Socialdemokratiet og DF bliver kommunalvalgets vindere

Socialdemokratiet vil vinde borgmestre tilbage fra Venstre. Dansk Folkeparti får sit gennembrud, mens de konservative ikke kan forsvare alle sine 14 borgmesterposter. Venstre taber borgmesterposter, men undgår et blodbad. Mandag Morgen sætter navne på de kommende 98 borgmestre.

Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Her er de 98 borgmestre

Over hele landet kæmper kandidater om at få en plads i de nye byråd og kommunalbestyrelser. Ikke to valg er ens. Hver kommune har sine mærkesager og sine politiske projekter.

På baggrund af meningsmålinger, reportager i lokale og regionale medier, TV 2 og DR samt samtaler med udvalgte aktører vover Mandag Morgen pelsen og sætter navn på de 98 kommende borgmestre.

Her er din kommende borgmester

Socialdemokratiet og DF bliver kommunalvalgets vindere

Hævnens time i byrådssalen

Her bider borgmesterkandidaterne negle

De ukronede bykonger og -dronninger

MM MENER: Medborgerskab og abekastning

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ser ud til at blive de helt store vindere ved kommunalvalget i næste uge.

Efter massakren for fire år siden erobrer Socialdemokratiet en del af sine tabte borgmesterposter tilbage og vil atter overhale Venstre i kampen om at blive landets største borgmesterparti. Dansk Folkeparti kan få sit helt store kommunale gennembrud med hele to nye borgmesterposter.

Venstre har længe stået til at blive valgets store taber, men vil formentlig undgå det store ydmygende blodbad. Til gengæld får konservative mere end svært ved at forsvare alle sine 14 borgmesterposter.

Det er nogle af konklusionerne i Mandag Morgens store valganalyse forud for kommunalvalget i næste uge. I analysen giver vi et bud på hvem, der bliver borgmester i samtlige landets 98 kommuner. Se figur 1 - eller vores interaktive kort med minianalyser for hver kommune.

Fra Christiansborg til byrådssale

Nu er det selvfølgelig svært at spå og forudsige resultatet i alle 98 kommuner, særligt fordi kommunalvalg er fulde af personlige dramaer, kaotiske kupforsøg og overraskende konstitueringer. Det kan ofte trække ud i dagevis, før en borgmester kan kåres. Nogle politikere skifter endda parti eller bliver løsgængere, så flertallet og dermed navnet på borgmesteren skifter.

Her er de 98 kommende borgmestre

Figur 1 | Forstør   Luk

Dansk Folkeparti kan få sit store kommunale gennembrud og sine første borgmesterposter.

Kilde: Mandag Morgen

Neden under det hele er der en sammenhæng mellem landspolitiske tendenser og resultaterne ved et kommunevalg. Det helt afgørende spørgsmål er derfor, hvor kraftigt det landspolitiske slår igennem i kommunerne?

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen siger, at de landspolitiske tendenser som tommelfingerregel vil ramme kommunerne med halv kraft. Men den tendens slår ikke igennem med samme styrke i alle kommuner og for alle partier.

”De landspolitiske tendenser slår særlig kraftigt igennem i de store kommuner, hvor færre vælgere stemmer personligt, og ikke så kraftigt igennem i de mindre kommuner, hvor flere vælgere stemmer personligt,” siger han.

Det betyder, at de landspolitiske tendenser vil slå mest igennem i kommuner som København og Aarhus, og mindre kraftigt i kommuner som Herlev, Gentofte eller Lemvig

”Stærke borgmestre skærmer af for den landspolitiske effekt, fordi han eller hun henter stemmer fra vælgere, der kan stemme helt anderledes ved de landspolitiske valg,” siger Kasper Møller Hansen.

Det betyder særligt noget for de to store borgmesterpartier, Socialdemokratiet og Venstre.

”De to partier med mange borgmesterposter vil ikke mærke de landspolitiske tendenser helt så stærkt som f.eks. Dansk Folkeparti eller Enhedslisten,” siger Kasper Møller Hansen.

Oversat til kommunalvalgets virkelighed betyder det, at Socialdemokratiet vil gå frem og Venstre tilbage. For Socialdemokratiet betyder det dog, at fremgangen bliver svagere, og for Venstre at tilbagegangen bliver mindre markant, end det ville have været tilfældet uden de to partiers mange stærke borgmestre. 

Hævnens time og de lokale gysere

Mandag Morgen vover på den baggrund det ene øje og vurderer i denne analyse, hvor de landspolitiske tendenser slår igennem – og hvor lokale forhold, som for eksempel en stærk borgmester, dæmmer op for det landspolitiske pres. Analysen er baseret på en omfattende kortlægning af kandidatlister og valgforbund, lokale meningsmålinger, lokale og regionale analyser i dagblade og TV, samt samtaler med borgmestre og andre centrale kilder.

Nogle steder er valget temmelig forudsigeligt, og det er nærmest blot et spørgsmål om, hvor stor bykongernes og -dronningernes sejr bliver. Det er tilfældet med borgmestre som Lars Krarup (V) i Herning, Hans Toft (K) i Gentofte og Thomas Gyldal Petersen (S) i Herlev. Her handler det mere om hvem, der kommer med i konstitueringerne og dermed får del i goder og attraktive udvalgsposter. Læs også ”De ukronede bykonger og -dronninger” s. 20.

Andre steder er valget ensbetydende med hævnens time. Det er øjeblikket, hvor tidligere borgmesterkup skal hævnes, politiske ydmygelser gennem de sidste fire år skal revancheres og personlige opgør endelig skal afklares. Her kan valget ende med et festfyrværkeri af politiske dramaer.

Det finder vi bl.a. i Nyborg, hvor det ikke er glemt, hvordan Socialdemokratiets populære stemmesluger Erik Christensen blev kuppet ved sidste valg. I Glostrup kan det også være tid for revanche otte år efter, at S-borgmester Søren Enemark blev kuppet og senere måtte 30 dage i fængsel for at tjekke kommunens data på en politisk modstander. Nu forsøger Socialdemokratiet et comeback. Og i Thisted er der nærmest garanti for ballade, efter at borgmester Lene Kjelgaard Jensen er hoppet fra Venstre til de konservative og har beholdt borgmesterkæden. 

Mette Frederiksen ligner en vinder

Alt tyder på, at Socialdemokratiet med formand Mette Frederiksen i spidsen bliver en af vinderne ved kommunalvalget i næste uge.

Mandag Morgens prognose viser, at Socialdemokratiet vil vinde 14 nye borgmesterposter og blot tabe tre. De nye borgmesterposter bliver høstet i kommuner som Randers, Thisted, Kerteminde, Slagelse, Køge og Halsnæs.

Holder prognosen, vil det betyde, at Socialdemokratiet vil have 45 borgmestre og dermed atter være landets største borgmesterparti – både målt på antallet af borgmestre og stemmer. Det er fortsat noget under niveauet ved valget i 2009. Men det er en klar fremgang i forhold til massakren for fire år siden. Se figur 2.

S går frem

Figur 2 | Forstør   Luk

Socialdemokratiet står til at erobre nye kommuner, mens Venstre taber nogle af sine. Note: Siden valget i 2013 er Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen skiftet fra V til K, Stevns borgmester Mogens Haugaard Nielsen er skiftet fra V til Nyt Stevns, Læsøs borgmester Tobias Birch Johansen er skiftet fra Læsø Listen til V og i Lejre har Carsten Rasmussen (S) overtaget borgmesterposten efter SFs Mette Touborg.

Kilde: Kenneth Thue Nielsen og Mandag Morgen.

Her gik Socialdemokratiet tilbage fra 30,6 til 29,5 pct. af stemmerne – en tilbagegang på ca. et procentpoint. Men partiet tabte nattens konstitueringer med et brag. Næste morgen var det kommunale Danmark malet blåt. Socialdemokratiet tabte 16 af sine 49 borgmestre og endte med at have 33.

Der er altså ikke en direkte sammenhæng fra valgets resultat og til antallet af borgmesterposter.

Analytiker Kenneth Thue Nielsen fra methods.dk afdækker sammenhængen mellem meningsmålinger på landsplan og partiernes resultater ved kommunalvalgene i 2005, 2009 og 2013.

For de tre største partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre, er der et tydeligt mønster. Og det gentager sig ved både kommunalvalg og valg til regionsrådene. For de fem mindste partier, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre og SF, kan han ikke spore nogen entydig forbindelse mellem meningsmålinger på landsplan og kommunalpolitiske resultater.

”Socialdemokratiet får altid bedre resultater ved kommunalvalgene end de landspolitiske meningsmålinger tilsiger, Dansk Folkeparti har indtil nu fået dårligere resultater og Venstre har fået resultater på niveau med et gennemsnit af de landspolitiske målinger,” siger Kenneth Thue Nielsen. Se figur 3.

Venstre står til nederlag

Figur 3 | Forstør   Luk

S plejer at få et valgresultat 6-7 procentpoint over de nationale meningsmålinger. For DF er det lige omvendt.

Kilde: Kenneth Thue Nielsen, Kasper Møller Hansen og Altinget

Derfor kan Socialdemokratiet med stor sandsynlighed se frem til et godt valg og Venstre til et dårligt valg.

”Jeg kan ikke sige noget om, hvor mange borgmesterposter, Socialdemokraterne kan vinde, eller hvor mange Venstre kan tabe. Jeg kan heller ikke sige, hvor det kan ske. Men jeg kan sige, at der er stor sandsynlighed for, at Socialdemokraterne vil gå frem, og at Venstre vil gå tilbage,” siger han.

For øjeblikket står Socialdemokratiet til at få 26 pct. af stemmerne i de nationale meningsmålinger. Ved valget for fire år siden stod Socialdemokratiet til kun at få godt 22 pct. af stemmerne. Hvis tendensen holder, vil Socialdemokratiet få 32-33 pct. af stemmerne ved kommunalvalget – en markant fremgang.

Partiet vil beholde de fire store kommuner – København, Aarhus, Aalborg og Odense. Størst spænding ser der ud til at være i Odense, hvor den mangeårige socialdemokratiske borgmester Anker Boye trak sig fra årsskiftet og overlod borgmesterkæderne til Peter Rahbæk Juel, så han kunne nå at køre sig selv i stilling inden valget. Men holder afsmitningen fra det landspolitiske, fortsætter Rahbæk Juel som borgmester.

Som en ekstra fjer i hatten kan Socialdemokratiet formentlig erobre Randers tilbage. Det var en streg i regningen, at partiet tabte den gamle arbejderby til Venstres Claus Omann Jensen ved sidste valg. Men han får svært ved at forsvare borgmesterkæden.

Til gengæld ser det ikke ud til, at Socialdemokratiet vil erobre Esbjerg, landets femtestørste. Det står klart, at Venstre skal have ny borgmester, da partiets og kommunens borgmester gennem 24 år, Johnny Søtrup, ikke genopstiller. Men Venstres nye spidskandidat, Jesper Frost Rasmussen, er storfavorit til at overtage posten. Heller ikke andre kommuner som Kolding, Vejle og Vordingborg ser Socialdemokratiet ud til at få fingre i.

Ny sejr til DF

Dansk Folkeparti kan for første gang nogensinde få sine borgmestre – altså udover kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen i København og rådmand for Sundhed og omsorg i Aarhus, Jette Skive.

I mange år har partiet ellers ikke kunnet veksle den store succes i Folketinget til de kommunalpolitiske byråd. Målt i mandater kom gennembruddet ved sidste valg, hvor Dansk Folkeparti blev det tredjestørste kommuneparti med 256 mandater – svarende til en fremgang på 70 mandater.

Men den helt store triumf – en borgmesterpost – udeblev. Sker det samme ved dette valg, vil det være et gigantisk nederlag for Kristian Thulesen Dahl. Ganske vist går partitoppen stille med dørene og lufter ikke de vilde ambitioner. Men selvfølgelig drømmer, håber og tror partitoppen på, at det denne gang skal lykkes at bryde muren. Og Mandag Morgens valgprognose forudser, at Dansk Folkeparti vinder to borgmesterposter.

En af dem går til partiformandens bror, Jens Henrik Thulesen Dahl, i Assens. Det vil i givet fald blive et af valgets helt store højdepunkter i medierne og en sand triumf for partiet. Jens Henrik Thulesen Dahl udkæmper et politisk trekantsdrama om posten mod Venstres nuværende borgmester Søren Steen Andersen og Socialdemokratiets spidskandidat, Charlotte Vincentz Petersen.

Partiets spidskandidat i Guldborgsund, René Christesen, ser også ud til at være favorit til at tage borgmesterposten. Ganske vist har Socialdemokratiet meldt ud, at de ikke vil støtte ham som borgmester. Men meget kan ske under konstitueringen. Christensen fik et kanonvalg i 2013 og har de senere år haft et godt samarbejde med Socialdemokratiet.

Derudover har Dansk Folkeparti de afgørende mandater i mange andre kommuner – specielt i det sydlige Jylland, på Fyn og i dele af Sjælland. Spiller partiets forskellige spidskandidater deres kort rigtigt, kan de også gå hele vejen.

Dansk Folkeparti er gået frem med typisk 2 procentpoint ved hvert eneste kommunalvalg siden 2005. Fortsætter den tendens, kan valget blive endnu en stor sejr for Dansk Folkeparti. 

Venstre undgår blodbad

Det omvendte gælder for Venstre. Efter den imponerende sejr ved valget for fire år siden kan valget næsten kun blive en tilbagegang. Sådan lyder i hvert fald statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) egen analyse.

”Der er ingen tvivl om, at vi ved sidste valg var ualmindeligt heldige eller dygtige i forhold til konstitueringer. Med noget, der lignede en fjerdedel af stemmerne, fik vi cirka halvdelen af borgmesterposterne,” siger statsministeren i et interview med Ritzau i sidste uge.

Venstre fik 26,6 pct. af stemmerne og 48 af de 98 borgmesterposter. Det var tilfældet, selv om Socialdemokratiet blev det største parti med 29,5 pct. af stemmerne. I 2013 gik det altså rigtig godt for Venstre. Det var stolpe ind i næsten alle kommuner for Venstre, mens det var stolpe ud for Socialdemokratiet.

”Det, kan man ikke regne med, sker igen. Går man tilbage i historikken, vil man også kunne se andre valg, hvor Venstre har fået noget nær den samme opbakning som sidste gang, men meget færre borgmestre,” siger Løkke Rasmussen.

I kommunerne kan ganske få stemmer afgøre valg og borgmesterposter. Til gengæld kan et parti, trods tilbagegang, fastholde positionen i kraft af meget høje personlige stemmetal til en populær kandidat. Derfor kommer Venstre ikke til at aflevere alle de borgmesterposter, partiet overtog fra Socialdemokratiet efter det seneste valg.

I Mandag Morgens analyse får Venstre 39 borgmesterposter. Det er ni færre end ved sidste valg. Det er bestemt en tilbagegang, men langt fra så smerteligt, som man kunne have forestillet sig, og de ligger fortsat pænt over niveauet fra valget i 2009, hvor partiet fik 31 borgmestre.

Analysen kan naturligvis ikke tage alle valgets misteltene i ed. I en lang række kommuner kan gyservalg og efterfølgende gysernætter ende med forhandlinger, hvor alle spiller mod alle i kampen om borgmesterposten. Her kan Venstre meget vel være mindre ”heldig” eller mindre ”dygtig” end ved det seneste valg. Det vil så påføre Venstre yderligere tab. 

K-borgmestre i farezonen

Det Konservative Folkeparti kan blive valgets store taber og ende med at tabe hele fire borgmesterposter. Partiet sidder på 14 borgmesterposter og er det tredjestørste borgmesterparti. Det er dog nærmest surrealistisk i betragtning af, at partiet blot opnåede 8,5 pct. af stemmerne ved valget i 2013.

Det vidner om en stærk lokalpolitisk forankring, hvor partiet drager fordel af borgmestereffekten. Derudover havde de konservative en usandsynlig heldig og dygtig hånd ved konstitueringerne efter valget i 2013. Det bliver nærmest umuligt at gentage dette politiske kunststykke.

De konservative får ikke problemer med at forsvare Henrik Rasmussen i Vallensbæk, Hans Toft i Gentofte og Morten Slotved i Hørsholm. Formentlig vil K-borgmestre som Benedikte Kiær i Helsingør, Sofia Osmani i Lyngby-Taarbæk og Jørgen Glenthøj på Frederiksberg også kunne beholde borgmesterkæderne

Men det ser straks sværere ud andre steder. Mandag Morgens prognose forudser, at den konservative leder Søren Pape Poulsens hjemkommune Viborg, hvor han selv var borgmester frem til 2014, ryger til Venstres kendte spidskandidat, den tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek.

På samme måde synes K-kommuner som Thisted, Køge og Hillerød at være i farezonen. De tre kan med stor sandsynlighed ende hos Socialdemokratiet.

Den ellers så populære stemmesluger Knud Kristensen får det også det svært i Vesthimmerland efter anklager om inhabilitet i en byggesag. Han synes isoleret i byrådet og har brug for det modsatte, dvs. gode netværk og gode alliancer, når forhandlingerne om borgmesterposten går i gang efter valget.

Men nu er det som bekendt kommunalvalg. Og erfaringerne fra de seneste valg har vist, at selv de mest usandsynlige konstellationer ikke er så umulige, når gevinsten er en borgmesterkæde.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu