Whistlebloweren fra Mærsk: Man er medskyldig hvis man tier stille

Den tidligere Mærsk-laborant Dorte Jensen blev whistleblower i 2010, da hun gik til pressen med en optagelse, der afslørede, hvordan Mærsk pressede ansatte til at fuske med målinger af spildevand og oliespildsrapporter. Det har haft store konsekvenser for hende, men hun ville gøre det igen.

"Vi stod ofte og kiggede ud på havet og tænkte: Hold nu op, hvor vi sviner," siger Dorte Jensen, whistlebloweren fra Mærsk.
"Vi stod ofte og kiggede ud på havet og tænkte: Hold nu op, hvor vi sviner," siger Dorte Jensen, whistlebloweren fra Mærsk.Foto: Arthur Cammelbeeck
Mikkel Lind Sorgenfrey

MM Special: Lovløst land for whistleblowere

  • Danmark skraber bunden i beskyttelsen af whistleblowere
  • Virksomhedernes 655 whistleblowerordninger fungerer uden nogen form for regulering
  • Ordningerne skaber parallelt og hemmeligt retssystem
  • En whistleblower fra Mærsk fortæller om konsekvenserne ved at gå til myndighederne

Danske whistleblowere er retsløse

Whistlebloweren fra Mærsk: Man er medskyldig, hvis man tier stille

Guide til den gode whistleblowerordning

Danmark dumper i europæisk whistleblowerundersøgelse

Nordsøens bølger bevæger sig under produktionsplatformen. Vandet skvulper mod stålet midt ude på havet. Hvis man er trænet, kan man se det. At farven ikke er, som havets farve plejer at være. En plamage af et farvespektrum præger overfladen. Solen kaster lys på farverne. Det får dem til at skinne og danse på bølgerne. Det er tegn på, at olieudslippet fra olieproduktionen er for højt og overstiger grænseværdierne.

Det syn var Mærsk-laborant Dorte Jensen ofte vidne til, da hun sammen med to kolleger stod for at tage vandprøver og måle olieudslippet i havet fra olieboringerne ved platformen Tyra Øst.

"Vi stod ofte og kiggede ud på havet og tænkte: Hold nu op, hvor vi sviner," siger Dorte Jensen, som gennem 15 år arbejdede i Mærsk Olie og Gas på tre forskellige platforme. Hun havde gode kolleger og elskede sit arbejde. Lige indtil hun og hendes kolleger i 2009 blev presset til at fuske med målinger af olieudslip fra Tyra Øst i Nordsøen. Effektiviseringer skulle få mere og mere olie ud af et anlæg, der blev ældre og mere belastet. Dengang lød Miljøstyrelsens udledningstilladelse på 30 milligram olie per liter spildevand, men udledningen var ofte højere.

"Hvis man kom med en måling over 30 milligram, så blev platformschefen sur," fortæller Dorte Jensen, der ofte blev bedt om at udskyde målingen, til vandet var renere. Hvis man tog prøverne på bestemte tidspunkter, kunne målingen være lavere. Efter en vis træning kunne man med det blotte øje se, om det stod godt eller skidt til med udledningen af olie. Målingerne burde være tilfældige stikprøver, men kulturen på platformen betød, at der var en forventning om, at man adlød ordrer som en soldat.

"Der var en korpsånd. Lidt som i militæret og søfarten. Det stak dybere end loyalitet. Mange har vidst, at det var forkert, men sagde aldrig noget. Men jeg skjulte intet, når jeg blev bedt om at fuske," siger Dorte Jensen, der brokkede sig til kolleger og chefer, men det ændrede ikke på situationen. De udskudte målinger blev flere og til sidst så mange, at Dorte følte, at hendes troværdighed var på spil. En dag blev hun spurgt, om hun kunne fjerne en måling fra sin rapportering. Diskussioner fulgte, og til en medarbejdersamtale med en ny platformschef fik hun at vide, at hvis hun ikke gjorde, som hun fik besked på, så ville hun blive fyret. Hun og kollegerne var funktionæransatte og uden tillidsmand. Derfor så hun ikke andre muligheder end at gå andre veje. Til Miljøstyrelsen, som har til opgave at føre tilsyn med forureningen fra olie- og gasboringerne i Nordsøen.

Miljøstyrelsen afviser whistlebloweren

I første omgang skriver Dorte en anonym mail. Hun får svar om, at de ikke kan gå videre med en anonym henvendelse. Så skriver hun endnu en anonym mail, hvor hun fortæller, at hun er en insider, og truer med at gå til offentligheden. De ifølge Dorte kritisable forhold fortsætter.

"På et tidspunkt stopper min tålmodighed. Det er så slemt, at jeg må have en båndoptager på mig. For det skal have en ende. Jeg optager en diskussion med en platformschef, der siger, at jeg ikke kan komme med en trecifret måling (over grænseværdien, red.). Optagelsen havner hos Politiken i december 2010, og så bryder helvede løs," siger Dorte Jensen om det, der skete, dengang hun blev whistleblower. Hun var nervøs for at blive klandret for fuskeriet og sørgede derfor for rygdækning ved at optage samtalen med chefen på platformen.

Efterfølgende blev hun ringet op og bedt om at møde op på Mærsks hovedkontor på Esplanaden sammen med en anden kollega. De blev afhørt af en tidligere politimand, som var lejet ind til sagen. Den tredje laborant blev afhørt ude på Tyra Øst-platformen. Angiveligt skulle han finde ud af, hvem der løj, og hvem der talte sandt.

"Det var hans coverhistorie. Det handlede ikke om at få sandheden frem, men at han skulle finde ud af, hvem whistlebloweren var," mener Dorte Jensen.

Skandalen om svindel med målingerne på platformen Tyra Øst verserede i medierne. Det medførte en undersøgelse af forholdene. Den undersøgelse blev foretaget af konsulentfirmaet Lloyd, som af Mærsk i første omgang blev inviteret til en anden platform, nemlig mønstereksemplet Tyra Vest. Tyra Øst blev først undersøgt senere og nåede ikke at komme med i redegørelsen til Miljøstyrelsen.

Alle mod whistlebloweren

Som følge af en snak med daværende direktør for Mærsk Olie og Gas blev Dorte lovet, at forholdene ville stoppe endegyldigt. Og presset fra cheferne til at fuske med oliespildsrapporterne stoppede i knap et halvt år, hvorefter den var gal igen, og praksissen med at kassere vandprøver og undlade at rapportere dem vendte tilbage. Derfor tog Dorte via mail kontakt til direktøren for at holde ham op på sine løfter. Det førte dog kun til ballade, eftersom direktøren videresendte hendes mail til platformschefen, og hun følte atter behov for rygdækning. Ikke mindst fordi det føltes, som om hele verden var imod hende.

"Jeg var havnet et sted, hvor moral og sund fornuft ikke gjaldt, men jeg manglede et bevis på, at det ikke var mig, der var fuldstændig åndssvag. For så burde jeg jo stoppe med det samme," siger Dorte Jensen.

Hun skrev derfor til Miljøstyrelsen for at høre, om man må kassere vandprøver eller ej. Inden for omkring et døgn får hun et luftigt ’politikersvar’ på sin mail. Dernæst skriver hun igen og fortæller dem, at hun er en insider – og at hun rent faktisk ved, hvad hun taler om. Så får hun intet svar på trods af flere rykkere. Tiden går, og Dorte føler ikke, at hun kan fortsætte på sit arbejde, så længe forholdene er, som de er. Hun kan ikke holde til det mentalt. Hun får en lægeerklæring og bliver sygemeldt med stress.

"Jeg ville egentlig bare gerne have lov til at passe mit arbejde, men hvis du kommer dertil, at du ikke ved, hvordan du skal passe dit arbejde, fordi du enten på den ene side skal gøre, som din chef vil have, eller på den anden side skal følge loven, så er det svært."

Direkte til ministeren

Ugerne går, men intet sker. Dorte hører aldrig fra Miljøstyrelsen. Derfor tager hun direkte kontakt til chefen for det hele: miljøminister Ida Auken. Dorte får rent faktisk svar og bliver siden indkaldt til møde hos Miljøstyrelsen. Dorte får forsikring om, at Mærsk ikke får noget at vide om mødet – for ellers ville hun ikke være med. Alligevel får hun efter mødet at vide, at de bliver nødt til at underrette Mærsk. Miljøstyrelsen går til Mærsk med en opfordring om at søge aktindsigt. Aktindsigten søges tre dage efter, og omkring en måned efter bevilges den med Dortes fulde navn og adresse.

Skuffet. At få stukket en kniv i ryggen. Røvrendt. Sådan føler Dorte det.

"Det virkede, som om de ville lokke mig i en fælde, så de kunne hjælpe Mærsk. Det er den følelse, jeg sidder med bagefter," siger Dorte Jensen og fortsætter:

"Min verden brød sammen. En illusion brast. Jeg havde håbet på opbakning fra Miljøstyrelsen, men der skete ingenting." Tværtimod. På arbejdspladsen spidsede situationen til.

"Mens jeg var sygemeldt, blev jeg forflyttet uden at blive informeret om det, bortset fra på min arbejdsmail, som jeg ikke tjekkede, fordi jeg var sygemeldt," forklarer Dorte Jensen. Til en medarbejdersamtale fik hun siden at vide, at hun ikke levede op til firmaets værdier. Hun fik frataget sin bonus og lønforhøjelse. Efter den samtale stod det hende klart, at hun ikke havde nogen fremtid hos Mærsk. Dorte sagde op med virkning fra 1. juli 2012.

Den svære eftertid

"Efterfølgende har det været pissesvært at finde arbejde, for har du bare én gang whistleblowet i en branche, så er du totalt udelukket fra andet arbejde," fortæller hun. Dorte fik dog et job i et firma, der havde med naturgas at gøre. Det var et lille firma, der syntes om hendes CV. Efter en måned i det nye job blev hun indkaldt til samtale og spurgt, om hun var whistlebloweren fra Mærsk. Hun er overbevist om, at hun aldrig havde fået jobbet, hvis de havde vidst, at hun var whistleblower. På det nye job følte hun siden en mistro omkring sin person, og det gjorde hende nervøs.

"Mit helbred har lidt et knæk," siger hun om en post-whistleblowing-tilværelse præget af stress. Ud over arbejds- og helbredsmæssige konsekvenser har Dortes whistleblowing også haft betydning for hendes sociale liv.

"Jeg var godt klar over, at det havde en konsekvens – at det er sådan noget, der skiller vandene, men jeg håbede, at de (Mærsk, red.) ville indse, at det ikke gik. At de ville investere i at rense vandet, så man ikke skulle sætte folk i moralske dilemmaer."

Mærsk havde dengang ikke en whistleblowerordning. Om det ville have haft betydning for Dortes forløb, kan man kun gisne om, da ordningerne i sidste ende håndteres internt. Men Dorte tror det ikke. Søfartskulturen var for dominerende dengang. En ordre skulle adlydes.

I december 2014 stiftede hun med de to andre whistleblowere, Anders Kærgaard og Frank Grevil, whistleblowerorganisationen Veron med formålet at tilbyde hjælp, rådgivning og støtte til kommende whistleblowere.

I sommer tog Dorte Jensen beslutningen om, at hun vil noget andet med sit liv. Derfor er hun begyndt at læse igen og drømmer om en ny karriere inden for økonomi. Trods konsekvenserne fortryder hun ikke, at hun fortalte om forholdene hos Mærsk.

Ville du whistleblowe igen, hvis det kom så vidt?

"Ja, for jeg har ikke moral til andet. Jeg synes egentlig, at man er medskyldig, hvis man tier stille."

Svar fra Mærsk

Efter sagen kom frem i medierne, oprettede Mærsk en whistleblowerordning med det formål, at potentielle overtrædelser af lovgivning eller koncernens politikker kan indberettes. Mærsk oplyser desuden, at “teamrotations- og ledelsesstrukturen” blev ændret på platformen. “A.P. Møller – Mærsk foretrækker en åben dialog og opfordrer altid medarbejdere til at drøfte evt. kritisable forhold med deres direkte chef, før en sag eskaleres. Whistleblowersystemet er primært lavet til brug i de situationer, hvor medarbejderne ikke føler, de kan rapportere uregelmæssigheder til deres ledelse, personaleafdeling eller juridiske afdeling,” oplyser Louise Münter, kommunikationschef i Mærsk, i et skriftligt svar.

Svar fra Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen oplyser, at styrelsen har lært af sagen og har et ønske om, at alle frit og trygt skal kunne henvende sig til Miljøstyrelsen. “Derfor har vi fulgt op med information, som både retter sig mod dem, der henvender sig til styrelsen og gerne vil være anonyme og mod vores egne medarbejdere, som skal håndtere anonyme borgere,” oplyser kontorchef Annette Samuelsen i et skriftligt svar. Lovgivningen betyder dog, at “kun helt undtagelsesvist vil identiteten på en person, der henvender sig til en offentlig styrelse, kunne fortroligholdes.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu