Peter Hesseldahl er Mandag Morgens redaktør for digital omstilling. Han har tidligere dækket den teknologiske udvikling for bl.a. DR, TV2 og Politiken. Desuden har Hesseldahl i en årrække arbejdet som intern fremtidsforsker i LEGO og Danfoss, og som konsulent og projektleder i flere tænketanke i Danmark og udlandet. Forfatter til 7 bøger, senest "Omstilling til Fremtiden - Når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi".
Hvordan forestiller man sig en bedre verden?
TECHTENDENSER: Et nyt sæt scenarier for verden i 2050, som den globale ingeniørvirksomhed Arup står bag, viser både en inspirerende vision om en bedre verden – og en skræmmende fortælling om miljømæssigt og socialt sammenbrud. Tør vi tro, at de positive scenarier får lov at præge fremtiden?
Det er sjældent, at vi giver os selv lov til at lægge indvendingerne og kynismen til side og forestille os, hvordan verden ville se ud, hvis nu alt går godt i de kommende år.
Det er nemt nok at forestille sig, hvordan det hele kan gå i hegnet, når robotterne overtager, miljøet kollapser, og politik domineres af griske diktatorer, der er i lommen på storkapitalen.
Det er straks sværere at forestille sig en bedre verden om 20-30 år. Det er, som om vi er blevet hæmmet i forhold til at tænke positivt og optimistisk på fremtiden. Det kommer let til at lyde naivt, urealistisk, uansvarligt.
Men det er vigtigt at have visioner og drømme at styre efter. Frygt kan motivere til handling, men det, der virkelig skaber forandring, er, når mennesker knokler for at nå et mål, de brændende ønsker sig.
Det er givet, at verden kommer til at gå igennem radikale forandringer meget hurtigt, men det er ikke givet, at det ender skidt.
Den omstilling, som klimaet og miljøet tvinger os ud i, kan være en chance for at finde en livsstil, der er mindre hektisk, sundere, tryggere og gladere, med større nærhed og tættere samspil med naturen.
På mange måder har vi både viden og teknologi til at skabe velstand for flere end nogensinde før.
Når kunstig intelligens og robotter kan overtage vores opgaver, får vi lejlighed til at skabe værdi ved at være empatiske, kreative og personlige, og vi vil have ekstremt stærke værktøjer til rådighed for at opnå sundhed, uddannelse og oplevelser.
De overordnede trends er globale
Arup, et af verdens største rådgivende ingeniørfirmaer, har netop offentliggjort et sæt scenarier for år 2050, og de beskriver både, hvordan verden kan se ud, hvis vi i de kommende årtier faktisk formår at stille om til et højteknologisk, bæredygtigt og inkluderende samfund – og hvordan tilværelsen kan forme sig, hvis både miljøet og de politiske systemer kommer helt ud af balance.
Arup har stået bag utallige kendte og ukendte byggerier – fra Sydney-operaen, de olympiske stadioner i Beijing og til stationerne i Københavns metro. Selskabet har i årtier haft en afdeling, der arbejder systematisk med fremtidsforskning, og deres megatrends og scenarier sammensættes med input fra et enestående internationalt netværk af eksperter.
Det betyder, at Arups scenarier er globale og dermed præget af, at de fleste på kloden lever i store byer, der er noget mere kaotiske og en hel del mindre velhavende end her på egnen.
Alligevel er det de samme overordnede trends, muligheder og udfordringer, der sætter tonen overalt: klimaforandringer, hastig urbanisering, en voksende global befolkning og intens brug af data med koordination og overvågning i mindste detalje.
Arups scenarier for 2050 er lavet helt klassisk, med et udfaldsrum defineret af to akser i et koordinatsystem:
- Langs den ene akse er planetens helbred på faktorer som biodiversitet, forurening, skovdække og klimaforandring.
- Den anden akse beskriver samfundets tilstand med hensyn til livskvalitet, sundhed, politiske styreformer, uddannelse og beskæftigelse.
Det giver fire meget forskellige scenarier – lige fra en verden, hvor både miljøet og samfundet trives, til et scenarie, hvor miljøet skranter, og samfundet er i krise.
I praksis bliver fremtiden formentlig en blanding af alle scenarierne. Ligesom i dag vil effekterne af klimaforandringer og nye teknologier og måderne, vi håndterer udviklingen på, være vidt forskellige i Svendborg, Shenzhen og Dar es-Salaam.
Det interessante ved scenarierne er, at de gør det meget tydeligt, at miljømæssig bæredygtighed ikke nødvendigvis indebærer, at mennesker trives. Bæredygtigheden kan meget vel være opnået med et teknokratisk diktatur.
