familievirksomheder


Ressourcekrisen kan kickstarte SMV’erne i konkurrencen

Flere danske SMV’er har indset, at fremtidens ordrer og kunder skal vindes på evnen til at håndtere materialer og ressourcer. De nøjes ikke kun med at spare på energi og vand, men genanvender materialer i deres produktion og sigter med tiden på at blive affaldsfri. Ifølge organisationer som OECD, World Economic Forum og EU er de på rette vej, for ressourceeffektivitet vil overhale løn som virksomhedernes vigtigste konkurrenceparameter. Udviklingen baner vej for innovation af nye produkter og forretningsmodeller. Men omstillingen er krævende, og de fleste klarer den kun med hjælp udefra. Danmark kan lære af Storbritannien og Tyskland, hvor offentlige investeringer i ressourceeffektivitet skaber gode tal på SMV’ernes bundlinje.

Gennembrud på vej for sociale virksomheder

Regeringen vil have de socialøkonomiske virksomheder til at spille en langt større rolle på arbejdsmarkedet. Virksomheden Specialisterne har vist vejen og er nu til stede i otte lande. Flere kommuner har også fået øjnene op for potentialet. Men en række barrierer skal ryddes af vejen, før sociale virksomheder kan blive en hjørnesten i fremtidens velfærdssamfund.

Købelystne udlændinge har Danmark i sigtekornet

600-800 danske virksomheder står til at komme på udenlandske hænder i løbet af de næste ti år. De udenlandske virksomheder, der har Danmark i sigtekornet, køber typisk op med strategiske motiver: De vil sikre sig et brohoved i Europa, adgang til ny teknologi eller kontrol med en vigtig del af leverandørkæden. Det er godt nyt for dansk erhvervsliv: Erfaringen viser, at udenlandsk ejerskab kan løfte mellemstore virksomheders omsætning og produktivitet til et niveau, de aldrig ville nå ved egen kraft. Mandag Morgen har talt med Unimerco-direktør Kenneth Iversen om, hvordan han har håndteret overgangen fra medarbejdereje til indlemmelse i en japansk megakoncern.

Fra Iversen til Inamori

Kenneth Iversen er landskendt som direktøren, der har ledet sine ejere. Men nu er det medarbejderejede Unimerco på japanske hænder. Det har givet selskabet et vækstskub, som de ansattes privat økonomi aldrig kunne bære. Men de ansattes direkte ejerskab til resultatet er stadig kernen i Iversens ledelse. Derfor kæmpede han for at bevare overskudsdelingen i det nye Kyocera Unimerco.

Patenttroldene trives

Patenttrolde er betegnelsen for virksomheder, der lever af at opkøbe pantenter og så sagsøge andre virksomheder for at bryde dem. De har eksisteret længe, men de har usædvanligt gode kår for tiden. I disse år raser nemlig den stor globale patentkrig på elektronik- og it-området. I forreste linje står Apple og Samsung, der sagsøger hinanden for en række patentbrud i ti forskellige lande. Eksperter frygter, at det går ud over forbrugerne.