Sidste år blev 10-året for den store kommunalreform, som skabte større og mere bæredygtige lokale enheder, fejret og markeret med festtaler og statussnak, som man jo skal med den slags dybdegående, historiske strukturændringer af et samfund.

Men når der er vasket op efter jubilæumsfesten, så står det rundt omkring i dagligdagen i den offentlige sektor mere og mere tydeligt frem, at kommunalreformen meget langt fra har løst velfærdssamfundets udfordringer for det næste årti.

Det er selvfølgelig ikke strukturreformens skyld alene. Der er helt åbenlyse problemer med den måde, der styres, måles og vejes på i den offentlige sektor, når det gælder anvendelsen af de menneskelige ressourcer.

Der er ikke noget galt med at målstyre, men det er vigtigt, at der styres efter relevante mål. Der er ganske enkelt for lidt tid til kerneopgaverne, som ikke er blevet færre i den offentlige sektor, og der bruges for meget tid på administration, kontrol og rapportering.

Der er problemer med en hel ekstrem silotænkning og suboptimering i forskellige sektorer inden for det offentlige område og for lidt tværgående tænkning og samarbejde, hvis vi skal have effektiviseret sagsgange, sparet penge og ikke mindst give borgerne en hjælp, der er til at bruge til noget.

Ukoordinerede handleplaner fra alle og enhver af de offentlige instanser, en borger kan risikere at komme i kontakt med, er det glade vanvid og gavner ingen bortset fra den forsvundne fuldmægtig fra forrige århundrede, der måtte elske et accelererende og meningsløst regel- og kontroltyranni.

Der er brug for at frisætte de offentlige ledere til i større udstrækning at udvikle og tænke innovativt i stedet for at tænke i nul-fejl kultur og ufleksible rammer. Der er brug for ledere, der skal være super dygtige og har passionen for at motivere og guide medarbejderne i den offentlige sektor under store forandringsprocesser.

Der er sidst men ikke mindst brug for en offentlig sektor, der kommer endnu mere op i gear, når det gælder digitaliseringen og udnyttelsen af hele det enorme potentiale, som adgangen til digitale data, kunstig intelligens, digitale assistenter, velfærdsteknologi, telemedicin, sensor-overvågning m.v. kan betyde for den offentlige sektor.

Hvis regeringen og innovationsminister Sophie Løhde lykkes med de ting, de lige nu har gang i, så er der lagt op til en ret omfattende ny reform af den offentlige sektor, og det er der behov for. Første skridt på den vej er, at de igangværende hårde overenskomstforhandlinger kan lande på en måde, som ikke bringer parterne ud i en stor konflikt.

Næste skridt er at få de faglige organisationer med om bordet sammen med stat, regioner og kommuner i forhold til at forankre og forpligte alle parter på en ny sammenhængsreform i foråret og nogle nationale mål for afbureaukratisering.

Alt sammen er det pakket ind i flotte ord om mere velfærd for pengene, bedre ledelse og mere faglighed og klogere styring. Det kan ingen jo være imod. Men når båndet er klippet over og indpakningspapiret er flået af pakken, så går det ikke helt nemt med det, der skal være inden i. Det ved tidligere regeringer, som har prøvet at gennemføre afbureaukratiseringsprocesser og at opstille målsætninger om at slippe ledelsen og medarbejderne mere fri og tænke nyt.

Man kan sige, at udviklingen i den offentlige sektor lige nu er med Lars Løkke Rasmussen og Sophie Løhde. Der råbes på forandring. Der er en fornemmelse af en nødvendighedens lov i forhold til, at der må ske noget. Ellers løber den teknologiske udvikling fra den offentlige sektor.

Ellers løber borgernes opbakning til en høj skattebetaling og tilliden til velfærdssamfundet som fundament fra den offentlige sektor. Ellers vil den offentlige sektor ikke kunne rekruttere de dygtigste medarbejder og ledere i fremtiden eller klare en stor demografisk udfordring med flere ældre.

Og sidst men ikke mindst – ellers vil den offentlige sektor ikke langt om længe kunne angribe de onde problemstillinger i vores velfærdssamfund. Dem, der trækker dybe spor gennem mange forskellige sektorer, som kræver de fleste skattekroner at håndtere og som skaber sociale tabere og tragiske skæbner hele vejen igennem et langt livsforløb.

Der er al mulig brug for en sammenhængsreform, som erstatter de flotte ord med konkret handling både for de borgere, som er løbet sur i systemerne, de medarbejdere, der passioneret udfører deres job, og de borgere, der skal betale for systemet.