Velfærdens frontpersonale: Hav nu tillid til os
I den offentlige sektor har styringen vundet over både medarbejdernes faglighed og lokale lederes mulighed for rent faktisk at lede. Sådan lyder kritikken fra en række organisationer, der efterlyser større frihed og tillid.
Torben K. Andersen
Politisk redaktør
Jens Reiermann
Velfærdsredaktør- 19 organisationer udstikker kursen for den offentlige sektor de kommende år og sætter nye pejlemærker.
- Innovationsminister Sophie Løhde (V) får ros for sit initiativ om partnerskab og fælles mål. Men det kan blive op ad bakke.
- To af landets førende eksperter giver deres bud på de mest påtrængende forandringer og udviklingsmål for den offentlige sektor.
- 35 års kamp mod regelrytteriet har slået fejl.
Danskerne til Sophie Løhde: Spørg os, om den offentlige indsats hjælper
Velfærdens frontpersonale: Hav nu tillid til os
Sygehusene er en succeshistorie som få andre.
Flere patienter overlever et hjerteanfald. Det samme gælder en anden af de frygtede dødssygdomme, kræft. Her taler man i stigende grad om, at kræft kan ende som en kronisk og ikke som en dødelig lidelse.
Samtidig kan økonomerne glæde sig. Produktiviteten på sygehusene stiger år for år så meget, at de fleste private virksomheder ville være misundelige.
Men der er en bagside.
Over hele landet oplever læger og sygeplejersker, at de ikke bare skal bruge deres tid på patienterne, men også på indberetning af data. Det kan være data, der understøtter en stram økonomisk styring, eller data til kvalitetsudvikling.
Når Kræftens Bekæmpelse skal pege på de store udfordringer for den offentlige sektor, sker det bl.a. under overskriften ”System vinder over faglighed”. I deres øjne gælder dette ikke bare inden for sundhedsvæsenet. Det gælder også i folkeskolen, i gymnasiet, ja, systemtankegangen har vundet indpas overalt.
Fra sin position på Roskilde Universitet bekræfter professor i offentlig forvaltning Jacob Torfing tendensen.
”På nogle områder har man haft det, man kunne kalde overstyring, og mere kontrol, end det er nødvendigt for at sikre et minimumsniveau af kvalitet i den offentlige service. Medarbejdernes faglige motivation og deres ønske om at gøre noget godt for borgerne og samfundet, er nok den vigtigste ressource i den offentlige sektor. Man skal passe virkelig meget på, at den motivation ikke fortrænges ud fra et ønske om resultatkontrol,” siger Jacob Torfing.
Overstyring hæmmer ledelse
Ikke så overraskende efterlyser en række faglige organisationer større frihed til medarbejderne ude ved velfærdens frontlinje og øget tillid til deres faglighed. Det gælder f.eks. Socialpædagogerne, der peger på, at der er for lidt fokus på faglighed og kvalitet og for meget på styring.
Men også de så ofte udskældte DJØF’ere noterer problemet. DJØF er som fagforbund medlem af AC, der peger på, at den hårde styring og dominerende nulfejlskultur gør det lidt sværere at være innovativ og eftertænksom.
”Der er behov for en national strategi, der sikrer frirum til ledere og medarbejdere, så de offentlige ydelser konstant udvikles tæt på og til gavn for brugerne,” siger Janus Broe Malm, direktør i AC’s politisk-økonomiske afdeling.
Kritikken af særligt overstyringen er bestemt ikke ny. Men det tankevækkende er, at organisationer med meget forskellige interesser deler kritikken af en offentlig sektor med for meget fokus på styring og for lidt på ledelse og faglighed.
Det gode spørgsmål er, hvad der kan erstatte den omfattende styring.
Her peger en række organisationer, lige fra Kræftens Bekæmpelse, over Skole og Forældre, til Socialpædagogerne, LO og andre faglige organisationer, på behovet for, at der bliver mindre styring og mere plads til ledelse og faglighed.
Men skal balancen mellem styring på den ene side og ledelse og faglighed på den anden side forskubbes, kommer det til at koste på en anden måde.
”Hvis der bliver mere frihed til at lede og mere frihed til medarbejdernes faglige vurderinger, så skal ansvaret følge med. Ledere og medarbejdere skal så stå til ansvar for, hvordan de forvalter deres ressourcer og deres frihed til at tilrettelægge deres ydelser,” siger Jacob Torfing.
Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har én ting til fælles ud over statsministerposter. De har alle forsøgt at rydde op i bureaukrati og overflødige regler.
Men de mange forskellige forsøg gennem 35 år har været uden den store succes.
Den konservative statsminister Poul Schlüter slog i 1982 til lyd for, at “det skulle være lettere at være dansker”. Han fik ministerierne til at få ryddet ud i paragrafferne. Seks år senere – i 1988 – måtte han tage fat igen og lancerede sin store afbureaukratiseringsplan. Formålet var det samme. Og med samme ringe succes. Professor Jørgen Grønnegård Christensen dokumenterede i sin bog ’Den usynlige stat’ fra 1991, at Schlüter-regeringen havde vedtaget flere nye regler, end den havde afskaffet.
I 1992 blæste Schlüter på ny til angreb med “Operation regelstorm”. Men stormen udeblev. Og han efterlod i januar 1993 et Danmark, der var tættere reguleret end nogensinde tidligere i historien.
Poul Nyrup Rasmussen (S) forsøgte i 1995 uden den store succes at tage hul på “kampen mod bøvlet” ved at fjerne bureaukratiske byrder for virksomhederne. ”Færre og bedre regler – det er ledetråden,” lød Nyrups motto. Men det blev ved retorikken. Og på DI’s årsmøde i 2000 stod kravet om skattelettelser ikke længere øverst på erhvervslivets ønskeseddel. Nu havde kravet om afbureaukratisering og regelforenkling fået førsteprioritet.
Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede i 2002 en kampagne mod “Systemdanmark”, hvor parolen lød: “Intet er fredet eller helligt. Alle love, regler, cirkulærer og systemer kommer under lup.” VK-regeringen udpegede en såkaldt “regelforenklingsambassadør” i hvert ministerium. Den lavede handlingsplaner om regelforenklinger og administrative lettelser. Den nedsatte forskellige udvalg i ministerierne til at luge ud i bøvlede regler. Den lavede en afbureaukratiseringsreform. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg lancerede i 2010 kampagnen ’Væk med bøvlet, Inger’, hvor hun efterlyste ideer til at forenkle beskæftigelsesområdet. Men lige lidt hjalp det. Antallet af nye love, regler og bekendtgørelser havde aldrig været så stort som under VK-regeringen.
Helle Thorning-Schmidt (S) ville også rydde ud i lovjunglen. Anført af tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) lancerede regeringen sin store tillidsreform. ”Vi har talt om afbureaukratisering i årevis. Men samtidig med at man har siddet og fjernet regler med en pincet, har man siddet med en skovl i den anden hånd for at læsse dem på igen,” som hun forklarede. Men ligesom tidligere endte reformen også denne gang med at fuse ud.
Da Min A-kasse tilbage i 2011 printede alle dagpengereglerne ud, fyldte papirbjerget hele 23.675 sider. Det er sidste år svulmet op til 29.231 sider – svarende til en stigning på ca. 5.500 sider på seks år.
