Vil man se et glimt af fremtidens form for industriel fremstilling, kan man lægge vejen forbi Ansbach, en lille by i Bayern med 22.000 indbyggere. Her har Adidas valgt at bygge deres første Speedfactory – en højt automatiseret fabrik, der er designet til fremtidens meget anderledes produktionslogik.

Fabrikken er konstrueret til at producere i små serier eller endda helt individualiserede sko. Maskineriet er fleksibelt, alle dele af skoen støbes, 3D-printes og strikkes på stedet, og produktionen er rettet mod et ret lokalt marked.

Forskellen til den måde, de fleste sko produceres på i dag, er markant. Langt de fleste af de 360 mio. par sko, som Adidas fremstiller om året, laves i Kina, Vietnam eller Indonesien, hvor arbejdskraften er billig. Forsyningskæden strækker sig gerne over flere lande, så de forskellige skodele har allerede været transporteret en del rundt, inden de færdige sko sendes med container til Europa eller USA. 

Det er billigt, men det løber kun rundt, hvis man producerer mange af den samme model, typisk 50.000-100.000 styk som minimum. Desuden er det meget lidt fleksibelt. Det tager lang tid at sætte fabrikker og forsyningskæder op og transportere komponenter og sko rundt. Typisk går der omkring 18 måneder fra designprocessen begynder, til den færdige model står i butikkerne.

Problemet er, at forbrugerne i stigende grad vil have sko, der er mere personligt tilpassede. Moden skifter hurtigt, og forbrugerne vænner sig til, at de via nettet kan gå ind og konfigurere og designe sko i netop den farve, med præcis den udsmykning og den læst og sål, de ønsker.

Forbrugerne forventer også at få skoene leveret inden for få dage.

Den samme tendens ses i mange andre brancher, fra tøj, tasker, briller, biler og til fyldte chokolader.

Flere mindre, lokale fabrikker

Konsekvensen er, at den form for globaliseret masseproduktion, der har præget de seneste årtier, kommer til kort.

”Fremtidens fabrikker må tilpasse sig kundernes krav. Forbrugerne er vant til at bestille præcist det, de ønsker, med et museklik, og de vil have det leveret næste morgen. Så giver det ikke mening at producere i Fjernøsten. Fremstillingen er i stedet nødt til at rykke fysisk tættere på slutbrugeren.”

Det er konklusionen fra Detlef Zühlke, professor og leder af forskningscenteret SmartFactory i Kaiserslautern i Tyskland, hvor en lang række af de største tyske industrivirksomheder arbejder sammen med forskere om at skabe fremtidens fabrik, der er kompatibel med Industri 4.0-produktion.

Zühlkes primære interesseområde er at overføre elementerne fra Internet of Things til fabriksområdet og skabe the Factory of Things.

Detlef Zühlke forudser, at en stor del af industriproduktionen i de kommende år bliver rykket tættere på brugerne, og at produktionen decentraliseres i den forstand, at man vil bygge flere, mindre og mere lokale fabrikker. Samtidig skal produktionsapparatet være så fleksibelt, at det kan fremstille individuelle produkter til priser, der ikke ligger væsentligt over dem, man kan opnå via masseproduktion.

Her er Adidas’ Speedfactory-strategi et godt eksempel. Adidas åbner en lignende fabrik i Atlanta i USA i begyndelsen af 2018, og det er tanken at bygge mange flere ’speedfabrikker’ rundt omkring i verden.

Den enkelte fabrik er relativt lille med en kapacitet på omkring en halv million par sko årligt, hvilket må siges at høre til i småtingsafdelingen for en virksomhed, der sælger en million par sko om dagen. 

Fire tendenser afgør placering

Den måde, som industriel produktion er organiseret og fordelt på i verden, er bestemt af balancen mellem en håndfuld faktorer, som alle er under markant forandring:

• Arbejdsløn
• Markedets krav om individuel og hurtig tilpasning
• Transportomkostninger
• Protektionisme

Lønomkostninger: For nogle årtier siden outsourcede vestlige virksomheder i stor stil deres produktion til lande med lave lønninger. Fremstilling og produktion var dengang præget af meget manuelt arbejde, men nu gør robotter og automatisering det hastigt billigere. 

Samtidig udgør den rent fysiske del af et produkt en stadigt mindre del af prisen, sammenlignet med design, service, software og markedsføring. Derfor betyder lønomkostninger efterhånden mindre i det samlede regnestykke.

Forskellen i lønningerne er også blevet mindre – specielt i forhold til Kina, der er og har været det absolut vigtigste land for outsourcet produktion.

Ifølge det nationale kinesiske bureau for statistik er lønningerne i den kinesiske industri steget med 260 pct. i løbet af de sidste 10 år. De kinesiske lønninger er nu højere end i Mexico, Brasilien og Thailand, og de nærmer sig det niveau, man finder i Østeuropa, Grækenland og Portugal.

Hvis man alene går efter lave omkostninger til løn, skal man i dag lægge sin produktion i Indien, Bangladesh eller Sri Lanka.

Individuel og hurtig tilpasning: Den klassiske industrielle produktion handlede om at massefremstille helt ens varer. Fabrikanter fra Ford til McDonald’s gjorde en dyd ud af at udvikle world products, som kunne sælges nøjagtigt ens over hele verden. 

Men fokus på stordriftsfordele og lave priser afløses nu for mange produkter af en konkurrence om at tilbyde kunderne løsninger til lejligheden; netop de sko, den bil, de hårde hvidevarer og det tøj, som den enkelte ønsker sig nu og her.

Hvis man skal være en del af den udvikling, kræver det, at produktionen er fleksibel, og at virksomheden kan tilpasse sig og udvikle nye produkter meget hurtigt. Og det er alt andet lige lettere, jo tættere produktionen og udviklingsafdelingen er på markedet.

Transportomkostninger: Prisen for at fragte en container fra Kina til Europa er faldet gennem årene og har i perioder været ekstremt lav. Men omkostningen handler ikke kun om kroner og øre. Jo hurtigere markedet skifter, desto større er ulempen ved en transporttid til og fra Fjernøsten på seks uger eller mere, hvis fabrikken f.eks. ligger langt inde i Kina.

Protektionisme og handelshindringer: Frihandelsaftalerne gennem WTO har sænket toldmurene mellem kontinenterne gennem de senere årtier, men den aktuelle handelsblokade mellem EU og Rusland, Brexit og valget af Donald Trump til USA’s præsident er eksempler på tendenser til protektionisme, der kan mindske den globale handel og gøre det mere attraktivt at producere nationalt eller inden for regionale handelszoner som EU’s indre marked.

Fra global over regional til lokal

Alt i alt underbygger de seneste års forskydninger i balancen mellem de fire faktorer Detlef Zühlkes forudsigelse om, at en stor del af industriproduktionen i de kommende år vil rykke fra typisk Fjernøsten og tilbage til Europa og USA, så den kommer tættere på kunderne – det, som i businesskredse kaldes reshoring. 

”Det vil være en gradvis udvikling over nogle årtier,” siger Detlef Zühlke og fortsætter: ”Først vil vi se en mere regional arbejdsdeling, senere vil produktionen blive mere national og i sidste ende meget lokal.”

På det europæiske marked forventer Detlef Zühlke i første omgang, at fremstillingen af mange forbrugerrettede produkter vil rykke fra Kina til lande som Bulgarien, Ukraine og Rumænien. Tilsvarende mener han, at store dele af produktionen til det amerikanske marked vil blive rykket til Canada eller Mexico.

Apple har eksempelvis varslet, at de vil rykke en stor del af virksomhedens produktion af iPhones og iPads fra Kina til Mexico eller sågar tilbage til USA.

Senere, i takt med at produktionen automatiseres og kravene om hurtig tilpasning og øjeblikkelig levering vokser, vil vi se fuldautomatiske fabrikker så tæt som 20-30 kilometer fra kunderne, som kan levere direkte, forudser Detlef Zühlke.

Igen er Adidas’ visioner for virksomhedens Speedfactory illustrative:

Her er et af fremtidsscenarierne, at den fysiske produktion vil foregå i baglokalet af skobutikken.

Tanken er, at man som kunde kommer ind, fortæller, hvad skoen skal bruges til, hvorefter ens løbestil og fødder scannes af en computer. Før man kan shoppe lidt videre, vælger man selvfølgelig farver og stil, inden man så kan hente sine færdige personligt tilpassede og designede sko et par timer senere. 

”Der er mange faktorer, der skal være på plads, før produktionen rykker helt hen til kunderne,” understreger Zühlke:

”Hverken teknologien eller efterspørgslen fra markedet er på dette stadie endnu. Også investeringerne i nye fabrikker og afskrivningen af de gamle produktionsfaciliteter er medvirkende til, at omstillingen vil strække sig over de næste 20-25 år. Men vi vil se en kontinuerlig udvikling i retning af mere lokal og fleksibel produktion.”

Fremtiden er plug and play

Detlef Zühlke er ingeniør af baggrund, og han har siden 1990’erne arbejdet med de praktiske og konkrete aspekter af at organisere fremtidens fabrik – the Factory of Things. Zühlke har ligeledes været en central person i formuleringen og udformningen af det, som kaldes Industri 4.0. 

Hovedtanken i konceptet er at se fremtidens fabrik som ét tæt sammenhængende system, hvor hver eneste maskine og robot opsamler store mængder data under produktionen, og løbende udveksler information og koordinerer driften med de øvrige maskiner og videre med underleverandører og ordresystemer.

Fleksibilitet er nøgleordet, og det understøttes af den teknologiske udvikling. Robotter bliver stadig lettere at flytte rundt på. De er enkle at programmere til nye funktioner, og den nye generation af meget lette og sikre robotter – såkaldte cobots – kræver ikke indhegning, men kan indsættes side om side med menneskelige operatører. 

Detlef Zühlkes mål er at modularisere fremstillingen, så nye maskiner kan indsættes som plug and play, med samme enkelthed, som den vi kender, når vi køber en printer, pakker den ud, slutter den til, og den fungerer umiddelbart. 

”Det nytter ikke, at vi skal helt ned og trække kabler for at omstille produktionen. Det er for dyrt, og vi har ikke tiden til det,” mener Zühlke. 

Den ultimative fleksibilitet opnår man, når komponenter kan 3D-printes. 3D-printere printer det, de bliver instrueret til. Der er ikke behov for at stille om på hardwaren, og det er hverken billigere eller hurtigere, uanset hver genstand er forskellig eller ens.

Variation gennem modularisering

Der er stor forskel på, hvilke produkter der er kandidater for reshoring og lokal fremstilling. Det er ikke alle produkter, der er under hastig forandring og videreudvikling.

Detlef Zühlke peger på, at der fortsat vil være masser af produkter, som ikke behøver at være kundetilpassede: Plader, skruer, computerchips, elektronikkomponenter og andre standarddele vil fortsat blive produceret der, hvor lønningerne er lavest. 

Zühlke forventer derfor, at producenter vil købe løsdele og moduler, som laves i store styktal, hvor det nu er billigst, men at den endelige sammensætning og fremstillingen af de elementer af produktet, som gør det personligt og individuelt tilpasset den enkelte forbrugers ønsker, vil blive stadig mere lokal. 

Man kan indvende, at meget af den individuelle tilpasning af produkter ikke er et spørgsmål om forskellig fysisk udformning, men om software. Millioner af mennesker har eksempelvis nøjagtigt den samme iPhone, men dens funktioner kan være vidt forskellige, alt efter hvilke apps der er installeret.

Ikke desto mindre fortsætter også den fysiske del af produkterne med at knopskyde i utallige varianter. Detlef Zühlke nævner som eksempel, hvordan der tidligere var 6 variationer af døre til en bil, men at det tal i dag er vokset til 90 versioner, alt efter hvilken indendørs belysning, placering af knapper, højttalere og indtryk, kunderne ønsker.

Resultatet er blevet en ekstrem kompleksitet, når man skal samle en komplet bil.

Eller som Detlef Zühlke formulerer det:

”Det fører til en eksploderende varians.”

Og den er man bedst tjent med at håndtere tæt på slutbrugeren.