Davos 1: Hvad blev der af E-demokratiet?

Internettet er blevet verdens førende underholdningsplatform. Men den digitale demokratiske revolution er udeblevet.

Siden den spæde start i 1990erne er internettets demokratiske potentiale blevet lovprist på tværs af partier og landegrænser. Med internettet skulle der dannes et helt nyt aktivt medborgerskab, hvor borgere og beslutningstagere i digital harmoni skulle forme nationens fremtid. Ikke mindst makkerparret Bill Clinton og Al Gore var hurtige til at fremhæve internettets potentielle meritter. 

Igennem de seneste 10 år er valgdeltagelsen faldet med 10 pct på verdensplan. Samtidig er antallet af internetbrugere steget med 362 pct. Tallene taler sit tydelige sprog, internettet som dynamo for demokratiet har slået fejl.

Hvorfor har verdens demokratier ikke formået at indfri forventningerne til internettets demokratiske potentiale? Har de overhovedet prøvet? Og hvordan kan internettet bidrage til at forbedre den offentlige forvaltning? Disse spørgsmål var genstand for debat  i Davos, hvor udfordringer og gode eksempler blev diskuteret. De overordnede konklusioner kan opsummeres på følgende vis:

• Internettet gør det ikke blot muligt for staten at engagere borgerne, men giver også borgerne bedre mulighed for at engagere staten og holde magthaverne ansvarlige.  Et godt eksempel er den amerikanske regerings Open Government Initiative, hvor borgerne aktivt inddrages i politikudviklingen igennem internettet.
• Den offentlige forvaltning sidder på massive mængder af rå data om adskillige forhold. Der er behov for at disse data omsættes til praktisk information, der er forståelig og brugbar for borgerne. Hvis staten enten ikke har ressourcerne eller viljen til dette, må netværk af private aktører træde til. Den store udfordring bliver dermed at sikre en upartisk fortolkning og fremlæggelse af konklusioner.
• Elektronisk valgdeltagelse er allerede en succes i flere lande, men der er stadig behov for, at borgerne bliver bedre til at bruge offentlige tilgængelige informationer, når de sætter deres kryds.
• Der er et enormt potentiale for digital forvaltning, ikke mindst i udviklingslandene, hvor en digitalisering af især lavpraktiske forvaltningsgange, som eksempelvis registrering af køretøjer, kan reducere omkostningerne i den offentlige sektor væsentligt. Dette er der allerede gode eksempler på i Afrika. Mulighederne er i høj grad tilstede, da mobilteknologi efterhånden er ganske udbredt i de fleste udviklingslande.  
• NGOerne besidder en stor, og ofte specialiseret, viden, der i visse tilfælde overstiger statens. Dette gælder særligt i katastrofesituationer, som dem vi ser i Haiti lige nu. Problemet er at NGOerne ofte ikke er villige til at dele denne information af frygt for at underminere deres egen position. Resultatet bliver ressourcespild og forvirring.
• De store forhindringer for at udbrede e-demokrati og digital forvaltning er primært psykologiske og ikke finansielle. Bedre oplysning om fordelene ved at gå online er nødvendig for at få regeringer, virksomheder og NGOer til at åbne op og dele deres viden på internettet.

• Print
• Del artikel
• Kommentarer

Rasmus Bebe (rbe@mm.dk)