Da britiske Toby Eccles satte gang i den første sociale effektinvestering i verden torsdag 18. marts 2010, altså for lige godt ti år siden, skete det under overskriften: ”Invest in social change.”

I dag, ti år senere, har 194 andre aktører fra hele verden fulgt op på projektet og udformet hver deres sociale effektinvestering. De har særlig bredt sig i Storbritannien og USA, men også Finland, Sverige og nu også Danmark afprøver modellen. Se figur 1. 

Fra begyndelsen har Eccles villet kombinere det bedste fra to ellers meget forskellige verdener. En investeringsverden med fokus på opnåelse af på forhånd definerede resultater og effekter og en socialfaglig verden bemandet med fagprofessionelle, som har en dyb indsigt i, hvordan man arbejder med udsatte borgere.

Selv om Toby Eccles fra starten har opfordret folk til at se på resultatet, effekten, og ikke så meget på, hvem der investerer i projektet, har fokus på investors baggrund og rolle ofte karakteriseret debatten om sociale effektinvesteringer, social impact bonds, sociale obligationer, eller hvad den type investeringer nu kaldes.

I Danmark mener kritikere ikke, at private investorer skal kunne tjene penge på velfærd. 

Effekt giver profit

I forhold til debattens mere skarpe positioner er det dog værd at bemærke, at det kun meget sjældent er lykkedes at tiltrække professionelle private investorer fra for eksempel pensionsselskaber til de sociale effektinvesteringer. 

Kritikerne fremhæver ellers ofte den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs som et eksempel på, hvordan private investorer kan tjene på sociale effektinvesteringer, men Goldman Sachs fire investeringer er nærmere undtagelsen, der bekræfter reglen.

Mandag Morgen kan ud fra oplysninger i Toby Eccles egen database fra organisationen Social Finance vise, at professionelle investorer som banker står for 13 ud af i alt 138 sociale effektinvesteringer, der indgår i databasen. Langt hovedparten af investeringerne stammer fra forskellige fonde.

Spørgsmålet er så, om investorerne tjener på deres investeringer. Det har Emily Gustafsson-Wright fra den amerikanske tænketank Brookings Institution foretaget en undersøgelse af.

”Næsten alle afsluttede projekter har opnået den ønskede effekt, og investor har fået sine penge tilbage, og i halvdelen er det sket med en forrentning,” siger hun.

Da investeringerne i gennemsnit løber mellem fire og fem år, er der endnu ikke data for effekten af alle 194 effektinvesteringer. Emily Gustafsson-Wright udtaler sig således på baggrund af en analyse fra 2019, der omfatter de første 47 afsluttede projekter.

Hendes analyse tyder altså på, at sociale effektinvesteringer rent faktisk skaber den ønskede effekt for borgerne. Der er dog et helt afgørende men.

”Vi ved jo ikke, hvad der ville være sket, hvis ikke man havde foretaget de pågældende investeringer,” siger Emily Gustafsson-Wright.

Hesten fra Troja

Emily Gustafsson-Wright ser i en helt anden retning, når hun skal vurdere betydningen af sociale effektinvesteringer.

”Jeg opfatter effektinvesteringerne som en slags trojansk hest, hvis ‘soldater’ kan vende op og ned på den traditionelle måde at levere sociale services til borgerne på,” siger hun.

Systemændringer sker ifølge den svensk-amerikanske forsker på i alt tre områder.

Effekt. Effektinvesteringer fører til, at udbyderne af en opgave eller et problem, de vil have løst, begynder at tænke på effekt for borgerne og ikke bare på de ressourcer, der tilføres en opgave.

Data-management. Undervejs samles der løbende data for hele tiden at kunne vurdere og evaluere indsatsen. Det kan føre til ret omfattende omlægninger af indsatsen, hvis det viser sig, at de valgte redskaber ikke virker efter hensigten.

Svære problemer. Effektinvesteringer går ofte til områder, hvor det offentlige har svært ved at hjælpe borgerne til et bedre liv.

”Investeringerne retter sig mod det, man kalder de hårde sociale problemer, som kommuner og regeringer har svært ved at finde løsninger på. Det kan for eksempel være hjemløshed, indsatser for udsatte børn og unge for at undgå anbringelser, eller det kan være hjælp til langtidsledige eller andre udsatte borgere, så de kommer i arbejde,” siger hun. Se figur 2.

Partnerskaber om små projekter 

De 194 sociale effektinvesteringer er med meget få undtagelser meget små. Det viser Emily Gustafsson-Wrights opgørelse over de sociale effektinvesteringer i verden og en tilsvarende kortlægning fra Go Lab, der ligger på Blavatnik School of Government ved Oxford Universitet.

De to peger samstemmende på, at der på globalt plan er rejst cirka tre milliarder kroner over de seneste ti år til de op mod 200 sociale effektinvesteringer. I gennemsnit bliver der brugt mellem 14 og 15 millioner kroner på investeringerne.

”Man taler ofte om sociale effektinvesteringer ud fra en forestilling om, at det er et klart defineret begreb. Men det er det ikke. Der er meget store forskelle i, hvordan man definerer målgrupper for projektet og også for, hvordan man definerer effekten af en indsats. Det betyder, at fordelingen af risiko kan være meget forskellig fra projekt til projekt,” siger Andreea Anastasiu, der som policy engagement manager ved Go Lab har samlet informationerne om sociale investeringer. 

Der er dog et klart fællestræk. Hun siger, at effektinvesteringer alle handler om, at der kun udbetales penge, hvis en indsats fører til et ønsket resultat. Sker det ikke, taber en investor sine penge.

Samtidig noterer hun en udvikling gennem de første ti år med sociale effektinvesteringer, hvor interessen er flyttet fra et ønske om at tiltrække privat kapital til først og fremmest at fokusere på effekt af sociale indsatser.

”Sociale effektinvesteringer handler selvfølgelig både om at tiltrække nye investorer og have fokus på effekt, men i praksis betyder fokus på effekt og de ændringer, det fokus kan få for den leverede service, mere og mere,” siger Andreea Anastasiu.

Hun siger, at arbejdet med sociale effektinvesteringer bygger på et partnerskab mellem de involverede aktører.

”Aktørerne må skabe et forum, hvor de for eksempel kan tale sig til rette om målgruppe, mål for effekt og de forskellige roller, de hver især skal have undervejs i forløbet. De skal etablere den rigtige governance-struktur for deres indsats,” siger Andreea Anastasiu og fortsætter:

”Sociale effektinvesteringer handler ikke så meget om, hvordan finansieringen tilvejebringes, men mere om, hvordan de rigtige parterskaber samles, og hvordan arbejdet med en indsats organiseres,” siger hun.