Kommentar af 
Erik Rasmussen

Hatten af for politikerne

KOMMENTAR: Klimaloven illustrerer politisk lederskab, når det er bedst. Det er virkelig grund til at lette på hatten. Nu skal politikerne bevise, hvad det kræver at være rollemodel og tage "et historisk og moralsk og ansvar for at gå forrest".

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Der findes mange anledninger til at rette kritik mod landets politikere. De situationer bliver også flittigt udfoldet i medierne. Men fredag 6. december indtraf en begivenhed, som berettiger til stor respekt for landets politikere: vedtagelsen af verdens mest ambitiøse klimalov – ovenikøbet med så overvældende et flertal, at loven kan forudses at være langtidsholdbar. Her er et flot eksempel på det politiske mod og lederskab, der ofte efterlyses, blandt andet i dette ugebrev.

Modet og lederskabet skal ses i lyset af de udfordringer, der knytter sig til klimaloven. De er mange og komplekse og vil for alvor blive synlige og konkrete i takt med, at handlingsplanerne skal udvikles og vedtages. 

Det er næppe tidligere i den politiske historie sket, at et næsten enigt Folketing slutter op om en lovgivning med så vidtrækkende betydning og med så mange ubesvarede spørgsmål.

Lige så vidtrækkende loven er, lige så usikkert er indholdet. Realiteten er, at der skal findes nye løsninger på en accelererende udfordring. Aftalen tager for eksempel udgangspunkt i en præmis om at holde temperaturstigningen på 1,5 grader, medens videnskaben anser det for tæt på urealistisk og påpeger, at minimum tre grader nu er det mest sandsynlige scenarie.

Det er konklusionerne på en række grundige videnskabelige analyser, der ikke alene varsler voldsomme klimakonsekvenser, men også formulerer krav om radikale og hurtige indgreb.

Men selv tre grader kræver hurtige og omfattende indgreb. Dermed er det også urealistisk at forestille sig, at en lovgivning, der skal respektere 1,5 grader, kan gennemføres inden for de rammer og intentioner, der er udformet i lovteksten. Netop den konstante usikkerhed omkring klimaforandringerne gør det både svært at forudse effekten af klimalove og meget dristigt at afgive faste løfter om for eksempel omkostnings- og statsfinansiel neutralitet.

Her er der virkelig risiko for de helt store løftebrud med meget langsigtede konsekvenser.

Politikerne har sat en flot og ambitiøs målsætning, om at Danmark skal være et  internationalt foregangsland, som ifølge klimaaftalen skal "inspirere og påvirke resten af verden". Det lykkes kun, hvis vi kan vise, hvordan loven bliver drivkraften i en gennemgribende omstilling til en bæredygtig livsform – og en omstilling, der inddrager såvel borgere, erhvervsliv som civilsamfund.

Det er her, klimaloven udfordres og bliver kontroversiel, hvor det politiske mod og lederskab for alvor skal stå sin prøve – og hvor man sikkert må erkende, at udfordringen er større og anderledes, end lovteksten tager højde for. Udfordringen handler nemlig ikke blot om at nå produktions- og reduktionsmål, men om at skabe nye forbrugsmønstre og varige adfærdsændringer. Det sker næppe uden markante indgreb i vores hverdag, nye reguleringer og store investeringer. Lige så vigtigt det er at indgå og fastholde brede politiske forlig, lige så vigtigt og afgørende bliver det at sikre "forlig" med den befolkning, der skal levere de reelle forandringer.

Kravene til en rollemodel 

Det er netop i denne situation, at verden har brug for en dansk rollemodel, der – som det fremgår af lovteksten – påtager sig "både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest". Det er en stærk, ambitiøs og forpligtende erklæring, som man ikke blot kan træde tilbage fra, når omstillingen gør ondt, og protesterne bliver skarpe. Og de skal nok komme, hvis ellers omstillingen skal skabe reelle forandringer, og de positive gevinster kunne indløses.

Danmark og danske politikere har med et stort flertal bag sig påtaget sig et internationalt lederskab i en uforudsigelig klimakamp med en række uforudsigelige konsekvenser. Det er lige så modigt, som det er dristigt. Vi har i en usædvanlig grad tiltrukket os en hel verdens udelte opmærksomhed. Det perspektiv kommer forhåbentlig ikke bag på de politikere og eksperter, der har brugt uger på at udforme klimaloven. Det må forventes, at de har gennemtænkt alle scenarier og er indstillet på at tilpasse lovene til en konstant foranderlig virkelighed. Alt andet vil være både kortsigtet og uansvarligt. 

Derfor må såvel befolkningen som det internationale samfund, der allerede har hyldet den ambitiøse klimalov, gå ud fra, at loven ikke kun er en hensigtserklæring, men en forpligtende musketéred, der også kan modstå de politiske klimastorme. Så indtil dette måtte være modbevist, er der gode grunde til at kippe med det politiske flag og udtrykke en vis stolthed over et politisk lederskab, når det er bedst. 

Om et år må vi så tage stilling til, hvor på stangen flaget skal være – helt eller halvt oppe. Men foreløbig er det en lovende afslutning på et spændende politisk 2019. Måtte det også lægge sporene for 2020.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu