgår i et lille team. Borgerne bliver ikke visiteret til teamet, og de kan heller ikke få en eller anden ydelse via Mette Neumann og Pia Nørgaard. De kommer altså selv, måske fordi deres læge eller en kontakt i kommunen har gjort dem opmærksom på, at her kan de få en samtalepartner, der tager udgangspunkt i deres ønsker og behov.

Hvor medarbejdere i funktioner, der ligner Mette Neumanns og Pia Nørgaards, kan have kontakt med op til 200 borgere, har de hver kontakt til 25 borgere.

Succes fra udkanten

Indsatsen i Guldborgsund Kommune, med Pia Nørgaard og Mette Neumann på holdet, ligger i lige forlængelse af et netop afsluttet projekt for udsatte borgere, ’Sammen om min vej’, som kommunen gennemførte sammen med naboerne i Lolland Kommune og Region Sjælland.

Evalueringen af ’Sammen om min vej’, et forløb over i alt 72 uger, viser, at flere borgere vurderer, at deres eget helbred er godt eller virkelig godt, og at flere borgere er nogenlunde tilfredse, tilfredse eller virkelig tilfredse med livet.

Det interessante er, at der plejer at være en direkte sammenhæng mellem borgernes vurdering af deres eget helbred og brugen af sundhedsydelser som for eksempel behandling på et sygehus.

Den store økonomiske gevinst ved at gennemføre et projekt som ’Sammen om min vej’ opstår blandt andet, hvis de deltagende borgere trækker mindre eller bare lidt mindre på sundhedsvæsenet. Annette Andersen, programchef for Broen til bedre sundhed i Region Sjælland, fortæller, at regionen vurderer, at én procent af borgerne står for næsten 30 procent af udgifterne til sygehusene.

”Borgerne i gruppen bliver oftere end andre indlagt akut på sygehuset. Vi håber, den andel vil falde som følge af projektet,” siger Annette Andersen, der står bag ’Sammen om min vej’.

Endnu kan hun, regionen og de to deltagende kommuner ikke få afklaret, om de deltagende borgere rent faktisk bliver indlagt færre gange akut. Forklaringen her er teknisk. Helt ligesom alle andre kan de ikke trække data fra Landspatientregistret, der efter en it-opgradering ikke har fungeret i hele 2019.

Selv om de tal ikke er tilgængelige, har de to deltagende kommuner, Guldborgsund og Lolland, begge fortsat indsatsen.

Giver borgerne overblik over deres liv

I mangel af data fortæller Bodil Pedersen, leder af Center for Støtte og Vejledning i Lolland Kommune, at hun og hendes medarbejdere oplever, at borgere trækker mindre på sundhedsvæsenet. Et grelt eksempel er en borger, der havde 60 indlæggelser i to år, før han deltog i ’Sammen om min vej’. Efter et år i projektet er han nede på to indlæggelser om året.

I Lolland Kommune hedder fortsættelsen af projektet ’Rehabilitering, Overblik og Koordinering, ROK Lolland’.

Bodil Pedersen og hendes medarbejdere begynder med overblikket.

”Det første er, at borgeren fortæller om sit eget liv, mens vi noterer. Når borgerne ser resultatet, siger de mange gange, at der er første gang, de får et overblik over deres liv,” siger hun og fortsætter:

”Nogle gange opfatter de sig som ingenting, men når de ser, hvor mange gange de har forsøgt at opnå et eller andet, så giver det alligevel lidt mere selvrespekt, selv om det ikke er lykkedes. Fordi de oplever, at de gør noget.”

Den proces er semistruktureret og tager udgangspunkt i et spørgeskema, som Bodil Pedersen og hendes medarbejdere følger og sammen med borgeren får besvaret.

Hun understreger, at beskæftigelse og job fylder en del i samtalerne med borgerne, men også, at samtalerne sjældent begynder der.

”Hvis vi skal flytte et menneske, skal vi møde dem, hvor de er, og ikke bare starte med at sige, at de skal i arbejde. Nogle gange har vi i kommunen været alt for gode til at opstille alle mulige mål for borgeren. Her spiller vi sammen med dem om deres egen plan,” siger Bodil Pedersen.

Som forløb er der helt som det første bogstav i ROK, R’et, indikerer, tale om rehabilitering og altså en vej frem mod et mere normalt liv og dermed også en eller anden form for beskæftigelse.

I Region Sjælland er en tredje kommune, Vordingborg, klar til at integrere erfaringerne fra ’Sammen om min vej’ i sin praksis over for udsatte borgere.

Farvel til omsorgseksperterne

De tre kommuner Guldborgsund, Lolland og Vordingborg er blandt de kommuner med den højeste andel udsatte borgere i landet. Her kan en ny tilgang i arbejdet med og ikke mindst sammen med de udsatte borgere virkelig betyde noget for mange mennesker.

Det er dog ikke kun i de tre kommuner, der sker et skifte i tilgangen over for udsatte borgere. Professionshøjskoler over hele landet oplever lige nu et stort behov for at efter- og videreuddanne fagprofessionelle i den nye tilgang.

”Man har i mange år talt om at inddrage borgerne og sætte borgerne i centrum. I de forløb må fagprofessionelle træde ud af ekspertrollen og indtage en mere faciliterende rolle, end de ellers gør. Kommunerne landet over efterspørger kompetenceudvikling for fagprofessionelle medarbejdere,” siger Pauline Hagensen, der er chefkonsulent ved Københavns Professionshøjskole.

Hun taler om noget, der ligner et paradigmeskifte i tilgangen til udsatte borgere, når fagprofessionelle skifter rolle fra ekspert til facilitator.

Et eksempel er, at Professionshøjskolen i samarbejde med Socialpsykiatrien i Københavns Kommune har udviklet en efteruddannelse, så fagprofessionelle kan træne facilitatorens mindset og redskaber. Samtlige 1.100 ledere og medarbejdere fra Københavns Socialpsykiatri skal deltage i kurserne.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu