Ved første øjekast kan det se ud, som om der slet ikke er noget at diskutere.

Selv om regeringen i to år har skåret bevillingerne til universiteterne med 2 pct. om året som følge af det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, så er universiteternes samlede indtægter alligevel steget. Se figur 1.

Sammenligner man udviklingen i universiteternes indtægter med udviklingen på andre velfærdsområder, som f.eks. sygehusene, så er udviklingen slående. Siden 2007 er sygehusenes indtægter steget med ca. 15 pct., mens universiteternes indtægter er steget med omkring det dobbelte, eller lidt mere end 31 pct.

”Der er tale om en endda meget markant udvikling, særligt når vi sammenligner universiteternes indtægter med udviklingen på andre velfærdsområder, som f.eks. sygehuse. Sammenligner vi med kommunerne, er forskellen endnu større. Den kommunale økonomi er i mange år stort set ikke vokset,” siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

De stigende indtægter skyldes dels, at universiteterne har optaget flere studerende, og at bevillingerne derfor stiger, men det skyldes også, at private virksomheder og særligt fonde finansierer stadigt større dele af universiteternes aktiviteter. På samme måde henter universiteterne også flere og flere penge fra EU’s forskningsmidler.

Målt på andel udgjorde penge fra private og EU ca. 7 pct. af universiteternes indtægter tilbage i 2007. I 2017 udgjorde de to indtægtskilder ca. 12 pct. af de samlede indtægter. Se figur 2.

Nu kunne man sige, at en krone er en krone, men udviklingen har faktisk betydning for den måde, universiteterne kan indrette sig på.

”Det er sværere at hente midler på de humanistiske områder og for eksempel få finansieret mere forskning i Søren Kirkegaards værker, end det er at tiltrække midler til projekter inden for nanoteknologi eller andre natur- og sundhedsvidenskabelige områder. Også de samfundsvidenskabelige områder har lettere ved at tiltrække eksterne midler end humaniora,” siger Per Nikolaj Bukh.

Pengene fra de private fonde og EU-fondene er øremærket til netop de formål, den enkelte fond ønsker at fremme. Samtidig støtter den type eksterne midler forskning – og ikke undervisning.

I det samlede billede stiger midlerne fra private og fra EU markant hurtigere end de offentlige bevillinger til universiteterne. Se figur 3.

Derfor kan universiteterne på den ene side opleve fremgang i indtægterne og på den anden side opleve, at indtægterne til undervisningen presses. For mens antallet af studerende stiger, er ressourcerne til uddannelse og undervisning målt pr. studerende faldende.

Besparelserne fortsætter

Regeringen lægger i forslaget til finanslov for 2019 op til, at omprioriteringsbidraget skal fortsætte frem til og med finansloven for 2021, altså endnu tre år. På det tidspunkt har omprioriteringsbidraget været en del af de seks finanslove fra 2015-2021.

Selv om Dansk Folkeparti er kritiske over for en fortsættelse af besparelserne på universitetsområdet, kan de kommende år byde på stagnerende indtægter fra det offentlige, der bl.a. dækker undervisningen af de studerende.

”Vi har haft tre magre år med omprioriteringsbidraget og de 2 pct. besparelser. Nu får vi tre år til,” siger Anders Bjarklev, rektor for DTU og talsmand for Danske Universiteter, de otte universiteters samarbejdsorganisation.

Finansminister Kristian Jensen skriver godt nok i forslaget, at de 2 pct. besparelse for 2019 ikke ender i statskassen, men reserveres til universiteterne. Pengene vil dog først blive udbetalt i finansåret for 2022.

”Der er rigtig langt til 2022, hvor vi – måske – får pengene igen. Men vi ved jo ikke noget om, hvem der på det tidspunkt sidder i regering, og om de vil føle sig forpligtet af denne regerings oplæg. Jeg synes, regeringen skulle have stoppet besparelserne allerede nu,” siger Anders Bjarklev.

Selv om universiteterne fremover kunne hente flere indtægter fra private fonde og fra EU-fondene, så løser det ifølge Anders Bjarklev ikke problemet med den faldende offentlige støtte, som regeringen lægger op til.

”Vi kan ikke rette op på regeringens sparsommelige politik ved at trække midler fra de private fonde eller fra EU ind i undervisningen. Der er tale om forskningspenge, og dem kan vi ikke bruge til undervisning,” siger han.

Netop den problemstilling er fondene i særdeleshed opmærksomme på. Deres penge skal ikke fylde de huller i universiteternes budgetter, de årlige 2 pct. besparelser måtte efterlade, understreger Steffen Lüders, Head of Communication and Stakeholder Relations i Novo Nordisk Fonden.

”I Novo Nordisk Fonden ser vi vores støtte til offentlig forskning som et supplement til den offentlige støtte, ikke som en erstatning. Vi ser derfor gerne, at der sker en stigning i støtten til forskningen fra både offentlig og privat side. Dette er vigtigt for at sikre dansk forskning i verdenseliten, og det vil være en investering i vores fremtidige velfærdssamfund,” siger Steffen Lüders.

Private penge kræver offentlige penge

En faktor, der yderligere presser universiteternes økonomi, er, at de private penge ikke fuldt finansierer de forskningsaktiviteter, der støttes.

Det mærkes på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, som er den del af Københavns Universitet, der har tiltrukket mest eksternt finansieret forskning.

”Vores finansiering er under pres. Pengene på finansloven til uddannelse er underlagt omprioriteringsbidraget. De forskningsmidler, vi konkurrerer os til fra private fonde eller EU, dækker ikke nødvendigvis de direkte og indirekte omkostninger ved at bedrive den forskning, vi får støtte til fra fondene,” siger fakultetsdirektør Henrik Zobbe.

Problemet er her, at når universiteterne henter stadigt flere forskningsopgaver hjem fra fondene, kræver de typisk, at universiteterne selv bidrager til finansieringen af de udvalgte projekter. De penge kan universiteterne kun tage fra den offentlige del af deres indtægter. Det kan blive til store penge, når Henrik Zobbes fakultet lige nu har eksternt finansierede aftaler for omkring 1 mia. kr.

Den samme problemstilling eksisterer på de øvrige universiteter, også DTU.

”Vi er meget glade for samarbejdet med de private fonde og med EU-fondene. Det betyder, at vi kan gennemføre forskning, som vi ikke ellers havde kunnet gennemføre. Men der er en grænse for, hvor mange eksternt finansierede opgaver vi kan tage ind, fordi vi hver gang skal finde penge til medfinansieringen,” siger DTU-rektor Anders Bjarklev.

Universiteternes basismidler, der bl.a. finansierer undervisningen, bliver således ikke bare presset fra den ene side i form af de årlige 2 pct. reduktioner. De bliver også presset, fordi det er her, universiteterne skal finde pengene til at medfinansiere den forskning, private fonde og EU støtter.

Anders Bjarklev mener, at politikerne er ved at nå til et punkt, hvor deres uddannelsespolitiske visioner og handlinger ikke længere hænger sammen.

”Vi taler igen og igen om, at det handler om viden og gode uddannelser, for at Danmark kan stå sig godt i konkurrencen med andre lande. Hvis vi for alvor skal satse på uddannelse, så skal vi holde op med at skære ned,” siger han og advarer om, at fortsatte besparelser vil gå ud over kvaliteten af undervisningen.

Tid til stordrift?

Den årlige 2 pct. besparelse rammer de otte universiteter med meget forskellig styrke.

Københavns Universitet har som det største universitet reduceret antallet af årsværk med mere end 7 pct., mens DTU har øget beskæftigelsen med ca. 3 pct. 

LÆS OGSÅ: Universiteter har fyret flere end 400 forskere og undervisere

Listen med forklaringer på forskellene er lang. Men en central forklaring er, at et universitet som DTU med teknisk-naturvidenskabelig profil har lettere ved at tiltrække ekstern finansiering end de andre universiteter.

Omkring 15 pct. af DTU’s indtægter stammer således fra eksterne kilder, hvilket er næsten dobbelt så meget som gennemsnittet af de otte universiteter.

Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh vurderer, at universiteterne med fordel kan tage et kig på den interne styring af økonomien, hvis de synes, at budgettet strammer.

”Universiteterne er ikke altid gode til at fordele penge fra institutter med mange studerende og mulighed for stordriftsfordele til institutter og fag med få studerende, hvor man ikke kan effektivisere undervisningen på samme måde,” siger han og sætter spørgsmålstegn ved, om ”universiteterne har indrettet sig så effektivt som muligt.”

En måde at optimere universiteternes økonomi kunne være øget specialisering.

Sammenligner man universiteterne med f.eks. sygehusene, springer det i øjnene, at behandlingen på sygehusene er tilrettelagt på en helt anden måde end undervisningen på universiteterne.

Her er behandlingen samlet i specialer for at sikre, at de relevante læger har så mange patienter i behandling, at de opnår og vedligeholder den nødvendige rutine.

Alle sygehuse kan derfor behandle de almindeligt udbredte sygdomme, mens nogle behandlinger er samlet på universitetssygehusene og andre kun foretages på Universitetshospitalet i Skejby eller på Rigshospitalet i København.

En tilsvarende planlægning finder ikke sted på universiteterne. I stedet for at samarbejde om at samle enkelte studier på et eller måske to af de otte universiteter, konkurrerer de ofte om de samme studerende.

Det kan betyde, at to universiteter opretholder små eller mellemstore studiemiljøer, selv om der fra et samfundsøkonomisk perspektiv kunne være fordele i at slå dem sammen.

Per Nikolaj Bukh stiller bl.a. på den baggrund spørgsmålstegn ved, om Danmark som samfund får nok ud af de penge, der hvert eneste år tilføres universiteterne.

”Hvis der er 50 studerende på et fag på det ene universitet og 30 studerende på samme fag på et andet universitet, så er det ikke sikkert, at det er den mest effektive løsning set på samfundsplan,” siger han.

Anders Bjarklev påpeger, at der i enkelte tilfælde er sket en samling af specialer og henviser til København, hvor CBS i 2015 nedlagde undervisningen i flere sprogfag som f.eks. tysk. Studerende, der ønsker at læse tysk, har siden måttet studere på Københavns Universitet.

Det er dog nemmere at forestille sig den slags løsninger for to universiteter, der ligger så tæt på hinanden, at de studerende kan cykle eller tage nogle stop med metroen for at komme fra det ene til det andet universitet.

Det giver ikke nødvendigvis mening andre steder i landet, mener han.

”Der er et politisk ønske om, at vi tilbyder uddannelser tæt på, hvor de studerende bor og er vokset op. Og så synes jeg også, vi skal huske på, at politikerne i øjeblikket tænker mere på at flytte uddannelser ud fra de eksisterende universitetsbyer for at skabe et ’Danmark i balance’. Det harmonerer ikke med, at man samler uddannelser på et enkelt eller to universiteter,” siger Anders Bjarklev.