Nationale penge skal sikre nærhed i sundhed

Over hele landet aftaler regioner og kommuner nu, hvad det skal koste, når en behandling flytter fra sygehuset og hjem til patienten. Aftalerne er forskellige fra region til region og tilbyder ikke samme kvalitet i behandlingen. Ekspert efterlyser national, økonomisk model.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Torben K. AndersenJens ReiermannJeppe Sahlholdt

Anbefaling 2: Lav en national model for økonomien til behandlinger af patienter i kommunerne

Alle taler om at flytte behandlinger så tæt på patienterne som muligt. Allerbedst er det, hvis behandlingen kan ske i patientens eget hjem.

Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale regningen.

Regioner og kommuner i de enkelte regioner er for hver behandling begyndt at lave aftaler om, hvem der skal betale, når patienten overgår fra sygehus til kommune. Aftalerne handler også om behandlingens omfang og herunder dens kvalitet. Se figur 1.

I Region Nordjylland kan en hjemmesygeplejerske for eksempel give patienten et drop hjemme hos patienten selv, så han eller hun kan få tilført medicin direkte i en blodåre. Tidligere lå den type behandlinger på sygehusene, men følger nu en aftale mellem region og kommune.

12. marts vil Region Midtjylland og de i alt 19 kommuner i regionen efter Mandag Morgens oplysninger vedtage en tilsvarende, men ikke helt identisk aftale for IV-behandling hjemme hos patienten.

Også Region Syddanmark har en aftale med kommunerne i regionen om IV-behandling hjemme hos patienterne.

De tre aftaler ligner hinanden, men tilbyder ikke patienterne det samme. I Region Nordjylland kan patienterne få 24 behandlinger, i Region Syddanmark 16.

”Det er ulideligt, hvis regioner skal forhandle behandling for behandling og region for region. Det kan ende med store forskelle på, hvad en region og dens kommuner tilbyder, og hvad en anden region og dens kommuner tilbyder,” siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Når behandlinger flytter fra sygehuse til kommuner, kan behandlingens omfang og dermed også dens kvalitet fremover afhænge af patientens adresse. 

Ny national afregning for sundhed i kommuner

Udflytningen af behandlinger fra sygehuse til kommuner er en af de vigtigste årsager til, at kommunerne presser på for at gennemføre en reform af sundhedsvæsenet nu.

Jacob Bundsgaard, formand for KL betegner udflytningen som en ”ustyret proces”, hvor der stort set ikke ligger nogle aftaler for, hvem der løser hvilke opgaver, og heller ikke, hvordan opgaverne skal løses.

Dertil kommer, at der endnu kun er få aftaler, der som i eksemplerne med IV-behandling kompenserer kommuner for udgifter til deres del af behandlingen.

Mens Jacob Bundsgaard og en stribe andre aktører på sundhedsområdet derfor ønsker forhandlinger om en sundhedsreform nu, så opfordrer Kjeld Møller Pedersen til, at man begynder forhandlingerne med økonomien.

”Hvis der skal være en smidig overflytning af opgaver fra sygehuse til kommuner, skal man ikke forhandle økonomien fra gang til gang, sådan som det sker for øjeblikket. Når en behandling flytter, skal man have fundet en økonomisk model, der automatisk flytter penge med fra sygehuse til kommuner. Det skal ikke forhandles fra region til region, men være en nationalt aftalt model for økonomien,” siger han og understreger, at modellen skal være så enkel som mulig og derfor ikke skal sigte efter millimeterretfærdighed.

Kommuner skal tælle behandlinger

I dag ved ingen rigtig, hvor mange behandlinger sygehusene har lagt ud til kommunerne. Aftalen i Region Nord om IV-behandling hjemme hos patienterne drejer sig om op til 2.200 borgere om året. Den type aftaler kan altså medføre en mere omhyggelig registrering af, hvor mange behandlinger der flyttes fra region til kommuner.

”Statistikken over kommunernes aktiviteter på sundhedsområdet er meget mangelfuld. Man kunne begynde med at holde tal på, hvor mange IV-behandlinger kommunerne foretager om året,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Når man først kender omfanget og har regnet sig frem til en national enhedspris for en behandling som for eksempel IV-behandlingen hjemme hos en patient, kunne staten ifølge Kjeld Møller Pedersens forslag kompensere kommunerne for opgaven.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu