Det nordiske samarbejde står over for en historisk renæssance.

Det kan lyde som en overilet påstand i en tid, hvor internationalt samarbejde i EU og andre fora er under pres fra Brexit, Donald Trump og nationalkonservative bevægelser i en række lande med inspiration fra det fjendtlige Rusland.

Ikke desto mindre er det netop de ydre pres og den voksende tvivl om Europas kollektive sikkerhed, der gør, at stærke kræfter i de fem nordiske lande nu lægger op til et stadigt tættere nordisk samarbejde, der skal give den nordiske region en mere fælles stemme inden for rammerne af både EU, Nato og FN.

De nordiske landes statsministre erklærede i 2018, at deres ambition om at gøre Norden til verdens mest integrerede region, og ved et særligt valgmøde i København i april understregede flere nordiske kandidater til det kommende valg til Europa-Parlamentet, at de mener, at det nordiske samarbejde står foran en ny storhedstid.

"Hvis vi skal have en stemme i det nye kapitel, som EU skal til at åbne, så bliver de nordiske lande nødt til at arbejde tættere sammen," sagde Mette Bock, der ud over at være kulturminister er spidskandidat for Liberal Alliance ved EP-valget 26. maj. Også SF's Margrete Auken og Venstres Morten Løkkegaard mener, at der er brug for et stærkere nordisk samarbejde inden for rammerne af EU.

Norden som en stærk og samarbejdende region i Europa er også temaet i rapporten 'New Nordics – Modern Bridge-builders', der i vinter blev offentliggjort af det finsk-svenske konsulenthus Nordic West Office. Forfatterne konstaterer, at Norden med 28 millioner indbyggere og en økonomi, der er verdens 12. største målt på BNP og 8. største målt på eksport, bør træde i karakter som en proaktiv regional spiller i både Europa og i forholdet til USA.

"På et tidspunkt, hvor EU's fremtid debatteres heftigt, argumenterer vi for, at the New Nordics optræder som en brobygger mellem forskellige grupperinger inden for Europa," lyder det i rapporten, der opregner alle de områder, hvor de nordiske lande i dag samarbejder langt tættere, end man måske ved af i den bredere offentlighed.

Johan Strang, der er docent i nordiske studier ved universitetet, konstaterer, at der i øjeblikket er gang i en kulturel nordisk renæssance, at der er sket meget på det forsvarspolitiske område, og at der er et stort pres fra erhvervskredse i Norden til at øge samarbejdet.

"Der tales meget om nordisk samarbejde, og man kan se mange områder, hvor der kunne vindes meget gennem yderligere nordisk integration. Men vi har ofte set, at det er blevet ved snakken. Og spørgsmålet er, om det samme sker nu," siger Strang, der erklærer sig enig i den grundlæggende analyse af, at ikke mindst Brexit betyder, at de nordiske lande bliver nødt til at samarbejde tættere i EU.

Det nye Hanseforbund

Den nordiske samfundsmodel har gennem de seneste årtier fået stadig mere opmærksomhed fra økonomer, arbejdsmarkedsforskere og velfærdseksperter verden over. Men det er nyt, at nationale politikere i Norden igen taler varmt for reelt samarbejde, og at andre lande i Europa begynder at opfatte Norden som en attraktiv samlet alliancepartner i Europa.

Det er ikke desto mindre, hvad man har set fra toppolitikere i lande som Holland og Storbritannien, der aktivt rækker ud efter øget samarbejde med de nordiske lande i bestræbelserne på at stå sig bedst muligt i forhold til det EU, der tegner sig efter briternes udtræden.

I efteråret 2018 mødte Theresa May således op ved Nordisk Råds session i Oslo og talte varmt for fremtidigt samarbejde om vedvarende energi og kampen mod klimaforandringerne. Fra hollandsk side har premierminister Mark Rutte være hovedmanden i skabelsen af den nye vigtige alliance internt i EU: The New Hanseatic League – det nye Hanseforbund, hvor Danmark, Sverige, Estland, Letland, Litauen og Polen står sammen med hollænderne og Irland om at udgøre en nordlig og finanspolitisk konservativ alliance internt i EU.

Selvom den finanspolitiske strammerkurs fra det nye Hanseforbund har vakt irritation i Frankrig, har Frankrig eksempelvis indgået en strategisk alliance med gruppen om innovation og grønne løsninger inden for transportsektoren. Dette skyldes ikke mindst den svenske regerings vilje til at satse stort inden for udvikling af batterier til elbiler.

Nordisk forsvarssamarbejde

De nye interne dynamikker i Norden så man også, da de nordiske forsvarsministre mødtes i den svenske by Sälen i januar 2019. Sverige var i 2018 igennem et valg, hvor russiske aktører blandede sig i valgkampen gennem påvirkning af sociale medier. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er af sine efterretningsfolk blevet advaret om, at det samme vil ske i Danmark ved det kommende folketingsvalg. Denne indblanding og en generelt truende adfærd fra Rusland har sammen med usikkerheden omkring USA's engagement i Nato under Donald Trump sat fart på det nordiske forsvarssamarbejde.

Således besluttede de nordiske forsvarsministre ved mødet i Sverige at dele radarovervågningsbilleder med hinanden, selvom Finland og Sverige ikke er medlemmer af Nato. Det er en premiere i Nato's historie, og den danske forsvarsminister beskrev over for Berlingske udviklingen som "begyndelsen på en nordisk dimension i Nato".

"Den svenske politik er at integrere sig så meget i Nato på det operationelle plan, at det sådan set kun er den formelle tilslutning til Nato, der mangler. Jeg plejer spøgende at sige, at Sverige har det med Nato, som Danmark har det med euroen. Vi følger euroen i tykt og tyndt. Det eneste, vi ikke ønsker, er politisk indflydelse. Svenskerne følger Nato i tykt og tyndt. Det eneste, de ikke ønsker, er politisk indflydelse," sagde Claus Hjort Frederiksen til avisen.

Den liberale danske forsvarsminister har i europa- og udenrigspolitikken altid været stærkt orienteret mod London og ikke mindst Washington. Men efter Brexit står han nu som en varm fortaler for militært samarbejde i EU og for både militært, økonomisk og politisk samarbejde i Norden. Fra svensk og finsk side var en af de vigtigste udviklinger i 2018 på det forsvarspolitiske område, at man indgik en såkaldt trilateral forsvarsaftale med USA. Selvom aftalen basalt set er en opdatering af tidligere bilaterale aftaler mellem henholdsvis Sverige og USA og Finland og USA, ses den som en styrkelse af de to landes relationer til Nato, og det understreges i aftalen, at den ikke på nogen måde er i modstrid med det stadigt tættere forsvarspolitiske samarbejde i EU – kaldet Pesco – hvor begge lande i modsætning til Danmark er fuldgyldige medlemmer.

Claus Hjort Frederiksen og andre ledende politikere i de nordiske regeringer er med andre ord ved at smide den berøringsangst, som de nordiske landes forskellige alliancepositioner igennem mange år har givet anledning til. Samtidig besinder man sig i stadigt højere grad på de mange lovende integrationsspor, som allerede eksisterer i det nordiske samarbejde, men som blev sat under voldsomt pres i forbindelse med flygtningekrisen i 2015.

Det er fortsat ikke sådan, at de nordiske landes samarbejde er lydefrit på alle områder, men de nordiske lande er kommet langt med arbejdsmarkedsintegration, energisamarbejde og vækstskabende grænseoverskridende infrastruktur som Øresundsforbindelsen.

Fra blå banan til baltisk bue

Mens det dybest set er den manglende tillid til USA i forhold til Europas kollektive sikkerhed, der nu fører til det tætte forsvarspolitiske samarbejde i Nordefco, er den økonomiske integration omkring den nordiske region i realiteten begyndt nogle årtier tidligere.

Murens fald og Tysklands genforening omkring 1990 betød, at nye markeder og muligheder åbnede sig i Østersøregionen, hvor det økonomiske samkvem havde ligget i en dybfryser under Den Kolde Krig. Den udvikling blev der sat turbo på, da de baltiske lande, Polen og resten af Centraleuropa i 2004 kom ind i EU.

Hundredtusindvis af baltere og polakker blev værdsatte medarbejdere i nordiske virksomheder. Mange slog sig ned i danske udkantsregioner som Samsø og Nordjylland, og i det hele taget blev den nordiske region og Østersø-regionen til et af Europas mest dynamiske vækstcentre med en højt respekteret erhvervspolitisk samfundsmodel. Tysklands kansler, Angela Merkel, sagde således ved Østersø-topmødet i maj 2012: "Østersø-regionen er blevet et europæisk fyrtårn for bæredygtig vækst, velstand og samarbejde."

Den franske geograf Roger Brunet blev i 1990'erne kendt for sin beskrivelse af ‘den blå banan', der definerede Europas økonomiske rygrad, der strækker sig fra Norditalien over Schweiz, det vestlige Tyskland og Benelux-landene til London og industribyerne i det nordvestlige England. Ifølge Brunet har den europæiske integration, som har fundet sted siden Anden Verdenskrig, ført til, at Europas økonomiske rygrad begyndte at flytte mod nordøst – en udvikling, der blev kraftigt forstærket af Tysklands genforening og de øst- og centraleuropæiske landes indtræden i EU.

Grønt vækstboom

Det er i høj grad gået, som den gamle franske økonomigeograf spåede, selv om udviklingen i Rusland har været negativ.

De nordiske lande har vækst og integreres – med Estland som nyt prospect.

I den nordøstlige del af Norden arbejdes der på etableringen af den faste togforbindelse mellem Helsinki og Tallinn, som promoveres som Finestbay Area. I det nordlige Sverige er fremstillingen af batterier ved at udvikle sig til en ny milliardindustri med virksomheden Northvolt som det måske fineste eksempel. Og både i Nordsøen og Østersøen producerer havvindmølleparker store og hastigt voksende mængder elektricitet, som sælges med stadigt bedre fortjeneste i by- og industricentrene længere mod syd i Europa.

I det hele taget har de nordiske lande på forbilledlig vis formået at gøre den nødvendige grønne omstilling til det vækstskabende omdrejningspunkt for etableringen af nye arbejdspladser som erstatning for dem, der er mistet i fossilt baserede industri- og erhvervssektorer.

Det er ikke alene energisektoren, der nyder gavn af de nordiske regeringers høje klimapolitiske ambitioner. Det samme sker i de digitale og teknologiske industrier og er så småt ved at tage fart i fødevaresektoren, hvor de store virksomheder bliver stadigt bedre til at indrette deres strategier efter ambitionerne bag FN's 17 verdensmål. 

Sikkerhedspolitisk samarbejde, grøn omstilling og en fælles bekymring for velfærdsstatens overlevelse i en verden præget af globalisering og europæisering er i dag stærke fællesnævnere for regeringerne i de nordiske lande. I et uroligt Europa, hvor Tyskland og Frankrig ønsker mere integration, er det givet, at Norden i de kommende år for alvor vil træde i karakter som en mere proaktiv regional aktør.