Hvad i alverden er det, der kører dér?

En mangfoldighed af nye, små elektriske køretøjer, med eksotiske navne som hoverboards, uniwheels og speed pedelecs, vil i den nærmeste fremtid blande sig i storbyernes mylder. Sammen med selvkørende biler og busser, små udbringningsrobotter, robothunde og droner kan de med tiden fortrænge bilerne som byernes konger.

Peter Hesseldahl

MM Special: Persontransport kan blive techgiganternes nye slagmark

  • Fremtidens transport i byer bliver et mix af delebiler, el-løbehjul og -cykler, metro, busser og helt nye transportmidler
  • Techgiganterne kæmper om at levere alt fra rejserute og valg af transportmidler til bestilling og betaling
  • Rejseplanen og Rejsekortet smeltes sammen, og deres data gives fri
  • De store bykommuner er allerede i gang med at gentænke byplanlægningen

Persontransport kan blive techgiganternes nye slagmark

Manden bag digital transportrevolution: Lovgivere skal på banen

Bilernes tid som byernes konger rinder ud

Hvad i alverden er det, der kører dér?

Nye trafikanter vender op og ned på byplanlægning

Du har sikkert set nogle af dem på gaden allerede – men der kommer snart flere: Motoriserede løbehjul, elektriske skøjter, kabinescooter- eller segway-lignende tohjulere. Køretøjer, der minder mere om noget, man køber i Elgiganten end hos en cykel- eller bilforhandler.

Under ét kaldes de “low-speed electric vehicles” (LSEVs) eller i den danske lovgivning: små, motoriserede køretøjer. 

En meget stor del af dem kommer fra Kina, hvor lydløse elektriske cykler, knallerter og scootere i et væld af udførelser er blevet en vigtig del af gadebilledet. Men de bliver også snart en del af trafikken i de danske byer, blandt andet fordi det fra nytår bliver lovligt at bruge de små køretøjer på cykelstierne. 

Det startede med Segway’en

Mange af de nye køretøjer kan føre deres stamtavle tilbage til den selvbalancerende tohjuler Segway, der oprindelig blev udviklet af den amerikanske opfinder Dean Kamen og lanceret i 2001. Dengang var der store forventninger om, at den ville få enorm udbredelse, men sådan gik det ikke – i første omgang. Salget af de avancerede, men meget dyre, køretøjer skuffede fælt.

Konceptet fra Segway kan imidlertid stadig vise sig at få stor betydning for fremtidens transport, selv om både firmaet og teknologien har slået nogle interessante kolbøtter i mellemtiden. Det kinesiske selskab Ninebot udviklede for omkring 5 år siden en kopi af køretøjet, og da Segway lagde sag an for krænkelse af patenter, svarede Ninebot igen ved at købe Segway i 2015. 

I dag er Ninebot-Segway den førende udvikler af nye elektriske køretøjer, og mange af dem bygger videre på den selvbalancerende teknologi. Den model, der kommer tættest på den oprindelige Segway, er en langt mere kompakt sag, som kan købes for 3.000 kr. i Kina – eller omkring 5000 kr. herhjemme.

Konceptet har muteret i mange forskellige retninger. Eksempelvis lancerede Ninebot-Segway fornylig et modul, der kobles sammen med Segway’en, så den kan fungere som en lille gokart, hvor man sidder ned og styrer med et rat. 

Den seneste og mest avancerede generation af konceptet kaldes Loomo. Den kan selvfølgelig bruges til at køre på, men den kan også bruges som en slags pakæsel, der ved hjælp af avanceret kamerateknologi kan følge i hælene på sin bruger og bære shopping-poser eller golfkøller. Blandt meget andet kan den også fjernbetjenes, så man eksempelvis kan køre den rundt i et område eller i en bygning, som man ønsker at holde øje med.

Køretøj, pakæsel, butler, vagt? De gamle kategorier rækker ikke længere.

Husk hjelmen!

Teknikken til at balancere er også hemmeligheden bag den elektriske Unicycle – der, som navnet antyder, er et enkelt hjul. Man stiller sig på pedalerne og læner sig forlæns eller baglæns for at få den til at køre. Det ser forbløffende og svært ud, men hjulet holder selv balancen. Hele køretøjet er ikke større, end at man kan bære det i et håndtag, hvis man eksempelvis vil have det med toget eller bussen. Man kan også køre den som en rullekuffert.

De såkaldte hoverboards er også selvbalancerende. Man kan bedst beskrive et hoverboard som en blanding af et elektrisk skateboard og en segway uden styrepinden. Man styrer hoverboardet ved at læne til frem eller tilbage. Mange modeller har indbyggede højttalere, så man også kan afspille musik fra sin mobiltelefon på unicyklen.

Elektriske skøjter er den mindste version af segway-teknologien. De ligner små skateboards, én til hver fod. Man stiller sig op på pladerne og styrer farten ved at læne sig frem eller tilbage. Skøjterne hjælper selv med at holde balancen. Men det er nok en god ide at have en hjelm på. 

Ninebot-Segway er også den førende fabrikant af de elektriske løbehjul, som især er blevet populære i USA, og som vi efter alt at dømme snart kommer til at se meget mere til på de danske gader. De fleste af de e-løbehjul, som udlejes på delebasis, er fremstillet af Ninebot. I Kina koster de omkring 1.500 kr.

En af de største investorer i Ninebot er i øvrigt Xiaomi, et af Kinas vigtigste selskaber inden for forbrugerelektronik. 

Hvordan lyder en elektrisk Harley Davidson?

Hidtil har byens trafik været præget af få, ret klare kategorier af køretøjer: busser, biler, motorcykler, knallerter og cykler. Men de kategorier er blevet mere flydende. De kraftigste el-cykler, de såkaldte speed pedelecs, er godkendt til at køre op til 45 km/t – men nogle modeller kan reelt køre væsentlig stærkere, eksempelvis den danske Mate.bike.

Tilsvarende er nogle elektriske scootere så kraftige, at de minder mere om egentlige motorcykler.

Selv Harley Davidson lancerer næste år en elektrisk motorcykel, der naturligvis vil have en særligt designet lyd, der skal forsøge at gøre de ellers yderst støjsvage elektriske tohjulere lige så genkendelige som en gammeldags Harley.

Nogle el-scootere er forsynet med en lille kabine, så man kan sidde i læ og tørvejr. Et eksempel er Toyotas i-Road, der i øjeblikket bruges som delebil i den franske by Grenoble. Det er vanskeligt at sige, om Toyota i-Road er en mikrobil eller en scooter. Den har tre hjul, og der er plads til to personer, men passagersædet er placeret bag førersædet.

Også BMW og Renault sælger modeller, som er meget kompakte og specifikt beregnet til storbyernes relativt korte distancer og hastigheder på under 80 km/t. 

Selvkørende biler og busser kan lette trængslen

Toyota i-Road er en del af en hel serie af koncepter for fremtidens kompakte elektriske køretøjer. Det mindste af dem, i-Walk, er især beregnet til ældre mennesker og ligner en futuristisk blanding af en rollator og et løbehjul.

Et andet interessant udspil fra Toyota er e-Palette, en selvkørende minibus, der er ekstremt fleksibel, så den let kan ændre funktion – fra shuttle-bus til omkringkørende dagligstue, arbejdsplads, cafe, værksted eller klinik.

Selvkørende biler og busser vil utvivlsomt blive en vigtig del af fremtidens bytrafik. Et gennemgående scenarie er, at de fleste selvkørende biler ikke vil være ejet og brugt af enkeltpersoner, men at de i stedet udbydes som en service, hvor man kan tilkalde den type bil, man har brug for i situationen.

Det er muligt, at det kan lette på problemerne med trængsel, at de selvkørende biler ikke behøver at stå parkeret det meste af tiden. I stedet kan de konstant køre rundt og samle passagerer op – og derfor vil man i princippet kunne klare behovet med færre biler.

Dansk cykeldesigner vil fremstille elektrisk mikrobil

Den danske designvirksomhed Biomega er mest kendt for deres stilrene cykler, men Biomega har netop lanceret en prototype på en lille, ekstremt let og simpel el-bil beregnet til storbyer. Efter planen skal el-bilen gå i produktion i 2021.

Jens Martin Skibsted, som foruden at være direktør for Biomega også i flere år har været medlem af World Economic Forums tænketank om byers udvikling, mener ikke, at det vil løse problemerne med biler i storbyen, at de bliver selvkørende:

”Behovet for transport i byerne vil vokse så meget, at der er behov for andre typer af fartøjer. Elektriske cykler, ladcykler og kabinescootere vil være en del af løsningen. Men i det omfang man kører bil, handler det om, at køretøjerne skal fylde meget mindre. 

Den el-bil, Biomega har designet, fylder nogenlunde det samme som en VW Up!, men karrosseriet er smallere og længere. Der er ingen midterkonsol, så man sidder skulder ved skulder. Bilen vejer ca. 950 kilo inklusive batterier, og den lave vægt er opnået dels ved at lave karrosseriet af kulfiber og dels gennem en meget konsekvent simplificering af designet og konstruktionen.

”Når man designer el-biler, behøver man ikke at sidde fast i den måde, biler plejer at se ud på,” siger Jens Martin Skibsted:

”Vi har placeret el-motorerne i hjulene, så der er mere plads i kabinen. Der er ikke behov for kølerhjelmen, og derfor har vi kunnet åbne fronten med en glasrude. Vi har skrællet meget af beklædningen i kabinen væk, så den står nøgen. Og i stedet for at have lygtehuse, har vi simpelthen placeret LED-pærerne på den anden side af ruden.”

Biomegas køretøj skal ikke være selvkørende. Snarere end en bil, der er driverless, vil Jens Martin Skibsted skabe en bil, der er driverfull

”Der skal være køreglæde. Man får ikke folk til at droppe en stor BMW ved at fortælle dem, at det er dårligt. Man gør det ved at skabe noget andet, der er mere attraktivt. Det handler om livsstil, og derfor er designet og oplevelsen helt afgørende.”

Selv om Biomegas designere sidder i København, er det meste af firmaet ejet af et stort Hongkong-baseret selskab. Planen er at videreudvikle den nuværende prototype i løbet af de næste to-tre år, inden bilen sættes i produktion. I første omgang er målet at bygge 10.000 biler. 

Det er tanken, at prisen skal være overkommelig – omkring 150.000 kr. før registreringsafgifter. Markedet er dels skandinaviske byer, dels storbyer i Kina og Asien.

Bilens navn er SIN, opkaldt efter Singapore. Men som Jens Martin Skibsted observerer, så er der også en sjov ironi i at bruge navnet, for et firma, der i årevis har været på barrikaderne for at få flere til at cykle.

Pizza to go – med robotter

En anden dansker, der forsøger at præge fremtidens bytrafik, er Janus Friis, der i sin tid var medstifter af Skype. Han er nu engageret i selskabet Starship, der har hovedkvarter i San Francisco og teknisk udvikling i Estland.

Starship arbejder på at udvikle små, selvkørende robotter, der kan fragte varer og mad rundt i nærområdet. Robotterne skal køre på fortovene med almindelig gåhastighed – omkring 6 kilometer i timen.

Selv om det kan lyde meget futuristisk, vil Transportministeriet fra 1. januar også give tilladelse på forsøgsbasis til at køre med den type små robotter på fortovene i Danmark. 

Starship er langtfra de eneste, der arbejder på udbringningsrobotter – blandt konkurrenterne er både kinesiske Ninebot-Segway og Toyota. De fleste af modellerne har hjul, men det kan også vise sig, at robotter med ben er bedre egnede til at håndtere ujævne veje eller gå ind i bygninger. 

Boston Dynamics SpotMini er en avanceret ’robot-hund’, der kan bære op til 14 kilo. Teknologien er oprindelig udviklet til militære formål, men at dømme efter selskabets seneste videoer, er den nye model rettet mod den civile verden.

Endelig er der dronerne, som også ser ud til at blive en del af det nye urbane miks – hvad enten det er til udbringning af små pakker, overvågning eller som flyvende taxaer i stil med dem, som det kinesiske selskab EHang nu afprøver i Dubai.

For 100 år siden var gaderne præget af hestevogne. I dag er de præget af biler. Men en ny generation af transportmidler er tydeligvis på vej til at overtage.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu