Øget arbejdsudbud er et flop

Hvorfor vil politikerne hæve arbejdsudbuddet i en tid med stigende arbejdsløshed? Forslaget ligner historien om kejserens nye klæder. Alle følger økonomerne, og ingen tør sige højt, at de tager fejl.

Forslaget om at øge arbejdsudbuddet for at undgå mangel på arbejdskraft er et flop, og det har det været hele tiden. Det er sagt mange gange, men det har ikke påvirket politikerne eller spillet nogen rolle i den offentlige debat. Det er blevet set som et afvigende synspunkt, der ikke kan have noget på sig, når så mange toneangivende økonomer er enige om det modsatte.

Der kan selvfølgelig argumenteres for at øge arbejdsudbuddet, hvis man vil have højere arbejdsløshed og lavere lønstigninger. Det argument er der bare ingen, som fremfører.

Men hvad ville der ske, hvis man dropper tanken om øget arbejdsudbud, og det viser sig, at der bliver mangel på arbejdskraft?

Først skal man huske, at arbejdsudbuddet i betydeligt omfang tilpasser sig efterspørgslen. Hvis der er mangel på arbejdskraft, er mange villige til at arbejde mere og tjene mere. Skulle det vise sig, at erhvervslivet kommer til at mangle arbejdskraft, må efterspørgslen efter arbejdskraft begrænses ved at stramme den økonomiske politik. Det har altid været god latin, og er det stadig.

Argumentet fra de toneangivende økonomer er da heller ikke risikoen for, at erhvervslivet kommer til at mangle arbejdskraft. Det er mangel på arbejdskraft i den offentlige sektor, der er argumentet.  Økonomerne, og med dem politikerne, er bekymrede for, at vi i en nær fremtid ikke kan få undervist de unge og passet de gamle, fordi der bliver mangel på plejepersonale og lærere.

Effektiviseringer i stedet for flere hænder

Men skulle den situation virkelig opstå, vil den offentlige sektor blive presset til at effektivisere, og det er kun en fordel. Der må i så fald satses mere på nye løsninger, f.eks. flere robotter i ældreplejen. Det vil de gamle blive glade for, og det offentlige vil spare penge. Der vil også blive brug for mere it i undervisningen. Det vil børnene lære mere af, og det offentlige vil spare penge.

Hvis politikerne virkelig frygter mangel på arbejdskraft til den offentlige sektor, skulle de hellere satse på at gøre den offentlige sektor mere effektiv ved at udvikle bedre og mere innovative måder at løse velfærdsopgaverne på.

Den form for politik, ligger sikkert uden for økonomernes forestillingsverden, men hvorfor ligger den også uden for politikernes?

Det er svært at forstå, hvorfor politikerne skaber så mange problemer for sig selv ved at følge økonomernes råd om at hæve arbejdsudbuddet i en tid med stigende arbejdsløshed. Forslaget ligner historien om kejserens nye klæder. Alle følger økonomerne, og ingen tør sige højt, at de tager fejl.

[quote align="left" author=""]Det kan også være fornuftigt med en mere fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. I dag er det for mange et enten-eller.[/quote]

Der kan imidlertid være andre gode grunde end mangel på arbejdskraft til at ændre på reglerne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi bliver ældre, og derfor er det naturligt at øge pensionsalderen. I fremtiden kan det komme til at virke helt forkert, at raske og rørige folk skal gå på pension, når de er 65.

Lever vi fem år længere, virker det hensigtsmæssigt at øge pensionsalderen, men det skal ske langsomt og i god tid. Dog har politikerne allerede har gjort dette, og der er ikke grund til at gå længere ad den vej – i hvert fald ikke foreløbig.

Det kan også være fornuftigt med en mere fleksibel tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. I dag er det for mange et enten-eller, men mange, der er oppe i årene, ønsker at arbejde kortere tid om dagen, arbejde færre dage eller have mere ferie.

Man kunne forestille sig gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet med supplerende pension. Det ville også give bedre muligheder for at øge arbejdsudbuddet, hvis der opstår mangel på arbejdskraft.

Ved sidste overenskomst blev det på industriområdet besluttet, at man kan gå på nedsat arbejdstid og stoppe med at indbetale pensionsbidrag. Det giver en vis kompensation her og nu, men en lavere pension på længere sigt. Det ville være bedre at sætte pensionsbidraget i vejret og give mulighed for en fleksibel afgang med lønkompensation, indtil man går på fuld pension.

Neoklassiske økonomer i den gale hals

Det er mere end trist, at politikerne lytter så meget til økonomernes råd om at tvinge lønmodtagerne til at arbejde mere. Det ser ud til at forhindre en politik, der kunne skaffe job her og nu.

Når man hører politikerne og ikke mindst nogle af ministrene, lyder det, som om de mener, at en lavere skat på arbejde i sig selv skaber flere jobs. Sådan har det godt nok aldrig været. Her har politikerne virkelig fået de neoklassiske økonomer galt i halsen.

Det, økonomerne siger, er, at hvis skatten sættes ned, vil nogle arbejde mindre og andre mere. Og så har de regnet sig frem til, at nettoeffekten er positiv. Men man kan ikke heraf slutte, at det ligefrem skaber jobs at sænke skatten på arbejde.

I de økonomiske modeller vil større arbejdsudbud øge arbejdsløsheden, lønnen vil falde, konkurrenceevnen forbedres, og det skaber flere jobs. Men det er vist ikke den mekanisme ministrene tænker på, når de siger, at lavere skat på arbejde fører til flere jobs. Gad vide, hvad de tænker på?

[quote align="right" author=""]Man kan ikke udelukke, at regeringen ligefrem kunne blive populær[/quote]

Jeg håber, at regeringen en dag sluger alle kamelerne og indser, at tanken om øget arbejdsbud for at få flere jobs er håbløs. I stedet bør de samle kræfterne om en politik, der virkelig giver flere jobs.

Det kunne være gennem trepartsforhandlingerne, hvor man burde kunne blive enige om en mere fleksibel tilbagetrækning med lønkompensation betalt over højere pensionsbidrag. Der burde også indføres en garanti for praktikpladser til unge under uddannelse, og som det vigtigste en vækstpakke, der kunne give nye jobs. Det kan f.eks. ske, ved at pensionskapitalen får mulighed for at bidrage til en omstilling af dansk økonomi til en bæredygtig fremtid.

Det ville være en politik med musik i, og man kan ikke udelukke, at regeringen ligefrem kunne blive populær på den.

Læs flere af Jørgen Rosteds indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu