Glem lean – nu skal vi skabe resiliens

Begrebet resiliens har fået ny aktualitet, efter at covid-19-virussen har vist, hvor ekstremt sårbare den globaliserede, effektiviserede og optimerede verden gør os. Forskningen i resiliens giver os nogle fingerpeg om, hvordan vi fremover kan være mere modstandsdygtige.

Peter Hesseldahl

MM Special: Resiliens

Mandag Morgen gennemgår de centrale begreber inden for resiliens, og sammen med forskere og praktikere har vi udviklet en simpel test, der viser, hvad der skaber den eftertragtede modstandsdygtighed.

Glem lean – nu skal vi skabe resiliens

Resiliente byer hænger sammen på kryds og tværs

Hvor resilient er det hyperfleksible arbejdsmarked?

”Alle har en plan – lige indtil nogen slår dem i ansigtet.”

Manden bag citatet, Mike Tyson, den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning, var klar over, at det gælder om at være robust og i stand til at reagere og komme igen, selv når noget helt uventet rammer en med fuld styrke.

Vi har alle sammen haft masser af planer og strategier for både vækst og for at undgå de problemer, vi kan forudse i horisonten. Men pludselig, ud af det blå, står vi alle i en akut krise, som kræver øjeblikkelig handling.

I den situation bliver det særdeles tydeligt, om vi – som samfund og som organisationer – er i en grundform, der gør os i stand til at blive stående, eller om der er fundamentale svagheder og mangler, som sender os til tælling.

Det er jo ikke til at vide, hvad der rammer en. Hvis ikke det lige var covid-19, kunne det have været en computervirus, et globalt børskrak, atomkrig, jordskælv.

Men vi kan ikke have en plan for ethvert problem. Vi kan kun sikre os ved at indrette os på måder, der helt grundlæggende ikke er sårbare og skrøbelige, og ved at have reserver til at komme videre på. 

Det er derfor begrebet resiliens er blevet et nøgleord. Resiliens betyder modstandsdygtig og livskraftig. Når et system er resilient, kan det modstå pludselige forandringer og chok, og det kan hurtigt komme sig igen efter en krise. 

Oprindelig kommer ordet fra forskningen i økosystemer, hvor det beskriver, hvilke faktorer der afgør, om et økosystem er robust eller ej.

Udtrykket bruges også inden for psykologi til at beskrive evnen til at komme sig over traumatiske oplevelser. I ulandsbistanden taler man om, at støtten skal opbygge resiliens, så samfundene er bedre rustet over for udfordringer. Og i de seneste årtier har resiliens været et buzzword inden for byplanlægning, hvor man i stigende grad er opmærksom på, at travle og tætpakkede millionbyer er sårbare over for alt fra vandstandsstigninger og jordskælv til sociale optøjer og bander. 

Det interessante er, at – set på systemniveau – er det de samme mekanismer og spilleregler, der skaber resiliens, hvad enten man beskæftiger sig med fiskebestande, regnskove, slumkvarterer eller en virksomheds økonomi.

Der er udviklet et begrebsapparat omkring resiliens, der kan beskrive, hvordan og hvorfor stort set alle typer af systemer overlever eller kollapser, og der findes en række tommelfingerregler, man kan bruge for at være bedre forberedt, når krisen indtræffer – også selv om man ikke ved, hvad det kan være, der rammer en. 

Fleksibilitet og tilpasning

Et af de førende steder i verden for forskning i resiliens hedder Stockholm Resilience Center, et institut ved Stockholms Universitet. Centeret er blandt andet kendt for at have udviklet begrebet planetary boundaries, et sæt af grænseværdier for naturens evne til at reproducere sig selv, som, hvis de overskrides, gør økosystemet ustabilt og sårbart. 

Steven Lade er forsker ved centeret i Stockholm og desuden tilknyttet Australian National University i Canberra. Han er oprindeligt teoretisk fysiker, men i sin forskning har han udvidet den matematiske modellering af komplekse systemer til også at beskrive, hvordan naturlige økosystemer, cellebiologi og sociologi opfører sig.

På en krystalklar videoforbindelse til Australien forklarer Lade, at selv om resiliens handler om at være modstandsdygtig over for forandringer og forstyrrelser, er det ikke det samme, som at et resilient system er urokkeligt som en klippe.

Tværtimod består en del af overlevelsesevnen i, at systemet kan tilpasse sig skiftende forhold og bøje af og absorbere, når det påvirkes. 

Som Darwin konstaterede, så er det ikke de stærkeste, der overlever, men dem, som bedst formår at tilpasse sig. Derfor er fleksibilitet et nøgleord i resilienssammenhænge.

Fleksibilitet kan være et bevidst design

Da det amerikanske forsvar lavede de oprindelige planer for internettet, valgte man en decentral struktur uden centrum, så der ikke var et enkelt punkt i nettet, som ville sætte hele nettet ud af spil, hvis det blev angrebet. Hvis nogle computere i nettet forsvinder, kan informationer blot sendes ad andre ruter.  

Den modsatte situation ser man ofte i elnettet, hvor problemer ét sted i nettet kan sprede sig. Et ekstremt eksempel var en strømafbrydelse, der i 2003 ramte hele det nordøstlige Amerika, inklusive New York og Toronto. Afbrydelsen blev udløst af et lynnedslag i en transformatorstation kombineret med en softwarefejl, der betød, at man ikke fik udjævnet forstyrrelsen. 

I et coronaperspektiv kan man glæde sig over, at sygdommen har ramt os på et tidspunkt, hvor alle har gode digitale forbindelser. Medarbejdere har kunnet fortsætte arbejdet hjemmefra, og lærere har tilpasset deres undervisning, så den fungerer online. Nærmest fra den ene dag til den anden. 

I vanen med forandring 

Den modstand, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche – en noget anden type tænker end Mike Tyson. 

Det er ubehageligt at gå igennem en krise som den nuværende pandemi, men i det mindste får vi erfaringer, der kan gøre os bedre i stand til fremover at møde andre og måske endnu værre udfordringer. Der er kommet en større bevidsthed om hygiejne og om, hvordan smitte spredes, som kan være med til at afværge, at andre sygdomme kan få fat. 

Forskningen i resiliens bekræfter, at systemer har godt af at blive udfordret.

Steven Lade nævner, at mange økosystemer er mere robuste over for katastrofer, fordi de jævnligt udsættes for en vis grad af ødelæggelse:

”I mange områder er det vigtigt, at der jævnligt er mindre skovbrande, der fjerner en del af de tørreste og svageste planter, så hele skoven ikke en dag kan gå op i flammer. Tilsvarende holder det planterne på savannen i skak, at de nogle gange om året trampes ned af store flokke af dyr på vandring.” 

Vi kender også mekanismen fra vores immunforsvar, der styrkes af at bekæmpe infektioner og opbygge immunitet mod fremtidige angreb. 

En anden ekspert i resiliens er Lina Liakou, der er europæisk koordinator af netværket Resilient Cities, som tæller omkring 100 byer fra hele verden. På en forbindelse fra London taler hun om, at jævnlige mindre kriser kan gøre et system bedre i stand til at afværge katastrofer. 

”I den aktuelle krise kan vi se, at byer som Seoul og Singapore, der allerede har oplevet sars-epidemien, har haft lettere ved at reagere hurtigt og konsekvent i forhold til covid-19. Både myndighederne og borgerne forstod straks, at de var nødt til at tage truslen alvorligt.

Problemet er størst i byer, der ikke har været igennem en krise i årtier. Deres beredskab er faldet, de har glemt, hvorfor skal de skal investere og prioritere modstandsdygtighed. De føler ikke, at det er noget, der kan ske for dem,” siger Lina Liakou. 

En lille faktor, der udløser en enorm forandring

Et resilient system er altså dynamisk og i stand til at justere og tilpasse sig i takt med skiftende omstændigheder. Alligevel vil der typisk før eller senere komme punkter i et systems udvikling, hvor den oprindelige logik ikke længere er hensigtsmæssig eller levedygtig – og så kan hele logikken skifte. 

Inden skiftet indtræffer, kan der gennem lang tid være opdæmmet ustabilitet, fordi systemet undervejs har forsøgt at absorbere og modvirke forandringer. Det kan være sket så langsomt, at ingen rigtig har bemærket det eller følt, at det var påtrængende nok til at gribe ind.

I dén situation kan det være rene tilfældigheder, der udløser overgangen til en ny tilstand. Man siger, at udviklingen er non-lineær, for der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem omfanget af forandringen og størrelsen af den faktor, der fører til det. 

Derfor kan det også være misvisende at lede efter årsagen til en krise ved at fokusere på det, der udløste skredet. Man er nødt til at forstå den strukturelle ubalance, der var opbygget forinden. 

Når en lille mutation i en virus kan skabe global ravage, er det ikke, fordi covid-19 er enestående farlig, men fordi kombinationen af manglende hygiejne, megabyer, global transport og intens økonomisk integration betyder, at et problem lynhurtigt spredes og påvirker hver en afkrog af kloden. I den forstand var covid-19 bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. 

Der er masser af historiske eksempler på effekten. Et af dem er skuddene i Sarajevo, da attentatet på Franz Ferdinand, tronfølgeren til det østrig-ungarske hertugdømme, i 1914 udløste Første Verdenskrig på grund af lang tids politisk ubalance i Europa.

Tilsvarende var der i årene op til finanskrisen i 2008 opbygget et finansielt korthus med lag på lag af tvivlsomme lån og gearede investeringer, som pludselig ramlede sammen, da de første konkurser indtraf. 

Når forandringer kan være så pludselige, er det, fordi der er feedback på spil. En forandring kan være selvforstærkende og accelerere eksponentielt, som når en inficeret person smitter tre andre, som igen smitter tre andre, som igen smitter andre. 

Steven Lade peger på, at forskerne frygter, at klimaforandringerne kan løbe løbsk, når temperaturstigningen passerer en vis tærskel. Der er mange potentielle feedback-loops i jordens klima. Hvis havisen ved Arktis smelter, bliver der eksempelvis større mørke områder på havene, som opsuger mere varme fra solens stråler, og dermed forstærkes afsmeltningen. 

Redundans versus optimering

Redundans er et andet nøgleord inden for resiliens-forskningen. Det betyder overflødigt eller overtydeligt, og man bruger det til at beskrive, når der er flere ressourcer end nødvendigt til at løse en opgave. Det kan være en sætning, hvor de samme informationer gentages på forskellige måder. Det kan være en fabrik, der har flere ansatte, end der er behov for. Eller det kan være reserver, lagre eller backupsystemer, der ikke bliver udnyttet. 

I den konventionelle økonomiske logik er redundans lig med spild, og mange managementstrategier fokuserer specifikt på at fjerne redundans. Virksomheder og deres processer skal være lean, altså uden overflødigt fedt. Men jo mere lean et system er, des mindre stødpude er der, hvis processerne pludselig ikke fungerer som forventet. 

Et eksempel er, at mange års nedprioritering af katastrofeberedskabet i USA har betydet, at der var stor mangel på respiratorer.

Men redundans koster. Der er selvsagt store gevinster at hente, hvis en kompleks organisation, eksempelvis en bilfabrik eller et luftfartsselskab, kan køres just in time, så der ikke er lagre og ventetid, fordi alle processer er koordineret og synkroniseret på minuttet. Men hvis der kommer bare lidt grus i maskinen et sted, risikerer man, at hele systemet går i stå.

Derfor indbygger man ofte bevidst redundans, så der er lidt at give af, når det går galt 

Efter finanskrisen i 2008 er kravene til bankers reserver blevet skærpet, for at de bedre kan stå imod nye kriser. Før finanskrisen var myndighedernes krav til kreditinstitutters kapital på 8 procent af udlånene, justeret for risici. I dag er kravet 16 procent. Det svarer til, at de danske pengeinstitutter tilsammen har øget deres buffer med omkring 275 milliarder kroner – som derfor ikke kan bruges helt så frit til at drive forretning med. 

Der er mange andre situationer, hvor man bevidst indbygger redundans for at undgå at være sårbar – hvad enten det er et lager af dele, nogle ekstra minutter i køreplanen eller en bemanding, der ikke forudsætter, at de ansatte aldrig har sygedage.  

Organisationer, hvor magt og viden er koncentreret hos ganske få, er også sårbare. Derfor har nogle store virksomheder regler om, at hele ledelsen ikke må tage det samme fly. Det samme gælder medlemmerne af kongehuset. 

I USA har manglen på respiratorer vist, hvordan resiliens også kan opnås ved, at systemer arbejder fleksibelt sammen: Mange virksomheder uden for sundhedssektoren har kompenseret for sundhedssystemets mangler ved at omstille produktionen til respiratorer, visirer og håndsprit under krisen. Deres fleksibilitet kommer hospitalerne til hjælp, og som helhed er samfundet mere resilient end sundhedssystemet isoleret set. 

Mangfoldighed versus specialisering

Det er en grundlæggende sandhed i økonomi, at man kan blive mere produktiv, hvis man specialiserer sig. En af den økonomiske teoris fædre, Adam Smith, indleder sit hovedværk, ‘The Wealth of Nations’ fra 1776, med at beskrive, hvordan en fabrik, der fremstiller knappenåle, kan producere langt mere effektivt, hvis arbejdet opdeles i mindre dele og udføres af folk, der specialiserer sig i netop det.

Siden da er udviklingen i alle brancher gået i retning af stadigt større specialisering og mere detaljeret arbejdsdeling. 

Men specialisering gør også systemer sårbare over for forandringer og forstyrrelser – og det har coronaepidemien understreget. 

Mange virksomheder har outsourcet dele af deres produktion til underleverandører, der kan levere billigere og bedre, fordi de har specialiseret sig i netop den del af forsyningskæden. I nogle tilfælde er det ganske få producenter, der leverer en type komponenter til alle virksomheder i en hel industri – eksempelvis computerchips eller medicin.

Som organisation er det mest effektivt at have få og faste leverandører, men man risikerer at blive lammet, hvis en leverandør af en kritisk komponent falder ud, og man ikke har mulighed for at trække på alternativer. 

Sådan er naturen også indrettet. De mest robuste økosystemer er de mest mangfoldige. En monokultur med en enkelt type afgrøde er sårbar, hvis vejret skifter, eller hvis der kommer angreb af sygdomme eller insekter. Hvis der er mange sorter, fortsætter systemet, selv om enkelte sorter har en dårlig sæson. 

Mangfoldighed er derfor også et nøgleord i forhold til resiliens. 

I praksis står man imidlertid ofte i et dilemma, hvor man må afveje specialisering og effektivitet på den ene side, og robusthed og fleksibilitet på den anden.

Det gælder lige fra de teknologiske løsninger, man vælger, til de kvalifikationer, man søger hos ansatte: Er de rustet til, at man hurtigt ændrer strategi og proces, hvis forholdene skifter? 

Vi kender problemstillingen fra en schweizerkniv: Den kan bruges til alt muligt, men den er ikke rigtig god til noget. I stedet kan man vælge specialværktøj, der er optimeret til en helt specifik opgave – men som til gengæld er ubrugeligt til alt andet. 

Styr på forbindelserne

Et systems resiliens afhænger også af, hvor tæt det er forbundet.

Connectivity har om noget præget udviklingen i den digitaliserede, globaliserede tidsalder. Men som Steven Lade observerer, så har vi samtidig, fra et epidemiologisk perspektiv, skabt næsten ideelle forhold for at sprede en virus med en global infrastruktur af billige fly, åbne grænser, motorveje og tæt befolkede storbyer. 

Nu forsøger man omvendt at bremse epidemien ved at begrænse forbindelserne; ved at isolere os og holde social afstand. Men det har kolossale omkostninger at bryde eller begrænse de strømme af varer og arbejdskraft, der holder den vidtstrakte økonomi i sving. 

”Mange systemer er sårbare, fordi de er for tæt integreret og forbundet globalt – for eksempel har mange industrier absurd lange produktionskæder, hvor man sender små opgaver frem og tilbage over hele verden,” siger Steven Lade.

”Man antager, at forholdene ikke ændrer sig, eller at man kan nå at tilpasse sig de udfordringer og forandringer, der måtte opstå. Men hvis der kommer et hurtigt chok, så er det godt at have en vis mængde lokal produktion.”

Netop den problemstilling har sat salget af den lokale danske vaccineproduktion hos Statens Serum Institut til fornyet diskussion. Enheden blev solgt fra, fordi det danske sundhedssystem i udlandet kunne købe vacciner billigere  i forhold til at have sin helt egen produktion. Konsekvensen viser sig nu som forringet resiliens og ringere national forsyningssikkerhed, når en pandemi rammer. 

Vi er også forbundet teknologisk, ikke mindst gennem internettet.

”Vi har brug for, at værdifulde og nyttige informationer flyder hurtigt og uhindret, men når forbindelserne er tætte, kan problemer også sprede sig hurtigt – som en smitte. De globale markeder reagerer omgående på udsving eller forstyrrelse et sted på kloden, og cyberangreb og computervirus kan spredes globalt med lysets hastighed,” konstaterer Steven Lade. 

Resiliens udfordrer kapitalismen

Der er gode grunde til, at vi har optimeret, specialiseret, koordineret og skåret alt overflødigt fra.

Den kapitalistiske økonomi er en konkurrence om at skabe størst værdi til den laveste omkostning. Hvis ikke man er effektiv, overlever man ikke. Den driver mennesker til konstant at opfinde nye måder at forbedre produktiviteten og skabe helt nye former for løsninger og værdi. 

Men kapitalismens logik står på mange måder i direkte modsætning til resilienstænkningens vægt på redundans, mangfoldighed og mere begrænset forbundethed. Vi får vækst og produktivitet – men vi bliver også sårbare. 

”Der er en afvejning mellem resiliens og økonomisk effektivitet,” siger Steven Lade:

”Effektivitet er bestemt nyttigt. Det har skabt vores velstand og de mange fordele ved den moderne civilisation. Men man har også brug for at være resilient, ellers kan alle de goder, vi har opbygget, være i fare. Vi prøver at forstå, hvor man skal placere sig i den afvejning.

Det er svært at sige præcist, hvor balancen ligger, men det er tydeligt, at mange aspekter af moderne systemer er gået for langt i retning af effektivisering og specialisering, og der er brug for at sikre dem ved at indbygge en større redundans, mangfoldighed og måske en mindre tæt sammenkobling.”  

Lina Liakou fra Resilient Cities mener ikke, at der en modsætning mellem økonomisk fornuft og resilienstænkning:

”Vi skal indse, at hvis du udelukkende tænker på kapitalisme og konkurrence, ja, så kan du maksimere din profit på kort sigt. Man når der kommer en krise som nu, vil du blive ramt hårdere end nogen, der løbende har investeret i at kunne stå imod. Resilens er ikke billigt, og det er langsommere, men det sikrer, at du ikke bliver påvirket så voldsomt, og at du hurtigere kan komme på benene og få gang i forretningen igen,” siger Lina Liakou.

”Man er nødt til at have flere tidshorisonter, når man tager beslutninger,” siger Steven Lade.

”I den kapitalistiske konkurrence kan der være et umiddelbart krav om at maksimere udbyttet her og nu, men det kan have konsekvenser for den langsigtede resiliens for virksomheden – og for samfundet omkring den. Det ville være et stort fremskridt, hvis vi kunne finde måder at ændre prioriteringerne i det økonomiske system, så det ikke kun handler om at skabe ubegrænset vækst for enhver pris,” mener Steven Lade. 

Et vindue for forandring

En opmuntring i forhold til den nuværende krise er, at når der sker store forstyrrelser i et system, opstår der tit et window of opportunity – en kort periode, hvor de sædvanlige regler er ophævet eller ud af drift – og dét kan være en mulighed for at gennemføre forandringer, der ellers ville være umulige, fortæller Steven Lade. 

Et eksempel i den helt store skala var, da jordens atmosfære for 2,4 milliarder år siden forandredes til at indeholde meget ilt. Det slog stort set alle de mikroorganismer, der fandtes på det tidspunkt, ihjel – men det banede også vejen for flercellede organismer, der kunne udnytte ilten, og som rykkede kompleksiteten af jordens liv et stort skridt videre. 

I et mindre, men mere aktuelt perspektiv, ser man ofte, at der opstår et helt nyt sæt af muligheder, når der kommer en ny regering eller en ny teknologi – eller efter en naturkatastrofe.

I et etableret system er der stærke mekanismer, som sikrer stabilitet og holder fast i den bestående orden. Man taler om, at et system kan være locked in i en bestemt måde at gøre ting på.

Et eksempel kan være, at stort set alle biler og lastbiler kører på fossile brændsler, og det er vanskeligt at ændre, fordi både bilerne, alle tankstationer og hele systemet til energiforsyning skal laves om for at gå over til en anden type motorer.

Men store kriser eller forstyrrelser kan låse situationen op, så de forandringer, der har presset på, kan komme til udfoldelse. 

Det er dog ikke nødvendigvis en positiv forandring, der åbnes for, pointerer Steven Lade. Eksempelvis kan man se, at Ungarns præsident, Viktor Orbán, tilsyneladende bruger coronakrisen til at indføre autokratiske regler.

Men coronakrisen kan vise sig at åbne for positiv forandring:

”Måske kan genopretningen efter pandemien være et window of opportunity for at reorganisere samfundet på en måde, der er mere på linje med, hvad flertallet i samfundet trives med, eller som tillader os at tage radikale skridt i retning af at afværge andre trusler som klimakatastrofen.

Måske kan vi bygge videre på den omsorg og hjælpsomhed, vi har vist, at vi har, til at skabe mere varige fællesskaber, der bekymrer sig om hinanden. Måske kan vi udnytte, at vi nu har haft oplevelsen af kunne bruge videomøder, til fremover at undgå at rejse unødvendigt internationalt,” mener Steven Lade.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu