Den særdeles sammensatte bevægelse i Frankrig med de gule veste startede som en protest mod forhøjede benzin- og dieselafgifter. Afgiftsløsningen skulle medvirke til realiseringen af præsident Macrons ambitiøse plan for at gøre Frankrig til leder af den grønne dagsorden på den store verdensscene, og han havde efterhånden både internt i sin regering og over for omverdenen behov for at vise handling på den front.

Det blev hans første markante nederlag som præsident.

Sagen er, at de gule veste ikke er imod den grønne dagsorden. Men de er imod forringelser af deres levevilkår. Og benzin- og dieselafgifterne blev gnisten, der tændte et bål af utilfredshed.

Det er svært at finde modstanderne af at gøre noget godt for planeten, men hvis måden, det skal gøres på, skubber til den voksende ulighed og primært rammer lavindkomstgrupperne, så bliver det til elitens grønne projekt, der føjer sig til elitens globaliseringsprojekt og digitaliseringsprojekt, der betyder nedlæggelse af gamle jobfunktioner, øget konkurrence udefra og politisk afmagt og manglende fremtidshåb for lavindkomstgrupperne.

Den internationale diskussion om klimamål har i høj grad handlet om de fattigste landes krav om at få økonomisk hjælp fra de rige lande til at nedbringe deres CO2-udslip og skabe bæredygtig produktion og en forventning til de rige lande om, at de mere ambitiøst og aggressivt tager deres del af ansvaret for at realisere Parisaftalens målsætninger.

Men diskussioner om anvendelsen af skatter og afgifter som den i Frankrig findes også i Australien, Canada og USA. I velmente forsøg på at presse et klimabelastende forbrug i bund, åbnes der en ny dagsorden og en protestreaktion fra lavindkomstgrupperne.

Præsident Trump undlod da heller ikke, da krisen med de gule veste var på sit allerhøjeste, at gøre den franske præsident opmærksom på, at Trump netop havde trukket USA ud af klimaaftalen fra Paris, fordi han ikke følte, at den var retfærdig over for Trumps vælgergrupper i kulindustrien, bilindustrien med mere. Alt sammen efter at Macron kraftigt havde kritiseret den amerikanske præsidents klimaholdning.

UNDERSØGELSER I USA VISER, at de 10 procent rigeste amerikanere i stigende grad belaster klimaet i kraft af deres forbrug, en belastning, som er langt større end den, som forårsages af den fattigste del af USA’s befolkning. Samme analyser er foretaget i Canada. Når klimaindsatsen ikke længere kan løses ved store kollektive beslutninger, men også må fokusere på vores forbrug og livsstil og vores individuelle ansvar, nødvendiggør det en anden politisk samtale om størrelsen af uligheden i et samfund.

Dermed er klimasag og økonomisk ulighed ikke blot blevet et opgør mellem ulande og ilande, men også en sammenhængende problemstilling hos os og i de øvrige europæiske lande, som holder fast i klimaambitionerne fra Parisaftalen. Så spørgsmålet er, hvilke redskaber der skal bruges til at undgå, at klimaindsatsen kommer til at vende den tunge ende nedad og øge uligheden.

Den franske præsident har efter gadekampene med de gule veste ikke alene droppet sine afgiftsforhøjelser og lovet at hæve mindstelønnen. Han har også iværksat en omfattende dialogproces med befolkningen frem til midten af marts. Her er han også ude at spørge befolkningen til klimaindsatsen.

HAN SPØRGER BLANDT ANDET franskmændene i den dialogproces:

"Hvordan finansierer vi bedst den økologiske overgang? Hvordan laver vi konkrete løsninger som erstatning for gamle opvarmningskilder eller gamle biler, som er økonomisk tilgængelige for alle? Hvad er de enkleste og mest økonomisk bæredygtige løsninger? Hvilke løsninger på transportområdet, boliger, opvarmning, fødevarer bør skabes lokalt og ikke på nationalt plan? Hvilke konkrete forslag ønsker du at stille for at fremskynde vores miljømæssige omstilling? Hvordan garanterer vi den videnskabelige basis for de valg, vi skal træffe? Hvordan kan vi dele byrden ved disse valg med europæiske og internationale partnere, så vores landmænd og vores industri ikke straffes i forhold til udenlandske konkurrenter?"

Det er jo faktisk ganske gode spørgsmål, som dog må siges at kræve en temmelig klimapolitisk, veloplyst befolkning, hvis de skal finde svarene. Spørgsmålet er, om de gule veste vil kunne se en ide i at tage den dialog med præsidenten, eller om de vil have ham til at se det perspektiv, at en klimapolitik ikke er løsrevet fra en økonomisk politik, fra jobsikkerhed, et socialt sikkerhedsnet, et anstændigt pensionsliv og et mere lyst fremtidsperspektiv for de unge. Klimapolitikken bliver en integreret del af den fordelingspolitiske diskussion i samfundet. Det bliver den realitet, som den franske præsident, såvel som alle andre ilandes regeringer – inklusive den danske – kommer til at forholde sig til.