Rusland og Europa – en ny kold krig?

Dialog med præsident Putin er kun frugtbar ud fra en styrkeposition. Det er desværre det eneste sprog, han respekterer og forstår. Derfor er NATO’s tilgang den rigtige, skriver forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

MM Special: Gør Rusland stort igen

Præsident Putin har med magt erobret terræn i Ukraine og Georgien og bragt Rusland tilbage på den globale scene med interventionen i Syrien.

Ruslands befolkning har betalt en høj pris i form af dårlig økonomi, udbredt korruption og et valgsystem, der er stærkt udemokratisk.

Ruslands militære fremfærd har også vendt op og ned på de dansk-russiske handelsrelationer, men på visse områder er der stadig muligheder.

Putin ligner en vinder

Muligheder for tøbrud i stivfrossen handel med Rusland

Russiske lobbymillioner køber adgang til Vestens politiske netværk

Ørsted er grossist i russisk gas til Europa

Claus Hjort: Rusland og Europa – en ny kold krig?

Erik Rasmussen: To stærke diktatorer og en politisk klovn

Af Claus Hjort Frederiksen, forsvarsminister (V)

Den seneste tid har mange stillet spørgsmålet, om vi er på vej ind i en ny kold krig med Rusland?

Nej, det mener jeg ikke. Ikke i en form, som vi kendte det fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald i 1989.

Men situationen i dag er måske mere alvorlig end dengang. Den er i hvert fald mere uforudsigelig, og det er i sig selv en trussel.

Rusland har desværre valgt en tilgang, der er fundamentalt anderledes end vores. En tilgang, hvor internationalt samarbejde i Kremls optik er et nulsumsspil – hvor opportunisme og mistillid er de herskende principper.

Under Den Kolde Krig var sikkerhedssituationen nogenlunde stabil. Den var baseret på regler og normer, som begge sider accepterede. Jeg har levet størstedelen af mit liv i den situation, og derfor var jeg og resten af verden så euforisk, da Muren endelig faldt, og vi troede, at freden omsider var kommet for at blive.

I dag er sikkerhedssituationen blevet ustabil og uforudsigelig, fordi Rusland ser stort på internationale spilleregler i både ord og handling.

Lad mig give en række eksempler:

For det første har Rusland helt åbenlyst overtrådt en lang række internationale love og aftaler, da man i 2014 annekterede Krim – herunder ikke mindst FN-pagtens artikel 2 om territorial integritet.

Præsident Putin har argumenteret for, at disse aftaler ikke længere er bindende. Han mener, at det politiske styre i Ukraine er kommet til magten ved en revolution. Det er jo tydeligvis en politisk udmelding, som ikke er baseret på hverken lov, ret eller internationale doktriner.

For det andet har Rusland siden afslutningen af Den Kolde Krig aldrig åbnet en militærøvelse fuldt og helt for internationale observatører, som Wien-dokumentet kræver. Et dokument, som er underskrevet af både Rusland og NATO-landene. Det skaber unødige spændinger og underminerer tilliden. Senest så vi med den store russiske Zapad-øvelse tæt på Baltikum sidste år, at internationale observatører kun i meget begrænset omfang fik adgang til at overvære øvelsen.

Modsat åbner Danmark og vores allierede vores øvelser for russiske observatører, fordi vi vægter internationale aftaler og samarbejde højt. Det skaber en ulige situation, hvor Kreml udnytter Vestens gode vilje.

For det tredje udfordrer Rusland med forsæt konstant sine naboer. Bombefly flyver i aggressive mønstre tæt på andre landes luftrum, og kampfly øver simulerede angreb på blandt andet danske og norske mål – for ikke at nævne den underliggende trussel om at kunne anvende atomvåben med de opstillede Iskander-missiler i Kaliningrad. Missiler, der blandt andet vil kunne nå København. Kremls forsøg på med magt at udvide en russisk interessesfære i verden skaber angst og oprustning.

For det fjerde forsøger Rusland målrettet at svække tilliden til de liberale demokratier i Vesten med falske nyheder og desinformation i cyberspace. Også Danmark har været ramt. Det kan og vil vi ikke acceptere.

Ydermere har Moskva udvist en bekymrende vilje til at løbe risici på en række områder. Det er foruroligende, at vi i dag står over for en situation, hvor der er mindre dialog mellem Rusland og Vesten end under Den Kolde Krig. Det kan kun forværre situationen.

Det store spørgsmål er: Hvordan kan vi ændre den nuværende situation til det bedre?

Før jeg prøver at svare på det, vil jeg gerne understrege, at jeg har stor respekt for Rusland som en kulturel stormagt i verden. Musik, kunst, historie og litteratur giver dem en mulighed for at udøve blød magtanvendelse, som er mange andre nationer i verden forundt.

Sammen med et potentielt stærkt civilsamfund udgør det et enormt potentiale til et godt samarbejde med resten af verden på en lang række områder. Men også dét er desværre blevet trykt under fode og taget som gidsel i den nuværende situation.

Det er blandt andet derfor, at jeg ikke er særlig optimistisk med hensyn til at ændre situationen til det bedre. Det kræver strategisk tålmodighed og kan tage mange år, inden forholdet bliver bedre. Vores fælles afskrækkelse i NATO er i mine øjne nøglen til på sigt at dirke den fastlåste situation, vi ser lige nu, fri.

Jeg er også til en vis grad idealist. Jeg tror på gode argumenter i et frit og åbent demokrati, og jeg vil byde en tættere dialog med Rusland velkommen. Lukkede døre er ikke svaret og vil kun øge sandsynligheden for misforståelser og mistillid.

Men jeg er også realist. Dialog er kun frugtbar ud fra en styrkeposition. Det er desværre det eneste sprog, Putin respekterer og forstår. Derfor er NATO’s tilgang i mine øjne den rigtige.

Vi befinder os i en skærpet situation, hvor vi må stå fast. Jeg vil ikke anbefale at gå tilbage til business as usual for at øge chancen for et bedre forhold til Moskva. Det vil sende et kraftigt og forkert signal til Kreml og andre. Og verden kan meget vel blive taget som gidsel.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu