Kør en tur på fremtidens Autobahn

I disse uger valfarter mange danskere på skiferie via den tyske Autobahn på vej mod de sneklædte Alper. Men alt er ikke, som det plejer i den tyske mobilitetssektor, skriver Lina Gandløse Hansen, chef for Innovation Centre Denmark i München.

Tyskland har altid været markedsførende inden for bilindustrien, som beskæftiger flere end 800.000 mennesker. Det gør den til den næststørste arbejdssektor i landet efter it-sektoren.

Derfor er det et vigtigt tema, at landet forbliver førende, når det gælder fremtidens mobilitet. Men hvor står den tyske bilindustri egentlig i forhold til førerløse biler, e-mobilitet og intelligente vejnetsystemer?

Der er stor opmærksomhed på, hvordan USA og Kina bare drøner afsted. Men som påpeget i den seneste udgave af tidsskriftet technologist.eu, så rykker bilproducenter fra andre regioner og lande i disse år til delstaten Bayern og millionbyen München for at forberede sig på fremtiden.

Her har bl.a. kinesiske Nio og Future Mobility Corp., svenske Volvo og VW fra Wolfsburg etableret udviklingsafdelinger. Og hvorfor gør de så det?

München fremtidens mobilitetscentrum

For det første er udviklingen inden for hightech mobilitet- og transportløsninger blevet boostet af, at München i 2016 blev udpeget som mobilitetscentrum under den tyske regerings ’Digital Hub Initiative’.

Derudover har Zentrum Digitalisierung Bayern oprettet et Connected Mobility Lab, der er byens officielle platform for mobilitet og intelligente trafiksystemer, som også understøttes af delstatens Ministerium for Økonomi og Medier, Energi og Teknologi.

Og startup-scenen følger med. I München og omegn er der ifølge Munich Startups virtuelle økosystem 39 startups inden for mobilitet.

Her findes f.eks. Lilium, der har udviklet en elektrisk taxi-drone, som kan transportere op til fem mennesker fra by til land eller rundt i byen, vel at mærke uden at forurene. Virksomheden havde første prøveflyvning i 2017 og forventer at kunne udbyde sine services fra 2025.

Mobilitet rimer på smart city

Når vi taler om fremtidens mobilitet i München, er det vigtigt også at rette blikket mod den voksende startup-sektor inden for smart city-løsninger. Her er virksomheden eluminocity, der både laver ladestationer til e-biler og intelligent gadebelysning, et i bogstavelig forstand lysende eksempel på, at mobilitets- og smart city-løsninger ofte skal sammentænkes.

Det bliver de f.eks. i bydelene Neuaubing-Westkreuz og Freiham i München, der sammen med franske Lyon og østrigske Wien er en del af EU-projektet Smarter Together, hvor smart city- og mobilitetsløsninger i de kommende år vil blive testet og implementeret i byrum med 30.000 indbyggere.

Fremtidens mobilitet kommer til at udvikle sig hurtigt i de kommende år. Vi taler om førerløse biler, e-mobilitet, logistik, connected mobility, hvor biler selv kommunikerer med hinanden, og derudover skal selve vejnettets digitale infrastruktur udvikles for at få trafikken til at glide bedst muligt.

Her har delstaten Bayern indgået en samarbejdsaftale med Facebook, som viser, at fremtidens mobilitet er et internationalt anliggende.

Vigtigt for dansk eksport

Fremtidens Autobahn og mobilitet er også vigtigt set med danske øjne. Ikke bare for de mange, der hvert år tager på kør selv-ferie gennem Europa, men fordi det tyske vejnet forbinder Danmark med vores største eksportpartner og resten af Europas markeder.

Fremtidens mobilitet vil kunne komme til at betyde mere effektiv, intelligent, sikker og tidsnøjagtig levering for danske virksomheder.

Og heldigvis holder de spændende projekter i kø, og digitaliseringen af de tyske vejsystemer og storbyer har høj prioritet. Allerede nu kan man som privatperson således køre en tur på fremtidens Autobahn – uden at man måske er klar over det.

Nord for München har et stykke af A9-motorvejen mellem München og Nürnberg fungeret som testområde for førerløse biler. Testområder for selvkørende biler findes der masser af, især i storbyer, men her er der tale om et stykke tættrafikeret, offentlig motorvej.

Hvis man kører på strækningen, kan man være heldig at se en rød-hvid Audi, som kører af sig selv – helt ubemærket blandt tusindvis af pendlere, turister og transportbiler.

I år er det også planen, at Deutsche Bahn dagligt skal sende tre lastbilkonvojer ud på strækningen for at teste connected mobility og såkaldt platooning, hvor lastbilerne kører med minimal afstand mellem hinanden.

I november åbnede endnu en teststrækning tæt ved Køln, hvor man tester infrastruktur i form af bl.a. selvreparerende og energisparende veje.

Så fremtidens motorvej er her allerede; og ligesom på den eksisterende Autobahn kender hastigheden på mobilitetssektorens udvikling i disse år ingen øvre fartgrænse.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu