Den eksplosive afrikanske befolkningsvækst, vi kan se i statistikkerne, på tv-billederne af Middelhavets flygtningebåde og i form af afrikanske flaskesamlere i parker i de europæiske storbyer, er som de første konturer af et farligt isbjerg på en stormfuld, arktisk havsejlads.

Her står Europas politikere og befolkninger ved roret og skal beslutte sig for, hvordan de ikke bare styrer uden om denne første store udfordring, men samtidig også tager højde for tre andre truende isbjerge, der følger lige efter – et økonomisk, et økologisk og et demokratisk.

Metaforen er Per Stig Møllers i den nye bog ’De fire isbjerge – om verdens største udfordringer’, hvor den tidligere konservative udenrigs-, kultur- og miljøminister på en knivsæg mellem dystopisk pessimisme og spinkel, gryende optimisme hejser en række advarselsflag for Vestens kulturelle – og muligvis hele verdens – snarlige undergang, der ender med et suk, hvis ikke kursen meget hurtigt rettes ind.

Den første udfordring, vi risikerer at sejle ind i, er en for sen reaktion på udviklingen i verdens befolkningstal, der indebærer noget nær en befolkningseksplosion i de fattigste dele af verden – ikke mindst i Afrika – og som har konsekvenser i form af truende migrantbølger hele vejen op til Danmark.

”Lige nu styrer vi direkte mod det demografiske isbjerg. Der bliver et sted mellem 30 og 40 millioner flere afrikanere om året. Og inden århundredet er omme, vil næsten hver anden borger i verden være afrikaner, hvis tallene fortsætter,” siger Per Stig Møller.

”Afrika bliver et kontinent af milliarder af unge mennesker, som skal til at skabe sig et liv. Og kan de ikke det, hvor de er, så ved vi fra historien, at så vandrer de. Det har de altid gjort. Folk har altid vandret. Og det vil især være op mod Europa i nord,” siger han.

Per Stig Møller ser to skrækscenarier for sig i en for sen europæisk reaktion på den udfordring.

”Hvis der kommer en kolossal illegal indvandring til Europa – for legal bliver den jo næppe – så vil det skabe en masse sociale konflikter. Du vil have en masse sort arbejde, en masse mennesker, der formelt slet ikke lever her, men som vil leve af kriminalitet. Vi vil få højreekstremisme for at fordrive dem, og venstreekstremisme som svar på højreekstremismen. Der vil ske en radikalisering blandt islamiske befolkningsgrupper, der føler, at de ikke bliver inddraget ordentligt. Og så vil der komme islamistisk terror,” siger han og stopper så et sekund.

”Jeg siger ikke, at alle muslimer er terrorister, men der skal jo bare være en lille promille af dem, der kommer ind, der er det, for at du kan skabe kaos i vores komplicerede samfund”.

Hammer og ambolt

Så vidt, så skidt. Det andet scenarie er, at Europa får succes med at beskytte grænserne og afspærrer migrationsstrømmene.

”Og at vi på den ene eller anden måde tvinger folk tilbage over Middelhavet. Men så sidder de jo bare fast i Nordafrika. Og så har de Nordafrikanske lande, som i forvejen selv har en betydelig befolkningstilvækst, nogle millioner migranter gående rundt, som der ikke er beskæftigelse til, og som ikke er legale, og det skaber konflikter,” siger eksudenrigsministeren og nævner en samtale fra sin tid som Danmarks førstediplomat om netop det scenarie:

”Jeg talte en gang med den marokkanske udenrigsminister omkring det her problem med, at migranterne strander i Nordafrika, og han sagde: ’Vi sidder mellem hammer og ambolt.’ Og så risikerer vi altså, at hele Nordafrika bliver et nyt, stort Libyen, der bryder sammen, fordi landene ikke har den økonomiske styrke til at klare presset fra migranterne. Og det betyder så, at der formentlig også kommer islamistiske og stærkt anti-europæiske regeringer i Nordafrika på grund af den sociale uro, migranterne skaber – og så har vi nye konflikter. Så det er heller ikke nogen løsning,” siger Per Stig Møller.

Det er de to skrækscenarier, der kan komme ud af en ukontrolleret indvandring, som Europa ikke reagerer forebyggende på, men som ender i populistisk brandslukning. Scenarierne har allerede fået Trump til magten i USA med løfter om en mur mod Mexico, og samme populistiske opbakning til grænsedragning kan også spores i Europa. Med god grund.

”Hvis vi kunne lave det samme i Europa, var der ikke nogen tvivl om, at den ville blive vedtaget. Vi kan bare ikke lave den mur rundt om alle vores kyster og øer. Man kan ikke standse den illegale indvandring til Europa ved blot at bevogte grænserne. Du kan ikke standse den uden en kolossal økonomisk fremgang i Afrika,” siger Per Stig Møller og tager dermed hul på at beskrive de få handlemuligheder, Europa endnu har, for at undgå at ende i skrækscenarierne.

Ingen ny verden

Per Stig Møller kalder den demografiske udvikling for ”historiens store hjul”. De sidste 500 år har især Vestens civilisatoriske storhedstid været foranlediget af en kraftig befolkningsvækst og en deraf afledt massemigration fra Europa til den nye verden – Amerika, Canada og Australien. Det har afbødet konflikterne hjemme i Europa.

Men nu drejer det demografiske hjul så igen, og nu går det nedad for Vesten, der har en stagnerende og aldrende befolkningsudvikling, mens det afrikanske kontinent er på vej op og forventes at overhale Asiens befolkningstal inden for de næste 80-100 år. Men noget er anderledes denne gang. For der er ikke nogen ny verden at rejse ud til.

”Den store befolkningstilvækst, vi har nu i bl.a. Afrika, den fører også til ekspansion og migranter, og det er det, vi ser begyndelsen på i disse tider. Men der er bare ikke nogen tomme områder at tage til. Så hvis ikke de lande, hvor der sker en befolkningstilvækst, også får en kolossal økonomisk vækst, der betyder, at økonomien vokser mere end befolkningstilvæksten – hvad der er meget krævende i Afrika – ja, så vil du få en vandring, der b.la. går op til os. Og vi synes jo altså ikke, at vi har plads. Og det giver jo så konflikter, som det også skete op til Romerrigets fald,” siger Per Stig Møller.

”Det er forskellen fra de tidligere ekspansioner. Hidtil har man kunnet vandre, men det kan man ikke nu, fordi vi spærrer for vandringen. Og så må det blive den økonomiske ekspansion, der er udvejen. Og den er der muligheder for, men spørgsmålet er jo, om vi vil,” siger han og erkender selv, at han tvivler.

” Jeg tvivler på, om der er den demokratiske vilje til at imødegå de her udfordringer. Der er muligheder, men det er op til os selv. Det gælder for klimaet, og det gælder for den demografiske udvikling, at det jo ikke bliver med et brag, at det hele ender, hvis ikke vi gør noget. Det sker stille og roligt, lidt efter lidt, og til sidst med et suk.”

Forretning skal udvikle Afrika

Og nu kommer så endelig lidt af Per Stig Møllers spæde optimisme.

”Vi kan undgå det her, hvis der kommer en økonomisk fremgang i Afrika. Statistikkerne indikerer jo, at det virkelig er en kolossal økonomisk vækst, der skal til, for at holde afrikanerne hjemme. Det kræver en kæmpe indsats og et massivt politisk-økonomisk samarbejde mellem EU og Den Afrikanske Union. Men der er muligheder – f.eks. ved at inddrage kvinder mere i økonomien – og i mange lande er der jo sket en betydelig fremgang de seneste år. Så der er noget at bygge på,” siger Per Stig Møller.

”Vores nuværende udviklingsbistand er bare slet ikke nok. Men så er der også business-to-business. Det kunne jo godt blive en win-win-situation både for Afrika og Europa med store europæiske investeringer i de voksende afrikanske markeder,” siger han og uddyber:

”Vestlige virksomheder kunne jo flytte produktionen til Afrika. Til det svarer de typisk, at der ikke er nok uddannet arbejdskraft. Men hvis nu vores ulandsbistand fra Europa var mere målrettet erhvervsuddannelser, så kunne man løse det problem. Så kunne der placeres nogle produktionsfaciliteter i Afrika, der kan give job dernede. Og så er der håb,” siger han.

Vilje uden penge

På den positive side konstaterer Per Stig Møller også, at den politiske bevidsthed i Europa om udfordringerne fra Afrika breder sig slag for slag og efterhånden dækker det meste af det politiske spektrum i Europa. Han nævner bl.a. Socialdemokratiets vandring de seneste 10-15 år, der netop er kulmineret med et udlændingepolitisk udspil, der bl.a. taler om behovet for en Marshall-plan for Afrika – dog uden plan om, at udviklingsbistanden også skal øges for at gennemføre ’det historiske løft af Afrika’, som partiet taler om.

”Udfordringen er der efterhånden en politisk forståelse for. Men spørgsmålet er, om der også er forståelse for omfanget af de økonomiske midler, der skal til for at løse det her? Pengene skal vi jo finde et sted – enten gennem skatter eller ved at skære ned på velfærd. Og det indebærer jo en risiko for, at populistiske kræfter kan få medvind ved at benægte behovet for investeringerne,” siger Per Stig Møller.

Det er i virkeligheden det fjerde isbjerg, han taler om nu: Vil de vestlige demokratier vitterlig have viljen til at tage de omkostninger, der skal til i dag for at styre uden om isbjergene, der rammer i morgen? Eller vil populisternes hurtige løsninger og attraktive tilsidesættelse af udfordringernes egentlige omfang og pris være for tillokkende?

Og efter det spørgsmål knækker den gamle udenrigsminister igen over i pessimismen, der synes at fylde mest i hans analyser.

”Der er løsninger. Men spørgsmålet er, om vi vil dem. Amerika under Trump tyder jo ikke på det. Og et EU, der ikke kan finde sine egne ben oven på Brexit og risikerer en opløsning, tyder jo heller ikke på det. Så det er advarselsflag, jeg rejser. Men vi har heldigvis stadigvæk indflydelse på vejen fremad,” siger han.