Danmark var reelt det eneste land, der kunne sige nej til realiseringen af Vladimir Putins drøm fra 1990’erne om en gasrørledning direkte fra hjembyen Sankt Petersborg gennem Østersøen til Tyskland.

Estland, Letland, Litauen og Polen ville under ingen omstændigheder tillade, at en russisk gasrørledning passerede gennem deres territorialfarvand, og passagen ved Finland og Sverige kunne ske i farvande, hvor landene ikke kunne sige nej. Ved Bornholm skulle rørledningen igennem dansk territorialfarvand, fordi farvandet syd for denne zone var genstand for en strid mellem Danmark og Polen, som gav Polen indsigelsesret.

Et ja fra Danmark var derfor de facto et grønt lys til den gasrørledning gennem Østersøen, som russiske politikere begyndte at arbejde på kort efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Det danske ingeniørselskab Rambøll begyndte at arbejde på projektet helt tilbage i 1997, hvor alle håbede, at samhandel ville skabe fred, som Flemming Bligaard Pedersen, tidligere CEO i Rambøll, forklarer det.

”Der var stor optimisme og åbenhed i Rusland i de år, men det ændrede sig omkring 2010. Det var derfor, vi besluttede at forlade Rusland i 2012,” siger Flemming Bligaard Pedersen.

Det er i dette perspektiv, man skal se den omfattende energilobbyisme, der fra russisk side er blevet udfoldet i Danmark helt frem til foråret 2022, hvor først massive tyske statsindgreb og siden de opsigtsvækkende sabotagehandlinger i Østersøen har sat en stopper for leveringen af gas til Tyskland gennem dansk farvand via rørledningerne Nord Stream 1 og 2.

Mandag Morgen beskrev forleden, hvordan Tysklands hårde brud med russisk energi har afsløret det europæiske kontinent som værende gennemsyret af Kremls lobbyisme, der både har bestået af professionelle og fuldt legitime public affairs-aktiviteter, åbent og lukket politisk pres på allerhøjeste niveau og mere usædvanlige netværksaktiviteter.

Millioner til fiskere

I Danmark har sidstnævnte aktiviteter omfattet kontant kompensation på over 12 millioner kroner til 70 bornholmske fiskere for ikke særligt åbenlyse gener for fiskeriet og aftaler med Vikingeskibsmuseet i Roskilde om omfattende maritime arkæologiske undersøgelse af farvandene, hvor gasrørledningerne blev anlagt. Disse aktiviteter gav anledning til bjærgning af et skibsror fra 1600-tallet, som nu er hos Museet for Søfart i Helsingør.

Der var virkelig ingen smalle steder. Nord Stream var meget velvillige.

Bo Fyhring Sørensen
Direktør i Foga

Bo Fyhring Sørensen er direktør i selskabet Foga i Esbjerg, som er specialiseret i rådgivning vedrørende fiskeri i relation til infrastrukturprojekter til havs. Han fortæller, at Foga havde et glimrende samarbejde med Nord Stream i forbindelse med rådgivning af fiskerne i alle de ti lande i Østersøen, der ville blive påvirket af Nord Stream-gasrørledningerne.

”Der var virkelig ingen smalle steder. Nord Stream var meget velvillige, både i forbindelse med sikring af rørledningerne, sådan at fiskernes trawl ikke kun få fat om dem, og i forbindelse med nedgravning af rørledningerne på strækninger i havbunden, hvor vi mente, at det ville være bedst for fiskeriet,” siger Fyhring Sørensen.

Han ser ikke det mindste problem i at have arbejdet for Nord Stream.

”Vi gjorde jo bare det, som politikerne mente, at vi skulle gøre. Der var grønt lys hele vejen.”

Donation til museum

Heller ikke på Vikingeskibsmuseet i Roskilde oplever man sit samarbejde med Nord Stream som kontroversielt. Museet har i en årrække på vegne af de danske myndigheder udført undersøgelser af havbunden, som Nord Stream var forpligtet til at betale for udførelsen af. Aktiviteter, der betød, at museets marinarkæologer i 2009 kunne gennemføre en omfattende aktion, hvor man bjærgede et gammelt træror fra cirka 45 meters dybde, også dette - helt efter bogen - på Nord Streams regning.

I den korte nyhed på museets hjemmeside blev der udover fakta om selve bjærgningen også plads til en fyldig beskrivelse af vigtigheden af Nord Streams arbejde. Museet oplyser blandt andet, at den nye gasledning ”bliver et vigtigt bidrag til den langsigtede forsyningssikkerhed og en milepæl for energipartnerskabet mellem EU og Rusland,” og at ”naturgas har den laveste CO2-udledning af alle fossile brændstoffer, den er 50 % lavere end kul”.

Nordstream nøjedes dog ikke med at finansiere de lovpligtige undersøgelser af havbunden og bjærgningen af det gamle ror.

Sideløbende med betalingen for myndighedsopgaven til havs modtog Vikingemuseet også en donation fra Nord Stream på 10.000 Euro. De ca. 75.000 danske kroner gik til en udstilling om arkæologi under vand, som i en periode blev en del af museets faste udstilling. Men heller ikke det er der noget usædvanligt i, oplyser museets marketings- og kommunikationsansvarlige, Rikke Johansen.

”Det er ganske normalt, at private fonde og virksomheder bidrager til udstillinger og aktiviteter på landets kulturinstitutioner, og i Vikingeskibsmuseet årsberetninger vil man kunne finde flere eksempler på dette.”

Centralt placeret dansker

De russiske selskaber Gazprom, Nord Stream og Rosneft endte i Tyskland med at kontrollere store dele af den tyske energiinfrastruktur. Derved kunne man bruge Tyskland som et effektivt brohoved til at lave lukrative forretninger med salg og detaildistribution af russisk gas og olie på europæiske markeder.

Gazprom har helt frem til foråret 2022 drevet lukrative forretninger ved at sælge norsk gas til 100.000 storkunder på det store britiske marked – blandt andet sundhedsvæsnet NHS. Disse handler med salg af norsk gas til Gazprom i Storbritannien blev grundlagt 15 år tidligere af en direktør i danske Dong Energy, som i de mellemliggende år skulle gå hen og blive den uden sammenligning vigtigste dansker i den russiske gasgigants europæiske indflydelsesnetværk.

Gazproms handel med både russisk og norsk gas i Nordvesteuropa er for alvor kommet for en dag, efter Gazproms ledelse i Moskva i marts i år valgte helt at opgive selskabets europæiske og globale aktiviteter.

Disse selskaber er nu under administration af den tyske stat. Moderselskabet hed Gazprom Germania, og det har nu skiftet navn til Securing Energy for Europe, alt imens man har bevaret den hidtidige selskabsstruktur.

I et dansk perspektiv er det interessant at lægge mærke til den centrale placering, som forretningsmanden Kurt Bligaard Pedersen havde i Gazprom Germanias datterselskab i London, Gazprom Marketing and Trading Retail, hvor han var CEO i perioden 2014 til 2020 og med egne ord dermed en af de højst placerede ikke-russere i den enorme Gazprom-koncern. Se figur 1.

Ifølge Flemming Bligaard Pedersen, tidligere CEO i Rambøll, der var de russiske myndigheders første danske partnervirksomhed i Nord Stream-projektet, er der ingen relation mellem ham og sin efternavnebror Kurt Bligaard Pedersen, udover at de begge langt tilbage stammer fra den samme gård på halvøen Salling ved Limfjorden.

Der var stor optimisme og åbenhed i Rusland i de år, men det ændrede sig omkring 2010.

Flemming Bligaard Pedersen
CEO i Rambøll 1992-2012

Det var næppe tilfældigt, at Gazprom ansatte Kurt Bligaard Pedersen der i dag er bestyrelsesformand i Jyske Bank, i stillingen i London. Han havde nemlig været en særdeles god samarbejdspartner for Gazprom i Danmark i mange år forud for tiltrædelsen i London i 2014.

Otte år tidligere, i 2006, havde Kurt Bligaard Pedersen på vegne af Dong Energy, hvor han var leder af divisionen Energy Markets, indgået en historisk 20-årig aftale med Gazprom om at levere en milliard kubikmeter gas om året til Danmark, alt imens Dong Energy på sin side skulle levere 600 millioner kubikmeter norsk gas til Gazprom i Storbritannien.

Kurt Bligaard forklarede ved den lejlighed, at det var vigtigt at være ude i god tid, fordi Dong Energy i fremtiden ville blive afhængig af gas fra lande uden for EU, og man skulle have tid til at få etableret rørledninger.

Tre år senere var Bligaard igen ude med fyldepennen på Dongs vegne, da man indgik en ny kontrakt om levering af endnu en milliard kubikmeter gas årligt fra Gazprom. Denne aftale blev indgået ganske få dage før, Gazprom og hele den politiske ledelse i Kreml kunne juble over, at Energistyrelsen i Danmark gav tilladelse til, at rørledningen Nord Stream 1 kunne gå gennem dansk territorialfarvand ved Bornholm.

Dermed stod det klart, at Vladimir Putins store drøm om en gasledning gennem Østersøen til Tyskland nu kunne realiseres. Dette var en af de russiske energilobbyisters allerstørste sejre i Europa i hele perioden fra Putins magtovertagelse i 2000 og frem til udbruddet af den dramatiske energikrig, der har hersket mellem Rusland og Europa efter invasionen af Ukraine den 24. februar.

Hvilken rolle, Kurt Bligaard og Dong Energys indgåelse af aftaler om køb af gas fra Gazprom i 2006 og 2009 har spillet i forhold til de danske myndigheders udstedelse af tilladelsen, er umuligt at sige.

Men det står klart, at Gazprom havde held til at holde Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen og en række Venstre-ministre fast på en argumentation om, at Danmarks regering ikke kunne blande sig i beslutningen, der var et rent administrativt anliggende – den samme linje, som russerne også havde held til at fastholde i Tyskland. Og dét selvom flere eksperter i havret har fastslået, at havretten ikke på nogen måde forhindrer, at et land siger nej tak til at få en fremmed rørledning igennem sit territorialfarvand.

Denne danske argumentation for at godkende gasledningen administrativt vakte stor utilfredshed i USA, Polen og de baltiske lande, men her valgte Lars Løkke Rasmussen i sin første regeringsperioden fra 2009-2011 at vægte de forbedrede relationer til Rusland, som i 2008 havde invaderet Georgien, over både USA’s og andre EU-landes protester.

Mandag Morgen har været i kontakt med Kurt Bligaard Pedersen, men han har ikke ønsket at lade sig interviewe om sit job hos Gazprom i London eller om de forretninger, som han på vegne af det statskontrollerede Dong Energy indgik med det russiske gasselskab.

Forsker under pres

Ruslands massive energiinvesteringer og -lobbyisme ramte også andre dele af Danmark. En række danske virksomheder blev fra 2009 hyret af Nord Stream til de mange opgaver, der var forbundet med at etablere først Nord Stream 1 og siden Nord Stream 2. Udover Rambøll fik også virksomheder som Blue Water Shipping, advokatfirmaet Bech Bruun, selskabet EA Energianalyse og de rådgivende ingeniører hos GEO ordrer fra Nord Stream, der hyrede både en fuldtidsansat lobbyist og public affairs-koncernen Rud Pedersen på konsulentbasis til at påvirke danske politikere, embedsmænd, journalister og forskere.

Jeg fik en fornemmelse af, at jeg skulle legitimere projektet i Danmark, fordi godkendelsen af deres ansøgning lå under behandling hos Energistyrelsen.

Trine Villumsen Berling
Seniorforsker DIIS

Trine Villumsen Berling, der forsker i blandt andet sikkerhedspolitik og energisikkerhed ved DIIS, oplevede Nord Stream-folkene som værende ekstremt aktive i deres forsøg på at påvirke hendes vurderinger af de sikkerhedspolitiske aspekter af Nord Stream-rørledningerne. 

”Omkring 2017 var det ret voldsomt, og de var meget ivrige efter, at jeg skulle deltage i deres debatter. Det gjorde jeg ved en enkelt lejlighed på Folkemødet på Bornholm, hvor jeg bidrog med min viden om, hvordan rørledninger påvirker magtforhold mellem stater,” siger Villumsen.

”Jeg fik en fornemmelse af, at jeg skulle legitimere projektet i Danmark, fordi godkendelsen af deres ansøgning lå under behandling hos Energistyrelsen.”

Ved flere lejligheder takkede hun dog nej til tilbud fra Nord Stream-folkene – også af mere privat karakter som for eksempel gratis fodboldbilletter.

De virksomheder, der betaler for den slags, gør det, fordi de forventer, at investeringen forrenter sig på længere sigt.

Jesper Olsen
Formand for Transparency International i Danmark

Jesper Olsen, formand for Transparency International i Danmark og ekstern lektor ved Københavns Universitet, konstaterer, at de aktiviteter, Gazprom og Nord Stream har udfoldet i Danmark frem til i år, i mange henseender har været helt klassiske public affairs-aktiviteter, som de store danske og internationale virksomheder udfører i deres bestræbelser på at påvirke meningsdannelse, politikudvikling og konkrete politiske og administrative beslutninger i deres favør. Og at det samme gælder for den sponsorering af for eksempel kultur eller sport, som også Nord Stream har benyttet sig af, primært i Tyskland.

”Det er vigtigt, at man altid holder sig for øje, at ’there ain’t no such thing as a free lunch’. At de virksomheder, der betaler for den slags, gør det, fordi de forventer, at investeringen forrenter sig på længere sigt.”

Når det gælder ansættelse af nøglepersoner fra én virksomhed i en anden virksomhed efter en vellykket forretningsrelation mellem de to parter, kan dette meget vel være fuldt legitimt, mener han.

”På jobmarkedet er det jo ikke ’blot’ kompetencer, en arbejdsgiver går efter. Det er også i høj grad en persons netværk, fordi netværksrelationer spiller en vigtig rolle for den værdi, en ny medarbejder kan have for en ny arbejdsgiver,” siger Jesper Olsen

Han peger i den forbindelse på, at det, man skal holde øje med i forbindelse med en vurdering af om, der er ’urent trav’ i forbindelse med en ansættelse, er, hvad den pågældende medarbejder har foretaget sig i den periode, der går forud for jobskiftet.

Inden sit jobskifte til Gazprom skrev Kurt Bligaard Pedersen som Dong-direktør til et internt Gazprom-blad i 2010. I artiklen fortæller Bligaard om en rejse til Gazproms gasudvindingsfaciliteter i den arktiske Yamal-region i det vestlige Sibirien. Bligaard, der rejste sammen med en flok danske journalister, som var inviteret med på Dong Energys rejse, roser Gazprom for dets høje teknologiske stadie, og i forbindelse med et besøg i en børnehave roser han Gazprom ”for at prioritere deres ansatte og deres familier”. I artiklen noterer Bligaard også, at Dong Energy og Gazprom skal arbejde sammen om at levere norsk gas til Gazproms kunder i Storbritannien. Det er disse forretninger og meget andet, Bligaard Pedersen fra 2014 og seks år frem blev Gazprom-chef for.

Artiklen er opdateret den 11. oktober 2022 med et uddybende afsnit om samarbejdet mellem Nord Stream og Vikingeskibsmuseet og et citat fra museets kommunikationsansvarlige.