Set

Jeg så ‘Lolita for altid’, en fuldstændig eminent forestilling. Den handler om unge kvinders liv og forhold til krop, seksualitet og identitet. Jeg blev nærmest magnetisk trukket ind i en monolog med så mange genkendelige øjeblikke, at jeg var helt overrumplet.

I det ene øjeblik sad jeg med en stor knude i maven, og i det næste brød jeg ud i latter. Helt fantastisk.

Forestillingen er lavet af kunstnerduoen ‘How to Kill a Dog’, som består af Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, og jeg kommer til at følge alt, de laver fremover, for sjældent har jeg følt mig så ramt og set i teatermørket.

Hørt

Jeg har rigtig ofte noget i ørerne. Musik, podcasts eller radioprogrammer følger med mig rundt gennem høretelefonerne, om jeg så roder i jorden i min kolonihave eller sidder i toget på vej til min familie i Jylland. Derfor er det også lidt svært for mig at give kun én anbefaling.  

Jeg er særligt glad for at høre podcasts, og jeg synes DR laver nogle både formidable, undersøgende og dokumentaristiske podcasts. Eksempelvis ‘Det levende bevis’ om en ung kvinde, der mener, at hendes forældre har været udsat for et justitsmord, da de blev dømt for at have omskåret hende. Og ‘Bitcoin-bedraget’, der beretter om avanceret milliardsvindel.  

Musikalsk har jeg på det seneste forelsket mig i Phoebe Bridgers. Hun laver eftertænksom, følelsesladet indie-folk-rock. Hendes musik er blid og mørk på en og samme gang, og jeg så meget frem til at opleve hende på Roskilde Festival denne sommer.

Læst

I foråret læste jeg ‘København, udateret’ af Villads Andersen. En meget tankevækkende fremtidsdystopi, som alligevel var svært genkendelig.

Vi følger en hovedperson, der har mistet sin søn. Han er nyskilt, sygemeldt med stress og har svært ved at håndtere tilværelsen. Under denne fortælling ligger klimakrisen og overvågningssamfundet som mørk underlægningsmusik.

Faderens deroute udfolder sig i København i en ikke nærmere bestemt fremtid. Klimakampen har sat en kile ned igennem samfundet, og relationen til hovedkarakterens søn led et knæk af selvsamme grund. En techgigant overvåger borgernes CO2-udledning, og det er blevet syndigt at spise en bøf med et glas rødvin til. Det er klimadystopi i yderste potens, hvor generationsoprør og overvågningssamfund møder hinanden i én stor kulmination.

Selvom bogen er Villads Andersens debut, er den meget velskrevet og spændende fortalt. Siderne vender nærmest sig selv i en hård, mærkeligt genkendelig og fængslende roman