Inden 2030 har verdens lande travlt, hvis alle målene på den fælles to-do-liste, som FN’s 17 verdensmål udgør, skal nås. Ikke bare skal landene udrydde sult og fattigdom, vi skal også samtidig afværge klimaforandringer og mindske ulighed, for bare at nævne fire af de 17 mål.

Opgaven er mildest talt enorm, og vender man blikket mod den danske indsats for at implementere målene, så er der rigeligt med skyts til både optimisterne og pessimisterne.

De førstnævnte kan pege på en ny rangliste fra juli i år, der placerer Danmark helt i toppen af lande, der er tættest på at nå verdensmålene. Faktisk er det kun Sverige, der på målstregen slår Danmark som det land i verden, der er tættest på at nå målsætningerne frem mod 2030. Finland og Norge er også med i toppen på en tredje- og fjerdeplads, mens Island halter lidt efter de andre nordiske lande på en niendeplads. Se figur 1.

Ranglisten er udført i samarbejde mellem det FN-støttede Sustainable Development Solutions Network (SDSN) og Bertelsmann Stiftung, og det er den mest detaljerede gennemgang af implementeringen af verdensmålene til dato.

Men så er der også dem, der siger, at Danmark endnu har langt igen. Og det argument understøttes også af den undersøgelse, som ranglisten er baseret på. At de nordiske lande rangerer så højt, skyldes nemlig til dels, at mange af de problemer, som verdensmålene skal tackle, allerede var løst i vores del af verden, da målene blev vedtaget i FN for to år siden.

Børnedødelighed, analfabetisme og ekstrem fattigdom har de skandinaviske lande fået bugt med for flere årtier siden, men der er alligevel områder, hvor vi halter efter.

Det gælder særligt bæredygtigheden i landbruget, udledningen af drivhusgasser og de store mængder affald, som det danske forbrug skaber.

Imponerende uansvarlighed

Selv om der på visse punkter er langt igen med at nå målene i Danmark, bliver udfordringerne ikke taget seriøst nok af den danske regering, mener kritikere.

Kritikken bunder i den længe ventede handlingsplan for verdensmålene, som regeringen lancerede i marts. Planen opstiller 37 konkrete prioriteter for implementeringen af målene i Danmark. Samtidig konkluderer den, at Danmark generelt er i hus med målene.

Men den får ikke mange roser med på vejen fra initiativtager og forkvinde for 2030-netværket, Kirsten Brosbøl (S). Hun mener, at planen er hentet i genbrugsafdelingen:

“Hvis man læser handlingsplanen, så får man klart indtrykket af, at man har set rundt blandt ministerierne for at se, hvad vi gør i forvejen, som vi kan putte ind under den her hat, og så har man skrevet det ind i handlingsplanen,” siger hun.

Netværket har til formål at sætte fokus på verdensmålene på Christiansborg, og med 44 medlemmer er alle folketingets partier repræsenteret. Som rådgivende sidevogn er der oprettet et 2030-panel, hvor udvalgte eksperter og virksomhedsrepræsentanter kan bidrage med indspark og ideer til netværket.

Steen Hildebrandt, professor emeritus på Aarhus Universitet og adjungeret professor på CBS og Aalborg Universitet, er en af panelets 16 medlemmer, og han lægger ikke fingre imellem i sin kritik af regeringens indsats for målene:

“Den nuværende regering er i en næsten imponerende grad uansvarlig i forhold til verdensmålene,” siger han og kritiserer handlingsplanen for at være for ukonkret og mangle handlinger.

Kigger man nærmere på de enkelte mål, er der da også flere af prioriteterne, der giver genklang med andre velkendte mærkesager fra regeringen. Flere flygtninge skal i arbejde, flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, og der skal slås hårdt ned på rocker- og bandemedlemmers kriminalitet, står der blandt andet.

På andre områder har Danmark allerede forpligtet sig i internationale aftaler, eksempelvis når det gælder at nedbringe mængden af drivhusgasser, og på atter andre områder ligger Danmark konsekvent i verdenstoppen.

Sidstnævnte gælder eksempelvis for den lave grad af korruption, hvor Danmark har ligget på førstepladsen alle årene siden 2012 på Transparency Internationals rangliste. 

Finansminister Kristian Jensen (V) afviser dog at have sminket resultaterne:

“Vi har jo valgt 37 nationale mål, og derfor kan man ikke sige, at vi bare har valgt få ud, hvor vi klarer os godt i forvejen,” siger han.

Kristian Jensen mener i stedet at vi godt kan ranke ryggen over den handlingsplan, som regeringen har leveret.

Toppen af det statistiske isbjerg

Selv om der er enighed om, at Danmark har et godt udgangspunkt for at nå verdensmålene, bliver billedet mere utydeligt, når man dykker mere ned i tallene. Det skyldes, at man aldrig før har indsamlet statistik på globalt plan i det omfang, som verdensmålene kræver.

Derfor er den rangliste, som Danmark scorer så højt på, reelt også kun en måling på lidt over halvdelen af de cirka 240 indikatorer, som FN har valgt som rettesnore for målene. Og billedet risikerer faktisk nu at blive endnu mere mudret på miljøområdet. I forslaget til finansloven er der nemlig ikke lagt op til at finansiere Det Grønne Nationalregnskab, som Dansk Statistik over tre år har udviklet.

I det, der meget vel kan blive det første og eneste grønne nationalregnskab, skriver Dansk Statistik, at regnskabet er afgørende for, at vi i praksis kan måles på, om udviklingen fører frem mod målene. 

“Man har gjort det vanskeligere at få en rimelig måling af den miljømæssige bundlinje, det er helt sikkert,” siger Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik.

Det skyldes blandt andet, at man ikke tidligere har indsamlet nær så meget statistik om miljøet, som man har gjort på de økonomiske og sociale bundlinjer. Regeringen har senest foreslået at tilføre 3,2 millioner kroner om året til Danmarks Statistik, så de fortsat kan indberette på verdensmålene i Danmark.

Ifølge Niels Ploug ændrer det dog ikke på, at cirka 10 af de 70 indikatorer som Danmarks Statistik har indberettet, ikke vil kunne blive beregnet i fremtiden uden en bevilling på 3,5 millioner kroner om året til driften af det Grønne Nationalregnskab.

Og vi er på mange områder kun ved at ane toppen af det statistiske isbjerg. Et eksempel er de såkaldte spillover-effekter, der dækker over aktiviteter som foregår i ét land, men som påvirker andre landes muligheder for at nå verdensmålene.

Den store udledning af drivhusgasser i de rige lande har konsekvenser i form af klimaforandringer i udviklingslandene, og hvis ikke man indtænker det i beregningerne, kan billedet risikere at blive skævt. 

“Problematikken er reel nok,” siger Niels Ploug og nævner turisme og transport som to områder, hvor særligt de vestlige lande er ansvarlige for en stor miljøbelastning:

“Rigtig meget af skibstransporten er jo med varer til den vestlige verden. Det indregnes ikke rigtig, som man gør det for tiden.”

Ingen hurtige løsninger

Frem mod 2030 er det dog ikke kun data, der mangler. Undersøgelsen fra SDSN viser nemlig også, at mange af verdens lande har meget langt igen, før verdensmålene er nået.

Det gælder særligt i Afrika syd for Sahara, der indtager ni ud af de ti nederste pladser i ranglisten. Bortset fra den enlige duks, Mauritius, er der ikke et eneste land i regionen, der opnår en grøn score på de første ti mål, der inkluderer svære målsætninger som at udrydde fattigdom og sult samt at sikre befolkningers sundhed, uddannelse og ligestilling mellem kønnene.

Frem mod 2030 er verdens lande i et kapløb mod tiden, og undersøgelsen understreger, at der skal til at sættes fart på, hvis det kapløb skal vindes.