Kulturanbefaling af 
Emil Kofoed Braunschweig

Set, læst og hørt: Michael Svarer

Michael Svarer har set Bowie på teatret, Bob på festival og læst om Boberg i Afrika.

Foto: Aarhus Teater

Michael Svarer

Michael Svarer er overvismand for De Økonomiske Vismænd og professor ved Aarhus Universitets Institut for Økonomi.

Set for nylig

David Bowie udgjorde en stor del af lydbilledet igennem min ungdom. Især hans tidlige produktion med blandt andet Space Oddity og Hunky Dory lå klar til at drøne ud af de store højtalere fra HiFi-klubben, da jeg blev gammel nok til at værdsætte det. Forsøgte at hænge på i Tin Machine-årene, men det fangede ikke rigtigt. Det var derfor et fantastisk og nostalgisk genhør, da jeg for nylig så teatermusicalen ’Lazarus’ på et stuvende fuldt Aarhus Teater. 6 stjerner til Aarhus Teater for en imponerende opsætning, hvor skuespil, musik og iscenesættelse fungerede optimalt. Musicalen indeholder en blanding af gamle og nye numre, men det var (igen) de gamle numre som Life on Mars, Changes og Heroes, der fik nakkehårene til at rejse sig.

Hørt for nylig

Jeg er en stor fan af Bob Dylan. Der var derfor stor glæde, da Roskilde Festivalen annoncerede, at den 78-årige nobelprismodtager og folkesanger skulle optræde på Orange Scene i sommer. Min gode kollega og medsammensvorne Bob-discipel Michael Rosholm, som jeg har delt adskillige fremragende og mindre fremragende Bob Dylan-koncerter med igennem årene, var knap så begejstret. ”Bob duer ikke på festivaler – kan du ikke huske Ringe 1991, hvor vi stod i mudder til knæene, og Bob stod og mumlede på scenen?”  Jo, jeg husker det, men der er trods alt gået 28 år, og det kan jo være sidste gang, han spiller i Danmark (som jeg har sagt til min kone de sidste ti år, når der skulle forhandles om kalenderplads). Bob skuffede ikke – foran 90.000 tilhørere var han i et super humør – godt supporteret af et velspillende band, der nu efterhånden har fulgt ham rundt i verden i en del år. Bob er ikke kendt som en stor crowd-pleaser, men han var glad den sommeraften på en mark i Roskilde og gav en mindeværdig koncert. Tak, Bob!

Læst for nylig

Jeg har aldrig været i Afrika, så meget er nyt for mig i Thomas Bobergs fascinerende rejseroman ’Africana’. Beskrivelsen af vandreturene på de etiopiske højsletter med spektakulære naturbeskrivelser er dragende. I modsatte retning trækker beskrivelsen af fattigdommen og lovløsheden i Addis Ababa og forskellige byer i Ghana og Gambia. Ikke et oplagt feriemål for en børnefamilie. Vi tilbragte sommeren på en sandstrand på Sydsardinien – kun ganske få hundrede kilometer til søs fra Afrikas nordspids. På stranden solgte afrikanske indvandrere strandtennissæt, armbånd og andre nyttige ting. Kontrasten til Bobergs bog er kolossal. I Africana foretager Bobergs kæreste, Rebecca, en række tankevækkende interviews med unge afrikanske mænd, som det ikke er lykkedes at tage the backway. The backway er den lokale slang for den farefulde rejse, adskillige unge afrikanske mænd begiver sig ud på for at nå frem til et bedre liv i Europa. Disse rejser ender ofte med udplyndringer, tilfangetagelse og tortur af kriminelle bander og tilbagesendelse til det sted, de drog ud fra, og ikke et nyt liv i Europa.

 

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu