Danmark er et særligt tilfælde i EU. På den ene side findes der ikke noget land i unionen, hvor borgerne i mindre grad føler sig som europæere.

På den anden side er danskerne samtidig de mest tillidsfulde borgere, når det gælder troen på, at både deres nationale politiske system og det europæiske politiske system fungerer så tilfredsstillende, at det er værd at bevare.

Dette billede af danske vælgeres grundholdninger til EU er beskrevet i en omfattende analyse af vælgerkorpsene i EU-landene, som tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) netop har offentliggjort forud for valgene til Europa-Parlamentet 23. – 26. maj.

Rapporten 'What Europeans Really Want: Five Myths Debunked' baserer sig på interviews med 46.000 stemmeberettigede personer i 14 lande, og den afliver, som titlen antyder, fem myter om de væsentligste strømninger i de politiske udviklinger i EU-landene.

En af myterne er, at folk i Østeuropa er imod EU, mens folk i vest er for. Det er langt fra korrekt. Eksempelvis er det de ungarske vælgere, der i videst udstrækning erklærer sig enige i et udsagn om, at det at være europæer er lige så vigtigt for dem, som det er at være ungarer. Mens tallet i Ungarn er over 60 procent, er det i Danmark kun 27 procent, der svarer, at det for dem er lige så vigtigt at være europæer, som det er at være dansker.

Når det gælder tilliden til politik både på nationalt niveau og på EU-niveau, er billedet nærmest diametralt modsat. Her er Danmark helt ubestridt topscorer med hele 55 procent af danskerne, der udtaler tillid til det politiske system i både Danmark og EU. Her det tilsvarende tal i Ungarn 22 procent, mens den er helt gal i Grækenland, Italien og Frankrig, hvor under 10 procent af vælgerne har tillid til national politik og politik i EU.

En anden myte, som analysen punkterer, er, at det kommende EU-valg skulle blive en folkeafstemning om indvandring på tværs af hele EU. Det gør det ikke, eftersom vælgerne i en række lande i syd og øst er lige så bekymrede for udvandring, som de er for indvandring. Omvendt viser analysen også, at de europæiske vælgere på tværs af landegrænserne anser radikal islam for at være den største trussel mod Europa – større end både det krigeriske Rusland og klimaforandringerne. 

Volatilt vælgerkorps

Mens de danske vælgere skiller sig ud som pragmatiske og reformorienterede, er det overordnede billede på tværs af EU helt anderledes. Næsten fire ud af ti vælgere i EU-landene – 38 procent – giver udtryk for, at de drømmer om en 'revolution' i forhold til de politiske systemer både nationalt og på EU-niveau.

Rapporten fra ECFR indeholder udover det omfattende talmateriale også en original analyse af de mange bevægelser, der finder sted både på nationalt og europæisk niveau. Ud over eksperter fra ECFR er også den anerkendte bulgarske politolog Ivan Krastev en af hovedforfatterne bag analysen, der advarer om, at det europæiske vælgerkorps er volatilt, altså svingende og uforudsigeligt, og at aktuelle begivenheder vil kunne forårsage store vælgervandringer forud for valget.

"EU blev skabt af samfund, som frygtede deres fortid. Nu frygter europæerne fremtiden. Det handler ikke kun om desillusion over for de europæiske institutioner i Bruxelles. Mange mennesker oplever, at national politik hvilede på en samfundskontrakt, som nu er brudt sammen," skriver forfatterne.

Fire vælgerklaner

I analysen deles det europæiske vælgerkorps op i fire klaner, der deler holdninger på tværs af landegrænser, og som forfatterne som et kommunikationsmæssigt trick har givet navne efter grupperinger, som optræder i den populære HBO-serie 'Game of Thrones' (se side ??).

Den første klan – den største gruppe på 38 procent af EU's vælgere – er en gruppe, der har mange fællestræk med De Gule Veste i Frankrig, der sammen med Italien og Grækenland har de fleste af disse revolutionært indstillede vælgere. Denne gruppe af desillusionerede vælgere med lav tillid til systemet sammenligner analysen med de religiøse 'Sparrows' i serien.

Den anden klan består af de vælgere, der har tillid til systemet både nationalt og i EU, og som vil bevare det. De hører hjemme i det kongeloyale 'Stark'-hus fra 'Game of Thrones' og udgør 24 procent af vælgerne i EU. De fleste medlemmer af denne systembevarende stamme bor i Tyskland, Danmark og Sverige – men de findes også i Østrig, Ungarn og Tjekkiet. De har den højeste uddannelse og indkomst blandt de fire stammer.

Den tredje klan er proeuropæere, der er skuffede over deres nationale regeringer og håber, at EU kan give dem en bedre tilværelse. I virkelighedens verden findes de primært i Spanien, Rumænien, Ungarn, Polen og Slovakiet. I 'Game of Thrones' er det dragemoderen og slavebefrieren Daenerys Targaryen, der samler denne flok om den fælles sag. De udgør også 24 procent af vælgerne og er den yngste og den fattigste af de fire stammer.

Den fjerde klan er de nationalt sindede EU-skeptikere, der udgør 14 procent af vælgerne med størst tilslutning i Østrig, Italien og Danmark. De har den højeste gennemsnitsalder af de fire stammer og repræsenteres i tv-serien af de 'Frie Folk', der nægter at underlægge sig nogen andre fællesskaber end deres eget. Se en mere detaljeret beskrivelse af de fire klaner nederst i artiklen.

Hvis hver fjerde vælger er tilfreds med systemet, fire ud af ti helt har mistet tilliden til det, hver fjerde vil have EU til at klare ærterne, og hver syvende vil have magten tilbage til nationalstaten – så er det næppe sandsynligt, at den ukomplicerede idyl indfinder sig i europæisk politik.

Også selv om der er fællestræk på tværs af de europæiske vælgerkorps.

Eller sagt på Game of Thrones'sk, så er bred enighed og opbakning om en af de fire retninger for EU nogenlunde ligeså sandsynligt som, at freden lægger sig over de syv kongedømmer i verdensdelen 'Westeros' under en evig og bredt respekteret regent på 'Jerntronen'.

For at komplicere det hele yderligere, står det samtidig klart, at der på tværs af landene er et meget højt antal borgere, der enten slet ikke vil stemme, eller som endnu ikke har besluttet sig for, hvordan de vil stemme. Med andre ord er der ifølge rapporten endnu hele 97 millioner uafklarede vælgere.

Selv hos traditionelle midterpartier er trofastheden meget lav, og i det hele taget er vælgernes adfærd ekstremt vanskelig at forudsige. Den situation indebærer både risici og muligheder for partistrateger forud for valget.

Hele Danmark melder sig ind i EU

Billedet af danskerne som pragmatiske, usentimentale og reformkrævende europæiske vælgere understreges af det nybrud, der er sket i danske partiers europapolitik forud for valget 26. maj.

Den nye og helt centrale udvikling er, at både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har lagt deres historiske og radikale EU-modstand på hylden. I stedet vil begge partier engagere sig i udviklingen af fremtidens EU gennem reformer af det nuværende EU, som de er meget kritisk over for. Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil fra hver deres fløj kæmpe for politiske mærkesager sammen med ligesindede i Europa-Parlamentet. De vil ikke længere ud af EU. De vil forandre det indefra.

Radikal EU-modstand i Danmark findes derfor i dag kun i Folkebevægelsen mod EU og hos Nye Borgerlige, som vil kunne profitere af de store fløjpartiers nye EU-kurs, mens det årtier gamle europapolitiske samarbejde hen over midten i Folketinget er på vej ud.

DF's nye stamme

Dansk Folkeparti markerede sit skifte ved først i april at sende europaparlamentariker Anders Vistisen til stiftende møde i Milano med Italiens Matteo Salvini i en ny tværeuropæisk alliance for et "Fornuftens Europa". Derefter inviterede Dansk Folkeparti Marine Le Pen, leder af National Samling i Frankrig, til København med visit på Christiansborg og konference hos Det Udenrigspolitiske Selskab i Berlingskes lokaler.

Le Pen-bevægelsen, som Dansk Folkeparti for 15 år siden "ikke ville røre med en ildtang", blev nu i ægte demokratisk ånd introduceret til det konservative Danmark. I det nye Europa-Parlament vil Dansk Folkeparti sammen med ligesindede fra hele EU arbejde for den reformdagsorden for EU, som Marine Le Pen ridsede op på Berlingske. Nok det tætteste, man kommer på en formaliseret stammedannelse som den, tænketanken beskriver som 'nationalister' eller 'Frie Folk'.

Den franske partileder har opgivet modstanden mod euroen og dermed reelt opgivet at nedlægge EU. Nu vil hun i stedet reformere EU ved at afskaffe EU-Kommissionen og skabe et nationernes Europa, hvor globalisering afløses af "lokalisering", og EU fører en protektionistisk politik over for USA og Kina. Den slags politik er et stort skifte for Dansk Folkeparti, der hidtil har siddet i gruppe med blandt andre britiske Brexit-tilhængere i ECR-gruppen i Europa-Parlamentet. Valget 26. maj vil vise, om vælgerne synes godt om Dansk Folkepartis samarbejde med politikere som Salvini og Le Pen, eller om DF så at sige er løbet forud for deres vælgere.

Enhedslistens nye tro på EU-løsninger

På den modsatte politiske fløj markerede Enhedslisten sit nye engagement på den europæiske politiske scene, da man 24. april fremlagde et fælleseuropæisk klimaudspil sammen med de nye europæiske allierede i sammenslutningen 'Now, The People!'. Sammen med repræsentanter fra ligesindede partier i Frankrig, Spanien, Portugal, Sverige og Finland kræver Enhedslisten her, at EU's klimamålsætninger bliver langt mere ambitiøse, ligesom man ønsker sig store summer investeret i blandt andet en europæisk togfond, en grøn investeringsfond og en række andre klimagavnlige initiativer.

At både Dansk Folkeparti og Enhedslisten således engagerer sig proaktivt – om end stærkt kritisk – i EU, underbygger endnu en af hovedkonklusionerne i rapporten fra ECFR, nemlig at det er en myte, at alle europæiske valg i virkeligheden handler om national politik. Netop fordi både EU-positive og EU-skeptiske partier danner alliancer på tværs af landegrænser, kan dette års valg ifølge ECFR blive det første ægte transnationale valg i EU.

Europa er delt på helt nye måder

Den femte myte, forfatterne mener at kunne aflive, handler om, at Europa hovedsageligt er delt mellem øst og vest. I stedet påpeger de, at mange syd- og østeuropæere ser EU som et værn mod dårlige nationale ledere, ligesom der både i øst og vest er store forskelle mellem nord og syd.

Susi Dennison, der er en af de tre forfattere til ECFR-analysen, konstaterer, at europæisk politik befinder sig i en alvorlig situation.

"Næsten tre ud af fire EU-borgere mener, at deres nationale system, EU-systemet eller begge systemer er brudt sammen. De frygter fremtiden mere end fortiden. Politikere over hele EU må lytte til dette alarmsignal og tilbyde troværdige løfter om realistiske forandringer," sagde Dennison i forbindelse med offentliggørelsen af analysen.

Selv om stort set alle danske partier nu har erkendt, at EU er kommet for at blive, betyder det langt fra, at man er interesseret i, at EU forbliver, som det er. Tværtimod mener 37 procent af de danske vælgere, at EU ofte forhindrer danske politikere i at gøre, hvad der er bedst for Danmark. Se figur 2. Uanset om dette er korrekt eller en myte, står det klart, at de danske vælgere kræver af deres repræsentanter i Europa-Parlamentet, at EU leverer reelle løsninger på reelle udfordringer.