Hvis vi begynder i dag, så kan vi have et cirkulært samfund i 2050. Et samfund, hvor affaldet er omdannet til ressourcer, og spildevandet bruges til energiproduktion.

I hvert fald hvis man skal tro beregninger fra EU-Kommissionen, som viser, at det tager i alt 30 år at omstille en industri til cirkulær økonomi, hvis de første fem år bruges på at sætte de rigtige politiske rammer. 

I Danmark har politikere og erhvervsliv nu lagt an til at tage de første skridt i den lange proces. Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi er sat i verden for at finde de løsninger, der skal gøre samfundet cirkulært. 

Både erhvervsorganisationer, ngo’er og virksomheder står klar med initiativer. Men det, som de private aktører i både affaldssektoren og vandsektoren kalder på fra regeringen, er først og fremmest ”politisk mod”. Der skal tages nogle beslutninger, som ikke alle bliver glade for. 

Gamle kendinge blandt de cirkulære anbefalinger

Klimapartnerskabets sektorer for affald og vand udleder samlet set 1,27 millioner ton CO2. Det svarer til omkring to procent af Danmarks samlede drivhusgasudledninger. Det lyder ikke af meget, men det er den sjettestørste udledning, der skal rådes bod på, ud af de 13 klimpartnerskaber. 

Det skorter da heller ikke på løsninger. Partnerskabets bagland har sendt over 300 forslag ind. Men de anbefalinger, som bliver sendt til regeringen, har en udvalgt gruppe ansvar for. 

Camilla Haustrup Hermansen, der er direktør i virksomheden Plus Pack, blev i november udpeget af miljøministeren som formand for klimapartnerskabet. Hun har med hjælp fra klimapartnerskabets sekretariat i Dansk Industri udvalgt sig to virksomhedsdirektører som næstformænd. Formandskabet har det sidste ord, når det skal besluttes, hvilke initiativer klimapartnerskabet sender til regeringen. 

I skrivende stund er formandskabet stadig i gang med at sortere og samle anbefalingerne.

Den cirkulære dagsorden er ikke nødvendigvis hængt op på de nationale udledninger, men handler om at omstille produktionsmetoderne på tværs af alle sektorer og klimapartnerskaber.

Det handler dybest set om at undgå affald, og det starter helt i begyndelsen af værdikæden. Det handler både om at designe materialer, som kan skilles ad og genanvendes, sortere affald og ressourcer på en ensartet måde, så der er en tilpas stor mængde af materiale, og om at skabe et marked for de genanvendelige materialer.

De behov har længe været på de cirkulære aktørers dagsorden. I 2017 udkom den tidligere regerings erhvervspanel, advisory board for cirkulær økonomi, med en række anbefalinger. Det er blandt andet de tiltag, som klimpartnerskabet nu bygger videre på.

”Der er mange anbefalinger fra de seneste ti år, som mangler at blive gennemført. En fagperson vil ikke se på initiativerne og tænke: ’Hold da op, hvor er her meget nyt’. Men det gør jo ikke initiativerne dårligere,” siger Lisbet Hagelund, som er Dansk Erhvervs repræsentant i klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi.

Eksportpotentialer i milliardklassen

Ifølge en rapport fra 2015 af Ellen MacArthur Fonden er der ikke kun klimagevinster i en cirkulær produktionskæde. Der er også penge i det. Ellen MacArthur Fonden viser, at EU med en cirkulær omstilling kan tjene 6,7 milliarder kroner mere end basisscenariet for EU’s økonomiske udvikling.

Det forretningspotentiale har man i EU bidt mærke i. Og den kommende cirkulære strategi fra Kommissionen til marts betyder, at danskerne skal komme i omdrejninger, hvis de vil være med på det internationale, voksende cirkulære marked.

Der er nemlig forretningsmuligheder at hente for danske grønne løsninger, der kan erstatte udvindingen af nye materialer. Det er dog ikke givet, at CO2-reduktionerne vil finde sted i Danmark. Meget af udvindingen af råmaterialer sker nemlig udenlands. Men på trods af regeringens efterspørgsel på danske reduktioner, stopper det ikke klimapartnerskabets formand i at fremhæve eksportpotentialet.

”Det, der er det væsentligste for os, er, at det er nogle initiativer, som batter noget for CO2-reduktioner i Danmark. Men der er også rigtig mange initiativer, som rækker ud over Danmark, og dem tager vi med, så vi hverken snyder os selv eller Danmark for det potentiale,” siger Camilla Haustrup Hermansen.

I vandsektoren er der også eksportmuligheder at hente. Vandsektoren udgør kun 14 procent af klimapartnerskabets CO2-udledninger. Men der er faktisk enighed blandt klimapartnerskabets parter om, at den andel kan komme ned på nul i 2030.

Nøglen til den reduktion ligger også i den cirkulære dagsorden. Spildevandet, det brugte vand, der kommer tilbage fra husholdninger og virksomheder, kan nemlig bruges til at lave grøn energi. Og det vil sektoren bruge til at dække dens eget energiforbrug.

Samtidig kan vandteknologien, som Danmark er langt med i forhold til andre lande, starte et vandeventyr i stil med vindmøllerne. I dag eksporterer vandsektoren teknologi for 20 milliarder kroner. Det er for eksempel vandpumper, ventiler og løsninger til spildevandsrensning eller klimatilpasning. Ifølge næstformand i klimapartnerskabet Lars Schrøder kan sektoren med nye investeringer og politisk hjælp komme op på 40 milliarder kroner i eksport og konkurrere med vindmølleindustrien, som lige nu eksporterer for 54 milliarder kroner.

Næstformanden er dog opmærksom på, at på trods af potentialerne er konkurrencen om politikernes opmærksomhed skarp.

“Det er jo udfordringen, at når 13 klimapartnerskaber indrapporterer klimaforslag samtidig, så er vandsektoren en lille del af alle de gode idéer, der kommer ind. Så jeg kan godt være bekymret for, om de får øje på potentialet,” siger Lars Schrøder, som er direktør i Aarhus Vand A/S.

Privat eller offentligt?

Når klimpartnerskabets interessenter mødes, er det dog ikke kun tekniske løsninger, der kommer på bordet. Der er også politik i rummet, når man sætter de kommunale og private aktører sammen.

Affaldssektoren har i halvandet årti ventet på en reform, der skulle klarlægge kommunernes og de private virksomheders roller og dermed også pege på rammerne for det private og offentlige samarbejde. Og et tættere samarbejde med mere genanvendelse i affaldssektoren kan både de kommunale aktører fra KL og Dansk Affaldsforening og de private aktører fra Dansk Erhverv og Dansk Industri herunder DI’s underorganisation Affalds- og Ressourceindustrien og tilsvarende Dansk Erhvervs forening Genvindingsindustrien blive enige om.

Men her stopper enigheden også.

I dag er udgangspunktet, at det er kommunerne, der har ansvaret for at indsamle og behandle husholdningernes og virksomhedernes affald. Dog er der en undtagelse for virksomhedernes genanvendelige affald, som de selv har ansvar for at skille sig af med.

Men ifølge Dansk Erhverv bør ansvaret vendes om.

”Affaldet skal konkurrenceudsættes og sælges under myndighedskrav til sortering, behandling og oparbejdning,” siger Lisbet Hagelund og fortsætter:

”Vi skal gøre det attraktivt for virksomhederne at investere i genanvendelse i Danmark, og som det er nu, har vi ikke rammevilkår for affaldsområdet, der decideret understøtter en grøn vækst i genanvendelsesmarkedet. Danmark er langt bagud i forhold til vores nabolande. Vi indsamler og sorterer affald flot, men eksporterer den reelle genanvendelse til udlandet i stedet for at udnytte det i Danmark.”

På den anden side mener direktør i Dansk Affaldsforening og interesseorganisationens repræsentant i klimapartnerskabet Mikkel Brandrup ikke, at mere konkurrence er lig med mere genanvendelse. Det er stadig ikke en god forretning at sælge sit affald til genanvendelse.

”For en lang række affaldsfraktioner er afsætningspriserne negative. Det betyder, at det koster penge at sælge for eksempel gips, træ og madaffald til genanvendelse. Genbrug er guld for miljøet, men det koster,” fortæller han.

Derfor mener Mikkel Brandrup, at der er behov for offentlig styring for at sikre miljøgevinsten.

For næstformand i klimapartnerskabet Henrik Grand Petersen, direktør i RGS Nordic og bestyrelsesformand i Affalds- og Ressourceindustrien, er det essentielt for klimaindsatsen, at der bliver truffet et valg om opgavevaretagelsen. Det er her, han kalder på politisk mod.

“Kommunerne skal i højere grad tage deres ansvar med at føre tilsyn med markedet i stedet for at gå ind og agere aktør på et privat marked. Politikerne bliver nødt til at gå ind i konflikten og skabe klarhed om rollefordelingen,” siger Henrik Grand Petersen.

Hvem skal drive vandet?

Også i vandsektoren kan kommunernes rolle blive udfordret. Ifølge Lars Schrøder er vejen mod energi- og klimaneutralitet i 2030 hjulpet bedst på vej, hvis de kommunalt ejede vandselskaber bliver samlet i større enheder. Men det er en politisk beslutning, der ikke nødvendigvis lyder lige godt for alle i branchen, fremhæver han.

I dag er der 87 kommunale vandforsyningsselskaber, og de dækker over to tredjedele af vandforsyningen. Kommunerne ejer også omkring lige så mange spildevandsselskaber, som der er kommuner. Det mener direktøren for Aarhus Vand ikke er hensigtsmæssigt for klimaet.

“Mange af udfordringerne i vandsektoren går på tværs af kommuner. Der tror jeg, det ville være smart, hvis selskaberne samler sig, eller at der bliver lavet en statslig overbygning på administrationen, driften og servicen. Her kunne vi også få pensionskasserne til at investere, så staten og pensionskasserne i fællesskab kan drive dansk vand og sørge for, at forskellen mellem land og by og mellem kommuner bliver mindre,” siger Lars Schrøder.

Men klimagevinsten ved større enheder i drikkevandsektoren ser direktør Susan Münster fra Danske Vandværker ikke. Danske Vandværker er brancheorganisation for omkring 1.900 vandforsyninger.

“Vi tror oprigtigt på, at den decentrale drikkevandsstruktur er en styrke, og der er klimagevinster ved ikke at skulle bruge energi på at transportere drikkevandet over større strækninger end højst nødvendigt,” siger Susan Münster.

Hvordan de endelige anbefalinger ser ud, ved vi ikke i skrivende stund. Men Camilla Haustrup Hermansen er overbevist om, at det er muligt at få alle forslag med omend kogt ned til de essentielle pointer. I sidste ende er det regeringen, som tager beslutningen om, hvilke af anbefalingerne der skal bidrage til at reducere Danmarks CO2-udslip med 70 procent i 2030 – og hvem der skal varetage de grønne opgaver.