Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Kinas nye eksportvare: digital autoritarisme

KOMMENTAR: Kina bruger de amerikanske techselskabers krise med datalæk og fake news til at eksportere sin model for styring af internettet og software til kontrol og overvågning.

Da den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton i 2000 holdt en tale om internettets betydning, talte han om, hvordan det ville ”åbne verden” og ”uvægerligt skubbe Kina i retning af demokrati”.

Han jokede endda lystigt om, at Kina nok helt håbløst ville forsøge at slå ned på internettet og prøve at begrænse det. ”Held og lykke. Det er lige som at forsøge at sømme budding op på en væg,” sagde han.

Han tog fejl.

Mens vi i USA og Europa i øjeblikket fokuserer på at løse vores egne udfordringer med techgiganternes monopoler, datalæk, fake news og misinformation inden for rammerne af vore demokratiske systemer, har Kina efterhånden opnået fuld kontrol med sine borgeres digitale liv.

Landet har forvandlet internettet fra at være en løfterig demokratisering af ytringsfriheden til et særdeles stærkt redskab for autoritære regimer til at kontrollere og overvåge deres befolkninger.

Kineserne har skabt deres eget internetmiljø og egne techgiganter og eksporterer nu modellen – inkl. træning og software til formålet – til stater, der gerne vil have kontrol med deres befolknings brug af internettet og ytringsfriheden.

Ledelserne af kinesiske techgiganter som Alibaba og Tencent ved, at de for at kunne udvikle sig med deres enorme økonomiske imperier skal overholde en enkel regel: aldrig udfordre staten og statens ønske om at være i kontrol.

AF SAMME GRUND er ytringsfriheden på internettet for ottende år i træk mindsket. Det konkluderer en ny rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House. Hvert år måler de demokratiets tilstand i verden og herunder nu 65 landes forhold til internettet. Der måles forhindringer i adgang til nettet, begrænsninger af indhold og krænkelser af rettigheder.

”Mens demokratiske samfund kæmper med udfordringerne i en mere farlig og inficeret onlinesfære, så har lederne i Beijing intensiveret indsatsen for at bruge digitale medier til at øge deres egen magt, både hjemme og i udlandet. Kina var igen den værste misbruger af internetfrihed i 2018, og i løbet af det sidste år har den kinesiske regering været vært for snesevis af embedsmænd fra andre lande til to- og treugers seminarer for at sprede sit system af censur og overvågning,” hedder det i årets rapport, ’The Rise of Digital Authoritarianism’.

Ifølge Freedom House deltog repræsentanter for 36 lande i kinesiske træningsseminarer om ”medie- og informationsmanagement”. 17 lande har vedtaget eller foreslået restriktioner på onlinemedier under dække af at ville bekæmpe fake news eller onlinepåvirkning.

Kineserne er også langt foran USA, når det gælder om at erstatte papirpenge med smartphonebetalinger, som giver de kinesiske techgiganter og staten adgang til at overvåge forbrugsøkonomien og kinesernes dagligdag med alt, hvad det indebærer fra indkøb i supermarkedet til transport, underholdning og lægebesøg.

DET NYE BEGREB, vi skal vænne os til, hedder digital autoritarisme. Det er en styreform karakteriseret ved en stærk centralmagt og begrænsede politiske friheder. Individuelle friheder er underlagt statens behov, og regeringen overvåger borgernes adfærd ved hjælp at teknologien.

”Kinas kontrol med internettet har nået nye højder i 2018 med implementeringen af en lovgivning om cybersikkerhed og opgraderinger af overvågningsteknologien. Loven centraliserer al internetpolitik under Cyberspace Administration of China (CAC), strammer forpligtelserne for netoperatører og sociale medier til at registrere brugere under deres rigtige navne, og den kræver, at nationale såvel som udenlandske virksomheder arbejder for omgående at stoppe udbredelsen af forbudt indhold, og tvinger dem til at sikre, at alle data om kinesiske brugere er opbevaret i Kina og ikke andre steder,” skriver Freedom House i deres årsrapport.

Rapporten fortæller om kinesernes brug af ansigtsgenkendelsessoftware til kontrol af borgernes adfærd og om et landsdækkende ”social kredit-system”, som registrerer borgernes "troværdighed" ved at kombinere data fra deres online- og offlineadfærd.  

Mens vi stadig diskuterer samkøring af registre her i Danmark, viser Kina altså vejen for autoritære regimer ved at bruge teknologien til at kontrollere sine borgere. Det kalder på, at vi i de demokratiske lande snart må få vist vejen til at regulere techselskaberne og understøtte internettets fordele – uden at tabe demokratiet i processen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu