Efter en lidt træg start er regeringens kronjuvel – den nye integrationsuddannelse, IGU – for alvor begyndt at skinne. Ordningen, der skal få flere flygtninge i arbejde, blev indført i sommeren 2016, og siden er der blevet lavet 1.440 IGU-aftaler rundt om i landet.

Det er dog langtfra kommunerne, der trækker læsset, men derimod de private virksomheder. Hele 7 ud af 10 virksomheder, som har lavet en aftale med en flygtning eller en familiesammenført, er private virksomheder. Kun 3 ud af 10 virksomheder er offentlige.

Det fremgår af et svar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til den radikale udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen. Svaret viser også, at kun godt hver fjerde – 27 pct. – af de registrerede IGU-ansatte er kvinder. Se figur 1.

Direktør i Foreningen Nydansker Torben Møller-Hansen er glad for, at så mange private virksomheder er kommet på banen og har ansat en flygtning under den nye ordning. Men han undrer sig samtidig over, at landets borgmestre er så tilbageholdende.

”Vi har i de senere år set, at kommunerne har ansat mange ikke-vestlige indvandrere og nu næsten er lige så højt oppe som de private virksomheder. Kommunerne har ledelseskraften til at have denne gruppe, som normalt plejer at være nogle af de tungeste og sværeste at arbejde med. Derfor virker det også underligt, at de holder sig tilbage, når det drejer sig om den nye integrationsuddannelse,” siger Torben Møller-Hansen. 

En god businesscase

Tanken er, at den såkaldte IGU skal virke som en slags trædesten til arbejdsmarkedet for nye flygtninge og familiesammenførte, og den kan samtidig være en særdeles god forretning for kommunerne. Beregninger foretaget af Foreningen Nydansker viser, at en kommune kan opnå en nettobesparelse på 90.000 kr. pr. flygtning, der ansættes i en IGU-stilling på f.eks. det kommunale plejehjem eller andre pleje- og omsorgsarbejdspladser. Det kan også være som f.eks. gartner eller vejarbejder i kommunen.

”Hvis en kommune har ti flygtningekvinder, kan de ikke blot spare næsten en million kroner i alt ved at flytte dem over på en IGU. De eksisterende SOSU-assistenter kan også få ekstra hjælp til at pleje de ældre,” siger Torben Møller-Hansen.

Hans regnestykke viser, at kommunen vil spare 284.000 kr. over 2 år pr. flygtning, der overgår til den nye IGU-uddannelse og gennemfører den. Kommunen sparer bl.a. penge til integrationsydelse. Til gengæld skal den betale en lønudgift på 194.00 kr. i denne periode.

Med andre ord får borgmesteren en ekstra udgift på en konto for lønmidler, men den sparer endnu mere på en anden konto, nemlig den for overførselsindkomster. Og på bundlinjen vil kommunen have sparet 90.000 kr. over 2 år, under forudsætning af at personen altså gennemfører sin IGU-uddannelse.

Samtidig vil flygtningen formentlig få et bedre liv og være med til at bryde den negative fortælling om f.eks. indvandrerkvinder, der ikke vil arbejde; borgerne vil få en bedre service, og det øvrige personale på plejehjemmet eller andre steder i kommunen får ekstra hænder til at klare en presset arbejdsdag.

Selv om det lyder som en god businesscase, tøver mange borgmestre dog med for alvor at komme på banen. Foreningen Nydansker tilbyder sin hjælp til kommuner, der vil lave projekter med IGU-forløb til flygtninge. Foreløbig har kun syv af landets kommuner sagt ja til foreningens tilbud.