Xiaomi – en kinesisk hybrid af Apple og IKEA

Xiaomi er et af Kinas stærkeste og mest populære varemærker, men de færreste i Europa eller USA har hørt om det. Det kommer vi til. På under ti år er Xiaomi vokset til at være et af de mest innovative og værdifulde kinesiske selskaber og er nu i fuld færd med at udvide til resten af verden.

Xiaomis stifter og direktør, Lei Jun, er også kendt som Kinas svar på Steve Jobs.
Xiaomis stifter og direktør, Lei Jun, er også kendt som Kinas svar på Steve Jobs.
Peter Hesseldahl

Kina digitale revolution

  • Online og offline handel smelter sammen i new retail-konceptet
  • Alle data om kunderne indgår i deres profiler i de kinesiske internetgiganters univers af tjenester, der dækker alle aspekter af hverdagen.
  • Det handler ikke om at udvikle og sælge enkeltstående produkter, men om sammenhængende løsninger, der understøtter kundens livsstil.
  • De kinesiske virksomheder positionerer sig til at indtage førerpositioner, når de teknologiske skift sker.

Riget i Midten er vågnet

MM MENER: Nu kommer den mægtige vind fra øst

'New retail' – online og offline smelter sammen i Kina

VIDEO: Fremtidens supermarked i Kina

El-biler kan gøre Kinas bilindustri global

Kinas svar på Tesla er ikke en bil

Xiaomi – en kinesisk hybrid af Apple og IKEA

Det handler ikke længere om produktet

I Kina får myndighederne alle data om dig. Alle data.

Xiaomi kan bedst beskrives som en blanding af IKEA og Apple. Selskabet, der oprindelig producerede mobiltelefoner, fremstiller i dag et bredt sortiment af forbrugerelektronik og produkter til hjemmet med originale og gennemtænkte funktioner, smukt design, god kvalitet og ubegribeligt lave priser. 

Xiaomis forretningsmodel rummer mange af de elementer, der kendetegner succesfuld innovation i Kina:

  • Man lytter meget nøje til sine kunder.
  • Man udvikler produkter igennem masser af små tilpasninger.
  • Man har opbygget et stort community af fans.
  • Man leverer løsninger til hele kundens livsstil.
  • Designet bygger på en dyb forståelse for, hvad der er billigt at fremstille.

Siden starten i 2010 har Xiaomi arbejdet på at opbygge et tæt fællesskab med sine brugere. Virksomheden har meget systematisk anvendt brugernes ideer og kommentarer i udviklingsarbejdet, og det har resulteret i en lang række nye funktioner, der gør, at Xiaomis produkter er nøje tilpasset kundernes behov i dagligdagen.

Det er typisk for mange kinesiske virksomheder, at de udvikler produkter ved at lave masser af små, hurtige forbedringer, sende dem hurtigt på markedet, få feedback og justere igen og igen, i stedet for at udvikle på en stor ny model, der sendes på markedet med et år eller tos mellemrum. 

Xiaomi er et ekstremt eksempel på den tilgang. De opdaterer deres operativsystem en gang om ugen, hver fredag kl. 17, hvorefter tusindvis af fans går i gang med at teste og indsende kommentarer.

Leverandør til hele kundens livsstil

Denne lydhørhed har også betydet, at Xiaomi har et ekstremt tæt forhold til deres millioner af kunder, hvoraf de mest hardcore kalder sig selv for ’MI-fans’. Opbakningen fra kunderne kan bedst sammenlignes med den hengivenhed, som Apple og Steve Jobs har kunnet mobilisere. Xiaomis stifter og direktør, Lei Jun, er da også kendt som Kinas svar på Steve Jobs. I de første år optrådte han, ligesom Jobs i sin tid gjorde ved lanceringen af nye Apple-produkter, konsekvent i cowboybukser og sort rullekravesweater, når Xiaomi lancerede nye produkter. 

Da salget af smartphones for et par år siden stagnerede, satte Xiaomi turbo på for at udvide sortimentet for at kunne understøtte hele deres kunders livsstil. I dag sælger Xiaomi flere hundrede forskellige varer, såsom lamper, luftrensere, hovedtelefoner, droner, riskogere og sågar kufferter, håndklæder, solbriller og løbesko. 

Danske Jacob Johansen arbejder fra sin base i Shanghai som uafhængig rådgiver for internationale virksomheder, der ønsker at gennemføre transformationsprocesser. For Johansen er Xiaomi det mest interessante eksempel på en helt central tendens inden for detailhandel: At virksomhedens indsats med innovation ikke tager udgangspunkt i kategorier, men i brugernes behov og livsstil:

”Traditionelt fokuserer virksomheder på at videreudvikle det enkelte produkt. Hvis man for eksempel producerer mobiltelefoner, som Xiaomi startede med at gøre, vil man forsøge at konkurrere ved at bygge en, der er bedre. Men Xiaomi forstår deres brugere og deres livsstil meget bredt. Hvis de ser et behov, tilbyder de et produkt, der kan opfylde det. Det kan ligne et kludetæppe med så mange forskellige produkter, men strategien er netop ikke at fokusere på en enkelt kategori. De er sindssygt gode til at aflæse markedet og finde den type produkter, der er klar til at vokse sig store,” siger Jacob Johansen.

Xiaomi udvider bl.a. sit sortiment gennem samarbejdsaftaler og investeringer i en hel underskov af mindre virksomheder. Ligesom med den japanske boliginteriørproducent Muji og Apples produkter er der imidlertid en fælles designlinje, som gør Xiaomis produkter genkendelige på tværs af kategorier. De er meget enkle og rene i deres udtryk, og typisk holdt i hvidt.

Næste stop er resten af verden

Den kinesiske designer Carl Liu er medlem af en priskomité, som uddeler priser for årets bedste kinesiske design. Han fortæller, at han for nogle år siden så ned på Xiaomi, fordi det lignede alle de andre billige kinesiske kopier af vestlige produkter. Men de seneste par år har han været med til at uddele flere designpriser til Xiaomis produkter: 

”Deres styrke er, at de har en dyb forståelse for fremstilling, og at de arbejder meget tæt sammen med underleverandørerne i deres forsyningskæde. Derfor forstår de at vælge løsninger, der er billige og enkle at fremstille – eksempelvis bruger de meget ofte ekstruderede elementer (en metode til at fremstille plastprodukter i uendelige længder som f.eks. rør, kabler og haveslanger, red.) snarere end at støbe dem. Hensynet til fremstillingen styrer deres designsprog. Deres produkter er meget enkle, rationelle og elegante, men til overkommelige priser,” siger Carl Liu.

Endnu en ting, der binder Xiaomis mange, meget forskellige produkter sammen, er MI Home-appen, der kan kommunikere med stort set alle Xiaomis elektroniske produkter – lige fra robotstøvsugeren, til elkedlen, læselampen og det elektriske løbehjul. Det hele kan fjernstyres og udveksle informationer med andre Xiaomi-produkter, således at det, hver gang man køber et nyt Xiaomi-produkt, forstærker oplevelsen af hele det smarte økosystem af dimser omkring brugeren.

Der er store planer for Xiaomis fremtid. De første år solgte Xiaomi udelukkende over nettet, men nu bygger man butikker i et raskt tempo. Der skal åbnes 2.000 butikker i Kina inden for de næste par år, og lige så mange uden for landets grænser. Xiaomi har et meget stort salg i Indien og har allerede flere hundrede butikker dér, men man udvider også kraftigt i bl.a. Vietnam, Indonesien, Filippinerne og Rusland.

Foreløbig er internetsalget i Europa begrænset til Spanien, og der er en enkelt butik i Barcelona.

Det er planen, at Xiaomi skal børsnoteres senere i år, og mange forventer, at det vil give virksomheden en værdiansættelse på op mod 100 milliarder dollar, og at det vil gøre grundlæggeren Lei Jun til en af Kinas rigeste mænd. Ganske godt gået på bare otte år.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu