Putin ligner en vinder

Verden udvikler sig præcis, som Vladimir Putin har drømt om siden sin magtovertagelse i 2000. EU svækkes, fordi USA trækker sig væk, og samtidig er de europæiske demokratier truet af indre opløsning i takt med, at Rusland-venlige, EU-skeptiske og antiliberale populister vinder frem.

Claus Kragh

MM Special: Gør Rusland stort igen

Præsident Putin har med magt erobret terræn i Ukraine og Georgien og bragt Rusland tilbage på den globale scene med interventionen i Syrien.

Ruslands befolkning har betalt en høj pris i form af dårlig økonomi, udbredt korruption og et valgsystem, der er stærkt udemokratisk.

Ruslands militære fremfærd har også vendt op og ned på de dansk-russiske handelsrelationer, men på visse områder er der stadig muligheder.

Putin ligner en vinder

Muligheder for tøbrud i stivfrossen handel med Rusland

Russiske lobbymillioner køber adgang til Vestens politiske netværk

Ørsted er grossist i russisk gas til Europa

Claus Hjort: Rusland og Europa – en ny kold krig?

Erik Rasmussen: To stærke diktatorer og en politisk klovn

Russerne har ikke noget valg. Og det har europæerne heller ikke. Vladimir Putin forbliver Ruslands hersker frem til 2024, når første runde af søndagens ’valg’ er overstået.

I løbet af de kommende seks år vil Putin fortsætte sin hidtidige præsidentielle politiske linje, der handler om at genskabe Ruslands internationale prestige som en global stormagt, alt imens han med alle tænkelige ikke-militære midler modarbejder EU’s bestræbelser på at opnå det samme som Rusland selv: At blive taget alvorligt som en global magt – også på det militære område, ligesom EU i dag er det på det handelspolitiske område.

Putin er med andre ord en decideret vinder i den aktuelle udvikling, hvor verdenssamfundet med stor hast forandrer sig fra at være amerikansk domineret til at blive en multipolær affære med USA og Kina som to store militære og økonomiske magter, EU som en økonomisk og handelspolitisk stormagt og Rusland som en betydelig magt på det sikkerhedspolitiske område.

Vladimir Putin har, siden han kom til magten i 2000, med stor præcision forfulgt en strategi, der har handlet om at sikre den russiske stat magten over indtægterne fra landets rige fossile energiressourcer til at relancere Rusland militært. Den genvundne militære styrke skulle bruges til at hævde Rusland som den dominerende magt i sit nærområde, hvilket er sket med de militære annekteringer af territorium i nabolandene Georgien i 2008 og Ukraine i 2014. Den nyvundne militære styrke skulle også bruges til at hævde Ruslands magt på den globale scene, hvilket er sket med interventionen i Syrien i 2015.

Endelig har Putin efter 2010 ligeledes arbejdet på det, man kan kalde et globalt værdipolitisk projekt, der dybest set handler om at få Rusland til at fremstå som et folkeligt, attraktivt, kollektivt, autoritært alternativ til de vestlige samfund i Europa og USA med deres insisteren på individuelle borgerrettigheder, demokrati og retsstatslighed.

Udemokratisk kleptokrati

I foråret 2018 kan det konstateres, at Vladimir Putins projekt er lykkedes over al forventning. Europa og USA står magtesløse over for Ruslands territoriale krænkelser af nabolandene. I Syrien tiltvang Rusland sig via en offensiv militæraktion, muliggjort af vestlig tøven, en central rolle, og internt i Vesten køber stadig flere politikere og borgere ind på Putins billede af Rusland som værende en attraktiv autoritært styret samfundsmodel bygget på lige dele radikalkonservativt tankegods fra 1920’ernes Tyskland og ortodoks, russisk kristendom.

At Rusland i dag er et korrupt, udemokratisk kleptokrati, hvor inderkredsen omkring Vladimir Putin – og ham selv – via korruption og magtmisbrug er blevet styrtende rige og nyder godt af Vestens ypperste luksus, er tilsyneladende ikke noget, der generer de politikere og vælgere på både højre- og venstrefløjen i Vesten, som viser forståelse og i nogle tilfælde sågar beundring for den autoritære russiske hersker.

Putins Rusland som et moderne kleptokrati, hvor politiske ledere på befolkningens bekostning beriger sig selv gennem forretningsverdenen, er beskrevet af den amerikanske universitetsprofessor Karen Dawisha i bogen ’Putin’s Kleptocracy’.

Hun og andre eksperter beskriver i øvrigt, hvordan den russiske elite udnytter det globale finansielle system til at generere og skjule milliardformuer. Putins personlige formue er ukendt, men i forbindelse med afsløringen af de såkaldte Panama Papers i 2016 kom det frem, at hans personlige ven, cellisten Sergei Roldugin, er officiel ejer af et uigennemskueligt net af selskaber i skattely rundt om i verden, som menes at skjule den russiske præsidents formue.

Ganske vist har den russiske befolkning betalt en høj pris i form af udbredt fattigdom, ringe offentlig service og udbredt korruption. Men i den henseende har Vladimir Putin blot videreført den historiske tradition fra zartiden og senere under sovjetkommunismen, hvor autoritære ledere har sat investeringer i Ruslands imperiale drømme over befolkningens materielle velfærd. Intet indikerer, at Putin ikke vil opnå et komfortabelt genvalg ved den tvivlsomme valghandling, der finder sted 18. marts.

Internationale valgobservatører har ved alle valg i Putins regeringstid påpeget uregelmæssigheder, og samtidig bruger Putin-regimet alle tænkelige juridiske og mediemæssige midler til at stoppe regimets politiske modstandere.

Tøbrud har lange udsigter

Samtidig er Putins politiske hovedmodstandere på den globale scene, USA og EU, begge præget af voldsom intern politisk tumult og faldende tilslutning til de historiske magtpartier. Det på trods af, at økonomien på begge sider af Atlanten nu for alvor er kommet op i vækstrater, som gør det muligt at investere i løsninger af vigtige samfundsmæssige udfordringer.

Både i USA og Europa står det klart, at Rusland med sin såkaldte hybride krigsførelse og klassiske holdningspåvirkning via sociale medier og støtte til udvalgte nøglepersoner har bidraget effektivt til at spille politiske kandidater og befolkningsgrupper ud mod hinanden i bestræbelserne på at styrke de kræfter, der vil gøre op med Vestens centrale frihedsværdier.

For Vladimir Putin spiller det næppe nogen afgørende rolle, om det skulle lykkes den særlige juridiske undersøger i USA, Robert Mueller, at bevise, at der har været et formelt samarbejde mellem Rusland og Donald Trump, sådan som det i øjeblikket undersøges.

Den russiske præsident har allerede noteret det som en sejr, at Trump – og ikke Ruslandshøgen Hillary Clinton – blev USA’s præsident ved valget i 2016. I hvert fald er det givet, at det globale amerikanske lederskab over for Rusland er stærkt undermineret af mistanken om, at Trump ligefrem skulle være støttet af den russiske præsident.

Jørgen Staun, lektor ved Forsvarsakademiet i København, har netop udgivet rapporten ’Russisk strategisk kultur under Putin’. Heri gennemgår han de idehistoriske strømninger, der danner grundlag for de strategier, som Vladimir Putin har forfulgt og udviklet, siden han i 1990 vendte hjem til Rusland efter sin udstationering som KGB-agent i Dresden i det daværende Østtyskland.

”Når man analyserer, hvordan Putin tænker og agerer i dag, og hvordan han har tænkt og ageret i løbet af sin tid ved magten, er der ikke meget, der tyder på, at vi står over for et tøbrud mellem Rusland og Vesten. Tværtimod kan man ikke udelukke, at der kommer flere uoverensstemmelser mellem Rusland og Vesten i de kommende år,” siger Staun.

Danmark og Vesten splittet

Vladimir Putins aggressive udenrigs- og værdipolitik siden 2014 har haft store politiske konsekvenser i Danmark. Efter 10 års nedrustning og handelspolitisk flirt med Rusland frem til invasionen i Ukraine har Danmark i dag lagt kursen i Ruslandspolitikken radikalt om på det sikkerhedspolitiske område.

Nu er Rusland igen hovedfjenden, som Sovjetunionen var det under Den kolde krig, og forsvarsbudgettet fik ved forliget i januar et markant løft, sådan at Danmark – når forliget er fuldt indfaset i 2023 – vil bruge godt 25 mia. kr. om året på Forsvaret. Det vil dog fortsat være klart under de to pct. af BNP, som USA kræver at dets NATO-partnere skal bruge.

Til gengæld fører Danmark både på det handelspolitiske område og i Arktis politikker over for Rusland, som er præget af fred og fordragelighed. Således var fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i begyndelsen af februar i år på landbrugsmesse i Moskva sammen med en større erhvervsdelegation.

På det værdipolitiske område udøver Rusland stor indflydelse herhjemme, og det på en sådan måde, at det præger den politiske ledelse af Danmark. Den mest Rusland-venlige stemme i Folketinget er uden tvivl Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup. Hun placerede sig for alvor centralt i den debat, da hun i sommeren 2016 over for Mandag Morgen erklærede, at hun anser EU for at være en større trussel mod Danmark end Rusland.

Det var ifølge Krarup selv netop dette interview, der fik hende til at kaste sig ind i Ruslandsdebatten med fuld styrke, og det har hun igen gjort med sin nylige udgivelse af bogen ’Ny kold krig’, der indeholder interviews med 17 forskellige Ruslandskendere fra Danmark, Rusland og andre lande.

Ved præsentationen af bogen stillede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) op til debat, og her måtte han bl.a. lægge øre til beskyldninger fra Krarup om, at han skulle overdrive omfanget af truslen fra Putins Rusland i bestræbelserne på at sikre sig et større forsvarsbudget. Hjort Frederiksen afviste dette pure og fastholdt, at Rusland med dets annekteringer i Ukraine og med cyberkrigsførelse i Danmark og andre vestlige lande udgør en betydelig risiko.

