Bag dette link skjuler sig begyndelsen til en ny internetrevolution. Openbazaar, der åbner om få uger, er verdens første bud på en ny type onlinemarkedsplads, der potentielt vil vende op og ned på den måde, onlinehandel i dag finder sted på. Og ikke mindst på den måde som deleøkonomiens hidtidige revolutionære tredjeparter, som f.eks. Uber, AirBNB og eBay i dag tjener deres penge på. Det vurderer blandt andre tænketanken Nesta, der forudser, at 2016 vil blive året, hvor såkaldte ”blockchain-markedspladser” vil skabe en ny teknologisk revolution. Blockchain er en ny disruptiv teknologi, der muliggør en form for anarkistisk værdiudveksling mellem to personer på internettet, hvor ingen central aktør styrer, sætter regler, skaber begrænsninger, eller tager gebyrer af de handler, der foretages. Openbazaar er i den sammenhæng det første reelle bud på en blockchain-markedsplads. Men mange andre venter i kulissen på at introducere en killer-app, der vil gøre Blockchain-teknologien til hvermandseje i 2016. Og enhver, der beskæftiger sig med onlinehandel, gør derfor klogt i at følge med i udviklingen.