Der bliver længere og længere imellem journalisterne på redaktionerne rundt omkring på de lokale og regionale dagblade. Men inde på rådhusene, som de lokale medier på vegne af borgerne bl.a. skal kontrollere og holde øje med, bliver der ansat flere og flere journalister og kommunikationsfolk til at håndtere pressehenvendelser og udbrede information om kommunens politik og service til borgerne.

Siden sidste kommunalvalg er der således ansat 20 pct. flere journalister i landets kommuner. Konkret er det en stigning fra knap 200 journalister i 2013 til knap 240 journalister i 2016. Det viser en ny opgørelse, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har lavet for Mandag Morgen. Se figur 1.

Opgørelsen viser tilmed kun antallet af journalister og kommunikationsfolk ansat på en overenskomst med Dansk Journalistforbund. Det reelle antal kommunikationsmedarbejdere i kommunerne er derfor væsentligt højere, men det er under alle omstændigheder en kritisabel udvikling, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA):

”Når kommunerne vælger at ansætte mange flere journalister, kan de ikke bruge de samme penge på plejehjemspersonale eller skattelettelser. Så jeg synes, at det er skidt, at kommunerne nu har 20 pct. flere journalister ansat sammenlignet med 2013. Samtidig bryder jeg mig heller ikke om, at kommunerne ansætter så mange kommunikationsfolk, at de udkonkurrerer de private og uafhængige lokalmedier," siger ministeren.

Også Flemming Svith, chefforsker i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, betegner udviklingen som foruroligende, men det er mest, fordi kommunernes kommunikationsoprustning kommer oveni, at de lokale dagblade over en årrække er blevet svækket. Det betyder, at kommunens pressemeddelelser lettere glider ind i spalterne i den fortravlede lokale avispresse, hvor forholdsvist småt bemandede redaktioner dag for dag kæmper med at fylde avisernes sider.

“Når du sidder som lokaljournalist og skal producere en vis mængde historier, er det klart, at veltilrettelagt stof fra kommunens kommunikationsfolk let kan gå hen og blive til historier i aviserne. Det betyder, at kommunerne, som jo har en særlig dagsorden og en særlig måde at se virkeligheden på, har lettere ved at få deres opfattelse af virkeligheden spredt via lokalmedierne,” siger Flemming Svith.

KL-chef: Positiv udvikling

I KL afviser kommunikationschef Ida Thuesen kritikken. Hun betegner det i stedet som en ’fornøjelse’ at se, hvor dygtige kommunerne er blevet til at kommunikere med borgerne og dermed er med til at rette op på en tilbagevendende kritik af, at kommunerne er for langt fra borgerne.

”Jeg synes, at det er en positiv udvikling, at kommunerne opruster på kommunikationen. Der er en berettiget forventning hos borgerne om, at kommunen er til stede og kommunikerer aktivt på alle relevante platforme,” siger hun og er særligt uforstående over for indenrigsministerens kritik, fordi staten har tre gange så mange kommunikationsansatte som kommunerne.

”Listen over opgaver er lang og mangfoldig, og kommunikation er en vigtig faktor i indsatsen for at afkorte vejen mellem kommunen og borgeren. Derfor giver det god mening, at kommunerne prioriterer kommunikation, og med det antal medarbejdere, vi taler om samlet set, er det ret vildt at antage, at det skulle have en direkte negativ betydning for kvaliteten af den velfærd, kommunerne i øvrigt leverer rigtig godt,” siger Ida Thuesen.

Flemming Svith kalder det da også forventeligt, at både staten og kommunerne kommunikerer mere end tidligere. Men han advarer mod, hvis kommunens version af virkeligheden kommer til at stå alene. 

“Kommuner repræsenterer magt, og de bruger ligesom andre magtfulde aktører mange ressourcer på at få deres opfattelse af virkeligheden til at blive både legitim og dominerende. Og derfor er det ikke lige meget, om det er journalister i pressen eller på kommunen, der kommunikerer til borgerne, for nuancerne og de forskellige måder at forstå virkeligheden på bliver begrænset, hvis nogle få aktører får lov til at bestemme, hvordan vi skal forstå virkeligheden,” siger medieforskeren og fortsætter:

“Borgerne får et mere entydigt og unuanceret billede af virkeligheden, hvis der ikke er nogen journalister, der varetager offentlighedens interesser,” siger Flemming Svith.

Kommunale journalister i Aarhus

Aarhus Kommune er den af alle landets 98 kommuner, der har ansat flest journalister. Ud af de i alt 240 kommunalt ansatte journalister på overenskomst mellem KL og Journalistforbundet er 42 af dem ansat i Aarhus Kommune. Selv for Aarhus er det mange. Det er en stigning på 35 pct. i forhold til 2013, hvor der var ansat 31 journalister. Tendensen bliver endnu mere tydelig, når man sammenligner med 1997, hvor der ifølge Journalistforbundets lønstatistik kun var seks journalister ansat i kommunen.

Til sammenligning var der ifølge samme statistik for 20 år siden næsten 100 journalister med DJ-medlemskab ansat på byens førende, lokale dagblad, Århus Stiftstidende. I dag er forholdet vendt fuldstændig på hovedet.

Hvis man både tæller redigerende, fotografer og grafikeren på dagbladet med, er der i alt 26 fastansatte og 3 praktikanter på Stiften. Og af dem arbejder kun 8-9 medarbejdere ifølge bladets tillidsmand med at skrive artikler om Aarhus.

Kommunen har altså i dag mange flere journalister ansat end det dagblad, der bl.a. har det som en af sine vigtigste opgaver at agere borgernes vagthund over for kommunen og dens politikere. Se figur 2.

“Det er ikke så godt. Det viser jo, at magtforholdet mellem de lokale magthavere og journalister er blevet voldsomt forrykket. Og her på avisen bliver vi kun færre og færre,” siger journalist og tillidsmand Morten Svith, der har arbejdet på Århus Stiftstidende i 26 år og ifølge sin egen optælling har været vidne til 17 større og mindre fyringsrunder gennem årene.

Den øverste administrative chef i Aarhus Kommune, stadsdirektør Niels Højberg, er helt enig i, at magtbalancen mellem medier og kommune har forrykket sig. Men det er først og fremmest på grund af mediernes krise, ikke fordi kommunen ansætter flere journalister.

”Når man alene ser på tallene, kan man få det billede, at der sidder 42 journalister i en ring rundt om borgmesteren. Men det passer ikke. Der sidder to. Og det har der gjort de sidste to valgperioder,” siger Niels Højberg og forklarer, at der derudover sidder 2-3 journalister i presseafdelingerne i hver af de fem magistrater, men at det heller ikke er der, at der er sket en oprustning med journalister.

”Vi har skam ansat mange flere journalister. Men vi bruger dem ikke til den politiske betjening. Vi bruger dem til kommunikation til borgere og til vores 20.000 medarbejdere, fordi vores organisation har brug for det. Vi må erkende, at vi tidligere bare ikke var dygtige nok til at kommunikere. Vi har f.eks. skrevet uforståeligt og juristagtigt i breve til helt almindelige borgere, så de faktisk ikke har kunne forstå dem. Og det har vi rettet op på,” siger Niels Højberg.

Den analyse er en anden mediemand fra Aarhus enig i. Den mangeårige medieforsker fra Aarhus Universitet Frands Mortensen mener, at problemet ved den tippede magtbalance først og fremmest er, at lokalmedierne er blevet for lette. Og det kan man se over hele landet, påpeger han. Se figur 3.

“Styrkeforholdet mellem avis og kommune er i Aarhus vendt rundt. Men jeg mener ikke, at man skal bebrejde kommunen. Der er ikke noget i vejen med, at kommunerne har dygtige kommunikationsfolk. De skal jo kommunikere til borgerne. Problemet er, at medierne, der skal holde øje med dem, er for små,” siger Frands Mortensen.

Lokaldemokratiets vagthund på skrump

Frands Mortensen mener ligefrem, at kvaliteten af nyhedsdækningen i de lokale og regionale dagblade ikke længere er tilfredsstillende for et velfungerende demokrati. 

“Der er for få redaktionelle muskler i provinsen. Nyhedsdækningen lever ikke op til det, den skal. Den giver ikke de informationer til borgerne, som den skal i et demokratisk samfund. Det er for tyndt,” siger Frands Mortensen og nævner Stiften som konkret eksempel.

“Århus Stiftstidende er jo en parodi på sig selv, hvis man tænker på, hvordan den var for mange år siden. Det var en stor og stærk avis med folk i udlandet og alt sådan noget. I dag er den jo nærmest ingenting,” siger han og giver én simpel forklaring på udviklingen: Penge.

“Lokalmedierne bliver dårligere og dårligere, fordi de får færre og færre penge at arbejde med. Og det bliver bare ringere og ringere for hver dag, der går, fordi indtægtsgrundlaget forsvinder. Annonceindtægterne bliver jo taget af Google og Facebook, og det går kun én vej: De tager mere og mere, mens de lokale og regionale medier får mindre og mindre,” siger Frands Mortensen. 

Men det er altså ikke kommunens skyld, understreger han, og retter i stedet skytset mod lokalmedierne.

”Det skyldes jo bl.a., at de har haft en forretningsmodel, hvor læserne aldrig nogensinde har betalt det, det rent faktisk kostede at lave en avis, fordi annoncerne betalte halvdelen. Den forretningsmodel holder ikke længere, og hvad så nu?” spørger Frands Mortensen.

Han foreslår derfor, at de regionale avishuse kunne overtage driften af DR’s regionale radiostationer og TV 2’s ditto tv-stationer for at få flere lokaljournalistiske muskler samlet i færre, men større enheder.

“Forslaget er, at man lægger de journalistiske kræfter sammen, så man får samlet mere journalistisk power under én ledelse og derved får mulighed for at lave en bedre lokaljournalistisk dækning,” siger Frands Mortensen. 

Ringeagtende kritik

Det forslag synes den ansvarshavende chefredaktør i Jysk Fynske Medier, der bl.a. ejer Århus Stiftstidende og 12 andre lokale dagblade, godt om, selv om han pure afviser professorens konkrete kritik af Stiften og de andre lokale og regionale dagblades journalistiske kvalitet. 

“Selve tanken om, at de regionale og lokale mediehuse ville være i stand til at løfte en lokal public service-forpligtigelse, udover den vi allerede løfter med printmedierne, synes jeg bestemt er interessant og værd at drøfte,” siger adm. chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Peter Orry, der for nylig fik det journalistiske ansvar for alle dagblade og ugeaviser i koncernen.

“Men at han bruger den slags ringeagtende ord som ’parodi’, synes jeg ikke klæder en seriøs medieforsker. Det lyder slet ikke, som om Frands Mortensen har noget kendskab til den udvikling i Aarhus, der har ført til en foreløbig meget succesfuld tilretning af avisen, så den i dag er en mere moderne metropolavis med fremragende journalistik,” siger Peter Orry og nævner bl.a. nomineringen af Morten Svith til Graverprisen ved den nylige prisuddeling fra Foreningen for Undersøgende Journalistik.

Her var Morten Svith, dog uden at vinde, en af fire nominerede for sin artikelserie ’Skandalechefen’, der netop afdækker en række særdeles kritisable forhold i Aarhus Kommune. 

“Det er da rigtigt, at vi er blevet færre journalister. Men jeg mener godt, at man i mange tilfælde kan lave bedre journalistik, selv om man rent kvantitativt laver lidt mindre af den. Vi laver journalistik af mindst lige så god kvalitet, hvis ikke bedre, som for 10 år siden, men vi laver lidt mindre rent kvantitativt,” siger han og fortsætter:

“Vi betragter stadig det kommunalpolitiske som et af de allervigtigste stofområder. Og den kritiske rolle over for regionale og lokale magthavere, hvad end det er politikere, virksomheder eller andre med indflydelse på menneskers hverdag, er stadigvæk vores allervigtigste opgave,” siger Peter Orry og understreger, at de faldende læsertal for de lokale dagblade på print bliver mere end opvejet af de digitale læsertal. Se figur 4.

“Så vores journalistiske og publicistiske rækkevidde er ikke blevet mindre. Der er flere, der læser vores produkter end for 10 år siden. Den forretningsmæssige udfordring er bare, at der er færre af læserne, der vil betale ret meget for det,” siger han og nærmer sig dermed Frands Mortensens analyse en smule.

“Hvis jeg skal være enig med Frands Mortensen i én ting, er det desværre, at udfordringerne nok ikke er forbi. Derfor bør man også politisk kigge på de regionale og lokale mediers rammevilkår. Alle former for journalistik er vigtig. Men lokaljournalistikken er den vigtigste af dem alle sammen, fordi det er den eneste slags journalistik, der kommer helt tæt på det liv, der leves i lokalsamfundene uden for København.”