Der er ikke noget, der hedder fri konkurrence og fri prisdannelse i en gennemreguleret verden fyldt med konkurrencebegrænsninger og regulerede priser. Men konkurrence er der. Og derfor er der grænser for, hvor langt og hvor hurtigt en virksomhed kan bevæge sig væk fra snæver og kortsigtet økonomisk profittænkning. Det er det, vi ser nu i udviklingen frem mod mere bæredygtighed. Virksomhederne bevæger sig, om end det går langsomt – alt for langsomt, hvis vi ser på verdensmålene og Parisaftalen. Det skal gå hurtigere, meget hurtigere.

Men skal man tro mange virksomhedsledere, er der mange, der gerne vil øge hastigheden. Selvfølgelig er der det, for virksomhedernes overlevelse på lang sigt beror på bæredygtighed. Den ikke-bæredygtige virksomhed overlever ikke på længere sigt.

Ikke-bæredygtighed er en tabersag. Kunder, investorer, långivere, leverandører, potentielle medarbejdere – flygter væk fra de ikke-bæredygtige virksomheder, ikke på én gang, ikke i samme tempo, men det sker.

Steen Hildebrandt
Ph.d., professor emeritus

Hvis vi skal øge hastigheden, skal de politiske rammer imidlertid bane vejen, så den ulige konkurrence mellem de bæredygtige og ikke-bæredygtige virksomheder allerede nu kan blive justeret. Det kan endda gøre bæredygtighed til en mulighed for Danmark, hvis vi går forrest. At Danmark – og det vil sige regering, Folketing, erhvervsliv og kommuner – ikke klart, håndfast og i fællesskab griber denne mulighed, er både uforståeligt og meget uklogt.

Kritikken skal først og fremmest rettes mod Folketinget. Det er Folketinget, der nøler og misbruger sin egen tid og sine egne muligheder for at tage initiativer, stille krav, og i stedet fralægger sig ansvaret for at træffe vidtrækkende, vanskelige – og nødvendige – beslutninger. Beslutninger, der kun bliver dyrere og vanskeligere at træffe, jo længere tid man udskyder dem.

Ikke-bæredygtighed er en tabersag

Ikke-bæredygtighed er en tabersag. Kunder, investorer, långivere, leverandører, potentielle medarbejdere – flygter væk fra de ikke-bæredygtige virksomheder, ikke på én gang, ikke i samme tempo, men det sker. Også lovgiverne, både de nationale og EU, er på vej. EU er længere, end de nationale parlamenter og regeringer. Fra EU kan vi i de kommende år forvente klare initiativer vedrørende bæredygtighed. Det skal vi være glade for, men det må ikke blive en sovepude i den hjemlige politiske diskussion

For fem år siden trak de fleste på skuldrene af sådanne tanker om bæredygtighed. Man må i sandhed sige: Det har ændret sig. Både bevidstheden hos politikere, ledere, ejere og medarbejdere har ændret sig, men jo også den alvor, der omgærder hele denne dagsorden. Jeg henviser i al forsigtighed til den seneste rapport fra FN’s klimapanel, IPCC-rapporten. Mon ikke man kan sige, at med denne rapport er der ikke megen skepsis tilbage. Det er alvor. Talen om klimatosser er forstummet.

Derfor: Lad os give erhvervslivet al den ros og respekt, som erhvervslivet fortjener for den indsats, der er ydet indtil nu. Og den er stor. Meget større, end man kan sige om for eksempel danske regeringers og Folketingets indsats. Regering og Folketing slæber fødderne. Taler og taler. Hævder at være så ambitiøse, at det nærmest er verdensrekord.

Det er godt at være ambitiøs, men hvis det er det eneste, man er, så er det selvfølgelig ikke godt nok. Der bliver talt for meget om ambitioner og for lidt om handlinger i Danmark. Én af ministrene kan ikke åbne munden uden at hævde og minde om, at Danmark har verdens mest ambitiøse klimalov, men det er sjældent, vedkommende bliver taget i at handle.

Jeg er træt af al denne snak om ambitioner. Jeg venter på handling. Og hvis regering og Folketing ikke går foran nu med klar og egentlig regulering, blandt andet i form af klare og mærkbare CO2-afgifter, så kommer vi endnu mere bagefter med hensyn til klimamål og verdensmål.

Steen Hildebrandt
Ph.d., professor emeritus

Fra snak til handling

Jeg er træt af al denne snak om ambitioner. Jeg venter på handling. Og hvis regering og Folketing ikke går foran nu med klar og egentlig regulering, blandt andet i form af klare og mærkbare CO2-afgifter, så kommer vi endnu mere bagefter med hensyn til klimamål og verdensmål. Regering og Folketing sidder på hænderne. Man kan ikke forvente, at erhvervslivet alene skal trække hele læsset.

Erhvervslivet skal hjælpes. Hjælpen består i klare rammer, reguleringer og krav. Og omvendt skal også regering og Folketing hjælpes – af erhvervslivet, civilsamfundsorganisationerne og vælgerne. Og så tror jeg i øvrigt, at også kommunerne skal til at presse regering og Folketing til handlinger, for også kommunerne savner mere klarhed fra regeringen. Det blev blandt andet gjort klart af adskillige kommunale ledere på Klimafolkemødet i Middelfart for nylig.

De økonomiske kalkuler

Så længe de økonomiske kalkuler i virksomhederne viser, at ikke-bæredygtig produktion og adfærd betaler sig, får vi ikke-bæredygtig produktion og adfærd. Selvfølgelig, og sådan er det lige nu på utallige områder. Ikke-bæredygtig adfærd er desværre stadig en god forretning mange steder. Der tjenes for eksempel bunker af penge på de utallige u-bæredygtige byggeprojekter, som vi i disse år ser overalt i landet. Og det går selvfølgelig ikke. Staten og EU skal hjælpe med til, at flere og flere kalkuler i virksomhederne viser, at det ikke-bæredygtige ikke betaler sig. Bæredygtig adfærd skal belønnes gennem forskellige former for klar og kontant afregning. Ikke-bæredygtig adfærd skal straffes.

Det handler om alt fra CO2-afgifter til egentlige forbud og reguleringer. Det er helt sikkert: Bæredygtig adfærd kommer ikke tilstrækkelig hurtigt og effektivt af sig selv. Vi bliver nødt til at indse: Markedet alene løser ikke bæredygtighedsudfordringerne. Markedet skal hjælpe til, men regering og Folketing skal vise vej og skabe klare rammer og betingelser.

Derfor: Bæredygtighed er et fælles anliggende og en fælles udfordring. Ikke bare for Danmark, men for verden. Det er derfor, det ene verdensmål handler om partnerskaber. Det er ikke tom snak; det er en benhård realitet. Der er alt for mange siloer og søjler, både i landene og i den store verden. De danske klimapartnerskaber er et godt eksempel på partnerskabstænkning. Det skal vi have meget mere af, samarbejde mellem stater, mellem stater, erhvervsliv, regioner og kommuner.

I regeringens handlingsplan fra juni 2021 skriver finansministeren: ”Vi skal kæmpe for, at vi efterlader et bedre samfund til vores børn, end det vi overtog”. Ja. Og: Hvad betyder bedre? Det er det store spørgsmål og den store udfordring lige nu og i de kommende år. På den store klinge er det dette spørgsmål, der skal besvares af fællesskabet: Hvad er et bedre samfund? Hvordan ser Danmark og dansk erhvervsliv version 2.0 ud? Eller: Hvordan ser det bæredygtige danske velfærdssamfund ud? Spørgsmålet er relevant for enhver virksomhed og enhver ledelse?

Bæredygtig adfærd skal belønnes gennem forskellige former for klar og kontant afregning. Ikke-bæredygtig adfærd skal straffes. Det handler om alt fra CO2-afgifter til egentlige forbud og reguleringer.

Steen Hildebrandt
Ph.d., professor emeritus

Støtte i verdensmålene

Når jeg her taler om en fælles indsats mellem de valgte politiske ledere, erhvervslivet og civilsamfundets organisationer, så er det overordnede spørgsmål netop: Hvordan ser det samfund ud, som vi skal stræbe imod? Det skal vi have mere mod til at tale meget mere eksplicit om. Det mest nærliggende svar – og det eneste svar, vi har lige nu – handler om at finde støtte og svar i de 17 verdensmål. Det er de 17 verdensmål og de værdier, som disse mål repræsenterer, der skal hjælpe os videre i bestræbelserne på at udvikle det nuværende ikke-bæredygtige danske velfærdssamfund til i de kommende år at blive et mere og mere bæredygtigt velfærdssamfund.

Vi har ikke andre sammenhængende svar og værdier end verdensmålene. De skal bruges! Og det bliver de ikke i tilstrækkeligt omfang og tempo. Eller sagt mere præcist: Vi har endnu kun set fattige og sporadiske resultater af verdensmålene fra regering og Folketing. I regeringens nye Handlingsplan for FN’s Verdensmål er der mange gode ord. Og tak for det. Handlingerne skal vi se nu.