Kampen om ressourcerne bliver en af det 21. århundredes allerstørste dagsordener, og præmisserne for at drive virksomhed står til en markant overhaling over de næste få årtier. Evnen til at bruge ressourcer – fra vand, korn og olie til metaller og mineraler – så effektivt som muligt, bliver i fremtiden langt vigtigere end den klassiske lønkonkurrenceevne, og meget af den økonomiske tænkning, der har præget det 20. århundredes kappestrid, er ikke brugbar længere.

Sådan lyder budskabet fra en række internationalt førende eksperter.

”De virksomheder og nationer, der holder fast i at konkurrere på lønninger, vil få det rigtig svært, mens de, der har forstået, at fremtidens konkurrence gælder adgang til og genbrug af ressourcer, kan se frem til nogle helt andre muligheder,” siger Katherine Richardson, der er professor og leder af Sustainability Science Center på Københavns Universitet og var formand for Klimakommissionen.

Hendes pointe får støtte fra Jeremy Oppenheim, direktør i McKinsey Company og medforfatter til en aktuel rapport fra virksomheden, der konkluderer, at evnen til at omstille sig til en mere ressourcefattig økonomi afgør, om de virksomheder, vi kender i dag, også vil være her om ti, tyve og tredive år.

”Der er ingen tvivl om, at ressourceeffektivitet er det nye konkurrenceparameter, som i nær fremtid vil veje tungere end adgangen til billig arbejdskraft. Ressourcer er et hensyn, som alle virksomheder bør sætte i centrum for deres strategi, ellers har de kun en minimal chance for at klare sig, når råvarepriserne for alvor tager fart,” siger Jeremy Oppenheim.

Det er ikke bare en udfordring, der ligger ude i fremtiden. Det store magtskifte og kampen om ressourcerne er allerede godt i gang, og det har en række danske og internationale selskaber mærket direkte. Se figur 1.

Et eksempel er den stigende efterspørgsel på de såkaldte sjældne jordarter, der har ført til voldsomme udsving i prisen. Som råmaterialer er de sjældne jordarter vitale for en række moderne produkter, fra batterier, mobiltelefoner, elsparepærer og fjernsyn, til hybridbiler, solcelleanlæg og vindmøller, og i de seneste år har virksomheder, der producerer disse varer, oplevet en ubehagelig forsmag på, hvordan fremtidens kamp om ressourcerne kan udvikle sig.

Fra januar 2004 til januar 2011 steg prisen på et kilo neodymiumoxid således fra omkring 40 til over 1.200 dollar. For flere af de virksomheder, der er afhængige af netop dette stof, der blandt andet bruges til at lave meget kraftige magneter, var det en katastrofal udvikling. Den globale vindmølleindustri er storaftager af neodymiumoxid til at producere magneter, der både er lette og meget kraftfulde og derfor velegnede til de store havvindmøller. Men prischokket ramte en lang række brancher fra producenter af harddiske til elbil-fabrikanter, der skal bruge stærke men lette magneter. Prisen på et kilo neodymiumoxid er i dag nede på omkring 160 dollar, men de voldsomme udsving i prisen har sat sine spor i bl.a. vindindustrien, hvor flere fabrikanter forsøger sig med nye design, der gør dem uafhængige af de eftertragtede ressourcer. Alligevel vurderer eksperter, at voldsomme prisstigninger lurer forude, og efterspørgslen på neodymiumoxid forventes at vokse fra 30.000 ton i 2010 til 55.000 ton i 2015. Produktionskapaciteten for neodymium er i de senere år ikke fulgt med efterspørgslen, og nye mineprojekter er typisk lang tid om at komme op i gear. Derfor kan en mangelsituation hurtigt igen blive kritisk for en lang række virksomheder. Se tekstboks.

I Danmark er bl.a. B&O, Danfoss og Vestas alle afhængige af adgangen til forskellige sjældne jordarter. Også Grundfos har brug for materialerne neodymium og dysprosium til at fremstille pumper og motorer, der er så stærke, at de kan leve op til EUs skærpede lovkrav om et lavere energiforbrug: ”De er en forudsætning for, at vi kan lave produkter med en høj virkningsgrad, men de høje og svingende priser skaber usikkerhed, og er en parameter, som vi løbende er tvunget til at tage hensyn til,” siger teknologidirektør i Grundfos, Henrik Ørskov.

Den nye turbulens

Den store usikkerhed om udbud og priser har for længst fået virksomheder og stater til at tage aggressive metoder i brug for at sikre sig adgang til de eftertragtede ressourcer. Den japanske bilgigant Toyota har købt 25 procent af aktierne i det australske mineselskab Orocobre, der udvinder lithium fra den argentiske undergrund. Lithium indgår som hovedingrediens i batterier til de hybrid- og elbiler, der spiller hovedrollen i Toyotas kæmpe satsning inden for grøn transport. Kina, der i forvejen har tæt på monopolstatus på handlen med sjældne jordarter, har været på opkøb i Afrika for at udbygge sit allerede omfattende lager. Og Tyskland, der ikke selv er så heldig at have undergrunden fyldt med de eftertragtede ressourcer, indgik for nylig et partnerskab med Mongoliet om, mod betaling, at få adgang til landets depoter af sjældne jordarter.

Og det er bare begyndelsen, lyder vurderingen fra flere eksperter.

”I de senere år har vi haft meget fokus på de globale klimaforandringer og CO2-kvoter, men det er nu ved at gå op for mange, at det kun er toppen af isbjerget, og at vi i virkeligheden står over for en enorm ressourcekrise, der tvinger os til et radikalt opgør med måden, som vi har indrettet os på,” siger Katherine Richardson.

Det er en gigantisk omskiftning, som verdensøkonomien skal igennem. I 200 år har industrialiseringen tordnet derudaf, drevet af en forventning om, at klodens ressourcer er uendelige. Se figur 2.

Det er de ikke. Klimakrisen, oliekriser og fødevarekriser har vist, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel af helt basale ressourcer som energi og mad bliver mere og mere skævvredet, i takt med at jordens befolkning vokser og ser ud til at overstige 8 milliarder mennesker omkring 2025. Læg dertil den økonomiske fremgang i vækstnationer som Kina og Indien, der betyder, at yderligere 3 milliarder mennesker vil træde ind i den store gruppe af middelklasseforbrugere frem mod 2030, og vil stå i kø for at købe ressourcekrævende forbrugsgoder som bil og hus og en kost med masser af kød. I dag mangler over 800 millioner mennesker adgang til rent drikkevand, og verdens landbrugsarealer har svært ved at møde behovet for fødevarer. Men fortsætter forbruget som hidtil, viser beregninger, at vi om tyve år vil have brug for 30 procent mere rent drikkevand og 175 mio. hektarer ekstra landbrugsjord – groft regnet det samme areal, som Frankrig, Spanien og Ukraine udgør tilsammen.

”Det siger sig selv, at det ikke kan hænge sammen. Vi er i gang med at tage et kæmpe subprime-lån på naturens vegne, og som finanskrisen har vist, er det ikke en holdbar strategi,” siger Katherine Richardson og peger på, at vi for længst har overtrådt grænsen for, hvor hurtigt jorden kan producere de ressourcer vi efterspørger.

Genanvendelse skaber enorme besparelser

Set i dette lys står det klart, at evnen til at bruge ressourcer med omtanke bliver helt afgørende. McKinsey Global Institutes rapport viser, at mellem 20 og 30 procent af de ressourcer, der skal bruges i 2030, kan skaffes ved at bruge ressourcerne mere effektivt. Omregnet til kroner og øre svarer det til besparelser på omtrent 6.000 milliarder kroner i 2030 – eller hvad der svarer til lige knap ti gange Danmarks BNP. Hertil kommer de miljømæssige gevinster i form af bl.a. en begrænset CO2-udledning. 

World Economic Forum kommer frem til en lignende konklusion i rapporten ’More with Less’, der udkom i januar. Her viser beregninger, at alene et mere ressourceeffektivt forbrug af stål og jern vil kunne spare erhvervslivet for en ekstraregning på 283 mia. kr. i 2030, fordi man holder efterspørgslen, og dermed råvarepriserne, nede.

Virksomheder kan sætte ind på tre områder, forklarer Jeremy Oppenheim. De kan gå målrettet efter at sikre sig adgang til de mest kritiske ressourcer ved f.eks. at investere i en mine. De kan innovere deres forretningsmodel ved at forske i nye materialer eller teknologier, der kan erstatte deres brug af kritiske ressourcer. Og endelig kan de få mere ud af deres ressourcer ved at blive gode til at genanvende dem i produktionen. Se figur 3.

Toyota er eksempel på en virksomhed, der benytter alle tre strategier samtidig. Ud over at købe andel i en mine er virksomheden blandt frontløberne, når det gælder om at få mere ud af de ressourcer, der indgår i produktionen. På ti år er det lykkedes at reducere CO2-forbruget med 20 procent per producerede bil.

De seneste års nedgang i bilsalget har presset Toyota til yderligere tiltag som f.eks. at lukke for strømmen til fabrikkerne uden for deres ”åbningstid”. 

Derudover investeres der massive forsknings- og innovationsmidler i jagten på løsninger, der på sigt kan gøre Toyotas satsninger inden for hybrid- og elbiler uafhængige af adgangen til bl.a. neodymiumoxid.

”Der findes ikke én vinderformular eller vindersektor, men de virksomheder, der kommer til at klare sig godt, bliver dem, der tager disse strategier seriøst. Ofte vil det ikke være tilstrækkeligt at satse på én strategi, det kræver en blanding af alle tre,” siger Jeremy Oppenheim.

Danske virksomheder har forspring

Ifølge nye tal fra EUs statistikbureau EUROSTAT er det europæiske erhvervsliv godt på vej til at tage ressourcedagsordenen til sig. Målingen, der har fokus på de små og mellemstore virksomheder, viser, at 93 procent af de adspurgte virksomheder allerede har gjort et eller flere tiltag for at begrænse deres ressourceforbrug. Omkring seks ud af ti virksomheder har fokus på energibesparelser, affaldsbegrænsninger og genbrug, mens over halvdelen også er begyndt at se på, hvordan de kan begrænse deres forbrug af materialer og vand. Otte ud af ti virksomheder planlægger desuden at implementere yderligere ressourcebesparende initiativer over de næste to år.

Tendensen gælder også Danmark, hvor virksomheder, ifølge Katherine Richardson, har helt særlige forudsætninger for at optræde ressourceeffektivt. Takket være en stram miljølovgivning, f.eks. i forhold til brug af pesticider, er ressourceeffektivitet kommet på dagsordenen herhjemme, før det blev en global problemstilling: ”Det forhold, at vi er et lille land med skrappe miljøregler, har gjort, at mange at vores erhverv allerede i dag er ressourceeffektive. Det er ikke nok, men vi er bedre end vores naboer, og vi har alle muligheder for at gøre det endnu bedre og dermed bevare vores forspring,” understreger hun.

Der findes endnu ingen samlet oversigt over danske virksomheders indsats på området. Men hos DI bekræfter miljøchef Karin Klitgaard, at et stigende antal virksomheder viser interesse for at bevæge sig videre fra fokus på CO2-udledning og energibesparelser til også at se på, hvordan de ressourcer, der indgår i produktionen og produkterne, kan bruges igen – den såkaldte vugge til vugge-tankegang. Se tekstboks.  

Et eksempel på en virksomhed, der er gået vugge til vugge-vejen med dele af deres produktion, er tæppeproducenten Gabriel, der har udviklet en række nye møbelstoffer uden kemiske tilsætningsstoffer og miljøskadelige farvestoffer, så de kan komposteres og indgå i det biologiske kredsløb efter brug.

Også Grundfos har øjnet potentialerne i at tænke produktionen som et mere lukket kredsløb og kører i disse måneder et pilotprojekt på dansk grund om at genanvende gamle pumper. Da virksomheden arbejder business-to-business, ligger den største udfordring ikke i at udvikle den teknologi, der skal muliggøre genanvendelsen, men i at motivere grossister og leverandører til at tage de gamle pumper retur. Virksomheden har til det formål udviklet en model for økonomisk kompensation til de forskellige mellemled, der afregnes efter antallet af pumper, der indsamles. De pumper, der indsamles i dag, er gamle modeller uden sjældne jordarter, så indtil videre er det kun aluminium, der genanvendes i produktionens støbeovne, mens bl.a. stål og jern kildesorteres og skrottes. På sigt er det dog tanken at genanvende flere materialer såsom de sjældne jordarter neodymium og dysprosium, der indgår i de nye generationer af pumper. Det kræver dog også, at initiativet bliver økonomisk rentabelt: “Som pilotprojektet kører i dag, hænger det sammen. Men vi mangler endnu at se den store økonomiske gevinst. Den vil uden tvivl komme, i takt med at råvarepriserne vokser, og vi får knækket koden for at indsamle de kasserede pumper på en effektiv måde,” forklarer CSR-manager Mogens Linhardt, der leder projektet.

Vejen banes for ny vækst

Også på det politiske plan er ressourcedagsordenen ved at tage form, godt hjulpet på vej af dramatiske hændelser som f.eks. den globale fødevarekrise i 2010, hvor kombinationen af en dårlig høst, klimaforandringer, unødig hamstring og voksende efterspørgsel tvang priserne i vejret og kastede 44 mio. mennesker ud i langvarig fattigdom.

Senest er de høje oliepriser blevet et tema i den amerikanske valgkamp, hvor en større del af de republikanske vælgere anklager præsident Obama for at være skyld i prisernes himmelflugt. I en ny rapport vurderer analysevirksomheden Maplecroft desuden, at manglen på vand udgør en stor trussel for den, i forvejen skrøbelige, politiske stabilitet i Mellemøsten og Nordafrika.

Udsigten til, at fremtidens geopolitiske konflikter i højere grad bliver ’ressourcekrige’, hvor der kæmpes om adgangen til eftertragtede ressourcer, skaber allerede nu politiske spændinger. Da Kina for nylig udnyttede sin monopolstatus inden for udvinding af sjældne jordarter til at indføre en kvoteordning og dermed drev priserne i vejret, gik WTO ind i sagen på opfordring af Japan, EU og USA og truede den kinesiske regering med sagsanlæg, hvis den ikke ophævede kvoterne.

I Danmark foreslog DI sidste år med publikationen “Den globale kamp om råmaterialer”, at EU udvider den særlige partnerskabsaftale med Grønland, der i dag omfatter fisk, til også at gælde adgangen til de sjældne jordarter, hvor Grønland menes at sidde på omkring 17 procent af de globale forekomster.

De seneste år har dagsordenen bredt sig ud fra geopolitik og forsyningssikkerhed til også at handle om vækst og nye forretningsmuligheder. EUs miljøkommissær Janez Potocnik, der er kendt som en af bannerførerne på området, sagde for nylig på et optaktsmøde til FNs store bæredygtighedskonference Rio+20, at ”ressourceeffektivitet bør erstatte begrebet om grøn vækst, for uden et effektivt ressourceforbrug er der ingen vækst.”

EU’s Miljøkomite skal til maj stemme om indholdet af en ny strategi for et ressourceeffektivt Europa, der, hvis den går igennem, vil stille større krav til medlemslandene og de europæiske virksomheder om effektiv omgang med ressourcerne. Formålet er, ud over at reducere CO2-udledningen og skåne miljøet, at styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne inden for ressourceeffektivitet.

Herhjemme offentliggør miljøminister Ida Auken snart en ressourcestrategi, der lægger op til, at vi skal genanvende mere og forbrænde mindre. Igen er øget konkurrencekraft og ny vækst nævnt som et af de primære argumenter for at lade forslaget gå igennem. Se artikel Miljøminister Ida Auken: Slut med at brænde vigtige ressourcer af.

Ministeren øjner med stor sikkerhed flere nye erhvervssuccesser som den danske Genan, der på få år er vokset til verdens største virksomhed inden for genanvendelse af brugte bildæk, med en omsætning, der i 2010 rundede de 1 mia. kroner.

Jeremy Oppenheim bekræfter, at det voksende fokus på ressourceeffektivitet baner vej for helt nye sektorer og virksomheder og dermed også ny vækst. Det gælder f.eks. udbydere af de produkt-servicesystemer, der i fremtiden skal gøre det muligt at leje eller lease produkter frem for at købe dem, og dermed også gør det lettere at indsamle og genanvende de produkter, der kasseres Et andet behov går ud på at udvikle materialer med nye egenskaber, der kan erstatte de ressourcekrævende materialer, vi kender i dag, som f.eks. plast, der kræver olie. For ikke at nævne hele indsatsen for at omdanne biologiske ressourcer til energi – en indsats, der allerede er godt undervejs med bl.a. danske Novozymes som en global spiller.

”Over de næste tyve år vil vi være vidner til en enorm omvæltning, både når det handler om at omgås de sparsomme ressourcer på intelligent vis, og i opblomstringen af en helt ny generation af virksomheder, der bygger hele deres forretningsgrundlag på ressourceeffektivitet. Mulighederne kan blive enorme for dem, der får en fod ind på det nye marked,” slutter Jeremy Oppenheim.

Kilder

• Ressource Revolution: Meeting the world’s energy, materials, food and water needs. McKinsey Global Institute, 2011.
• Scaling Sustainable Consumption and Ressource Efficiency, World Economic Forum, 2012.
• EUROSTAT-undersøgelsen.
• EUROBAROMETER: SME’s, Ressource Efficiency and Green Markets. Europakommissionen, 2012.
• Tackling the challenge in commodity markets and on raw materials. Europakommissionen, 2011.
• Den globale kamp om råmaterialer. DI, 2011.
• Sjældne jordarters metaller: ressourcer, produktion, anvendelse og geopolitisk betydning. Per Kalvig, præsentation, GEUS, 2012.
• Influence of Rare Earth Element Supply on Future Offshore Wind Turbine Generators. Asger Abrahamsen m.fl., Risø International Energy Conference 2011.