Tilsvarende kan det politiske system være nok så velmenende og imødekommende over for borgere og virksomheder, men hvis ikke man er i stand til at gennemføre konsekvente miljøtiltag, er det blot et spørgsmål om tid, før økosystemet kollapser.
Lad os starte med det mest positive scenarie – vi skal nok komme til de mørke sider senere.
’Postantropocæn’ er et scenarie, der når i mål i forhold til at stabilisere klimaet. Begrebet antropocæn bliver brugt til at beskrive den seneste epoke på den geologiske tidsskala og det vokser hastigt frem, efterhånden som det bliver mere og mere klart, at det er mennesket, der er drivkraften bag ændringerne i jordens system.
I dette scenarie er den globale temperatur i 2030 steget med 1,3 grader, og der er en følelse af, at det er lykkedes at styre fri af katastrofen.
Earth overshoot day, den dag, hvor menneskers forbrug af ressourcer overstiger naturens evne til at genskabe dem, bliver aflyst i 2050, for nu er forbruget tilbage i balance. I den virkelige verdens år 2019 faldt dagen tidligere end nogensinde, 29. juli.
Det er et relativt lige scenarie, de fleste får en rimelig løn, de kan leve af, og der er spændende og meningsfulde job at få.
Det er også en åben verden med frihed til at bevæge sig på tværs af grænser og udveksling af viden. Fødselsraten er faldet hastigt.
Det er i høj grad opnået ved hjælp af avanceret ny teknologi. Centralt står den personlige CO2-kvote, der håndteres med en avanceret app og massive mængder af data. Alle holder løbende øje med, hvor de står i forhold til deres kvote, og regeringen straffer overskridelser.
Man holder øje med sine værdier med samme kreativitet og fascination, som vi i 2019 gik op i at følge vores fitness og kost. Ligesom sundhedsdata kunne analyseres med kunstig intelligens for at give gode råd, kan den enkeltes CO2-belastning konstant overvåges i alle detaljer og justeres med beskeder fra systemet.
Generelt er alle med på det; man forstår, at det er en nødvendig pris for at bevare balancen.
Det var en række alvorlige katastrofer, der banede vejen for den positive forandring, først og fremmest udbredt sult på grund af store sammenbrud for landbruget i blandt andet USA i 2025 og 2026.
GMO-afgrøder og andre højteknologiske produktionsformer har effektiviseret landbruget, men der er fortsat også mange, der mener, at kun konsekvent økologisk jordbrug respekterer planeten. Begge tilgange er i brug.
Teknologien og miljøet er i tæt samspil og samarbejde. Vandet filtreres eksempelvis af tråde, udviklet fra goplers dna, der renser vandet for gift og plastik og skiller værdifulde næringsstoffer fra.
Oprensningen af oceanernes øer af plastikaffald er godt på vej til at være fuldført, og yderligere forurening er effektivt begrænset, blandt andet med et globalt forbud mod at anvende ny plast. Alle plastprodukter er nu genbrug.
Det næste scenarie illustrerer, at der kan være stor forskel på de politiske systemer, der bringer verden i mål med at minimere klimaforandringer.
I 2050 er temperaturstigningen 1,5 grader, takket være en særdeles aggressiv brug af avanceret ny teknologi og en overordnet stram styring af menneskers forbrug og udfoldelsesmuligheder.
Set fra et miljøperspektiv har det været en succes. Udryddelsen af biodiversiteten er standset, og mange truede arter er begyndt at komme igen. Jo, klimaet er forandret og havene stiger, men effekterne er ikke så slemme, som man forventede.
Men midlerne til at opnå det har været drastiske, og fra et socialt, menneskeligt synspunkt er livet blevet hårdere, mere begrænset og tærende.
Oprydningen af forurening og behandling af materialer til genbrug har skabt masser af arbejde, men for de fleste er det ubehagelige og ofte farlige job. Store landområder er reserveret til naturen, og byernes omkreds er begrænset. Derfor er byerne proppet med mennesker, og både gader og offentlig transport kan være et klaustrofobisk mylder i de globale megacities.
Landbruget er højteknologisk. 60 procent af klodens befolkning lever hovedsageligt af syntetiske fødevarer, i daglig tale kaldet SPP – surrogat pseudo-proteiner – som følge af en række økologiske sammenbrud, der har gjort det traditionelle landbrug for ustabilt og ineffektivt. Det er nødvendigt for at skåne havene og mindske CO2-udledningen. Desværre har omlægningen givet tiltagende problemer med mangelsygdomme på grund af kosten.
Mange, og stadig flere, har alvorlige psykiske lidelser – societal stress disorder kaldes det. De supertætte byer, de snævrende rammer, små boliger og den meget begrænsede adgang til naturen går folk på nerverne.
Det er normalt at tage toppen af ubehaget med beroligende medicin, men uroen og utilfredsheden ulmer. Det er et yderst ulige samfund, hvor dem, der med hård hånd styrer samfundet langs bæredygtighedens knivsæg, er privilegerede, men hvor flertallet lever uden meget anden mening end at klare sig gennem tilværelsen med et minimalt aftryk på kloden.
Det er naturligvis også en realistisk mulighed, at det ikke for alvor lykkes at sænke miljøbelastningen. Resultatet kan være et scenarie, hvor store virksomheder bruger stadig mere ekstreme metoder til at vride de sidste ressourcer ud af omgivelserne.
I 2050 er temperaturstigningen oppe på 2,5 grader. Regnskoven i Amazonas er stort set fældet, og Kina og Rusland har i fællesskab udviklet storstilet minedrift fra havbunden i Arktis – der ikke længere er dækket af is. Selv på månen er der etableret kolonier, der udvinder værdifulde materialer.
Afgrøder modificeres og opdateres konstant for at kunne modstå det stadig mere ustabile klima og nye trusler fra insekter og sygdomme. Landbruget er baseret på konsekvent tilførsel af sprøjtemidler og kunstgødning for at holde trit med udpiningen af jorden.
Storpolitik er præget af konflikter om ressourcer. Rent vand er blevet kostbart, og selv ren luft er blevet en ydelse, man betaler for. I storbyer som Shanghai, Delhi og London er der opført store domer, hvor den velhavende del af befolkningen kan leve sikkert og afskærmet fra forurening – og de urolige masser.
Hvis man har penge, er der rigelig adgang til at forbruge. Men det er kun få, der har råd. Middelklassen er skrumpet fuldstændigt ind. Globalt er kun 30 procent af regeringerne demokratisk valgt. Generelt er ytringsfrihed og borgerrettigheder indskrænket, og pressen er kontrolleret.
Den internationale udveksling af information og viden er formet af protektionisme og alliancer. Internettet er opsplittet i fem uafhængige net og digitale universer.
Stigende have har ført til massive oversvømmelser på alle kontinenter og har sendt store strømme af mennesker på flugt, og den politiske reaktion har været at skærpe grænsekontrollen og lukke endnu færre ind. Det er alt i alt en verden, hvor flertallet lider – og en af følgevirkningerne er en udbredt brug af medikamenter med navne som ’Tilfredshed’ eller ’Berolig mig’.
Man kunne også forestille sig, at det ikke lykkes at bremse klimaforandringerne, men at nogle dele af verden til gengæld har et vist held med at tilpasse sig de nye forhold.
I 2050 er gennemsnitstemperaturen steget med 2 grader, og FN har for længst droppet forhåbningerne om at stabilisere klimaet. Den seneste opjustering af de målsætninger, man stadig forsøger at enes om, er 3 graders opvarmning.
Generelt har verden valgt at satse på menneskers behov før miljøet. Økonomien er god, og i de fleste lande er der politisk sammenhængskraft og en vilje til at udvikle løsninger, der gavner bredt. Der er stor opmærksomhed på miljøet, selvfølgelig, for udfordringerne med klimaforandring og økologiske sammenbrud er vokset støt gennem århundredet.
Mange landes budgetter er hårdt belastede af omkostninger ved at støtte borgere, som påvirkes af klimakatastrofer. Sygdom og forurening betyder, at det er almindeligt at gå med maske.
Alligevel er fokus på tilpasning, snarere end på at afværge klimaforandringer. Og der er rigeligt at gøre.
Talrige storbyer, inklusive New York, har med store omkostninger til følge måttet flytte deres undergrundsbaner over jorden, fordi det er blevet umuligt at holde vandet ude. I Seoul har ekstremt koldt vejr ført til, at hele byens flåde af elektriske biler i perioder har stået stille.
I Shanghai derimod har der været blackouts i elforsyningen, når temperaturen har ligget på over 50 grader i flere dage. Lima er blot en af flere storbyer, der i perioder er løbet tør for drikkevand. Kloaksystemer overalt er overbelastede, og det har ført til omfattende forurening af have og vandløb.
Omvendt er store områder i Rusland og Canada tøet op, så der nu kan dyrkes landbrug og bygges miner. I det nordlige Canada er en lille traditionel inuitlandsby svulmet op til en storby, beboet af folk, der ikke længere kan bo eller finde arbejde i sydligere stater som Texas og Florida. Økonomien boomer i området, men påvirkningen af naturen er allerede langt forbi det bæredygtige.
Det går egentlig ganske godt, men der en udpræget følelse af at leve på lånt tid.
Det virker velkendt.
