”En regering under min ledelse skal først som sidst vurderes på, om den næste store gruppe af børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund. Det er netop den kamp, jeg ønsker at stille mig i spidsen for.” 
Mette Frederiksen, S-formand, 2018 

 
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil være børnenes statsminister og måles på, at børnene klarer sig bedre, mens hun har haft magten.

Nu er tiden kommet til at levere varen. Om kort tid præsenterer regeringen sit længe ventede udspil til barnets lov.  
Mette Frederiksen og Socialdemokratiets kontroversielle forslag om af tvangsanbringe flere børn tidligere end i dag har skygget for debatten om, hvordan vi bedst forebygger anbringelser og ikke mindst forhøjer kvaliteten i de anbringelser, der sker.

Samtidig tyder meget på, at der ikke er mange penge at gøre godt med, når de skyhøje forventninger til barnets lov skal indfris.

Der er foreløbig kun afsat 150 millioner kroner i 2021. Et tal, der dog vil stige, så der i 2022 er 250 millioner kroner til rådighed og derefter 500 millioner kroner i de følgende år. 

Til sammenligning brugte kommunerne ifølge Social- og Indenrigsministeriets benchmarkingsenhed 15,8 milliarder kroner i 2019 på området for udsatte børn og unge.

I praksis kan det ende med, at Mette Frederiksen og regeringen må skrue ned for ambitionerne, så ambitionerne passer med pengene.

Hvis det sker, kan det ikke undgå at skuffe en lang række aktører på området. De har skruet forventningerne til en tiltrængt reform af arbejdet med udsatte unge op efter Mette Frederiksen gentog sit valgløfte i sin seneste nytårstale. I denne udgave af Mandag Morgen giver de en række anbefalinger til regeringen.

Færre anbringelser, tak

En gennemgående pointe blandt de aktører, Mandag Morgen har talt med, er, at arbejdet med udsatte børn er uhyre komplekst, og at man ikke med et snuptag kan give børnene et bedre liv.

”Jeg håber ikke, hele debatten om at tvangsfjerne børn tidligere vil stoppe den udvikling hen mod bedre forebyggelse af anbringelser, som sker i alle kommuner over hele landet,” siger sektionsleder i Familie og Børnehandicap i Silkeborg Kommune Lone Baggersgaard Petersen. 

Ser man på udviklingen over de senere år, springer to ting i øjnene. For det første anbringes færre børn. For det andet bruger kommunerne markant flere penge på hele området. Ganske vist fører det faldende antal anbringelser til færre udgifter. Men det mere end opvejes af stigende udgifter til forebyggelse, så de samlede udgifter nu er oppe i 15,8 milliarder kroner om året.

Når færre anbringes, kunne det tyde på, at forebyggelse virker. 

Men kommunerne famler til en vis grad i blinde. Der er stor mangel på viden og forskning i både forebyggelse, anbringelse og lovregler, selv om der hvert år bruges et stadig større milliardbeløb på området. 

”Vi går alle sammen med synsninger, men vi skal vide, hvad der rent faktisk virker. Vi ved, at en god skolegang er den mest betydningsfulde faktor, men vi har meget lidt viden om, hvad der er den rette indsats for barnet, og hvad der bedst hjælper barnet over i voksenlivet. Det skylder vi børnene og de unge at gøre bedre,” siger Helle Støve, børne- og familiechef i Favrskov Kommune og formand for Børne- og Familienetværket i Børne- og Kulturchefforeningen.

Bedre sagsbehandling og større frihed

Erfaringerne med at anbringe børn og unge er på trods af årtiers politisk fokus mildest talt ikke prangende.   
I dag flytter mange anbragte børn fra plejefamilie til plejefamilie eller måske mellem opholdssteder. De mange skift gør det svært at knytte nære og stærke relationer til andre. 

I næsten halvdelen af de gennemgåede sager i Børnesagsbarometret var reglerne om børnesamtale ikke overholdt. Hver femte af de unge kender ikke navnet på deres egen sagsbehandler i kommunen. Godt hver tredje af de unge hjemløse har en baggrund som anbragt. Og kun hver fjerde har en ungdomsuddannelse seks år efter folkeskolen.  

Det er den slags alarmerende tal, der får formanden for Børnesagens Fællesråd, Lena Søgaard, til at sende en klar appel til regeringen. Frem for at bruge en masse kræfter på at anbringe flere unge tidligere bør den sikre en bedre sagsbehandling. 

”Det er fuldstændig afgørende, at der rettes op på de fejl og mangler, der i dag sker i sagsbehandlingen med alvorlige konsekvenser for udsatte børn og unge og deres familier. Når der i cirka 45 procent af sagerne ikke er gennemført en børnesamtale som del af den børnefaglige undersøgelse, beder vi i praksis sagsbehandleren vurdere, hvordan fremtiden bliver for et barn på et uoplyst grundlag. Og det er ikke godt nok. Så længe vi ikke følger lovgivningen i forbindelse med anbringelser, bør vi tænke os rigtig godt om, før vi anbringer flere. Målet må aldrig blive flere anbringelser, men bedre anbringelser,” siger Lena Søgaard.

Samtidig er arbejdet med anbringelser administrativt meget krævende. Skiftende regeringer har reageret på ulykkelige sager med Tønderpigen, børnene i Brønderslev og søstrene fra Slagelse ved at stramme på kravene til kommunernes arbejde med anbringelser. Det har betydet, at der er syet lap på lap på serviceloven gennem årene.

Derfor går kommunerne ind til de kommende forhandlinger om barnets lov med et stort ønske om at få større frihed til at løse opgaverne, så socialrådgivere, socialpædagoger og andre faggrupper får bedre tid til de udsatte familier og deres børn. Som kontorchef i KL Janet Samuel med ansvar for socialpolitikken udtrykker det: 

”Vi er meget optaget af at blive lettet for nogle af de mange processuelle krav, for eksempel hvor ofte vi skal lave børnefaglige undersøgelser, hvor omfattende de skal være, og hvornår man skal lave opfølgninger. Selvfølgelig skal retssikkerheden være på plads. Men det, som nogle gange går galt i den her slags sager, er, at man ofte sagsbehandler rigtig, rigtig længe, før man kommer med en indsats til de her familier. Så bliver folk mere og mere frustrerede, og situationen kan eskalere.” 

Regeringen forventes at fremlægge sit udspil til barnets lov inden jul.