I Vejle har ”resiliens”- altså modstandskraft og levedygtighed overfor kriser- længe haft høj prioritet og opmærksomhed. Vejles byråd og kommunens ledelse bruger resiliens som en rettesnor i planlægningen, og byen har endda et stort nyt ”Resilience House”, hvor en række af kommunens udviklings- og uddannelsesprojekter indenfor bæredygtighed holder til.

Siden 2013 har Vejle været medlem af Resilient Cities, et globalt netværk på omkring 100 byer, der alle arbejder med at styrke byens modstandsdygtig overfor kriser ved at tænke resiliens ind. 

For Vejles kommunaldirektør Niels Ågesen, der i også er formand for foreningen af danske kommunaldirektører, er resilienstænkning en arbejdsmetode, som gennemsyrer alle kommunens aktiviteter. De gennemgående ord, når Ågesen beskriver den resiliente arbejdsmetode er at gå på tværs: På tværs af faggrænser og funktioner, på både kort og langt sigt, og både meget specifikt og meget bredt. 

”Hvis jeg skal sætte ord på, så arbejder vi med tværsektoriel tænkning, omstillingsparathed og evnen til fleksibilitet. Vi forsøger hele tiden at skabe merværdi ved at tænke på tværs og langsigtet, så når vi handler, skal vi finde ud af om det vi gør, kunne løse flere problemer end det, vi lige havde tænkt på,” forklarer Niels Ågesen: 

”Det er en samarbejdsform, som vi har øvet os i, men som virkelig bliver sat på en prøve i disse dage. Vi skal kunne håndtere det, der foregår lige her og nu - men samtidig skal vi også kunne forudsige, hvad der sker om et par uger og have en relevant snak om, hvad der vil foregå langt senere. Vi skal både kunne snakke om den helt store strategi og så de operationelle forhold, helt nede på affaldspladsen, om der skal være en eller to vagter ved indgangen.”  

Kunsten at få flere fordele på én gang

”Det handler også om at kunne arbejde på tværs af faggrænser”, siger Niels Ågesen.

”Jurister og økonomer og fagfolk i de forskellige områder skal forstå, hvad de andre siger. Det er noget, man skal træne sig i, det kommer ikke af sig selv. Vi har øvet os på at få en udbredt forståelse for den virkelighed, de andre sidder i, og ikke kun den du selv har. 

Vi har meget glæde af, at når vores medarbejdere kommer med et forslag, så er vi vant til at vurdere, hvordan det passer ind i en bredere sammenhæng og overveje, om der er noget i det, der kan give muligheder på andre områder, som også kan få nytte af projektet. 

Som et eksempel nævner Niels Ågesen, at man i arbejdet med at stormflodssikre Vejle meget bevidst har valgt løsninger, der giver gevinster på flere måder. For at beskytte midtbyen har man etableret Omløbsåen og en sluse, der kan beskytte byen, når der er højvande i fjorden. Langs med åen og omkring slusen har man bygget områder med træværk og bænke, hvor borgerne kan mødes og hvor kajakker og kanoer kan lægge til. Tilsvarende har man i et område designet overløbsbassiner, så de til daglig kan fungere som boldbaner. 

Social resiliens

Umiddelbart vil man måske tænke, at resiliens handler om at sikre sig fysisk mod naturens luner, ved at have beredskab til katastrofer, og stabile og robuste forsyningskæder af mad og daglige fornødenheder. Men det er en væsentlig pointe, at resiliente byer også arbejder med at opbygge modstandskraft og levedygtighed i en social og økonomisk dimension: 

”Det vigtige er at tænke på hele det system, som en by er,” siger Lina Liakou, der er europæisk koordinator for det globale netværk Resilient Cities – og selv tidligere viceborgmester i Grækenlands næststørste by, Thessaloniki:

”Når en krise rammer, hvad enten det er en epidemi eller et jordskælv, så handler det ikke kun om den fysiske infrastruktur. Hvis du skal gøre byen modstandsdygtig eller genoprette den, så er den sociale resiliens nok så vigtig. Du er nødt til at vælge en indsats, der kan adressere alle aspekterne af byens liv.” 

Som et eksempel på den tankegang, nævner Liakou indsatsen i New Orleans efter Hurricane Katrina:

”Byen var ikke kun sårbar, fordi man havde bygget lavt. De områder, det gik hårdest ud over, var de fattigste områder, hvor man havde de færreste muligheder for at stå imod. Så da man skulle genopbygge, arbejdede man naturligvis med den fysiske planlægning, men også i høj grad med, hvordan kan styrke den sociale sammenhængskraft og skabe muligheder for social og økonomisk udvikling i de fattigste områder. Man ser det som en integreret strategi,” fortæller Lina Liakou. 

Ligesom Vejles kommunaldirektør er også andre i resiliente byer opmærksomme på, at byens myndigheder forstår at samarbejde på tværs, siger den europæiske koordinator af samarbejdet mellem byerne: 

”Byer har typisk en meget siloopdelt måde at tage beslutninger på. Der er én instans, der tager sig af beredskabet for ulykker, en anden der fokuserer på bæredygtighedsspørgsmål, og en tredje, der beskæftiger med sociale spørgsmål og borgernes velbefindende,” siger Lina Liakou.

”Det fungerer fint, så længe der ikke er kriser, men ved at integrere tankegangen, får man en langt større styrke til at modstå kriser og ikke mindst til at komme på fode igen efter kriser.” 

En ”resilient bydel” med 5000 boliger

Resilienstankegangen har tydeligt præget planlægningsprocessen omkring Rosborg, en bydel med 5.000 boliger, der i de kommende år skal etableres i den vestlige udkant af Vejle.

Der er lagt et stort arbejde i gennemtænke, hvordan den nye bydel kan være miljømæssigt bæredygtig, modstandsdygtig overfor oversvømmelser og samtidig være grobund for et levende, lokalt fællesskab. 

Niels Ågesen fortæller, at visionerne for Rosborg er opstået på en helt anden måde, end man hidtil har arbejdet med byplanlægning.

”Vi plejede bare at sidde nogle få byplanlæggere, der udpegede byggefelterne og tegnede nogle streger, men med Rosborg har vi brugt 4 år på en bred proces, hvor vi har inddraget borgerne og fagfolk, og vi har diskuteret de sociale udfordringer, og de samfundsmæssige problemstillinger, vi synes er relevante, for hvordan fremtidens gode by skal se ud. De mål, vi har opstillet - for eksempel at vi vil modvirke ensomhed i den nye bydel - prøver vi at tænke ind fra første færd,” siger Niels Ågesen. 

”På samme måde, når vi bygger et nyt stort affaldssorteringsanlæg til 200 millioner i Vejle nord, så er vores hovedfokus sådan set ikke selve centeret, men hvordan det center kan være i dialog med borgeren omkring at forøge genanvendelsesgraden. Det er ikke bare et sted, hvor man kan smide gamle cykler og restaffald. Det skal være et sted, hvor man har en bredere dialog med borgeren om hvordan vi udvikler os, og for eksempel opsamler erfaringer om problemstillinger, så vi kan gå i en mere direkte dialog med producenter om hvordan de laver deres produkter,” siger Niels Ågesen.

Et lokalt fællesskab af myndigheder, virksomheder og borgere

Det tværgående samarbejde omfatter også erhvervslivet og borgerne.

”Nu vi er i en krise, kan vi tydeligt se, at bystyret har brug for hjælp fra erhvervslivet og civilsamfundet. Men du kan ikke gå ud fra, at det kan opstå frivilligt ud af den blå luft. For at det kan ske, skal man allerede have opbygget forbindelsen med de sektorer. I fredstid skal man sørge for at bygge og vedligeholde forbindelserne mellem de forskellig stakeholders i byen, så man kan trække på samarbejdet i krisetider,” siger Lina Liakou. 

Niels Ågesen nævner, at butikkerne i Jelling, der ligger i Vejle kommune, lider hårdt under coronakrisen. Her har en gruppe borgere i byen organiseret, at de cykler ud med varer, når de alligevel skal ud at motionere.

”Det er resiliens i sin kærne, at man får engageret befolkningen, at man lægger ansvaret tilbage i lokalsamfundet og ikke venter på den offentlige sektor, men at man har intern styrke lokalt, der kan løse mange af de problemer, der kan opstå,” mener Niels Ågesen. 

Fysisk fleksibilitet sikrer, at bygninger kan leve længe

Mange virksomheder har ansat en person med ansvar for selskabets politik for bæredygtighed. Det københavnske arkitektfirma Cobe har i stedet en ”head of resiliency” – netop for at markere, at der er mange forskellige hensyn, der afgør om en by eller en bygning kan stå imod og tilpasse sig skiftende udfordringer og nye behov gennem mange år. 

”Vi følte, at vi ville se bredere end blot på bæredygtighed og klima,” fortæller Jacob Blak Henriksen, der har posten som ansvarlig for resilienstænkning hos Cobe:

”I de seneste år har alt handlet om at knække byernes CO2-kurve, og vi havnede tit i at skulle forsvare vores projekter på det rent kvantitative mål for CO2-udledning. Men vi vil fastholde, at det også er parametre som høj kvalitet, sanselighed og trivsel for mennesker, der gør bygninger langtidsholdbare.” 

Som eksempel på problemerne med et snævert fokus, nævner Jacob Blak Henriksen byggeriet på Nørrebro i 70’erne og 80’erne:

”Det var en byggestil, der var et direkte svar på oliekrisen, med små vinduer og meget tæt bebyggelse. Men det var ikke særlig venligt for mennesker, der har et basalt behov for dagslys og adgang til noget grønt for at trives. Og i mellem har vi fundet på bedre isolerende vinduer, så teknologien har indhentet en model, der var opstået ud fra en akut problemstilling.”  

Efter Jacob Blak Henriksen opfattelse har gamle bygninger industribygninger og gamle københavnske karreer langt mere af den fleksibilitet og tilpasningsevne, der er central for resiliens, end det moderne byggeri af beton. 

”Det er en enorm kvalitet i gamle industribygninger, at de kan omdannes til alt muligt. De er robust bygget, der er store spænd, det er minimale konstruktioner, og man kan underinddele dem,” siger Jacob Blak Henriksen. 

Cobe var arkitekter på den midlertidige opblomstring på Papirøen ud for Holmen i København. I en overgangsperiode var de gamle haller rammen om det store street food marked, en stor kunsthal og en bikube af små kontorer og kontorfællesskaber, der summede af aktivitet og startups. I dag er meget af den samme aktivitet rykket videre ud til Refshaleøen, hvor et utal af skæve aktiviteter blomstrer. 

Det er et udtryk for resiliens, siger Jacob Blak Henriksen: ”Der er højt til loftet og man kan få lov at teste ting. Det er helt åbent, alle kan få lov at komme der. Der er både plads til de etablerede og til de nye og de skøre.” 

Låst i beton

Mens de gamle københavnske karreer er et eksempel på bygninger, der er fleksible nok til at følge med byens udvikling, fordi de med tiden kan sammenlægges og gennemhulles på nye måder – så gælder det samme desværre ikke for det nyere betonbyggeri, mener Jacob Blak Henriksen:

”I København har man det sidste 10-15 år bygget enormt mange tre-værelser på 95 kvadratmeter i beton. Nu er der kommet et stigende behov for mindre boliger, men når børnefamilierne rykker ud til forstæderne, står man med en gigantisk boligmasse, som man ikke kan lave om. Det kunne man med de gamle byggemasser.” 

Jacob Blak Henriksen peger på, at Byggeri af træ kan være en måde at sikre den fremtidige fleksibilitet. Teknologien har udviklet sig kraftigt i de senere år, og det har reduceret brandfaren og gjort det muligt at bygge huse af træ i op mod 20 etagers højde. CLT – en ny form for kraftig krydsfiner – kan skæres ud på fabrikker, og de kan stables ligesom betonelementer, men man ændre på dem. Dermed undgår man, at eksempelvis et lejlighedsbyggeri er låst fast i sin udformning og funktioner. 

I København vandt Henning Larsens tegnestue og MOE sidste år udformningen af en ny bydel med 2000 boliger i Ørestaden i Vejlandskvarteret, hvor Københavns vandrehjem ligger nu.

Bygningerne skal overvejende være i træ i op til seks etagers højde. Det er et krav fra By & Havn, der står for udviklingen af Københavns nye boligområder, at der skal bruges træ, og det store byggeri bliver en anledning for byggebranchen industrien til at udvikle ny viden om byggeri i træ. 

Mangfoldighed

Byens trivsel på langt sigt hænger også sammen med et andet af de grundlæggende elementer i resilienstænkning: Mangfoldighed.

Resilient byplanlægning handler derfor også om, at byområder er sammensat med mange forskellige funktioner og med mange forskellige typer af beboere. En by med lejligheder i forskellige størrelser og forskellige priser betyder, at folk kan flytte rundt i det samme område, i takt med at deres behov igennem livet forandrer sig. En by, der blander butikker, kontorer, boliger og institutioner kan bedre ændre sig, når konjunkturer og demografien skifter, så man ikke ender med at hele kvarterer forfalder. 

Jacob Blak Henriksen mener, at kommuner med fordel kunne udstykke nye boligområder i mindre byggefelter, for at få en større mangfoldighed i byudviklingen. så det var muligt for et bredere segment af udviklere at gå ind i et projekt.

”I stedet for et 10.000 kvadratmeters byggeri, som kun pensionsselskaber kan drive, kunne man åbne for byggeri, hvor en lille samling folk har mulighed for at investere i en grund, for eksempel en gruppe ældre, der vil bo i fællesskab. Det styrker et område at have den form for nicher,” siger han.

Med coronakrisen kan opstå et helt nyt behov og syn på den måde, vi bruger byer på, mener Lina Liakou:

”Normen har i mange år været at bygge tætte byer. Vi har skabt steder, hvor mange mennesker kan samles på mindre plads. Men måske går det nu modsat, så folk hellere vil spredes. Vi kan se at parkerne er meget vigtige, men mange rykker måske også ud af byerne.

Vi har brugt så meget tid indendørs, at nu opdager mange værdien af frisk luft, dagslys og adgang til det grønne,” siger Lina Liakou.

Og dermed vil byerne få brug for at tilpasse sig – igen.