Tyskland er open for business, også på det politiske område. Det bør Danmark drage nytte af i langt større omfang, end det er tilfældet i dag.

Valget til Forbundsdagen på søndag den 24. september er det mest europæiske valg, Tyskland nogensinde har gennemført. Både storfavoritten Angela Merkel og hendes socialdemokratiske udfordrer Martin Schulz er stærkt optagede af, at EU i de kommende år skal styrkes, og at Tyskland har en helt særlig rolle at spille i den forbindelse. Europa skal ifølge de to toppolitikere udvikle sig til en ligeså troværdig global aktør i udenrigs- og sikkerhedspolitisk sammenhæng, som man er det i økonomisk og handelspolitisk forstand.

Tyskerne ved godt, at det stiller særlige krav til dem som land, men de forventer også, at andre europæiske lande bidrager til den debat. Og det er her, man savner et mere proaktivt Danmark. Situationen er den, at man i Berlin undrer sig over, at Danmark ikke spiller mere aktivt med i debatten om EU’s fremtid.

Helle Thorning-Schmidt var frem til 2017 noget af en darling i Berlin, hvor Angela Merkel bidrog kraftigt til, at den socialdemokratiske statsminister var med helt fremme i opløbet til posten som formand for Det Europæiske Råd. Selv om posten gik til den konservative polak Donald Tusk, var opbakningen fra den tyske kansler til Thorning markant. Merkel gjorde det ved den lejlighed klart, at hun ser Danmark som et land, der kan bygge broer internt i EU – både mellem eurolandene og ikke euro-landene og mellem Tyskland og de nordiske lande, som man i Berlin meget gerne vil tale med i samlet flok.

MEN STATSMINISTER LARS LØKKE RASMUSSEN GØR intet for at spille den rolle proaktivt. Tværtimod. Således også i sidste uge, da statsministeren kommenterede EU-Kommissionsformand Jean-Claude Junckers State of the Union-tale med fire tweets, hvori han gjorde det klart, at han ikke ønsker traktatændringer eller nogen ’nye store projekter eller institutionelle diskussioner’. Denne kommentar er i direkte modstrid med den EU-politik, som Angela Merkel går til valg på i Tyskland. I Merkels øjne skal de kommende år bruges til at integrere EU-samarbejdet betydeligt, både hvad angår den økonomiske politik, og hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kun på den måde kan EU skabe tryghed og sikkerhed for sine borgere, mener Merkel.

I stedet er Danmarks eneste proaktive initiativ på den europæiske scene udenrigsminister Anders Samuelsens bestræbelser på at samle lande som Portugal, Østrig, Tjekkiet og Irland for med udenrigsministerens ord at danne modvægt til den stærke tysk-franske akse i EU. Det projekt opleves i det tyske udenrigsministerium i bedste fald som meget lidt konstruktivt, siger to erfarne iagttagere af dansk-tyske udenrigspolitiske relationer i dag i Mandag Morgen.

Der er ingen tvivl om, at VLAK-regering i sin europapolitik er varsom med ikke at tirre sit magtfulde støtteparti DF, der er stærkt kritisk over for både EU og Angela Merkel. Men omvendt virker det nærmest uforståeligt, at regeringen ikke bruger den goodwill, man historisk set har i Berlin, til at forsøge at forme tidens europæiske debatter, så de matcher Danmarks nationale interesser. Når det gælder arbejdsmarked, energi, grøn omstilling og en række andre dagsordener, ser man i Tyskland med stor velvilje på Danmark. Og uanset hvad statsministeren måtte mene om Tysklands og Frankrigs ganske omfattende reformplaner for de kommende år, så har danske vælgere og virksomheder krav på, at regeringen gør Danmarks holdninger og visioner gældende over for Tysklands stadigt mere magtfulde politikere.

SOM DET OGSÅ FREMGÅR AF MANDAG MORGEN i denne uge, ser mange danske virksomheder Tyskland som porten til verden, når det handler om at styrke dansk eksport. Det samme vil i de kommende år gøre sig gældende på det politiske område.

Tyskland vil som Europas uden sammenligning stærkeste nation være omdrejningspunkt for de diskussioner, der vil forme både EU’s interne politikker og de politikker, som unionen vil kæmpe for på den globale scene. Uanset om det handler om energi, klima, opgør med skatteunddragelse eller forebyggelse af en truende folkevandring fra Afrika, vil det ofte være i Berlin, at strategierne og politikkerne udvikles. Derfor bør Danmark også i politisk forstand engagere sig langt mere i Tyskland, end det er tilfældet i dag.

I Tyskland vil man meget gerne lytte til Danmark og lade sig inspirere af de mange begavede løsninger på væsentlige samfundsudfordringer, vores land har at byde på. Men hvis Danmarks eneste bud på EU’s fremtid er at sætte militæret ind ved grænsen i Sønderjylland, så kan man dårligt klandre regeringen i Berlin for at lytte til andre mere konstruktive partnere som eksempelvis Sverige, Belgien og Holland, når man lægger planer for det stadigt mere integrerede EU, stort set alle tyske politikere ser som en nødvendighed.