Af Morten Grønborg
Chefredaktør for Scenario Magazine

Coronakrisen vil medføre generationer af unge med god håndhygiejne.

Så meget er sikkert, og vi vil derfor fremover se færre maveonder og virusinfektioner, hvilket igen vil betyde færre sygedage blandt både skoleelever og erhvervsaktive. Der vil også dø langt færre ældre mennesker af almindelig influenza. Det er positivt.

Den negative effekt vil vise sig blandt mennesker med tendens til neurotisk adfærd, for de bekræftes fremover i deres tvangshandlinger, og samlet vil vi i samfundet sandsynligvis gå et skridt eller to i retning af en tilstand, som den tyske filosof Peter Sloterdijk for nylig i Die Zeit betegnede som Hygienismus.

Denne tilstand, som vi på dansk kan kalde hygiejnisme, rummer en overdreven praksis, hvor formen tager over og dyrkes for dens egen skyld i ønsket om at skabe orden i en ellers kaotisk verden. For endelig er der noget konkret, vi kan gøre: Vi kan spritte af og holde justits med de andre.

At verden er mere farlig end før – og at vi ikke vender tilbage til det Danmark, som vi kendte før corona – er et tema, der er slået an flere gange af statsminister Mette Frederiksen.

Nu har verden jo altid forandret sig løbende, så det er en rimelig sikker profeti at komme med. Men de dystre undertoner handler jo om, at vi ikke kan føle os helt så trygge længere postcorona, og at vi derfor skal opgive et eller andet for at genvinde trygheden.

Tryghed vinder over frihed

Sandsynligvis bliver det vores handlefrihed. Dermed er vi inde ved kernen af et klassisk modsætningspar – tryghed over for frihed – og mit bud er, at en blivende forandring blandt danskerne vil være, at tryghed vil blive vægtet langt højere end før.

Konsekvensen af det bliver en øget villighed i befolkningen til, at staten overvåger os i sundhedens hellige navn. Det kan ske gennem for eksempel tele- og kreditkortdata, hentet fra de kommercielle udbydere, eller via frivillig deltagelse gennem brug af en app.

Jeg tror også, at vi kommer til at høre ordet biopolitik rigtig meget fremover. Biopolitique stammer fra filosoffen Michel Foucault, der allerede i 1970’erne skitserede denne politikform, som er fokuseret på en forbedring af biomassen i befolkningen.

I Danmark anno 2020’erne går biostatsmagt fint i spænd med den fremherskende tendens til at opfatte staten som en konkurrencestat. Her er borgerne i højere grad til for staten end omvendt. Danmark skal nemlig klare sig i international konkurrence med andre stater, hvilket kræver de rigtige menneskelige ressourcer. 

Vi skal derfor holde os sunde og raske længst muligt. Dermed forstærkes tendensen til, at den klassiske velfærdsstat er under afvikling – selvom man skulle tro, det var omvendt med tidens hyperfokus på sundhed.

Der laves politik i stor stil lige nu i ly af sundhedskrisen, og på verdensplan er det generelt en politik, som gør staterne stærkere. I Danmark sker det tilsyneladende på balanceret og civiliseret vis, herunder gennem brug af de såkaldte solnedgangsklausuler. Mens det i andre lande sker mindre demokratisk. På vores breddegrader allerværst i Ungarn.

Det er også en langvarig effekt af coronakrisen.