Efter et år med #metoo, massiv kritik af Facebook efter Cambridge Analytica-skandalen og en lang række andre sager har diskussion af internettet og de sociale medier taget et stort skridt fremad. Fra at være fremtidens teknologi med store potentialer taler vi nu om internettet som en moden teknologi med enorm kraft til at forandre vores samfund – på godt og på ondt. Hvedebrødsdagene er ovre. Nu skal der skabes forandringer. Og det er først og fremmest gode nyheder, selv om de negative historier måske nok fylder mest.

Den helt store negative historie fra det seneste år kender vi efterhånden alt for godt: Cambridge Analytica hentede data om hundredtusinder Facebook-brugere. Trump-kampagnen brugte platformen til at spille op til konflikter og fjendskab mellem forskellige vælgergrupper i USA. Hadefuldheden på internettet blev normaliseret, imens ugennemsigtige aktører, herunder russiske agenter, pustede til ilden. Det hele truer med at gentage sig i Europa i forbindelse med kommende valg – noget, Facebook er begyndt at forberede sig på. Og vi kan da helt sikkert også lære en masse af denne case om data, manipulation og politik. Der er imidlertid større ting, vi kan lære af de positive historier om internettets forandringskraft, og det vil potentielt set få endnu større indflydelse på vores samfund og fremtid. 

Mennesker som drivkraft

En søndag formiddag i oktober 2017 tweetede skuespiller Alyssa Milano: “If all the women and men who have been sexually harassed, assaulted or abused wrote ‘me too’ as a status, we might give people a sense of the magnitude of the problem.” Det skete på bagkant af afsløringerne af historier om tidligere filmmogul Harvey Weinsteins seksuelle krænkelser.

Inden dagen var omme, var hashtagget brugt mere end 200.000 gange. Næste dag var det tal oppe på 500.000. På Facebook havde mere end 4,7 mio. brugere delt ordene i løbet af de første 24 timer. Facebook har rapporteret, at over 45 pct. af mediets amerikanske brugere har en ven, der har delt budskabet.

Konsekvenserne har været enorme og globale. #metoo har skabt forandringer inden for kultur, politik, uddannelse og mange andre sektorer i snesevis af lande. Dagsordenen ruller videre i tusindvis af selvstændige udløbere. Forandringsmotoren kører i højeste gear. Så lad os bruge det som anledning til at lære denne forandringsmotor bedre at kende.

For det første: Der ligger enorme kræfter og venter uden for de klassiske samfundsorganisationer, som traditionelt har drevet forandringer i vores samfund. For at forstå dette, kan vi betragte #metoo som en organisation. Den har en strategi, som den forfølger. Den mobiliserer ressourcer for at nå sine mål. Den har effekter i den virkelige verden. Den påvirker fordelingen af goder i samfundet. Og den omfordeler magt og autoritet. Den er anderledes, fordi den ikke har en personbundet ledelse. Den har ikke et hovedkontor eller en mailadresse. Den har ikke juridisk status. Den har ikke engang centraliserede ressourcer, budgetter, der skal holdes, eller en stor fundraising-operation, der i sig selv trækker ressourcer. Men det bliver den ikke mindre politisk eller mindre effektiv af. Tværtimod. Faktisk vil vi tage konklusionen et skridt videre: #metoo er en samfundsmæssig autoritet. Den har indflydelse på adfærd. Den allokerer straf og belønning. Den udøver styring.

For det andet fungerer denne nye type organisation eller autoritet i krydset mellem mennesker, teknologi og kommunikation. Den er unikt effektiv, fordi den smeder de tre perspektiver sammen til én effektiv helhed. Den rammer rigtigt i forhold til at skabe en bestemt menneskelig adfærd gennem design af et attraktivt og dagsordensættende kommunikativt rum, som er bragt til live i det digitale univers. Tag et af disse elementer ud, og effekten forsvinder.

Og for det tredje og sidste, men måske det allermest interessante: Etablerede organisationer kan lære af #metoo som styring. Der er ikke noget i denne type samfundsaktivitet, som står i modsætning til etablerede organisationer. Både virksomheder og offentlige organisationer har mulighederne og redskaberne til at arbejde med at sætte samfundsdagsordener og ændre adfærd gennem digitale kanaler og med teknologiske virkemidler. #metoo er i bund og grund en kampagne for at korrigere et område, hvor vores samfund ikke har vist tilstrækkelig evne til at levere på sine egne løfter og principper. Den finder sin drivkraft i det samme terræn, som har givet os Trump, russiske bots og uhyrlige koncentrationer af data og magt hos en virksomhed som Facebook. Men den har skabt noget konstruktivt ud af de samme betingelser. Den er i bund og grund samfundsbevarende – og det er en god ting, ikke mindst i disse tider.

Nyt liv i gamle organisationer

Når vi finder det vigtigt at undersøge denne nye forandringsmotor, er det selvfølgelig ud fra et strategisk ønske om at skabe forandring. Vi tror på, at vi som menneskehed er i stand til at skabe en markant bedre verden i det 21. århundrede, akkurat som vores forældre og bedsteforældre i det 20. århundrede skabte enorme forbedringer med de redskaber, de havde til rådighed.

Vi tager dog i lige så høj grad diskussionen, fordi vi ser tegn på, at den klassiske tilgang til styring af samfundets institutioner står på toppen af sin ydeevne. Den er faktisk blevet forfinet i ekstrem grad og har leveret fantastiske resultater, men i dag er hele filosofien ved at slå revner.

Der er ikke noget galt med at skabe mere effektive statslige organisationer ved at bruge de kompetencer, som hundredvis af dygtige DJØF’ere og andre akademikere med viden om ledelse og styring kommer ud fra uddannelsesinstitutionerne med. Der er heller ikke noget galt med virksomheder, der bruger klassiske erhvervsøkonomiske værktøjer til at øge salget gennem f.eks. aggressiv prispolitik og klassisk marketing, og som skærer i omkostningerne for at balancere forretningen og opnå lønsomhed.

Vores påstand er blot, at det ikke er her, vi finder de kræfter, som skaber nye forbindelser mellem borgere og politikere, som skaber ny tro på demokratiet, eller som skaber nye markeder for hidtil ikke-opdagede menneskelige behov.

Hele effektiviseringen og ’LEANingen’ af både offentlige og private virksomheder ligner i stigende grad mekanikere, der med stort gåpåmod og dygtighed tuner motoren på en bil, der ligger med hjulene i vejret. Det løser ikke det grundlæggende problem, at der er behov for, at de klassiske samfundsinstitutioner lærer af den aktivisme og de resultater, som bliver skabt i det digitale rum ved at sætte problemer på dagsordenen og påvirke individuel adfærd direkte og i stor skala.

Brændstoffet til forandringsmotoren

To tilgange er afgørende, hvis etablerede institutioner og virksomheder skal lære at bruge forandringsmotoren: dagsordensættelse og adfærdspåvirkning.

Dagsordensættelse handler grundlæggende om at skabe en fælles samtale på tværs af grupper, skel og identiteter. En fælles dagsorden samler opmærksomheden om et problem og kanaliserer ressourcer i retning af at løse det. Dagsordensættelse handler om at binde organisationers egne mål sammen med andre organisationers mål for at finde fælles fodslag. Den er ikke optaget af at fordele en begrænset mængde ressourcer, men af at mobilisere bredt om løsninger. Den virker ikke ved direkte autoritet, men ved evnen til at gøre sig selv relevant og engagere. Derved skaber dagsordensættelse også platforme, som mange aktører kan sætte af på – akkurat som det er sket med #metoo, og som det løbende sker med andre konstruktive samfundsdagsordener som f.eks. god integration, tryghed i byerne og uddannelse til kvinder.

Adfærdspåvirkning går mere direkte til problemet. Sociale medier har åbnet helt nye muligheder for at ændre folks adfærd. Der er mange synlige eksempler i f.eks. alverdens Ice Bucket Challenges, der pludselig bringer ikke bare opmærksomhed men også enorme donationer til arbejdet med mindre kendte sygdomme. Vores indsigt i, hvad der former menneskelig adfærd, og hvordan vi kan ændre den, har aldrig været bedre. Det kendes som adfærdsøkonomi eller adfærdsdesign og handler grundlæggende om at tage udgangspunkt i, hvordan vi som mennesker faktisk forandrer adfærd: Når vi har følelser i klemme, når vores identitet bliver sat på spil, når vi kan spejle os i andre menneskers adfærd, og når vi bliver taget i hånden og ledt på vej frem for at blive overladt til os selv. Det digitale rum er fænomenalt velegnet til at understøtte alle disse adfærdsdrivere, og rigtig mange virksomheder og organisationer er allerede i fuld gang med at lære. 

Verdens bedste samfund kan være lige om hjørnet

Vi står muligvis på tærsklen til en ny ikke-demokratisk tidsalder. Facebook og Trump har pustet til de dystre scenarier. Det må bare ikke få os til at overse de enorme forandringspotentialer, der ligger i samspillet mellem kommunikation, teknologi og indsigt i mennesker.

Sammensmeltningen af de tre perspektiver indebærer en mulighed for at mobilisere menneskelig iderigdom, initiativ og engagement i anstrengelserne for at realisere det samfund, vi gerne vil have. Vi skal anerkende mennesker som en enorm, skabende kraft, både i deres egen ret og som ledere, kolleger, forældre og deltagere i de institutioner, som vores samfund er bygget af. Vores samfund rummer enorme kræfter, som i dag kan mobiliseres om fælles agendaer og positiv adfærd i en grad, vi aldrig har set tidligere.

Det, der har givet os Trump, kan også give os et bedre samfund. Men det kræver, at vi aktivt bruger ny teknologi og indsigt i menneskelig adfærd til at skabe de positive forandringer.

----------------------------

Anders Dybdal og Torben Clausen er direktører i det digitale kommunikations- og adfærdsbureau Operate. Klummen er alene udtryk for skribenternes egne holdninger.