”Vesten vil ikke lukke os ind”

Andrei Kortunov, generaldirektør i Ruslands selskab for internationale anliggender, RIAC, deltog også ved præsentationen i anledning af Krarups bogudgivelse. Kortunov er udnævnt af Putin-administrationen til den lederstilling, han sidder i, og han opfordrer til, at EU og NATO som helhed og de europæiske lande hver for sig indleder dialoger med Rusland om den fremtidige sikkerhedsstruktur i Europa

”Problemet er, at det aktuelle sikkerhedspolitiske system i Europa udelukkende baserer sig på vestlige institutioner. Militært er det NATO, økonomisk er det EU. Hvis man ikke er medlem af NATO, er man ude i kulden,” siger Kortunov.

Men det er vel meget naturligt, at EU-landene er skeptiske over for Rusland, som både i 2008 og 2014 har invaderet selvstændige europæiske landes territorium?

”Det er jo lidt som historien om hønen og ægget. Jeg kan sige, at Rusland gjorde, som det gjorde i Georgien og Ukraine, fordi Rusland havde mistet håbet om at blive en del af det europæiske sikkerhedssystem. Hvis Vesten ikke vil lukke os ind, må vi bygge noget selv. Det er logikken,” siger Kortunov.

Men NATO optræder jo ikke aggressivt over for Rusland?

”Sådan opleves det ikke i Rusland. Der tænker folk, at hvis vi ikke havde atomvåben, så ville NATO bombe os, ligesom de bombede Jugoslavien. Jeg tror ikke, at NATO vil bombe Rusland. Men hvis ikke vi havde atomvåben, ville NATO være meget mere pushy.”

Men tror De, at NATO vil invadere Rusland?

”Personligt tror jeg ikke, at NATO ville invadere Rusland, men det er der folk i militære kredse i Rusland, der mener,” siger Kortunov.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har ikke meget til overs for hverken Marie Krarups udsagn om, at Putin ikke er nogen trussel mod Danmark, eller for Kortunovs insisteren på, at NATO og Europa skulle have krænket Rusland gennem sin politik over for ikke-NATO-landene i Ruslands periferi.

”Der er ikke noget at diskutere. Rusland har krænket Ukraines og Georgiens territorium. Det kan vi ikke finde os i. De må trække sig tilbage,” siger Ellemann-Jensen.

Trætheden melder sig

NATO-landene har siden 2016 oprustet betydeligt over for Rusland, således at man i dag har 4.500 soldater placeret i Estland, Letland, Litauen og Polen, herunder 200 danske. De tre baltiske lande er ifølge Jørgen Staun, Forsvarsakademiet, umulige for NATO og europæerne at forsvare, hvis Rusland vitterlig skulle angribe med de styrker, de har opmarcheret i regionen. Men netop fordi NATO-landene markerer deres solidaritet, forventer han heller ikke, at det kommer til at ske.

Selv om de europæiske lande både i EU og NATO står sammen over for Rusland, er det tydeligt, at der i Europa er en voksende frustration over at befinde sig i en konfliktsituation med Rusland på det sikkerhedsmæssige område, alt imens eksempelvis de europæiske landes indkøb af olie og gas fra Rusland fortsætter med uformindsket styrke, mens andre brancher ikke må handle med russerne.

Nicolas Sarkozy, Frankrigs konservative præsident fra 2007-2012, sagde uden tvivl højt, hvad mange af tidens aktive internationale toppolitikere formentlig tænker, men ikke bryder sig om at sige højt, da han forleden talte om globalt politisk lederskab ved en konference i Qatar.

”Rusland er en vigtig partner i verden i dag – for hele verden, men især for Europa. Man kan ikke lade som om, at Rusland ikke findes. Putin er forudsigelig. Man kan være uenig med ham, men man kan tale med ham. Han respekterer magt, men han er forudsigelig,” sagde Sarkozy, der uden tvivl har fået et seriøst honorar for at tale i den stenrige og autoritært ledede oliestat i Den Persiske Golf.

Hjemme i Rusland kører Vladimir Putin sit regime med hård hånd og uden for alvor at adressere Ruslands største indenrigspolitiske udfordringer: En hastigt aldrende befolkning, en utidssvarende og ineffektiv landbrugs- og industriproduktion og en manglende evne til at engagere de unge russere, som er utilfredse med både manglende frihed og forbrugsmuligheder.

Det er ifølge den tyske Ruslandsekspert, Stefan Meister, i høj grad de unge russeres utilfredshed, der har gjort, at Ruslands førende oppositionspolitiker, Aleksej Navalnij, angiveligt skulle have ikke færre end 200.000 unge frivillige, der arbejder for ham landet over. Og dét selv om Putin-regimet ved hjælp af udemokratiske, juridiske manøvrer har sikret sig, at Navalnij ikke kan stille op ved valget. I et interview med det tyske medie Deutsche Welle fra februar i år sagde Navalnij således:

”Putin har været ved magten siden 2000. Vi har set, at han efter hvert valg skærper repressionen yderligere, fordi det er den eneste måde, hvorpå han kan bevare magten. Det kommer til at ske igen. Men vi er klar, vi er ikke bange. Vi giver ikke op.”

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu