Tjek, tjek, mangler, tjek.

Sådan kunne det se ud, når statsminister Lars Løkke Rasmussen holder styr på, hvor langt han er kommet med at gennemføre de forslag, han og Venstre stillede i det seneste år op til valget i 2015.

Selv om Løkke Rasmussen ikke har været i nærheden af at holde det offentlige forbrugs vækst i nul, som han lovede før valget, er han dog kommet længere ned end nogen anden blå statsminister.

”Her må Løkke Rasmussens liberale samvittighed have det godt,” siger professor i Statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen.

Til gengæld har Løkke Rasmussen ikke fået rykket en millimeter ved den ”velfærdsturisme”, han under Thorning-Schmidt selv betegnede som skandaløs. Nu er hans regering oven i købet slået ind på helt samme linje som forgængeren.

Det kan også virke overraskende, at Venstre endnu ikke har sat turbo på partiets paroler om ”mere konkurrenceudsættelse”, ”frit valg” og ”pengene skal følge borgeren”. Måske det kommer med innovationsminister Sophie Løhdes store reformprojekt senere på foråret.

Mandag Morgen udvælger her en stribe særligt markante og symbolsk vigtige sager, der ikke bare tegner et billede af en effektiv statsminister, men også af en blå politiker, der har taget endda meget store liberale skridt for så helt at overse andre sager.

Hvad blev der af folks retssikkerhed? 

RETSPOLITIK. Venstre ville sikre danskerne bedre retssikkerhed, når de stod ansigt til ansigt med den stærke stat. Derfor lancerede partiet et ambitiøst retspolitisk udspil bare et halvt år før folketingsvalget i 2015, med en stribe forslag, der skulle forbedre retssikkerheden.

”Borgeren oplever reelt at være gjort retsløs over for det statslige maskineri, der har adgang til store ressourcer, der ligger langt ud over det, som borgeren og dennes eventuelle advokat har adgang til,” hed det i udspillet med titlen ’Borgeren før systemet.’

Heri lovede Venstre bedre mulighed for retshjælp og fri proces, så folk ikke på forhånd kastede håndklædet i ringen i tvister mod staten af frygt for skyhøje økonomiske omkostninger. Statens ret til anke af tabte civile retssager skulle også begrænses. Og der skulle laves nye regler om sagsomkostninger, så borgerne og deres advokater bedre kunne matche staten, og det ikke var Davids kamp mod Goliath.  

Men det er blevet ved tankerne. Kun et forslag om at genindføre fuld omkostningsgodtgørelse til virksomheder, der vinder en retssag over staten, er blevet gennemført. Det er dybt skuffende, mener generalsekretær Advokatsamfundet, Torben Jensen. Han opfordrer regeringen til at nedsætte et lovforberedende udvalg, der skal sikre borgerne bedre mulighed for retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikringer.

”Vi bliver nødt til at kigge på alle disse ting på én gang. Vi kan ikke bare plukke et lille område ud. Det handler dybest set om at sikre bedre retssikkerhed for fru Hansen. Og på helt centrale områder fungerer ordningen ikke i dag. Tiden er løbet fra den. Ordningen er nærmest lagt i graven pga. bureaukrati. En stor gruppe af mennesker har reelt ikke adgang til retshjælp. Derfor appellerer jeg til justitsministeren om snarest muligt at nedsætte et lovforberedende udvalg, som kan sikre en reel og mere lige adgang til retshjælp og domstolsprøvelse,” siger Torben Jensen.

Antallet af civile sager med fri proces er faldet drastisk i løbet af de sidste 10 år siden den sidste større ændring af retsplejelovens regler om retshjælp og fri proces trådte i kraft. 

Et andet eksempel er den kriminelle lavalder. Den skulle sættes ned fra 15 til 12 år. Det fastslog alle fire partier i blå blok før valget. Løkke og de tre andre blå partiledere skrev oven i købet en stor og opsigtsvækkende kronik i Berlingske Tidende om deres vidtrækkende forslag, som juraeksperter på stribe tog afstand fra. De fire partier lavede også et beslutningsforslag i Folketinget og ville nedsætte en ungdomsdomstol, der skulle tage sig af kriminalitet begået af 12-17-årige.

Men da det kom til stykket, sprang Venstre fra. Regeringens udspil sætter ikke den kriminelle lavalder ned til 12 år, og der indføres ikke en ungdomsdomstol, som de fire borgerlige partier ellers var enige om.

”Det her er løftebrud,” sagde formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Men da var løbet kørt. Og koret af kritikere var ikke særlig stort. 

Løkkes træsko i jordbærmarken

VELFÆRDSTURISME. Gennem flere år havde Lars Løkke Rasmussen varmet op til det helt store opgør. Han ville stå for en langt mere hård og konsekvent linje over for velfærdsturisme den dag, han blev statsminister igen. Men sådan skulle det ikke komme til at gå.

Han var ellers oprigtig bekymret, da han i et interview med Berlingske tilbage i 2013 advarede mod, at flere og flere EU-borgere modtog børnecheck.

”Vi kan ikke have et system, hvor man, bare fordi man planter sine træsko i en jordbærmark én dag, så kan sende store børnechecks hjem til lande, hvor leveomkostningsniveauet er meget, meget lavere, og hvor antallet af børn måske også er højere,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Lige netop det system har Danmark. På det tidspunkt tilbage i 2013 havde Europa-Kommissionen lige fastslået, at EU-borgere skulle behandles på samme måde som danske borgere – og altså optjene retten til børnechecken på samme måde som danske borgere.

EU-Kommissionen reagerede ikke på en sag om jordbærplukkere, men fordi en tysk ingeniør på Danfoss ikke kunne få udbetalt børnepenge til sine i alt fire børn, Lotta, Emil, Kalle og Lasse. På det tidspunkt var han samme med sin familie flyttet fra München til landsbyen Havnbjerg på Nordals. Familien klagede over situationen til EU-Kommissionen. Den tyske ingeniør fik medhold, og Thorning-Schmidt måtte opgive de særlige optjeningskrav, som VK-regeringen indførte i 2010. Løkke Rasmussens kritik var højlydt – og kontant:

”Vi har forsøgt at presse regeringen til en diskussion om velfærdsturisme. Vi oplever, at den danske velfærdsmodel kommer under pres som følge af den frie bevægelighed i EU.”

Senere siger Løkke Rasmussen under en debat i Folketinget, at regeringen har ”lagt sig ned for EU-Kommissionens udlægning”. På det tidspunkt var det i Venstre-formandens øjne ”skandaløst”.

Under valgkampen op til folketingsvalget i juni 2015 tager Venstre konsekvensen og lover sammen med de tre andre blå partier et opgør med velfærdsturismen. Sådan da.

Opgøret er en fuser

I de fire blå partiers oplæg ’Dansk Velfærd i EU’ skriver de, at de vil ”indføre optjeningsprincipper, hvor det er muligt, med afsæt i en fuldstændig kortlægning af danske velfærdsydelser, som andre EU-borgere kan få ret til uden længere ophold eller beskæftigelse i Danmark.”

Nøgleordene er ”hvor det er muligt”.

Nu – efter godt 2,5 år – må man sige, at det ikke rigtig har været muligt at indføre optjeningsprincipper over for en eneste EU-borger. Alle EU-borgere har stadig helt de samme rettigheder til f.eks. at modtage børnepenge som under den tidligere socialdemokratisk ledede regering.

Som en af sine første gerninger fremlagde V-regeringen mindre end en måned efter valget i 2015 et forslag, der strammer flygtninges ret til at modtage børnechecken, men ikke EU-borgeres. De undtages omhyggeligt fra stramningerne.

Det ligner et klassisk løftebrud på en af de mest symbolpolitiske sager i valgkampen.

Senere har regeringen, med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i spidsen, forsøgt at opbygge en alliance med andre EU-lande om børnechecken. Her har det i særlig grad handlet om at indeksere beløbet efter det velfærds- og prisniveau, der gælder i EU-borgerens hjemland.

Dette arbejde har endnu ikke materialiseret sig i en accept fra flertallet af de andre EU-lande.

Når den politiske larm over Løkkes flugt fra sine løfter ikke har været større, kan det hænge sammen med, at der reelt ikke er et stort økonomisk problem med børnecheck til andre landes EU-borgere. Tværtimod er velfærdsturismen en god forretning for Danmark.

En opgørelse fra Skatteministeriet viser, at Danmark hvert år udbetaler ca. 100 millioner kr. til børn, der bor i et andet EU-land. Men samtidig lægger EU-borgere nogle milliarder kr. mere i skat, end de modtager i forskellige ydelser – og herunder altså børnechecken. Se figur 1. 

Kampen om det offentlige forbrug

VELFÆRD. Under valgkampen kæmpede Venstre sammen med Liberal Alliance om, hvor meget – eller rettere hvor lidt – det offentlige forbrug kunne vokse om året.

Liberal Alliance tog lige som på skatteområdet større skridt end Venstre. Partiet ville skære ned. Venstre ville have et udgiftsstop. Altså nul-vækst. Og også her tegnede Dansk Folkeparti den helt modsatte position og lagde op til en vækst på 0,8 pct. om året.

Alle fire blå partier tillader dog en løbende justering for pris- og lønstigninger, men for Venstre skulle der ikke bevilges yderligere milliarder af kroner til en samlet vækst i det i offentlige forbrug.

”Venstres udgangspunkt er et udgiftsstop. Det er, at den offentlige sektor kan klare sig med den størrelse, den har. Men det er mit udgangspunkt, og jeg kan sagtens se, at der er partier, der mener noget andet. Derfor kan man sige, at jeg vil kæmpe min sag, og jeg vil kæmpe for at få størst mulig opbakning til Venstre,” sagde Løkke før valget.

Det er ikke lykkedes for Løkke Rasmussen at holde udgiftsstigningen nede på det runde nul, han lagde op til i valgkampen. Men den årlige vækst i det offentlige forbrug ligger væsentligt under den stigning på 1,1 pct., der skal til for bare at holde den nuværende velfærdsservice i takt med det stigende antal ældre. Også i et historisk perspektiv er den årlige stigning meget lav. Se figur 2.

”Stigningen i det offentlige forbrug er så lav, at liberalt-sindede danskere burde klappe i deres hænder. Løkke Rasmussens løfte om et udgiftsstop var meget optimistisk, og det har han ikke nået. Men i mere end 25 år er der ikke andre statsministre, der har kunnet holde stigningen nede på det niveau. Løkke Rasmussens liberale samvittighed må være i orden,” siger professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen.

Ganske vist har Løkke ikke overholdt sit løfte om nulvækst. Men regeringens sparekurs betyder, at Danmark styrer direkte mod et historisk lavt offentligt forbrug målt i forhold til vores samlede BNP.  Den offentlige velfærd kommer til at udgøre en mindre og mindre del af den økonomiske samfundskage. Vi skal helt tilbage til 1970’erne under Anker Jørgensens tid som statsminister for at finde en periode, hvor Danmark sidst lå stabilt på det lave niveau, som regeringen sigter mod i 2025.

Blå velfærd

PRIVATISERING. Hvor Venstre tidligere kun kæmpede mod den offentlige sektors størrelse, har Venstre med Løkke Rasmussen som nøglefigur tilført kampen en ny dimension.

Nu handler det ikke bare om at være for eller imod den offentlige sektor, men også om en ny, mere blå måde at levere velfærd på. Det er sket på tre helt centrale områder under overskrifter som ”mere konkurrenceudsættelse”, ”frit valg” og ”pengene skal følge borgeren”.

Den nye dimension blev for alvor tydelig under VK-regeringerne i 00’erne, hvor Løkke Rasmussen fra første færd besad nøglepositioner, først som indenrigs- og sundhedsminister, så finansminister og fra 2009 som statsminister.

Det kan derfor overraske, at Løkke Rasmussen efter valgsejren i 2015 ikke har sat fuld kraft på udviklingen af de tre blå mærkesager. Under de skiftende regeringer i 00’erne blev der fastsat ambitiøse mål for, hvor stor en andel af de kommunale udgifter, der skulle udsættes for konkurrence. Måltal, der lagde pres på kommunerne og førte til en løbende stigning i den konkurrenceudsatte andel.

Da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, blev måltallene afskaffet. Ved flere lejligheder har ministre, som økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og erhvervsminister Brian Mikkelsen, lovet, at måltallene skulle genindføres – og på et højere niveau end i 00’erne. Ikke bare i kommunerne men også i regionerne og staten.

Ammitzbøll-Bille har overfor Mandag Morgen lagt op til mindst at få den samme stigningstakst som under VK-regeringen i slutningen af 00’erne. Det vil betyde, at mindst 33 procent af kommunernes opgaver skal være udsat for privat konkurrence i år 2025 – svarende til opgaver for omkring 75 milliarder kr. om året.

Indtil nu er det dog ikke sket. To gange har regeringen udskudt sit udspil.

Hov, hov, Løkke

Før valget lagde Venstre også op til, at frit valg skulle være et bærende princip i al lovgivning. Det er først blevet tydeliggjort i udspillet ’Frit valg – bedre sammenhæng’, der blev offentliggjort i slutningen af november 2017. Det er altså mest fair at sige, at arbejdet er påbegyndt, men altså langt fra gennemført.

Til gengæld er det overraskende, at der endnu ikke er gennemført frit valg af plejehjem for ældre, og at der ikke er gennemført obligatorisk frit valg inden for hjemmesygeplejen.

Inden for det sociale område lagde Venstre før valget op til en egentlig takstreform, der bl.a. skulle omfatte ensrettede afrapporteringskrav samt nye budget- og regnskabsstandarder til alle sociale institutioner. Heller ikke et krav til den enkelte institution om tydeligt at sætte pris på dens ydelser er blevet gennemført.

Den type forslag kan bane vejen for yderligere konkurrenceudsættelse, fordi forslagene tydeliggør, hvad ydelserne på offentlige institutioner i virkeligheden koster. Her kan det i dag være svært at skabe sig et overblik, fordi kommuner og institutioner ofte fastsætter priser og aflægger regnskaber efter vidt forskellige standarder.

Spørgsmålet er så, om der tale om løftebrud?

”Målt med Venstres egne standarder fra perioden i opposition, er det et ja. Men hvem skulle dog tage det her op i dag? Det kunne selvfølgelig være en meget liberalt-sindet lederskribent på en af de borgerlige aviser, men ellers er der vel ingen, der holder øje med Venstre på de her punkter,” siger Goul Andersen.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, erkender, at partiet ikke har fået gennemført alle sine forslag på området. Men han forudser, at flere af forslagene bliver samlet op i regeringens kommende store reformprojekt af den offentlige sektor – den såkaldte sammenhængsreform.

”Vi får hele dette område under kærlig behandling med Sophie Løhde som innovationsminister. Så man skal nok lige væbne sig med tålmodighed. Jeg håber, at nogle af de punkter, som nu er røde i jeres kortlægning, kommer over i den blå kategori,” siger Jakob Ellemann-Jensen. 

Få kritikere

Heller ikke på det tredje store indsatsområde inden for den blå velfærd – pengene følger borgeren – har Venstre leveret på samtlige løfter.

På den ene side udbredte Venstre som noget af det første efter valget behandlings- og udredningsgarantier, så de nu omfatter alle sygdomme og ikke kun de prioriterede sygdomme som under Thorning-Schmidt. De to garantier indebærer, at patienterne kan tage penge med fra det offentlige sundhedsvæsen over til en behandling eller udredning i det private. Her følger flere offentlige penge borgerne.

Men på skole- og daginstitutionsområdet har Venstre endnu ikke taget fat.

Før valget foreslog Venstre, at forældre til børn med behov for specialundervisning kunne tage pengene med fra det offentlige til det private. Det er ikke sket.

Helt det samme skulle være tilfældet på daginstitutionsområdet, hvor pengene også her skulle følge barnet. Fagforbundet BUPL er mere end tilfreds med udeladelsen og vil ikke råbe ”løftebrud”. Og hvem skulle så?