Den største udfordring for de offentligt ejede selskaber er, at andelen af folketingsmedlemmer med en baggrund fra det private erhvervsliv er faldende. Selv om næsten alle medlemmer af Folketinget har en eller anden form for erhvervserfaring, er ballasten markant svagere, når det gælder de øverste luftlag i en virksomhed. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) erhvervserfaring var et job hos Bilka, nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) har været kassemedarbejder i Fakta, og finansminister Kristian Jensen (V) har været bankassistent i Unibank (Nordea i dag).

Derfor er der kun ringe politisk forståelse for, hvordan en virksomhed ledes. På den anden side er viljen hos toppen af dansk erhvervsliv heller ikke stor til at udskifte direktørstolen med en folketingstaburet. I sidste måned modtog koncerndirektør Kim Skibsted fra Grundfos en opfordring om at stille op til Europa-Parlamentet. For 20 år siden var han medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, som nu ønskede en kandidat fra det private erhvervsliv med international ledererfaring og indsigt i politik. Svaret var nej.

Dyremose var et særsyn

Kigger vi tilbage i historiebogen, finder vi i nyere tid Henning Dyremose (K), som tidligere havde haft tunge lederjob hos Novo, før han gik ind i politik. Han vendte tilbage til erhvervslivet og blev senere topchef for TDC. Thor Pedersen (V) var topchef og bestyrelsesmedlem i flere virksomheder, samtidig med at han var medlem af Folketinget. Den slags folketingsmedlemmer er sjældne i dag.

Virksomhedernes vilje til at påtage sig et større samfundsansvar er stigende, og der bliver brugt flere og flere ressourcer på stakeholder-management. Det er dog altid bundlinjen, der tæller tungest. I det politiske miljø er det mere kompliceret. Her er der ikke bare én bundlinje men flere. Og dette, samtidig med at politikerne altid er på jagt efter emner, der kan styrke deres profil over for vælgerne.

Der er i høj grad et sammenfald af krav til en offentlig topchef og en ditto privat, dog med den afgørende forskel, at man i det offentlige er underlagt politikerne, hvor bundlinjerationaliteten ikke er en del af dagligdagen. Det er især i den daglige ledelse, at det træder tydeligst frem. I de offentlige bestyrelser er der større interesse for at være med.

Forklaringen er, at bestyrelsesarbejde er blevet en karrierevej for flere, og især for dem, som befinder sig i karrierens efterår. En bestyrelsespost i en offentlig virksomhed er derfor en af flere poster samtidig med bestyrelsesarbejde i private virksomheder. Dermed indgår de offentlige bestyrelsesposter som en del af den samlede portefølje.

De bedste søger ud

I løbet af 1990’erne fik flere af de store offentlige virksomheder deres selvstændighed og dermed en status, der på mange måder ligner aktieselskaber med en bestyrelse og en daglig ledelse. I 1997 blev Keld Sengeløv ansat som viceadministrerende direktør i DSB, og i 2002 blev han adm. direktør. Han havde en baggrund fra det private erhvervsliv, hvor han bl.a. havde været ansat hos NKT, og han var en af de første, som krydsede grænsen mellem toppen af det private erhvervsliv og en offentlig virksomhed.

Keld Sengeløv fik fire år på posten, da han døde som blot 53-årig. I årene 1994-2002 havde Henrik Hassenkam været adm. direktør. Han kom fra et job som departementschef i Arbejdsministeriet. Han var også den første, der fik titlen adm. direktør i stedet for den svulstige generaldirektørtitel.

En tilsvarende udvikling har vi set i DONG/Ørsted. Efter at virksomheden blev mere uafhængig af staten, var det Anders Eldrup, som blev CEO i 2001. Han kom fra et job som departementschef i Finansministeriet. I de første år efter DONG’s etablering i 2006 var det centralt at have stærke kontakter til Slotsholmen. Da Eldrup blev fyret i 2012, kom Henrik Poulsen ind på scenen med en erfaring fra det private erhvervsliv.

Lige nu oplever vi en internationaliseringsbølge, der også omfatter bestyrelsesmedlemmer. Vagn Sørensen, Lone Fønss Schrøder, Jørgen Vig Knudstorp og flere andre er på vej ind i bestyrelseslokalerne hos store internationale virksomheder. Da både honorarer og opgaver her er attraktive, betyder det, at de mest talentfulde vælger den internationale karriere, dernæst de store danske virksomheder og til sidst kommer så de mindre private virksomheder og de offentlige virksomheder.