Formand for Kræftens Bekæmpelse: "I dag har vi ikke brug for ledere, der drømmer om at sidde for bordenden"

Formanden for Kræftens Bekæmpelse, Dorthe Crüger, er sygehusdirektør og helt overbevist om, at den klassiske modsætning mellem maskuline og feminine værdier hører en anden generation til. I dag handler det om kompetencer og ikke om køn.

Jens Reiermann

MM Special: Civilsamfundet viser vejen for ligestilling

  • Civilsamfundet giver landets C20-selskaber og statslige selskaber baghjul inden for mangfoldighed.
  • Specielt de store og magtfulde patientforeninger har en kvinde i toppen af organisationen.
  • Kun hvert 9. forbund under Danmarks Idrætsforbund har en kvinde som formand.
  • DBU sætter gang i den største reform i over 50 år for at rekruttere flere kvinder.

Civilsamfundet har flest kvinder i toppen

Formand for Kræftens Bekæmpelse: "I dag har vi ikke brug for ledere, der drømmer om at sidde for bordenden"

Lungeforeningens direktør: ”Jeg går efter kompetencerne”

Kun hvert 9. idrætsforbund har kvindelig formand

Svømmedirektør: ”Man kan ikke fokusere for meget på køn”

Dorthe Crüger har været kåret til årets leder af interesseorganisationen Lederne, hun er direktør for Sygehus Lillebælt og så er hun formand for Kræftens Bekæmpelse.

Selv tror hun ikke et sekund på, at hun har opnået sine poster på grund af et særligt sæt af kvindelige værdier. For hende handler det om kompetencer.

”Når jeg hører tale om særlige kvindelige ledelsesværdier, kan jeg ikke lade være med at tænke på Margaret Thatcher, der var premierminister i Storbritannien i 1980’erne. Hendes ledelsesgreb var næsten så maskuline, som man kan forestille sig,” siger Dorthe Crüger.

Dermed rejser hun ikke bare spørgsmålet om maskuline eller feminine dyder, men også om tid og kontekst. Det åbne spørgsmål er, om en leder som Margaret Thatcher i særlig grad var et produkt af sin tid, hvor lederens autoritet byggede på netop autoritet.

”Jeg tror, at vi først og fremmest finder de traditionelle maskuline værdier hos ledere, der er fyldt 50. I dag har vi ikke brug for ledere, der drømmer om at sidde for bordenden, men for ledere, der vil sidde ved runde borde og hjælpe andre til at udføre et fantastisk stykke arbejde,” siger hun.

I et interview i forbindelse med kåringen som årets leder tilbage i 2015 sagde hun netop, at en af de vigtigste opgaver for hende som leder er at støtte medarbejderne, så de rent faktisk kan komme til at præstere. Det sker med udgangspunkt i en fælles drøm, og her er det så direktørens opgave at få drømmen formuleret, så den bliver delt på alle niveauer af organisationen.

Som sygehusdirektør handler drømmen om at sætte patienten i centrum, som formand for Kræftens Bekæmpelse handler drømmen også om patienten, om at støtte og om at inddrage de pårørende.

Den slags drømme adskiller sig fra den klassiske lægefaglige ’drøm’, hvor behandling af sygdomme og ikke patientens livssituation står i centrum. Den nye drøm betyder, at den snævre faglige tilgang suppleres med et bredere helhedsperspektiv. Den udvikling karakteriserer den omstilling, der finder sted over alt i sundhedsvæsenet.

Hvis nu fokus på patient, pårørende og helhed er feminine værdier, tyder udviklingen på, at de feminine værdier har sejret i en grad, så de ikke længere kun findes hos kvinder, men også hos generationer af mænd, der er for unge til at dele værdier med deres ældre kolleger.

”Jeg er optaget af det, patienterne har brug for, og det er jeg ikke sikker på har så meget med køn at gøre,” siger hun.

Men hvordan vil hun så forklare, at stadigt flere kvinder er formænd for civilsamfundets store organisationer?

”Jeg tror, at den udvikling afspejler den almindelige udvikling i samfundets talentmasse. Der er simpelthen flere kvalificerede og kompetente kvinder at tage af,” siger Dorthe Crüger.

Det er der i særlig grad inden for hendes eget fag. I mere end 20 år har der været et flertal af kvindelige studerende på universiteternes lægeuddannelser. Sidste år var to ud af tre nye lægestuderende kvinder.

”Der er flere og flere dygtige kvindelige læger, og jeg er rigtig glad for at mærke deres interesse for at være leder,” siger hun.

Men i en rekrutteringssituation mener Dorthe Crüger ikke, at der er forskel på de værdier, som de unge kvindelige og de unge mandlige læger udtrykker som kommende ledere. For dem handler det ikke så meget om at dirigere i klassisk forstand, men om at skabe et samarbejde og sikre sig, at alle er med.

”I dag handler det om kvalifikationerne, når topjobbene skal besættes. Jeg tror, at tiden kalder på andre kompetencer, end da Margaret Thatcher var leder. Nogle vil kalde dem mere feminine, men det er også kompetencer, jeg møder hos mine mandlige ledere,” siger hun.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu