Virksomhederne og deres organisationer har de seneste år med stigende styrke råbt op om arbejdskraftmangel og advaret politikerne om, at dansk erhvervsliv vil blive afskåret fra at skabe vækst, fremgang og nye arbejdspladser, hvis der ikke gøres noget ved problemet. Og råbet er blevet hørt langt ind i Christiansborgs gemakker.

Fagbevægelsen er nu gået til modangreb. Lad os først få de danske ledige i arbejde, før der hentes udenlandsk arbejdskraft i større omfang, råbes der fra det ringhjørne. Og hvad skal man så tro. Talgrundlaget for begge parter må trods alt være det samme.

Derfor har Mandag Morgen sat sig for at belyse, hvad der er op og ned i den sag, og bringe parterne sammen til en dialog. Vores analyse viser, at der helt korrekt er mangel på faglært arbejdskraft i dele af landet og i bestemte faggrupper, særligt inden for bl.a. byggeriet.

Men analysen viser også, at truslen om arbejdskraftsmangel – og dermed også et i forhold til konkurrenceevnen uhensigtsmæssigt lønpres – ikke er det generelle billede. Der er dog mangel på flere højtuddannede specialister i dele af landet. Samtidig er andelen af langtidsledige paradoksalt nok steget i de seneste måneder, mens antallet af lærlinge, der står uden praktikplads, stadig er tårnhøjt.

Vores analyse og dialogen mellem 3F’s formand, Per Christensen, og Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i DI, viser med al tydelighed, at kunne man få de to til at sætte sig sammen i lidt længere tid, kan der findes en aftale mellem arbejdsmarkedets parter om en forsøgsordning med en lidt lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft end den nuværende på 418.000 kr.

Det vil kræve et loft over, hvor mange der hentes i udlandet, og nogle løfter om først at sikre sig, at der ikke er danske ledige med tilsvarende kompetencer, der forbigås.

Hvis vi tager helikopterblikket på den aktuelle situation på arbejdsmarkedet, så viser vores status, at der er fire væsentlige områder, hvor der er plads til forbedring og gode løsninger:

• Vi er ikke gode nok til at styre uddannelsesdimensioneringerne efter det fremtidige behov for arbejdskraft i forskellige sektorer. Vi styrer efter bakspejlet i stedet for at se ud af forruden. Danmark har brug for et uafhængigt kompetenceråd, der ligesom vismændene kan udarbejde grundige analyser, der systematisk kortlægger udviklingen i virksomhedernes arbejdskraftbehov 3-5 år frem i tiden.
• Vi er ikke gode nok til at sikre uddannelse af kommende medarbejdere (læs: attraktive praktikpladser) og efteruddannelse af den arbejdskraft, der allerede er på arbejdsmarkedet (læs: ufaglærte til faglærte). Virksomhederne må tvinges til at tage ansvar for etableringen af de nødvendige praktikpladser, og de unge må via SU-systemet eller på anden vis gives en særlig motivation til at søge ind på erhvervsuddannelserne, så vi får flere faglærte. Sidste år blev der indgået en trepartsaftale på efteruddannelsesområdet, men det går for langsomt, og aftalen er for snæver i forhold til de grupper, den omfatter.
• Vi er heller ikke gode nok til at sikre en effektiv jobformidling. Når 3F-formanden kan konstatere, at han har ledige medlemmer i områder af landet, hvor arbejdsgiverne f.eks. inden for fødevareområdet leder med lys og lygte efter ekstra hænder, er der da noget galt med systemet. Et eller andet sted må kæden være hoppet af, hvis fagforeningerne kan have en specifik viden om, hvor der er ledige, som virksomhederne ikke har let adgang til. 
• Og endelig er vi ikke gode nok til at se det potentiale, der ligger i medarbejderne i den ældre gruppe på arbejdsmarkedet og i dem, der ufrivilligt er på deltid. Vi har en stor ekstra ressource i den ældre arbejdsstyrke, hvis vi får indrettet arbejdsmarkedet på en måde, så det bliver attraktivt at blive nogle år ekstra i job. Her har vi nu en hel stabel af rapporter, som viser mulighederne. Det er på tide, at organisationerne på arbejdsmarkedet handler på den viden. 

Sagen er lige nu den, at Danmark står i en unik situation med gode muligheder for at skrue op for virksomhedernes vækst. Vi har en ledighed, der i dele af landet er så lav, at der er flaskehalse. Nogle af dem kan løses ved, at vores arbejdsmarkedsmodel fintunes med bedre jobmatch og bedre efteruddannelsestilbud.

Andre steder er der behov for at kunne hente udenlandsk arbejdskraft til landet, men på en måde, som ikke sætter den danske model ud af spil. 3F-formanden har jo ret, når han siger, at det ikke giver mening, at samfundet skal finansiere flere langtidsledige, mens udlændinge skal hentes ind, selv om der er tale om job, der kan udføres af herboende borgere.

Sagen er bare, at debatten kører i ring. Når arbejdsgiverne efterlyser kompetencer, som de ikke kan få, er det ikke bare arbejdsgivernes problem. Det er samfundets problem.

Så har vi ikke fået gearet vores uddannelses- og efteruddannelsessystem rigtigt. Så har vi ikke fået gearet vores motivation af de unge rigtigt i forhold til uddannelsesvalg. Og så har vi ikke fået gearet vores jobformidling på den rigtige måde.

Dermed vil det at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft på andet end den helt korte bane bare være en lappeløsning og vedligehold af de uløste problemområder, som analyserne viser.